Indholdsfortegnelse:
1.0 Indledning............................................................................................ s. 2
2.0 Analyse og fortolkning af Rejsekammeraten.................................... s. 2 - 9
2.1 Eventyrsymbolisme......................................................................... s. 5 - 6
2.2 Indflydelsen på Johannes, samt historiens morale........................ s. 6 - 8
2.3 Religion kontra dæmoni................................................................ s. 8 - 9
3.0 Konklusion......................................................................................... s. 9
4.0 Litteraturliste..............................................................…………….. s. 10
[navn fjernet], 1z11, [navn fjernet] Gymnasium, Danskopgave, afleveret den 09/05/03
Side 2 af 10
1.0 Indledning:
Jeg vil gerne analysere og fortolke Rejsekammeraten af H.C. Andersen med henblik på
eventyrgenren. Jeg vil argumentere for, at det både er et folke- og kunsteventyr.
Endvidere ønsker jeg kort at perspektivere til H.C. Andersen og hans liv gennem
historien Rejsekammeraten. Jeg vil undersøge en smule om, hvilken betydning de
forskellige væsner og ting har haft for ham. I Rejsekammeraten er der en konflikt
mellem religion og dæmoni. Denne konflikt vil jeg komme nærmere ind på med analyse
af symboler og andet. Til sidst laves en kort perspektivering til perioden og dens
ideologier. Der er ingen tydelige tegn på, at eventyret er fra romantikken, som der er i
andre af H.C. Andersens eventyr. Der skal derfor diskuteres og argumenteres for den
valgte periode gennem opgaven.
2.0 Analyse og fortolkning af Rejsekammeraten:
Rejsekammeraten er skrevet i 1835 af H.C. Andersen, og var med i hans første
udgivelser af eventyr
1
. Den er en blanding af et folkeeventyr og et kunsteventyr.
Rejsekammeraten er et folkeeventyr på den måde, at den er blevet genfortalt fra gamle
historier og er blevet nedskrevet af H.C. Andersen i hans egen version. Folkeeventyr
blev primært nedskrevet under Romantikken
2
, som gik fra Midt i denne
periode blev Rejsekammeraten skrevet. De nedskrevne versioner bærer præg af
indholdet og budskabet fra de oprindelige fortalte versioner. Rejsekammeraten er en
gendigtning af H.C. Andersens tidligere historie Dødningen
3
fra 1829, som var et
folkeeventyr. Rejsekammeraten er en beretning om den fattige lykkejæger, der får
prinsessen. En ofte brugt slutformel i folkeeventyr kan være ”....og de levede lykkeligt
til deres dages ende”, hvor eventyret slutter med lykke og harmoni. Rejsekammeraten
slutter med:
”Brylluppet varede en heel maaned. Johannes og Prindsensen holdt saa meget
af hinanden, og den gamle Konge levede mange fornøiede Dage og lod deres
smaa bitte Børn ride Ranke paa sit Knæ og lege med sit Scepter; men Johannes
var Konge over hele Riget.”
4
1
H.C. Andersen s. 187
2
Eventyrleksikon s. 15
3
H.C. Andersen s. 187
4
Rejsekammeraten s. 110
[navn fjernet], 1z11, [navn fjernet] Gymnasium, Danskopgave, afleveret den 09/05/03
Side 3 af 10
Denne slutning minder meget om slutformlen og er derfor en typisk slutning på et
folkeeventyr. Kunsteventyr er ”farvet” af en bestemt ideologi. H.C. Andersens eventyr
bar præg af idealer om blandt andet naturens og kulturens åndelige forening og
fantasiens frihed, som blev dyrket i romantikken. Det er naturens kalden, der lader
drengen bryde op og sige hjemstavnen farvel. Naturen træder kraftigt frem som noget
poetisk den første nat, hvor Johannes sover ude i naturen. Denne natur bliver beskrevet
som et værelse, hvor naturen og kulturen åndelig forenes som en helhed. I kunsteventyr
følger der normalt 3 faser. Romantikkens tredelte forløb kan være beskrevet som en
rejse med følgende stationer: Hjemme(i kulturen) ude(i naturen) (nyt)hjem.
Rejsekammeraten er delt op i 3 afsnit. I den første fase er der normalt harmoni
mellem helt og verden, men i Rejsekammeraten er det anderledes. Johannes mister sin
far og føler derefter, at han ikke har nogen i verden. Dette gør Rejsekammeraten
anderledes end den traditionelle formel med harmoni(hjem) splittelse(ude)
harmoni(hjem). Der er oprindelig ikke en indledning. Man bliver kastet ind i historien
med at Johannes far dør. Indtroduktionen til handlingen virker derfor meget brat. Dette
kaldes in medias res. Denne form for start skaber medfølelse med Johannes og drama
for Johannes’ vandring i livet fremover. Denne start viser, hvor hengiven en søn
Johannes er. Johannes ønsker at forlade sit hjem(kulturen) for at finde et nyt hjem. Det
er naturen, der trækker i ham, og får ham til at forlade sin fortid for at møde sin fremtid.
Johannes rejser ud for at udvikle sig som menneske og for at blive voksen. Den
egentlige handling indtræffer først, når Johannes drager hjemmefra og konfronteres med
naturen og alt det dæmoniske, gennem rejsekammeraten, på godt og ondt. Dette er
anden fase, den såkaldte ude fase, hvor der er disharmoni og kaos. Johannes bliver
stillet op mod diverse prøvelser, før han kan få lykken. Johannes får dog hjælp af sin
skygge; rejsekammeraten. I tredje fase harmoniseres disse konflikter, og Johannes får
sin drømmeprinsesse. Johannes har hermed fundet sit nye hjem.
Tidsforløbet i Rejsekammeraten er kronologisk. Der er dog en slags
forudsigelse, et kig ind i fremtiden, med Johannes’ drøm om prinsessen. Handlingen
fortælles i den rækkefølge de er forgået i. Rejsekammeraten starter med at Johannes
tager af sted for at finde lykken. På vejen til lykken møder Johannes og
rejsekammeraten modstand, men de overlever denne modstand ved hjælp af deres
godhed. Johannes får prinsessen, og hans rejse mod lykken er slut. Denne handling er
skrevet i kronologisk rækkefølge. Indholdsmæssigt er teksten lineær. Alle brikkerne
falder på plads i slutningen, da rejsekammeraten afslører, hvem han er, og hvorfor han
har hjulpet Johannes. Det har en bedre effekt, at afsløringen kommer til sidst. Et af
[navn fjernet], 1z11, [navn fjernet] Gymnasium, Danskopgave, afleveret den 09/05/03
Side 4 af 10
budskaberne kommer også tydeligere frem ved denne afslutning. Johannes har fundet sit
nye hjem, og læseren falder til ro. Johannes’ udvikling til at blive voksen er slut.
Personerne træder frem som en han/hun for læseren. Historien er skrevet i en
personbunden 3.personfortæller med kombineret synsvinkel. Hovedpersonen i denne
historie er i virkeligheden en han, som H.C. Andersen giver stemme ved hjælp af
direkte tale. Hovedfiguren, Johannes, føler ikke, han har nogen i verdenen efter hans far
dør. Hovedfiguren er et typisk individ i romantikperioden, hvor der blev skrevet mere
om de psykologiske forhold. Fortælleren er personbunden, idet han fortæller, hvad
personerne i historien, primært Johannes og rejsekammeraten, tænker og føler.
Eventyret handler om Johannes, men man følger flere personer og gør dem til et ”jeg”,
mens Johannes er hovedpersonen. Der er mange replikker personerne imellem og er
derfor scenisk fremstillet.
Rejsekammeraten er fremstillet scenisk. Man følger, hvad der foregår på et sted
af gangen, for eksempel knyttet til en person. I Rejsekammeraten er disse personer
primært Johannes og rejsekammeraten, men for eksempel prinsessen og kongefaderen
træder også frem med få replikker og med beskrivelser af deres følelser. ”Den gode
gamle Konge var saa bedrøvet, han kunne slet ikke spise Noget, og Pebernødderne vare
ham ogsaa for haarde”
5
. Eventyret er scenisk, men der er dog blevet flettet en
panoramisk fremstilling med ind i historien med få detaljer og et højt tempo. I starten af
teksten bliver faderens død fremstillet panoramisk. Episoden bliver skildret med få
detaljer, og dette gør at fortælletempoet bliver højt. En scenisk fremstilling er
detaljeret, og fortælletempoet er moderat. I Rejsekammeraten bliver fortælletempoet
langsommere i dele af historien. Forfatteren har fortalt meget beskrivende, og dette gør,
at historien bliver langsommere at læse, men mere spændende. Det giver en effekt med,
at vi føler, at vi selv er til stede som den berømte flue på væggen.
I teksten er der blevet gjort brug af farvet sprog. Der er mange detaljer, som
lader læseren leve sig ind i historien.
”Det hele Mark med Aaen, Høstakken og saa den blaa Himmel oven over, var
just et smukt Sovekammer. Det grønne Græs med smaa røde og hvide Blomster
var Gulvtæppe, Hyldebuskene og de vilde Rosenhækker vare
Blomsterbouquetter, og som Vandfad havde han hele Aaen med det klare, friske
Vand, hvor Sivene neiede, og sagde baade god Aften og god Morgen. Maanen
5
Rejsekammeraten s. 102
[navn fjernet], 1z11, [navn fjernet] Gymnasium, Danskopgave, afleveret den 09/05/03
Side 5 af 10
var en rigtig stor Natlampe, høit oppe under det blaae Loft, og den stak ikke Ild i
Gardinerne”
6
.
Dette er en beskrivelse af naturen som et værelse. Vi befinder os her i en ”hjemme”-
situation, hvor Johannes identificerer sig med sine omgivelser. Det er en hel og
sammenhængende verden, der her fremstilles, og som betragtes ud fra Johannes
perspektiv. Først udefra, derefter indeni. Der er blevet brugt mange adjektiver, som gør
beskrivelsen mere farvet og virkelig. Ordbruget er bestemt til børn. Det er et sprog som
fanger det indre barn i en. Denne beskrivelse af naturen passer til sin samtid;
romantikken, hvor der blev brugt besjælinger, symboler og personifikationer. Man
oplever naturen som et organisk hele, som mennesket har del i. I en underdel af
romantikken, nemlig Universalromantikken
7
kommer dannelsestanken til udtryk. Alt er
dybest set et, og alt hænger sammen. Dette citat er et godt eksempel på dannelsestanken.
Man kan heller ikke lade vær med at få associationer til Dannebrog, når man læser ”Det
grønne Græs med røde og hvide Blomster var Gulvtæppe”
8
. Disse blomster
symboliserer Dannebrog, som igen symboliserer Danmark. Fædrelandsfølelsen kommer
kort frem i os, og pejler os en lille smule hen mod en anden underdel af romantikken,
nemlig nationalromantikken. Det, at Rejsekammeraten primært er et folkeeventyr, gør
det svært at perspektivere til perioden. Folkeeventyr foregår uden for geografisk rum og
historisk tid. Da historien også er et kunsteventyr, kan vi pejle os lidt ind på hvilken
periode, den skal perspektiveres til. Hvad der derimod har stor plads i historie, i stedet
for de geografiske rum og den historiske tid, er den type lokaliteter, der bliver brugt.
Disse lokaliteter er typiske eventyrsteder, miljøer og eventyrmotiver.
2.1 Eventyrsymbolisme
Skoven er et typisk eventyrsted. Johannes gik igennem skoven, da han mødte sin
kammerat. I eventyrsammenhænge er skove ofte beskrevet som områder, hvor nye
bekendtskaber gøres og steder, hvor alt er farefuldt, og magiske ting kan ske. I skoven
møder Johannes de magiske små væsner; alfer, som kun viser sig for gode uskyldige
mennesker. ”De gyngede på store dugdråber”
9
, hvor duggen symboliserer fred
10
.
Skoven bliver beskrevet positiv med disse lysende alfer og den klare dug, som passer på
Johannes den nat.
6
Rejsekammeraten s. 93
7
Litteraturens veje s. 457
8
Rejsekammeraten s. 93
9
Rejsekammeraten s. 95
10
Politikens symbolbog s. 87
[navn fjernet], 1z11, [navn fjernet] Gymnasium, Danskopgave, afleveret den 09/05/03
Side 6 af 10
Talsymbolik har meget stor betydning i især folkeeventyr. Johannes gennemgår,
i løbet af eventyret, et gigantisk spring op ad den sociale rangstige. Han kommer fra
små kår næsten direkte til magtens tinde. Kravet for at klare denne opstigning er
overvindelsen af djævelske, magiske kræfter, problemer og et bjerg. Bjerget
symboliserer også en stigning på rangstigen og en stigning op til Gud
11
. På vejen
konfronteres han flere gange med det ”magiske” tal tre. Tretallet går igen ved de ting
prinsessen tænker på, og ved de tre gange selv samme person skal dyppes i baljen med
vand for at ophæve fortryllelsen. Johannes bliver udsat for tre prøvelser. Tretallet kan
symbolisere legeme, sjæl og ånd, og de forenes til selvet. De tre ting, Johannes skal
gætte, repræsenterer hver en af disse tre ting. Den første ting, Johannes skal gætte, er en
sko. Sko symboliserer menneskets standpunkt eller vor vandring gennem livet til et
højere kulturtrin. Ved at gætte skoen tager helten det første skridt til at bryde troldens
og prinsessens magt. Johannes’ legeme tager første skridt mod drømmens opfyldelse.
Skoen er hermed legemet. Den anden ting, han skal gætte, er en handske. Handsken
symboliserer renhed i hjertet. Hjertet symbolisere sjælen. Handsken er derfor sjælen.
Den tredje og sidste ting, han skal gætte, er troldehovedet. Et hoved betragtes sammen
med hjertet som en væsentlig del af legemet. De symboliserer visdom, sjæl og magt.
Hovedet symboliserer ånden i legemet og er den sidste del af tretallets symbolik. Skoen
er legemet, handsken er sjælen, og hovedet er ånden og udgør foreningen af selvet, og at
Johannes får sin drømmeprinsesse og søgen mod lykken er endt.
2.2 Indflydelsen på Johannes, samt historiens morale
Rejsekammeraten er god og følger det samme mål som Johannes; at få Johannes
gift med prinsessen. Rejsekammeraten er den aktive del af Johannes, hvorimod
Johannes er den passive del af jeget. Kammeraten er Johannes modpol og repræsenterer
et stykke ulevet liv i ham. Han er det, som helten også er uden at vide det. Han står over
naturlovene, og er Johannes’ skygge. Han er genopstået fra de døde for at hjælpe
Johannes på vej som en engel. Englen er Guds budbringer. Den er formidler mellem
Gud og mennesket. De hvide vinger fra svanen, som rejsekammeraten tager,
symbolisere englens hvide vinger. Engle har ofte overnaturlige kræfter for eksempel
ved at kunne heale folk. Rejsekammeraten hjælper den gamle dame, der brækker benet,
med en overnaturlig salve, som får konen til at blive raskere, end hun var før. Han gør
sig usynlig for prinsessen og trolden, ved deres møder inde i bjerget, og det er endnu en
ledetråd, som fører os hen mod, at han er en engel.
11
Eventyrleksikon s. 60
[navn fjernet], 1z11, [navn fjernet] Gymnasium, Danskopgave, afleveret den 09/05/03
Side 7 af 10
Den modsatte person af englen er prinsessen. Hun beskrives som en sort svane,
altså en modsætning af rejsekammeraten. Valget af en sort svane til prinsessen
illustrere, at hun har to sider. Det sorte illustrerer sorg og skyld, mens svanen, som
normalt er hvid, illustrerer uskyld. Denne splittelse, som kvinden her er underlagt,
minder påfaldende om det delte kvindebillede, man havde op til 1890
12
, og som slog
stærkt igennem i 1890’erne. Kvinden er på samme tid skøge og madonna, hun er
prostitueret(skyldig og dæmonisk) og hellig(uskyldig og ren). Hendes dæmoniske side
skyldes trolden. Trolden bor under et bjerg, som kan associeres, til at han er Djævlen.
Gud betegnes ofte at være på toppen af et bjerg, mens Djævlen er i den anden ende;
under bjerget eller ved bjergets fod. Trolden er herved dæmonisk, da den bor under
bjerget. Johannes begær til hende ligger i, at hun svarer til hans drømmebillede. Hun er
beskrevet som en svane. En svane symboliserer Jomfru Maria. Svanen er den anden
grund til at Johannes begærer hende. I Johannes drøm giver faderen sin accept af
prinsessen, og Johannes tror, at Gud mener, det er hans skæbne. For at Prinsessen kan
blive fri fra sin binding til trolddommen og dæmonien, skal hun besejres med sine egne
midler. De fjer, Johannes har fået fra den døde svane, er beslægtet med hendes eget
væsen. Hun bliver dyppet i en balje med vand og fjer fra den døde svane. Vandet, som
symboliserer det ubevidste, dæmoniske og genfødelsen, lader hende blive menneske
igen. Dåbsmotivet bliver her brugt. ”Johannes bad fromt til vor Herre, og lod Vandet
tredje Gang spille over Fuglen”
13
. De tre gange hun bliver dyppet ned i vandet står for
Faderen, Sønnen og Helligånden, og forvandlingen er hermed religiøs.
Johannes er den gode og unge mand, der forelsker sig i den smukke og
uopnåelige prinsesse. Han er troende og giver ikke op. Johannes bliver fremstillet
positivt gennem hele historien. Han viser tegn på at være den gode samt hengiven søn i
sin afsked med sin fader. ”Du var en god Søn, Johannes! sagde den syge Fader, vor
Herre vil nok hjælpe Dig frem i Verden!”
14
Han afskyer mishandlingen af de døde og
griber ind i sagen, og stilles herved i godt lys. Johannes er dog naiv. Det kommer
specielt til udtryk, da han satser på at kunne drømme sig til, hvad prinsessen tænker på.
Et andet eksempel er, at han tror på overtroen med, at man blive belønnet og straffet for
sin behandling af de døde. Denne naivitet tilgives Johannes på grund af sin unge alder.
Kammeraten er tydeligvis den intelligente person, der optræder i historien. ”Johannes
mærkede nok, at den Fremmede var meget klogere end han, han havde været næsten
12
Den danske eventyrtradition s. 90
13
Rejsekammeraten s 110
14
Rejsekammeraten s. 91
[navn fjernet], 1z11, [navn fjernet] Gymnasium, Danskopgave, afleveret den 09/05/03
Side 8 af 10
hele Verden rundt, og vidste at fortælle om alt det Muelige, der er til”
15
. Hans kloghed
kommer fra hans tidligere liv, og at han nu er over naturlovene som en engel. Mens
rejsekammeraten bliver fremstillet som den aktive del, bliver Johannes fremstillet som
den passive del af jeget. Denne passive del af jeget passer til forfatteren selv. H.C.
Andersen var genert over for kvinder og havde det svært omkring dem. Han turde ikke
at handle. Johannes er en del af H.C. Andersen selv. H.C. Andersen kom fra fattige kår,
ligesom Johannes. Johannes rejste væk fra sit hjem i en ung alder, omkring de 16 år.
H.C. Andersen selv rejste til København i en alder af 14 år. I København tog han et
spring op ad ranglisten. En af grundene til dette var hans tro på sig selv. I 1935 var han
dog ikke kommet højt op ad rangstigen. Han skrev primært eventyr for at tjene penge.
H.C. Andersen var en drømmer ligesom Johannes. Johannes opnår sine naive drøm, ved
at tro på sin religion og ved at være god
Den overfladiske morale i eventyret er at hjælpe mennesker, hvor man kan, og
man bliver senere rigt belønnet for sine gode gerninger. Denne morale knytter sig til
overtroen om belønning og straf for levende og efter deres behandling af de døde.
Johannes’ drøm bliver hans belønning. H.C. Andersen mente, at ethvert menneske
havde sin mindre eller større mission. Den dødes mission var at betale sin gæld tilbage
til Johannes. Eventyret handler også om overvindelsen af den dæmoniske side, der
hersker over og fortryller bevidstheden. Rejsekammeraten er således et eventyr, der
handler om at blive et helt menneske og at blive forløst. Splittelsen som livsbetingelse
og den dæmoniske eksistens ligger bag hjørnet og lurer. Denne splittelse fører til
afsluttende harmoni og passer derved til eventyrformen, hvor den sidste fase og
slutningen er harmonisk og lykkelig.
2.3 Religion kontra dæmoni
De ideologier og sfærer, der er blevet benyttet i Rejsekammeraten, er den
dæmoniske, det religiøse og naturen. De to mest interessante sfære er det religiøse og
det dæmoniske. Flere steder i historien er der tegn på, at der er blevet gjort brug af den
religiøse sfære. Hovedpersonens navn leder os, som læsere, over mod det religiøse.
Johannes er et bibelsk navn, og betyder ”Gud er nådig”. Dette navn viser også, at den
nådighed, den døde kommer med, er religiøs. Rejsekammeraten optræder som en
skytsengel for hovedpersonen Johannes, dette leder læserne over mod den religiøse
sfære. Den tydeligere sfære i historien er den dæmoniske. Prinsessen er styret af en
dæmonisk magt, men religionen overvinder denne dæmoni. Den dæmoniske sfære er
15
Rejsekammeraten s. 96
[navn fjernet], 1z11, [navn fjernet] Gymnasium, Danskopgave, afleveret den 09/05/03
Side 9 af 10
det modsatte af den religiøse sfære. Gennem historien er der en konflikt mellem religion
og dæmoni, mellem Johannes og Prinsessen. Religionen bliver skildret positiv,
hvorimod dæmonien bliver skildret negativ. Religionen vinder over dæmonien til sidst
med dåbsmotivet.
Der er ingen tydelige tegn på at Rejsekammeraten er fra romantikken, men små
tegn i historien giver os små hentydninger til de forskellige underperioder i selve
romantikperioden. Den religiøse sfære er fra hele romantikperioden. I den efterfølgende
periode; Det Moderne Gennembrud, var religion opium for folket. Den dæmoniske
sfære stammer fra romantismen. I denne periode blev der sat fokus på livets og
menneskets skyggesider, for eksempel dæmoni. Citatet med naturen som et soveværelse
stammer fra universalromantikken. Naturen bliver beskrevet som en helhed. I
universalromantikken blev dannelsestanken udformet. Alt er dybest set et, og alt hænger
sammen. Omkring 1830’erne ramler de forskellige underdele af romantikken sammen,
og dette ses i Rejsekammeraten.
3.0 Konklusion
Rejsekammeraten er nedskrevet fra gammel historie, men er skrevet i H.C.
Andersens egen version. Der er ofte ikke religion med i folkeeventyr, men H.C.
Andersen er en meget religiøs mand og flettede det ind i sit eventyr. Det blev derved
også et kunsteventyr, da det indeholdt først en forfatter, men vigtigst indeholdt
eventyret ideologier fra romantikperioden; sin samtid. H.C. Andersen skrev en del af sig
selv ind i mange af sine eventyr. I Rejsekammeraten er han klædt ud som Johannes.
Konflikten mellem religion og dæmoni skildrer to sider af et menneske. Det er
bindingen til trolddommen og dæmonien, der gør et menneske skyldigt, mens bindingen
til religionen gør mennesket uskyldigt og rent. Eventyret viser, at naivitet, fantasi og
godhed vinder accept og anerkendelse i samfundet, hvilket passer godt til sin samtid.
Det har dog ikke meget relevans til vores samfund i dag. Det er en historie, som kan
vække det indre barn inden i os, med fantasi og naive forestillinger om verden. Den er
god at læse, hvis man vil væk fra verdens uretfærdigheder og ind i en fantasiverden. I
vores samfund virker den ikke realistisk med al den godhed, lykke og passivitet. Man
bør selv kæmpe for at opnå noget. I vores samfund i dag opnår man ikke meget ved
passivitet.
[navn fjernet], 1z11, [navn fjernet] Gymnasium, Danskopgave, afleveret den 09/05/03
Side 10 af 10
4.0 Litteraturliste
Primærlitteratur
Andersen, H.C. Rejsekammeraten. Dansklærerforeningen, 1997
(redigeret af Anders Thyrring Andersen)
Sekundærlitteratur
Høgh, Carsten
Eventyrleksikon
Munksgaard-Rosinante,
1996
Udarbejdet af [navn fjernet], 1z [navn fjernet] Gymnasium
Christensen, Ivy York
Møller.
Den danske eventyrtradition
Odense Universitetsforlag,
1998
Cooper, J.C.
Politikens symbol leksikon
Politikkens forlag, 2001
Fibiger, Johannes og Gerd
Lütken
Litteraturens veje
Gads forlag, 1996
Grønbech, Bo
H.C. Andersen (Levnedsløb-
digtning- personlighed)
Nyt Nordisk Forlag Arnold
Busck, 1971