Den kiedsom Vinter
”Den kiedsom Vinter” er et digt skrevet af digteren Ambrosius Stub (). Digtet er skrevet
omkring år 1740 som en Aria, men udkom først efter Ambrosius Stubs død (1758) i 1771 i ”Arier og
andre poetiske stykker”.
Digtet er skrevet i en bunden form. Det er bygget symmetrisk op i seks strofer med 18 vers i hver.
Første vers har samme antal stavelser i hver strofe, andet vers har samme antal stavelser i hver
strofe, osv. Gennem hele digtet er der enderim, som er sat op i par AABB og ses i følgende to vers i
strofe 1: ”Den kiedsom Vinter gik sin Gang,” og ”Den Dag saa kort, den Nat saa lang”. Derudover
ses også en gentagelse ”Den Dag saa” og ”den Nat saa”, der styrker betydningen, at dagen er alt
for kort og natten alt for lang om vinteren. Digtet indeholder også gentagelsen: ”Ak see” i vers 1 i
strofe 2, 3, 4, og 5, der gør en opmærksom på at vi skal se noget, her forårets pragt i naturen. Hele
digtet har med dens symmetri og rim en fast rytme, som passer sig godt til at blive sunget.
Digttypen er en arie, som på italiensk betyder luft. Arien er en musikalsk betegnelse, som først
kom i det 14. århundrede som en simpel melodi, der med tiden udviklede til mere komplekse
former. En arie består altså af strofer, der med dets symmetriske opbygning og rim let kan synges.
Disse strofer præges af en lethed, lyssyn og elegance, som tydeliggøres i digtet, der skildrer en
vandretur på årets første forårsdag.
I begyndelsen, strofe 1 får man af vide at vinteren er slut hvilket kan ses i vers 1: ”Den kiedsom
Vinter gik sin gang”. I vers 2 til 14 får man af vide at vinterens elementer gemmes væk, thi nu
kommer foråret, så man behøver ikke længere frygte sne og slud. De vinterlige elementer som
nævnes er blandt andet: ”Den Dag så kort, den mørke Skye”, som forandrer sig, ”Den barske Vind,
den mørke Skye”, som må væk og ”Den tykke Vams, den foeret Dragt” er hængt væk og foragtes.
Vinteren beskrives med meget negativt ladede ord, mens foråret beskrives meget positivt som
”smukt”. I vers 15 ”Thi lad os gå”, tager jeget ud i naturen og bringer læseren med, hvilket ”os”
indikerer.
I strofe 2 er jeget ude i naturen, og det er en solskinsdag, hvilket ses i følgende citat: ”Ak see, hvor
pyntet Soelen Gaaer”. Jeget står og opfordrer læseren til at se solen på himlen. I denne strofe er
der mest fokus på skønheden i himmellegemerne som solen, himmelen og fuglene. Foråret er nu
ved at sætte alt i gang igen, himmelen er helt blå, og fuglende vender tilbage fra træk for at finde
bo. Alt beskrives med lyshed og lethed. Naturen bliver gjort til kulisse for det meddigtende jeg.
I strofe 3 kommer jeget gennem kulturlandskabet. Han ser bonden på marken, husdyr her lam på
engen, og hyrden der vogter kvæg og korn. Både mennesker og husdyr har det godt. Dette står i
følgende vers ”For bonden, heele Verdens Trel!” ”Han leer fordi” ”Hans Slaverie” ”Skal endes med
sin Frugtbarhed”, ”De qvægner ved den søde taar”. Bonden er glad og tilfreds, hans arbejde vil
give frugt, og lammet får stillet sin tørst.
I strofe 4 beskrives hvordan våren, altså foråret har gjort skoven flot og grøn, og vi er nået så langt
på dagen, hvor solen varmer godt. I vers 9 og 10 får man af vide, at jeget nu befinder sig under et
træ, som skjuler hans trætte krop for solens skarpe stråler, hvilket vises i ordet ”man”, som her er
jeget og verset ”Abskonsel for sin matte Rad”. ”Abskonsel” er skjul og ”matte Rad” er hans trætte
krop, hvilket kan være en indikation på at han er oppe i årene. Imens jeget befinder sig under
træet nyder han te og vin, mens han ser på al naturens pragt som skoven, vejret og dyrene.
I strofe 5 bliver søen med dets tilhørende dyreliv beskrevet. Jeget er nu kommet til en sø, hvor
dyrelivet boltrer sig i deres rette element. Det er hen mod aftenen, hvilket står i vers 14: ”Imod
den søvnig Aften-Stund”. I takt med at aftenen runder ud, tænker jeget på sit ”Hviile-Straae”, sin
seng og vandreturen slutter højstemt i sang.
I sidste strofe, strofe 6 kommer gud, skaberen ind i billedet, hvilket ses i andet vers: ”Opmuntret
ved min Skabermand”. Jeget ser gud i al naturen, i alting. Dette ses i følgende vers: ”Guds Forsyn
spores ved enhver Især”. Så alt det jeget kan observere er guds værk, og man behøver ikke at være
bekymret, fordi alting står i ”Herrens Bog!”, selv hans skæbne. Dette står i vers 9 og 10, hvor ”så
ved jeg grant” fortæller at jeget ved ”grant”, som er nøjagtigt, at hans navn står i ”Herrens Bog”.
Han ved, han kommer i himlen, og at gud nok skal sørge for ham, for han har været en god
troende mand. Dette kan ses følgende vers: ”Gud kommer vist min Tarv ihu” ”Endnu”. Selv om
han er ved at være gammel, så søger gud stadig for hans behov. I verset ”Han rammer nok den
rette Tiid” får man, at jeget stoler på at gud ved hvornår hans tid på Jorden er slut. De sidste fire
vers fortæller dog, at jeget håber på ikke at forlade Jorden lige nu, men først efter han har fået
oplevet foråret ud.
Samlet set handler den første del om, at vinteren er ovre og nu begynder foråret, som jeget
begiver sig ud i. I de fire næste strofer går jeget igennem den idylliske natur, som ender i højstemt
sang. I sidste strofe kommer gud ind i billedet, hvor jeget priser gud for at have skabt alt dette, og
han er glad, hvis han kan få oplevet foråret ud.
Gennem digtet anvendes en del billedsprog som besjælinger, metaforer og sammenligninger.
Billedsproget er med til at gøre stemningen i digtet mere opstemt og teksten mere beskrivende.
Besjælingerne i digtene er blandt andet: ”Naturen sig beteer” ”Og leer”, ”Og vaaren pynter Bøgen
ud” ”Til Brud” og ”søvnig Aften-Stund”. Naturen bliver ved besjælingerne personificeret. Enhed og
harmoni smelter sammen med ånden i naturen. En af metaforerne der er i digtet er blandt andet:
solen ”(…)stikker ild i Barm og Skiød”. Metaforen fortæller ikke tingene som de er, men overdriver
for at give stemning og intensitet. En af sammenligningerne i digtet lyder: ”Naar Soelen brænder,
som en Glød”. Dette giver et malende billede af hvad der menes, og gør det lettere at fantasere sig
til.
Det lyriske jeg er eksplicit i digtet. Jeget er tydeligt tilstede i fortællingen og bringer læseren med
sig gennem naturen. Jeget beskriver naturen med en næsten ekstatisk glæde over dens pragt, som
gud har skabt. Jeget er geniet. Han har anelsen. Han ved at han står i ”Herrens bog” Biblen, for han
er en god troende mand. Jeget moraliserer også til sidst i digtet, hvor der står ”(…) Alting staaer i
Herrens Bog!”. Man kan finde trøst i Biblen og altså trygt ligge sin skæbne i Guds hænder.
Digtet er skrevet under perioden Rokokoen (1720-80). I Rokokoen ser man naturen som let, lys og
yndefuld, hvilket digtets ordvalg og opsætning også opfylder. Dette ses blandt andet i strofe 2 vers
7 ”Det klare, lyse Himmelblaae”. Naturen i digtet er meget idylliserende og passer godt til
samtidens syn på naturen, hvilket er at naturen skal være let og charmerende, som hoffets og de
opadstigende borgeres behov for luksuriøs elegance, dog uden at være for prangende. Naturen
bliver afbilledet lys og idylliserende, som en opsat kulisse, for menneskene at kunne beundre.
Naturen opsættes ligeledes sådan i digtet. Man går fra barokkens bombastiske stil til en mere
elegant og opstemt stil. For digterne er naturen et sted, hvor man kan genfinde sig selv. Naturen
bliver en kulisse for betragteren. Jeget i digtet genfinder sig selv i naturen. I digtet prises gud for at
have skabt dette underværk og gør dermed digtet opstemt.
I digtet idylliseres naturen, som en del af Guds værk. Jeget er glad for at opleve guds skabelse,
naturen endnu en gang. Han er klar over, at han muligvis snart dør, men er taknemmelig for, at
Gud lader ham nyde naturen og livet endnu.