Studiekompasset.dkKlasse: STX 3.g · Fag: Dansk A
Eventyrets didaktik
Eventyr og historier har i mange år været et middel til indlæring af sociale normer hos børn, og en
stor del af vores opdragelse er baseret på de formaninger vi får igennem eventyrerne, hvor det gode
sejrer over det onde, og egenskaber som mod, gavmildhed og flid belønnes med store rigdomme,
kærlighed eller skønhed. Eventyrer indeholder således en stor portion didaktik, med hvilket det
søger at forme os og vore handlinger efter deres morale, så vi tilpasses de normer og regler der
findes i vores samfund. Det er et naturligt instinkt for os at stritte imod, hvis en mening eller
formaning presses ned over hovedet på os – det ses tydeligt med børn, der for eksempel ikke finder
et bestemt objekt interessant, førend de er blevet strengt formanet om ikke at røre det.
Derimod retter vi os gerne efter hvad vores mavefornemmelse fortæller os er det rigtige valg i en
given situation. Men hvad hvis vores mavefornemmelse kan manipuleres med? Vi opdrages
igennem eventyrerne, fordi de sætter en helt klar standard for hvilke egenskaber og handlinger vi
skal stræbe efter her i livet. Derfor anvender eventyrerne også i høj grad en ydre symbolik for de
gode egenskaber. Gammel græsk litteratur betegner dette med udtrykket kalos kagathos, der betyder
”smuk og god” – det vil sige, at er man smuk på ydersiden, må man også være smuk på indersiden.
Eventyrernes helte er således næsten altid betegnet som smukke og rene, hvilket underforstået giver
os et indtryk af, at det gode strømmer i deres årer.
Eventyrets form er ganske fasttømret; helten/ heltinden kommer ud for nogle udfordringer, som han
eller hun overkommer ved hjælp af de gode egenskaber han/hun besidder, og belønnes derefter med
gaver som skønhed, kærlighed eller rigdom. Imens straffes den onde modstander for de ugerninger
den har begået, som oftest med stor ulykke, sorg eller sågar døden. Aldrig stilles der spørgsmålstegn
overfor motivet hvorved modstanderen har udført sine handlinger, og den straf (som oftest ganske
grusom) der pådømmes anses ikke for at være ond, blot retfærdig. Verden er sort og hvid.
Således leder eventyrerne os til at stræbe efter visse egenskaber og dyder frem for andre, og har ledt
vores mavefornemmelse på vej mod den sociale standard der er nødvendig at have for at være et
velfungerende medlem af samfundet.
I Grimm’s folkeeventyr De tre små mænd i skoven, opstilles det gode og det onde overfor hinanden
som to familier, der ved døden af hhv. moderen og faderen forenes til ét. Vores heltinde bliver
mandens datter, en smuk og god pige, der af sin misundelige stedmoder sættes overfor urimelige
krav og meget få midler at gøre godt med. Hun gives blandt andet en kjole af papir og et tørt stykke
brød, samt besked på at plukke jordbær midt om vinteren. Men på trods af stedmoderens uret
overfor hende, udviser pigen stor beskedenhed, gavmildhed og uselviskhed – hun deler gladelig ud
af de få midler der er hende givet, og forholder sig fromt og godt overfor andre mennesker, i
eventyret afspejlet af tre små mænd i en hytte i skoven;
”Hun sagde goddag og bankede beskedent på (…) ’Giv os lidt med’ sagde de små mænd. ’Med
fornøjelse’ sagde hun, og gav dem halvdelen af brødet.” (s. 46, l. 23 – 26)
Hendes godhed belønnes af de små mænd, der hver tildeler hende en gave; at hun bliver smukkere
for hver dag, at guldstykker falder ud af hendes mund for hvert ord hun ytrer, og at hun får en konge
til mand. Kalos kagathos udtrykkes her i høj grad, hvor hendes godhed udløser både yderligere
skønhed, samt rigdom og magt.
Dette fører dog også til en endnu voldsommere jalousi fra stedmoderen og stedsøsteren, der søger at
få samme belønninger som mandens datter. Stedsøsteren sendes ud med en varm pels samt kager og
smørrebrød, og finder også de små mænds hus.
Hendes opførsel overfor de små mænd afspejler imidlertid hendes grimme ydre – hun er ubehøvlet,
nærig og krævende;
”… hun nikkede ikke til dem, og uden at se sig til højre eller venstre eller sige goddag gik hun lige
ind i stuen, satte sig ved ovnen og begyndte at spise sine kager. ’Giv os lidt med’ bad de små mænd,
men hun svarede: ’Jeg kan virkelig ikke undvære noget, der er knap nok til mig selv.’(…)’Fej selv’
sagde hun, ’jeg er ikke jeres pige.’ Da hun mærkede at hun ikke fik noget, gik hun sin vej.” (s. 47, l.
1-7)
Også hendes opførsel afføder ’gaver’ fra de tre små mænd, men nu i form af straf for hendes
ondskab; hun tildeles at blive grimmere dag for dag, at skrubtudser springer fra hendes mund for
hvert ord hun ytrer, samt at hun skal få en hård død. Kalos kagathos er igen i spil, og det grimme
indre afføder ydre grimhed, afsky fra omverdenen og død.
Mandens gode pige får sin konge til ægtemand og bliver dronning – til stor ærgrelse for
stedmoderen og stedsøsteren, der i deres jalousi opsøger dronningen efter hun har født en søn, og
kaster hende i floden. Den grimme stedsøster tager hendes plads i sengen, og kongen bildes ind at
dronningen ’har stærk sved’, så forklædningen ikke afsløres.
Den gode dronning er imidlertid forvandlet til en and, der om natten svømmer ind til slottet. Anden
søger ikke først at fortælle om sig selv og sin skæbne, men spørger ind til sine kære;
”Hvad gør vel min konge i denne sene stund? Er han vågen eller hviler han trygt i nattens blund?
(…) Hvad gør alle mine gæster i det store, smukke slot?
(…) Og hvad gør min egen lille elskede dreng?” (s. 48, l. 18-25)
Først da anden har fået at vide, at alle dens kære er trygge og glade, forvandles den til sin sande
skikkelse, dronningen. Det er et stærkt symbol på den omsorg, uselviskhed og gavmildhed
dronningen udviser – selv når hendes egen situation er besværet, sætter hun andre før sig selv.
Ligeledes dømmer hun ikke stedmoderen og stedsøsteren for den ugerning de har begået mod hende
– tværtimod er det stedmoderen selv, der når kongen spørger hende fastsætter den straf der skal
overkomme hende selv og stedsøsteren. Dronningen sættes altså ikke i forbindelse med nogen form
for ondskab, og det er i sidste ende stedmoderens ondskab der vender tilbage til hende selv som
straf.
Eventyret spiller hele vejen igennem på en stærk kontrast mellem det gode og onde, som sort og
hvidt. Kalos Kagathos er underlagt alle pigernes gerninger og de dertil passende belønninger, der
afspejler sig i deres ydre natur. Rent didaktisk leder eventyret os altså til belæringen om, at den
måde man behandler omverdenen på i sidste ende vil vende tilbage til sig selv – på godt og ondt.
Ved at opstille dronningen som et symbol på fromhed og gavmildhed og belønne hende med
alskens gaver, ledes vores underbevidste jeg til at knytte godhed mod andre sammen med personlig
vinding. Grundet vores egoistiske behov får dette os til at ville være gode, oprigtige individer i
samfundet – og det er i sidste ende denne tankestrømning eventyrene er ansvarlige for at lede os til.