1
Dokumentarfilmen – Analyse af ”Fahrenheit 9/11”
Denne analyse skal handle om ”Fahrenheit 9/11”, som er en meget kendt og anset dokumentar af
produceren og journalisten Michael Moore, der handler om en af de mest omtalte hændelser nogensinde,
bombningen af World Trade Center. Den er udgivet i 2004 og varer 2 timer og 3 minutter.
Disposition:
• Resume og forklaring af ”Fahrenheit 9/11”
• Kort redegørelse af dokumentarfilmens historiske udvikling
• En analyse af et vigtigt uddrag af filmen, samt fokus på de filmiske virkemidler
• Fastlæggelse af filmens dokumentargenre
• Perspektivering til andre dokumentarfilm
• Konklusion
Fahrenheit 9/11 er en amerikansk dokumentar fra 2004, skrevet og produceret af den provokative og
respekterede journalist Michael Moore. Den handler om terroraktionen mod World Trade Center d.
9/11/2001, med henblik på eftervirkningerne og hvem der i virkeligheden var skyldig for dette. Michael
Moore er utrolig ligeud og subjektiv, så hans mening om tingene skinner rent igennem.
Kort sagt beskylder han George W. Bush og den amerikanske regering for at stå bag 9/11.
Han mener, at Bush i ledtog med sine delegerede og saudiarabiske forretningsforbindelser skabte eller lod
9/11 ske af økonomiske og magtmæssige årsager. Derfor skyldte Bush skylden på bl.a. Osama Bin Laden,
Saddam Hussein (Og hans forsøg på at skaffe masseødelæggelsesvåben) og Taliban/Al Queda og sendte
derfor amerikanske soldater ind i Irak og senere Afghanistan for at finde Bin Laden og vinde magt over
landene for at forhindre terrorisme, selv om de i virkeligheden bare misbrugte 9/11 af selviske årsager. Alt
imens Irak aldrig nogensinde havde gjort USA noget som helst. Det er, hvad beskyldningerne som det jo er,
går ud på. Michael Moore mener også, at Bush fremprovokerede frygt, idet, som en person der bliver
interviewet i filmen siger, at når folk lever under frygt, gør de og tror på hvad som helst. Hvorfor skulle man
ikke tro sin præsident, når han kommer med så mange grunde til at det må være Iraks og terroristernes
skyld?
2
Hans research er meget udførlig, og så snart han eller andre kommer eller prøver at komme på sporet af
hvem der er ansvarlig for 9/11, bliver de forhindret af Bush eller autoriteter som har en forbindelse til den
amerikanske regering eller saudiaraberne.
Fahrenheit 9/11 skal ses som et forsøg på at grave sandheden frem og fortælle verden at ikke alting er som
det ser ud til i denne sag.
Dokumentaren stammer helt tilbage fra 1895, hvor den første egentlige dokumentar blev skabt. Den stod
Lumiére-brødrene for og den viste hvordan det så ud, når arbejderne på en fabrik forlod deres arbejde. Selv
om det var sort og hvidt og ringe kvalitet, var det kæmpestort dengang og seerne var mundlamme. Senere i
1922 kom Nanook of the North som viste eskimoernes dagligdag. Sådan var det de første 30-40 år af
dokumentarens historie, den handlede meget om enten hvordan fremtiden kunne forme sig eller den
simple dagligdag for forskellige kulturer. Senere blev dokumentaren brugt som et politisk middel i både
Tyskland og Rusland i 1920’erne og 30’erne for at vise folk alle herlighederne ved et f.eks. kommunistisk
samfund, eller for at dokumentere en handling eller sandhed. I England og USA begyndte man også på
ideen med dokumentarfilm, men i stedet for at lade montagen tale for sig selv som de gjorde i Tyskland og
Rusland, havde man en alvidende fortæller med en anonym stemme som fortolker handlingen i filmen.
Dette er blevet til et meget brugt instrument i dag. Der var dengang ikke mange former for dokumentarer,
enten var det stumfilm med en karakteristisk handling eller film med en bedrevidende fortæller. Siden hen
begyndte man at kunne vise farver på filmene og bruge effekter.
For at gøre det kort, så handlede de tidlige dokumentarer om at skildre et miljø og ikke
individerne, så kom den ”politiske periode”, senere blev det til refleksive dokumentarer, hvor der
bliver gjort opmærksom på at dette kun er en dokumentar. Lyd, fortæller og effekter kom til
løbende, hvor det til sidst i dag er et meget kompliceret begreb, med mange genrer og
instrumenter.
Jeg har valgt at tage 2 uddrag af filmen, da filmens 1. del handler om selve bombningen og hvorfor Bush
står bag det hele, mens 2. del handler om situationen i Irak, hæren og hændelser efter 9/11 og de to dele er
meget forskellige filmisk set. Jeg vil dog kun fortælle lidt om uddrag nr. 2.
Uddraget jeg har valgt er fra 17. min. til 45. min. og handler om tiden før og lige efter 9/11.
Der forklares, at Bush-familien har og har haft mange forbindelser til Saudiarabiske forretningsfolk og
medlemmer af Bin Laden familien. George W. Bush og hans venner og samarbejdspartnere var ejere af
mange forskellige virksomheder i sin unge dage og de fik ofte, især når de var ved at gå konkurs, penge og
3
investeringer fra de Saudiarabiske folk og Bin Laden familien. De saudiarabiske investorer havde også haft
fingre i Carlysle Group, som er en af USA’s største virksomheder indenfor forsvar og militært udstyr. Men
både Bush senior og junior arbejdede for denne virksomhed. Det siges, at man som præsident får 400.000
dollars om året, men at de Saudiarabiske investorer, som i øvrigt var royale, og deres samarbejdspartnere
investerede 1.4 mia. dollars i Bush-familiens og deres venners virksomheder, som så betyder penge ned i
deres lommer. Alt dette foregik inden George W. Bush blev præsident og da han så endelig blev det,
ignorerede alle former for møder og dokumenter der omhandlede landets sikkerhed og terrorisme. Han
sænkede også tilskuddene til antiterrorisme. Han havde endda fået udleveret et dokument med
overskriften: ”Osama Bin Laden planlægger at angribe Amerika ved at kapre fly.”
Da bombningen af World Trade Center fandt sted, var George Bush åbenbart i en børnehave og selv om
han fik at vide hvad der var sket, reagerede han slet ikke. Kun 2 dage efter, d. 13. september, havde han et
privat møde med den saudiarabiske ambassadør Bandar i Det Hvide Hus, hvor ingen ved hvad lejligheden
var og hvad de snakkede om. Dette fandt sted selv om Bin Laden var saudiarabisk, saudiarabiske penge var
betalt til Al Queda og 15 af de 19 terrorister var saudiarabiske. Senere fandt man endda ud af, at selv om al
flytrafik i hele USA var fuldstændigt afbrudt, blev 142 saudiarabere og 24 Bin Laden medlemmer fløjet ud af
USA 3 dage efter 9/11.
Dette uddrag er mest baseret på optagelser af Bush og andre embedsmænd samt segmenter
hvor Michael Moore tilkendegiver alle de fakta og oplysninger han har fundet frem til omkring de ting, der
kæder Bush sammen med 9/11. Fortællerstemmen, som her er Michael Moore, kører næsten hele klippet
igennem.
Det er en meget personlig og politisk synsvinkel, hvor fortælleren giver udtryk for sin mening gennem
sarkasme og kolde, hårde fakta.
Af de filmiske virkemidler, er der mange. Uddraget er bygget op af sekvenser, som er enten
fortidige offentlige optagelser og interviews. De er sat sammen meget forskelligt og springer meget fra
interview til optagelser med fortællerstemme.
Billedindstillingerne og kamerapositionerne er også meget forskellige, der bliver brugt meget halvtotal og
halvnær, men også meget supertotal i klippene samt panorering og tilt. Specielt i interviewene og
sekvenser med Bush og saudiaraberne bliver der brugt halvnær.
Lyssætningen er meget normal (high-key) i interviewene, med lyset mod den der bliver interviewet og
journalisten ude af syne bag kameraet.
Der bliver brugt montage-klipning, som selvfølelig er meget tydeligt, siden der bliver skiftet meget ofte og
direkte fra et interview til et billede af Irak. Med hensyn til den filmiske tid og rum, er der ikke så meget at
sige. Der bliver ikke klippet i interviewene og optagelserne er nogle der er blevet hentet udefra. Så i stedet
4
for at bruge indklipsbilleder i f.eks. interviewene, så bliver de afbrudt af et nyt klip, hvorefter der vendes
tilbage til interviewet senere, når det er relevant.
Lydsiden er en ret vigtig faktor. I dialogen bliver der både brugt synkron og asynkron tale. Synkron når f.eks.
George Bush eller interviewofrene snakker og asynkron når Michael Moore laver en voice-over i de
forskellige klip. Musikanvendelsen er kun asynkron, dvs. der bliver kun brugt underlægningsmusik. Den
bliver til gengæld brugt meget flittigt og klogt, til dramatiske scener eller til de lidt sjovere, sarkastiske
indslag. Der bruges kun synkron reallyd og derfor ingen lydeffekter.
Fortælleren er alvidende fortæller, idet Michael Moore ved alt, ser alt, hører alt, han er dog ikke en skjult
fortæller og han introducerer os til de forskellige klip og grafikker der behøver forklaring. Synsvinklen er
både (lettere skjult, men klart) subjektiv og objektiv.
Budskabet synes jeg ikke, hører under dramaturgien som så, fordi det allerede bliver afsløret i starten af
filmen, hvad budskabet er med filmen og hvad det hele egentlig handler om. Men budskabet er dog meget
stærkt og det bliver vi også mindet om hele tiden.
Jeg ved ikke helt, om man kan sætte karakterer på de ”roller” der er i filmen, men det er da klart, at
Michael Moore forsøger at få George Bush til at fremstå som skurken, mens det er den amerikanske
befolkning, nærmere den fattige og hårdt pressede del af befolkningen som beskytter USA, der er heltene.
2. uddrag handler om krigen i Irak, de amerikanske soldater og hvilke udfald det har haft for både USA og
Irak selv. Her er sekvenserne meget lange, f.eks. er der meget lange interviews og det kan blive lidt
langtrukkent. Men det er også denne del, der vækker stærke følelser i seeren.
Af hensyn til billedsiden er der brugt meget halvnær, sekvenserne og scenerne er nu længere og klipningen
sker sjældnere. Vi ser f.eks. 5 minutter hvor vi følger den amerikanske hær og herefter 8 minutter befinder
vi os i et interview, i forhold til det første uddrag, hvor hver scene varede mindre end 2 minutter.
Lys- og lydsiden er meget ligesom før, lyssætningen er normal og naturlig, mens lydsiden har synkron dialog
og asynkron underlægningsmusik, specielt i slutningen.
Fortælleren og budskabet er igen den samme, bortset fra at fortælleren nu optræder sjældnere og lader
klippene tale for sig selv.
Efter min mening, følger filmen bølgemodellen, som er en model der har en høj spændingskurve hele vejen
igennem, og kan fortælle en historie fra virkeligheden uden at det bliver for plat og kedeligt, som hvis man
fulgte berettermodellen. Der startes med et anslag, som er lidt ligesom en indledning. Herefter
præsenteres problemet og personerne og lige efter kommer point of no return, som man kan sige er når
9/11 sker. Så kommer en uddybende episode, eksempelvis når George Bushs liv inden han blev præsident
5
beskrives. Så kommer et mellemspil, som er ligesom en akt, der måske beskriver en anden problemstilling
der er udsprunget fra anslaget eller et spørgsmål vi bliver stillet i den første episode. Sådan fortsætter det
indtil vi når klimaks episoden, som er der vi enten får svar eller hvor fortælleren kommer med en
konklusion. Til sidst har vi udtoningen eller slutningen, som i dette tilfælde er Michael Moores personlige
mening om situationen lige nu i USA og Irak og så lige en komisk bemærkning til Bush.
Fahrenheit 9/11 er som så mange andre amerikanske dokumentarfilm en performativ dokumentar, idet
Michael Moore selv optræder som både journalisten og den alvidende fortæller. Vi kommer meget tæt på
ham og også på hovedpersonen George Bush.
Hvis jeg skal perspektivere til den film den ligner mest, så er det klart Supersize Me. De gør begge brug af
en alvidende fortæller, de er meget subjektive og skaber kritik af et bestemt problem, de gør brug af de
samme filmiske virkemidler, men jeg synes dog man kommer tættere på journalisten i Supersize Me, fordi
det er ham der også har hovedrollen. Samtidig følger de heller ikke samme handlingsforløb, da Supersize
Me arbejder sig frem mod et budskab og et klimaks, mens Fahrenheit 9/11 smider det hele på bordet
allerede i starten og i stedet fokuserer på eftertiden.
I Gasolin og Eliten fokuserer man på en historie om en gruppe mennesker fra start til slut, som man gør i
Fahrenheit 9/11, samtidig med at der er interviews indover. Dog er de mere observerende og forsøger ikke
at fortælle os om et problem, men vil i stedet bare fortælle om nogle mennesker uden den belærende
faktor.
I Solo er der fokuseret på én enkelt person, som både er hovedpersonen, hovedkarakteren og fortælleren.
Han er dog ikke journalisten, i hvert fald ikke altid.
Jeg kan konkludere, at Fahrenheit er en ekstremt subjektiv og oprørsk film, der har et stærkt budskab. Den
første del af filmen går han lige til sagen, hvor han afslører alt hvad han ved, mens han i den anden del
forsøger at vise følgerne af Irak-invasionen og fokuserer på det menneskelige. Det er en ret kompliceret
film, der gør brug af utallige filmiske virkemidler, der skaber en spændende og gådefuld stemning. Michael
Moore har forsøgt at åbne øjnene på folk, der ikke har kunnet se den sandhed, der er omkring Bush-
administrationen og hele balladen omkring 9/11. Om han så har overbevist folk er ikke til at sige.