Indhold
Indledning .............................................................................................................................................................2
Danske samfundsforhold og politik i årene 1930 – 1901 ...................................................................................3
Bøndernes organisering ......................................................................................................................................3
Enevælden og Grundloven .................................................................................................................................3
Venstres politikførelse under Forfatningskampen ............................................................................................4
”Proklamation af visnepolitikken” .................................................................................................................4
Misbrug af opløsningsretten ...........................................................................................................................4
Demokratiets vagthund ...................................................................................................................................5
Kildens anvendelighed ...................................................................................................................................5
”Folketingets adresse til Christian den 9.” .....................................................................................................6
Berg sladrer til far ...........................................................................................................................................6
Landets fremtid i kongens hænder ..................................................................................................................6
Kildens anvendelighed ...................................................................................................................................7
Kanslergadeforliget i 1933 ...................................................................................................................................7
Vurdering ............................................................................................................................................................8
Konklusion ............................................................................................................................................................9
Litteraturliste ......................................................................................................................................................10
Side 2 af 10
Indledning
Opgave inden for historiefaget om Forfatningskampen i Danmark med fokus på Venstres krav om
parlamentarisme. Det overordnede emne er Forfatningskampen, der forløb fra 1864 til 1901. Den
bygger på den politiske kamp udspillet mellem partierne Venstre og Højre, hvis interessekonflikt
blandt andet skyldtes deres repræsentation af forskellige befolkningsgrupper. Partiet Højre
repræsenterede mestendels godsejere og bybefolkningen, mens bønderne forsamledes i Det Forenede
Venstre
1
. Da Det Forenede Venstre senere i forløbet fik flertal i Folketinget, krævede dette en
genindførelse af den oprindelige grundlov og folketingsparlamentarismen anvendt
2
. Højre bibeholdte
imidlertid magten ved at referere til kongens ret til at vælge sine ministre frit. Interessekonflikten
mellem Højre regeringen og Folketingets venstreflertal var hermed skildret og dermed også
grundlaget for den forfatningskamp, der skulle forløbe i dansk politik de næste årtier.
Forfatningskampen fik sin ende, da der ved Systemskiftet
3
udnævntes en Venstreregering på et
parlamentarisk grundlag i 1901. Konflikten mellem partierne er senere blevet betegnet som værende
en forfatningskamp, idet begge parter benyttede paragraffer fra Grundloven i deres argumentation.
Opgaven har til hensigt at besvare, hvorfor og hvordan Venstre fik parlamentarismen indført i
Danmark. Opgaven er struktureret efter følgende problemformulering:
En karakteristik af bøndernes organisering og sammes sociale forhold op til og under
Forfatningskampen samt en redegørelse af den daværende samfundsstruktur. Dette har til formål at
belyse bøndernes begyndende incitament til at deltage i politik. Dernæst en analyse af Venstres
politiskførelse under Forfatningskampen med udgangspunkt i kilderne ”Proklamation af
visnepolitikken” og ”Folketingets adresse til Christian den 9.” Slutteligt en vurdering af betydningen
af Venstres krav på parlamentarismens indførelse for eftertiden set i forhold til Kanslergadeforlaget.
1
Forklaring: Det danske parti, der fra 1963 ændrede navn til Venstre.
2
Forklaring: Her afhænger dannelsen af en regering af parlamentets støtte. Princippet bag styreformen består i, at den udøvende magt
ikke kan iværksættes eller forblive på magten, hvis et flertal af den lovgivende magt er modstander af dette.
3
Forklaring: Betegnelsen for begivenheden i 1901, der iværksatte folkeparlamentarismen.
Side 3 af 10
Danske samfundsforhold og politik i årene 1930 – 1901
I starten af 1800-tallet undergik det danske samfund radikale forandringer. Grundet forbedrede
levevilkår og mindre børnedødelighed, fordobledes befolkningsantallet inden for halvfjerds år.
Samtidigt var det også i denne periode, at en begyndende urbanisering syntes i Danmark. Et stigende
antal mennesker forlod landet til fordel for byerne, som nu blev centrum for industri og handel. Senere
i 1800-tallet blussede industrien i byerne op, imens der foregik en organisering af landbosamfundet.
Bøndernes organisering
I slutningen af 1700-tallet var godsejeren C.D. Reventlow en af hovedmændene bag en markant
forbedring af bøndernes vilkår. Dette gjordes ved frisættelsen af bønderne i Landboreformerne
4
.
Reformerne medførte blandt andet, at godsejerne mistede noget af deres magt, at stavnsbåndet
5
blev
ophævet, samt at bønderne ikke skulle udføre hoveri
6
for herremanden længere.
Senere i midten af 1800-tallet påbegyndtes grundlæggelsen af folkehøjskoler efter grundtvigianske
principper, der havde til formål at kultivere unge bønder på det menneskelige, nationale og kristelige
plan. Således blev der i 1844
7
oprettet landets og verdens første højskole i Rødding. Ånden i
højskoleopholdene skulle senere være inspirationen til oprettelserne af friskoler, gymnastikforeninger
og frimenigheder, imens det dannede et større grundlag til den politiske aktivitet blandt bønderne. Da
alle danske bønder i 1814 fik ret til den syvårige folkeskoleuddannelse, blev disse nu også i stand til at
abonnere på aviserne, der fik sit afsæt et par årtier senere.
I den praktiske forstand blev der i samme periode oprettet et stigende antal andelsmejerier og
andelsslagterier. Princippet bag andelsbevægelsen var, at alle, der eksempelvis leverede mælk til et
mejeri, stemte efter hoveder og ikke efter høveder. Hvilket vil sige, at hver landmand kun havde en
stemme, uanset hvilken stand pågældende havde. Hermed syntes de første tegn på dansk demokrati i
praksis. Andelsprincippet resulterede ofte i et økonomisk overskud, men det støttede også bøndernes
uafhængighed i forhold til godsejeren eller købmanden i byen. Forskellen mellem husmænd fra
underklassen og middelklassens gårdmænd formindskedes i deres fælles kamp mod overklassen.
Enevælden og Grundloven
Op til 1848 var styreformen i Danmark, enevælde, hvori al magt tilkom kongen. I 1930
8
frygtede
kong Frederik VI dog for denne magt, da liberalistiske strømninger fra Julirevolutionen
9
kunne skabe
en oprørsk stemning blandt danskerne. Af samme årsag iværksatte han fire stænderforsamlinger, som
ikke havde anden indflydelse end rådgivning.
4
Kilde: Oplysningens verden
5
Forklaring: En binding af mænd tilhørende bondestanden til det gods, hvor de ”hørte hjemme.”
6
Forklaring: Det obligatorisk arbejde, som bønderne skulle yde til hovedgårdene.
7
Kilde: Danmarks historie – Tiden
8
Kilde: Danmarks historie, (Søndenberg), side 76
9
En fransk revolution i 1830, der resulterede i, at det daværende kongedømme blev afskaffet.
Side 4 af 10
Et par år senere udnævntes en grundlovgivende forsamling i 1848, der skulle danne en ny forfatning.
På daværende tidspunkt kunne man groft opdele det politiske spektrum i 3 ”højre” indebærende
helstatstro embedsmænd og godsejere, ”centrum” af både nationalliberale intellektuelle og liberale
forretningsdrivende og et tredelt ”venstre” mestendels bestående af bønder og husmænd, heriblandt
Bondevennerne. Borgerskabet fik for første gange en indsigt i, at demokratiet en dag kunne lede til et
samfund med magten besiddende hos den almene dansker.
Et halvt år senere blev kong Frederik VII konstitutionel konge, da han underskrev Danmarks Riges
Grundlov og således viderebragte den lovgivende magt til parlamentet. Systemet blev organiseret som
et tokammersystem. Parlamentet, Rigsdagen
10
, bestod nu af et folketing og et landsting.
Lovforslagene skulle godkendes af begge kamre, som repræsenterede hver sit samfundslag:
Størstedelen af Landstinget besad den gamle herskende klasse, godsejerne, mens Folketinget primært
indebar den bredere del af befolkningen eksempelvis storbønder, erhvervsdrivende og efterhånden
også repræsentanter for den arbejderklasse, der så småt voksede frem.
Venstres politikførelse under Forfatningskampen
For at få en indsigt i, hvordan Venstre fik indført parlamentarismen, tages her nu udgangspunkt i to
specifikke eksempler på partiets politikførelse under Forfatningskampen. I samme forbindelse vil
pågældende partis argumentation undergå en analyse.
”Proklamation af visnepolitikken”
Den første kilde omhandler Venstres ”visnepolitik”, der prægede den danske politik fra
Visnepolitikken betød, at Folketinget kun støttede et begrænset antal af de lovsforslag, som den
daværende Højre regering fremlagde. Dette havde til formål at betvinge regeringen og dets
konseilspræsident
11
J.B.S. Estrup til at overlade magten til flertallet af parlamentet og dermed følge
folkeparlamentarismens grundlag. Under de to foregående folketingsvalg havde Venstre netop opnået
flertal i Folketinget, hvorfor partiet ikke godtog, at Estrups ministerium endnu ikke var gået af.
Da Folketinget nægtede at godkende Estrup’s fremlagte finanslov, burde det i praksis være umuligt
for Estrup at forhandle den, da dette som tidligere nævnt krævede en godkendelse fra begge kamre.
Regeringen valgte imidlertid at gennemtvinge midlertidige love, hvorfor Venstre fortsatte med at føre
visnepolitik. Denne introduktion leder nu til selve kilden, ”Proklamation af visnepolitikken” fra den
13. august 1881, hvori venstrepolitikeren Christen Berg bekendtgjorde Venstres politikførelse fra
Folketingets talerstol. Heri fremlægges Bergs og Venstres udprægede afstandtagen til
regeringspolitikken og sammes aktører.
Misbrug af opløsningsretten
10
Forklaring: Danmarks parlament fra , der blev afløst af Folketinget.
11
Forklaring: En betegnelse anvendt fra Den blev efterfølgende erstattet af ”statsminister,” der stadigvæk bliver anvendt i
dagens Danmark.
Side 5 af 10
I denne tale refererede Berg blandt andet til Estrups argumentation, der havde sin hjemmel i
opløsningsretten
12
. Ved at benytte denne paragraf fra Grundloven, mente Estrup på tilladelig vis at
kunne opløse Folketinget. Dette modargumenterede Berg. Ifølge ham har denne rettighed
udelukkende til formål, at en regering kunne sikre sig muligheden for at tvangsudskrive et valg, hvis
den ikke havde flertallets bag sig. Da Højre regeringen havde udskrevet valg to gange inden for et år,
fandt Berg dette som værende et misbrug af rettigheden. Desuden pointerede Christen Berg også, at
den eneste mærkbare ændring mellem valgene var, at regeringen mistede to mandater: ”.. at Følgen, af
denne Politik vilde ganske simpelt blive den, at Ministeriet offrede endnu flere af sine Venner paa det
Uhyre af Politiks Alter, som det fører.”
13
Benyttelsen af billedsprog med associationer til religiøse
ofringer havde måske til formål at provokere regeringen og dermed opildne den til at agere.
Demokratiets vagthund
Kernesagen i denne proklamation var imidlertid regeringens mangel på folkeligt parlamentarisme. Her
søgte Christen Berg indledningsvis en forklaring på, hvorfor Estrup trods mindretal i parlamentet
endnu var fungerende konseilspræsident og hans parti fungerende regering. Senere stillede Berg på
samme vis ministeren og hans regering til ansvar for offentligheden. Dette bærer mange ligheder til
vore dages medieapparat, der har til opgave at vogte over politikernes handlinger og holde dem
ansvarlige på selvsamme. Af samme årsag bliver medierne ofte omtalt som ”demokratiets vagthund.”
Christen Bergs argumentation byggede generelt på referencer til Grundloven, (Forfatning, red) der
netop var udtryk for folkesuveræniteten og ikke burde overtrædes: ”.. hvorledes bliver man istand til
at hævde vor Forfatnings rette Brug og Betydning under saadanne Forhold, som den høitærede
Minister nu har skabt?”
14
Afslutteligt føjede Christen Berg dette som for at retfærdiggøre Venstres visnepolitik: ”.. men jeg har
sagt, at Landets Vel – det var i alt Fald Tanken – efter min Opfattelse kræver af dette Folkething, at
det lader Alting visne i Hænderne paa et Ministerium, der trodser den almindelige Valgret.”
15
Kildens anvendelighed
Når politikeren betræder talerstolen i Folketinget vil pågældende være alt andet end upartisk, da denne
har til formål at promovere sin egen politik. Af samme årsag anerkendes kildens tendens, da Christen
Berg netop skulle udlægge sin egen politiske overbevisning samt at provokere regeringen. Som
førnævnt benyttede han også sproglige virkemidler i form af billedsprog, en ironisk undertone og
overdrivelse, hvilket også sætter spørgsmålstegn ved troværdigheden i kilden. Dog opfattes kilden
som værende brugbar som et levn, da den bringer en indsigt i Venstres politiske holdning og
tankegang i 1800-tallets Danmark. Samtidigt belyser den også Christen Bergs argumentationsteknik.
12
Forklaring: Retten til at opløse Folketinget og udskrive folketingsvalg, som efter Grundloven § 32, stk. 2 tilkommer kongen, dvs. i
praksis statsministeren.
13
Citat: Side 1 af 4, linje 60-61.
14
Citat: Side 3 af 4, linje 47-48
15
Citat: Side 4 af 4, linje 75-77
Side 6 af 10
”Folketingets adresse til Christian den 9.”
Den anden kilde er fra den 18. marts 1885, hvori Folketinget henvender sig til den daværende konge:
”Folketingets adresse til Christian den 9.” Som tidligere nævnt bestod Folketinget hovedsageligt af
venstremænd, som nu ønskede at tilkendegive deres utilfredshed med finanslovsforhandlingerne.
Grundet de sidste fem års visnepolitik, var samarbejdet mellem Højre regeringen og Folketinget ikke
blevet forbedret. Af samme årsag var det ikke sandsynligt, at dette års finanslov ville blive vedtaget.
Denne situation kunne regeringen imidlertid udnytte. På baggrund af juraprofessoren Henning
Matzens argumentation, havde regeringen netop hjemmel til at kunne benytte en provisorisk
16
finanslov. Hjemmelen fandtes i Grundlovens § 25
17
, hvilket gav regeringen mulighed for at udstede
provisoriske love, når Rigsdagen ikke var samlet. Dernæst fastsatte Landstinget med et flertal af højre
mænd, at forhandlingerne om den midlertidige finanslov ikke skulle behandles i et fællesudvalg,
sådan som proceduren normalt var ved uenighed. Af samme årsag stoppede finanslovsprocessen, og
regeringen fik mulighed for at afbryde forhandlingerne og udstede en provisorisk finanslov. Alt dette
var baggrunden for Venstres adresse til kongen.
Berg sladrer til far
Bærende ligheder til den utilfredse lillebror sladrende til sin fader, pointerede Christen Berg i sin
henvendelse til kongen, hvorledes storebroderen i form af Landstingets højremænd havde brudt
Grundlovens formaninger. Mere specifikt berettedes her om, at Landstinget havde opgivet
finanslovsforhandlingerne uden at have benyttet de midler, der ved uenighed mellem tingene var
påkrævet i Grundloven. Dernæst fortalte Berg, at der grundet dette lovbrud var endnu sværere
forudsætninger for, at store- og lillebroder kunne enes: ”En saadan Enighed er nu bleven mindre
sandsynlig end nogensinde, efterat Landsthingets Forkastelse af den midlertidige Finantslov har
afskaaret den besindige Overveielse af Uoverensstemmelsen..”
18
Senere tilkendegav Berg dog, at da
Folketinget gerne så noget lovarbejde gennemført, var de villige til at forhandle i det omfang
Danmarks tarv, statskassens evne og folkets ret tillod.
Landets fremtid i kongens hænder
Argumentationen i denne henvendelse byggede også på skræmmebilleder af et Danmark, hvori denne
politiske konflikt fortsatte. Appellen bestod dermed i, at kongen som den ansvarlige skulle agere
inden, at skræmmebillederne blev til virkelighed. Dette ses blandt andet i citatet: ”Thinget kan ikke
lade det komme til et afgjørende Brud og til den uoverskuelige Række af fordærvelige Konflikter,
16
Forklaring: Synonym for midlertidig eller foreløbig
17
Kilde: www.grundloven.dk
18
Citat: Side 1 af 2, linje 11-14
Side 7 af 10
som deraf vil udvikle sig, uden endnu en Gang at rette et alvorligt og ærbødigt Ord til Landets
Konge..”
19
Slutteligt berettede Christen Berg om, hvorledes kongens fremtidige handlinger kunne have to udkom.
Hvis kongen forsat tillagde Højre regeringen sin støtte, ville det i sidste ende føre til en borgerkrig: ”..
Vort lille Lands Kræfter ville blive opslidte i fortærende Broderkrig”.
20
Modsat dette kunne kongen
ved at fratage sin støtte, påbegynde en ny periode med nyttigt lovarbejde og enighed til befolkningens
ve og vel, imens Grundloven stadigvæk blev overholdt.
Kildens anvendelighed
Denne kilde er meget lig den førnævnte i henhold til dens anvendelighed. Da aktøren bag
henvendelsen er partisk og ønsker at fremlægge sagen fra sin egen synsvinkel, har også denne kilde
megen tendens. Hvor Christen Berg i den tidligere kilde benyttede ironi og provokation, tiltalte han
her kongen med ærbødighed. Dog benyttede han endnu engang billedsprog, hvilket ses i dette citat: ”..
og gjennemtrængt Samfundet med en Hadets og Bitterhedens Aand”
21
Dette sproglige virkemiddel
har ofte til formål at understrege pointen og dermed billedliggøre situationen for den læsende, men
kan dog ikke være garant for troværdighed. Kilden har dog brugsværdi alligevel, da det som et levn
giver udtryk for det daværende forhold mellem kongen og politikerne, samt et indblik i
venstremandens argumentation og holdning.
Kanslergadeforliget i 1933
For at få en opfattelse af hvilken relevans Venstres kamp for parlamentarismen har haft for eftertiden,
tages der udgangspunkt i en specifik begivenhed forekommet efter parlamentarismens indførelse i
1901. Efter en præsentation af dette vil der forelægge en vurdering af, om der heri eksisterer elementer
fra parlamentarismen, og i så fald hvilken betydning dette har haft.
Denne begivenhed fandt sted den 29. januar 1933
22
i den københavnske Kanslergade, som senere
skulle lægge navn til dette. Her mødtes de daværende regeringspartier og oppositionspartiet på
statsministerens private adresse for at nå frem til nogle kompromiser. Den danske økonomi var
dengang præget af den økonomiske verdenskrise, der var udsprunget af Wall Street-krakket
23
i 1929.
Mange virksomheder var under hårdt pres, af samme årsag var arbejdsløsheden meget høj. Samtidigt
ulmede en konflikt mellem arbejdsgiverne og fagforeninger under overenskomstforhandlingerne. I
denne periode faldt også landbrugseksporten intensivt, hvorfor man spekulerede i, om man skulle
sænke kronens værdi. Grundet en nylig handelsaftale med England, var en devaluering af kronen dog
vanskeligt, da britiske varer ville blive dyrere og dermed mindske den britiske eksport.
19
Citat: Side 1 af 2, linje 17-19
20
Citat: Side 2 af 2, linje 15-16
21
Citat: Side 1 af 2, linje 27
22
Kilde: Hjemmesiden – www.danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/kanslergadeforliget-og-dansk-politik-i-1930erne/
23
Forklaring: Da aktierne på New Yorks Stock Exhange fyldt drastisk den 29. oktober 1929, hvor store formuer gik tabt.
Side 8 af 10
I håbet om at kunne forbedre situationen mødtes den socialdemokratiske statsministier Thorvald
Stauning og repræsentanter fra regeringspartierne Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet med
repræsentanter fra det liberale Venstre. Dette var ikke en let proces, da partierne ideologisk lå vidt fra
hinanden og havde forskellige bud på løsningsmodellen. Efter mange timers forhandling nåede
parterne dog til et kompromis. I forliget fik landbruget lettelser eksempelvis igennem en sænkning af
kronen. Derudover blev socialministerens socialreform også godkendt, hvilket forbedrede vilkårene
for underklassen markant. Ifølge Stauning havde alle partier ofret nogle principper under forliget, men
de havde på den anden side reddet landet og demokratiet. Med andre ord, havde Venstre havde
dæmpet partiets liberalistiske udgangspunkt, og Socialdemokratiet fralagde sig noget af sit oprindelige
marxistiske grundlag.
Vurdering
Kanslergadeforliget kan på mange måder opfattes som værende et eksempel på en anvendelse af det
parlamentariske demokrati. Dette begrundes med, at partierne imødekom hinandens krav og
forhandlede ind over midten, hvilket dermed skabte et flertal i Folketinget. Partierne kunne i teorien
have gennemtvunget egne synspunkter lig Estrups regering og ville dermed have brudt
folkeparlamentarismens krav. Forliget var samtidigt et billede på et samarbejdende folkestyre, der
netop var et sjældent syn på daværende tidspunkt, hvor diktatoriske styreformer syntes i Tyskland,
Italien og Rusland. Af samme årsag var forliget af stor stabiliserende betydning for et land, der mødte
modgang i økonomien såvel som i nabolandes yderligtgående styreformer.
Side 9 af 10
Konklusion
Førsteligt kan der konkluderes hvilke årsager, der lå til grund for den stigende politiske aktivitet
blandt borgere i starten af 1800-tallet. Herefter uddybes det selvsamme med udgangspunkt i
bøndernes forhold.
Da der i 1930 blev grundlagt fire stænderforsamlinger, lagdes en af grundstenene til folkestyret, idet
det åbnede muligheden for en folkelig debat og oplysning. Her kunne revolutionstanker åbenbares.
Tankerne fokuserede på individets frihed, sammes krav på medindflydelse og oplysning, hvoraf
inspirationen kunne hentes i den samtidige franske revolution. Samtidigt var kong Frederik VII mere
samarbejdsvillig end mange andre europæiske enevældige konger, da han ved Grundlovens tilblivelse
overgik til at være konstitutionel konge. Grundet den lettere overgang til folkestyret, havde borgerne
også et større incitament til at deltage i samfundet.
Venstre repræsenterede ved sin dannelse bønderne, der i starten af 1800-tallet og under
Forfatningskampen for første gang fik mulighed for og interesse i at udøve politisk aktivitet. Dette
skyldtes mange forskellige faktorer. Heriblandt var Landboreformerne, der havde medført en
frigørelse af bonden og sikret sammes retssikkerhed. Derudover var der undervisningspligten og
aviserne, som dannede og oplyste den almindelige bonde. Endvidere gav oprettelsen af diverse
foreninger også muligheden for bønderne at forsamles i kampen mod overklassen, men det medførte
også, at man i højere grad end tidligere kunne mødes og diskutere samfundstrivslen. I fællesskabet i
foreningerne kunne bonden samtidigt udforme en selvbevidsthed, hvilket fremmede ønsket om at have
medindflydelse på sit land.
Ud fra analysearbejdet og baggrundsmaterialet kan hermed konkluderes, hvorledes Venstre fik
gennemført parlamentarismen og opnåede regeringsposten i 1901:
Venstre havde under Forfatningskampen adskillige politiske udspil, der alle var en sten i skoen på
daværende regering. Herunder kan visnepolitikken fra den første kilde nævnes, da dette netop
vanskeliggjorde regeringens gennemslagskraft. Et andet eksempel kunne være adressen til den
daværende konge fra den anden kilde, men denne politiske handling havde dog ikke så stor effekt.
Dette skyldes blandt andet den pågældende konges støtte til Højre regeringen, der varetog hans
interesse i rangssamfundet.
Udover de konkrete handlinger og partiets vedholdende modstand under Forfatningskampen hvilede
meget af Venstres endelige succes også på dets argumentation i det offentlige rum. Heri fremstillede
partiet ofte sig selv som værende et værn mod regeringens undertrykkelse af folkets interesser, imens
det selv søgte at føre politik efter landet forfatning. Denne argumentation synes også klart i analysen
af kilderne. Ved tanken om denne uretfærdighed valgte vælgerne at tilslutte sig et parti, der talte
folkets sag. Som resultat af vælgertilslutningen og den stigende utilfredshed blandt folket, måtte
regeringen derfor anerkende Venstres flertal og krav om parlamentarisme i 1901.
Side 10 af 10
Litteraturliste
Bøger:
• Høiris, Ole, m.fl.: Oplysningens verden – Idé, historie, videnskab og kunst. Aarhus
Universitetsforlag, 2007
• Christen, Aksel E: Danmarks historie – Tiden Gyldendal, 1998.
• Søndberg, Olaf: Danmarks historie. 1993, Systime.
Hjemmesider:
• www.denstoredanske.dk
• www.danmarkshistorien.dk
Kilder:
• ”Folketingets adresse til Christian den 9” fra www.danmarkshistorien.dk
Dette omfatter 4 udskrevne sider
• ”Proklamation af visnepolitikken” fra www.danmarkshistorien.dk
Dette omfatter 2 udskrevne sider