[navn fjernet] HHX 302 Hovedværk
1
Drøm og virkelighed
To tidsaldre
Virkelighedens kvindelighed skal stemme overens med mandens drømmebillede af
kvinden, og mandens drømmebillede af kvinden skal svare til en virkelig, dannet
kvinde. Idealkvinden er mandens drømmebillede, den kvinde som besidder omsorg,
intelligens, handlekraft, og som er ydmyg, beskeden og tålmodig, er hvad manden
søger. Disse kvaliteter får kvinden gennem sin dannelse og opdragelse. Er det så de
sociale omstændigheder, som styrer et menneske i kærligheden? Eller kan kvinder og
mænd fra forskellige sociale miljø indgå lykkelige forhold, hvis bare følelserne er
der?
1
Novellen er skrevet af Thomasine Gyllembourg, og i 1833 udgav hendes søn, Johan
Ludvig Heiberg, i tre bind ”noveller af Thomasine Gyllembourg”, hvorfra denne
novelle stammer. Genren er prosa/epik, idet det er en novelle, og det var specielt
noveller, som hun arbejdede med, og gav sin personlige udformning.
2
Thomasine Christine Gyllembourg (), voksede op i det københavnske
borgerskab, nærmere Nyhavn. Hun var gift to gange, første gang med Peter Andreas
Heiberg, hvor de fik sønnen Johan Ludvig Heiberg, og efter skilsmissen giftede hun
sig med en svensk emigrant, Gyllembourg. Skilsmisser var højst udsædvanlige på
denne tid, men det lod ikke til, at påvirke Thomasine.
Hendes skrivestil kom til at omhandle hverdagshistorierne, hvor familieforholdet er
det vigtigste grundelement, dvs. det nære og det trygge. Det er det, som afgør, om et
menneske er lykkeligt eller ulykkeligt. Kvindeproblematikken er endnu et emne, som
hun tager op. Det er kvinderollen som skildres, og idealkvinden som man stræber
efter. Det er kvindens erfaringsverden som udgangspunkt, især kærlighedens
konflikter. Det er kvinden, som ved hjælp af sin dannelse og ånd, skal holde hånden
over familien, og samtidig hjælpe manden ud af de sociale og psykologiske
konflikter, de må gennemgå. Disse temaer Thomasine Gyllembourg tager op,
hverdagshistorierne og kvindens rolle, er hentet både fra hendes eget liv, og de
iagttagelser hun gjorde sig i sin omverden, bl.a. gennem venner og familie.
1
Efterskrift af Anne-Marie Mai
2
Litteraturhåndbogen 2 - s.55-56
[navn fjernet] HHX 302 Hovedværk
2
Periodens træk ses tydeligt i Thomasines skrivestil. Biedermeier er en borgerkultur,
som inddrager borgernes hverdagsproblemer, og på den måde større dele af
virkeligheden, men man fastholder dog stadig det idealistiske syn. Det er det
harmoniske og moralske som dyrkes, dette ses i det hjemmelige og kendte miljø.
Idyllen og familien er det, som spiller den store rolle. Temaerne som er
gennemgående i denne periode, er den borgerlige familie, individets dannelse,
kærlighedens muligheder eller måske snarer umulige vilkår.
Novellen omhandler Julius, hvis begge forældre er døde, og som onklen har taget til
sig. Julius bærer på en hemmelighed, nemlig at han har et forhold til en kvinde, Lise,
og at han har gjort hende gravid. Da onklen hører dette, bliver han rasende, og
skriver Julius et brev, hvori han giver ham nogle vilkår, enten skal han gå fra Lise
(onklen mener, at hans datter, Laura, bør være Julius’ kommende hustru) eller skal
han flytte. Julius vælger, pga. sin store kærlighed, at forlade onklens hus, og påtage
sig Lise og barnets forsørgelse. Efterhånden som tiden går, og Julius hver aften
besøger Lise, og de nu to børn, Frederik og Johannes, forandres Julius’ opfattelse af
Lise også. Til sidst er han kun hos Lise, pga. hans medlidenhed med hende (hun er
syg), og hans kærlighed til hans sønner. En aften møder Julius Vilhelm S, Frue W og
Laura, og han forelsker sig hurtigt i Laura. Dette forhold udvikler sig, og han
genforenes med sin onkel. Laura og Julius skal giftes, og dette indfinder Lise sig
med. En tid er Julius syg, og i et febersyn, hvor drøm og virkelighed blandes i hans
bevidsthed, fortæller han Laura, om hans fortid med Lise og sønnerne. Julius
betragter det som en drøm, og tror derfor ikke, at Laura ved noget om Lise og hans
sønner, men i al hemmelighed, har Vilhelm S fortalt hende det længe før, og han har
ligeledes fortalt hvor Lise bor. Dette udløser sig i, at Julius, onklen og Vilhelm S.
overværer, at Laura, forklædt som mand, læser for den døende Lise og drengene.
Næste morgen finder Julius Laura siddende, med begge sønnerne på hvert sit knæ, i
deres hjem.
Novellens indre komposition starter ud med 10 linier, som indleder til selve
historiens handling og forløb, hvorefter der kommer et langt flashback, hvor Julius’
ungdomsårs kærligheds- og familieliv beskrives. I handlingen (flashbacket)
forekommer der også andre flashbacks, f.eks. s.11 hvor G fortæller Julius om
onklens kone, og deres forhold. Hele novellen er skrevet i datid, og dette medfører
[navn fjernet] HHX 302 Hovedværk
3
brugen af bagudsyn, dvs. fortælleren fortæller begivenhederne efter de er sket. Dette
gør, at man er tids- og følelsesmæssigt på afstand af begivenheden, man er mere
distanceret.
Handlingen strækker sig formodentlig over seks-otte år. Det hele starter en
decemberaften (linie 11 s.9), derefter tager handlingen et spring på tre år s.30, hvor
Julius fortæller om hvor længe Lise og ham har boet sammen, og s.32 fortæller han
at det nu var seks år siden, at han forlod onklens hus. Derefter forløber der ligeledes
noget tid.
Handlingen foregår i København (s.9), hvor han færdes gennem hele novellen. I
starten flakker han rundt i Nyhavn, hvor Lise bor, men til sidst bosætter han sig tæt
på onklens hus med Laura. Dette repræsenterer også de miljøer der er i novellen. Der
er det miljø onklen lever i, hvorefter Julius er opdraget. Det er det højere
københavnske borgerskab de lever i, dette ses bl.a. ved at onklen besidder en stor
formue (s.16), som hans job som advokat har bidraget til. Ligeledes er Laura og
Julius fra dette miljø, Julius har læst sprog og han har bestået den juridiske attestats,
med henblik på at overtage onklens velfungerende advokatforretning (s.16/efterskrift
s.237). Modsat dette miljø, er det miljø Lise kommer fra. Hun er en tjenestepige, som
kommer fra underklasse miljøet, hvilket ikke passer til en som Julius, som kommer
fra overklassen (datidens holdning).
Fortællertypen er en åbenlys fortæller, i form af en jeg-fortæller. Det karakteristiske
ved en jeg-fortæller er, at han befinder sig i fortællingens rum, dvs. han kan
identificeres. Dog skal man forholde sig kritisk til jeg-fortælleren, da han kan tro en
masse om sig selv og ikke altid er til at stole på. Man hører kun hans version, og det
kan gøre fortælleren utroværdig. Han kan dog blive afsløret bag sin ryg. Dette ses i
novellen, i den måde Julius fremstiller Lise på. I starten er han meget forelsket i Lise,
og synes hun er noget af det smukkeste, han har set, men efterhånden forandres hun
for hans øjne, til en sjuske og en heks. Synsvinklen, som følge af fortællertypen, er
indre 1. person (jeg), dvs. den er knyttet til jeg-personen, ”Den næste dag begyndte
jeg, ligesom den foregående, med at gøre udveje for penge (s.42)”.
Fortællemåden i denne novelle består af tre ting, beretning, der hvor der er
gengivelse af handlingen, og idet historien er et langt flashback, er hele novellen
beretning. Beskrivelse er hvor f.eks. Lauras udseende beskrives på s.18 og Frue W’s
[navn fjernet] HHX 302 Hovedværk
4
udseende beskrives s.19, ”Hun var høj og rank, hendes ansigt bar kendelige spor af
fordums skønhed..”. Dialog forekommer der ligeledes, s.10 føres der er dialog
mellem Julius, Vilhelm S og hr. G og s.37 mellem Julius og Frue W.
Hovedpersonen er Julius, han er som nævnt en meget begavet (jurastudie) ung mand
på, i starten af novellen, 23 år (s.13). Han er forelsket i Lise, men dette holdes
hemmeligt, idet folk ikke ville mene, at en fra hendes miljø, ville passe til ham. Men
han går efter sine følelser, og dem tør han vise, og lade sig styre af. Dette er en
konflikt, som han må arbejde med, og det er en konflikt, som griber ind i hele hans
liv. Han har mange af de karakteregenskaber, der knytter sig til idealmanden. Han
besidder dannelse og ånd, han har platonisk kærlighed til Laura, og er en god fader
for hans sønner (leger og underviser dem s.47). Han er ligeledes gavmild og
handlekraftig, han foretager sine egne valg, og tager følgerne deraf.
Han påtager sig forsørgerpligten for Lise og sønnerne, så godt som han formår, han
sørger for, at Lise har penge til mad og klæder (s.43). Den gode hensigt han har med,
at være sammen med Lise, er ikke let at gøre ud i livet, og det er en usædvanlig
adfærd, for en fra overklassen. Dette medfører også, at han til sidst svigter Lise, og
forsømmer hende følelsesmæssigt. Dette kommer af, at han aldrig helt frariver sig
onklen, og det højere borgerskabs holdninger, og på den måde kommer Lise og
Julius aldrig, til at gå helt på kompromis. Dette er en væsentlig grund til
gnidningerne i forholdet.
Julius gennemgår en markant udvikling, den ene dag er han en ung mand, som bliver
opvartet af onklen og lever af hans indkomst, den anden dag er han far, og selv skal
til, at forsørge sin familie og påbegynde arbejde (dog med penge fra onklen). Som
han selv beskriver det på s.20, ”Jeg er ikke længere en yngling, men en mand og
fader, som det pålægger at beskytte sin arne”.
Onklen har taget forsørgerollen overfor Julius (s.13), og da hans ekskone dør, får han
også kontakt med sin datter. Han har oplevet en skilsmisse, da hans kone bedrog ham
(s.12), dette har medført et slags ”had” til flotte kvinder, som ikke tilhører
overklassen. Det virker som om, at hans syn på kvinder har ændret sig, pga.
hændelserne med ekskonen. Han virker meget dømmende overfor kvinder, og han
mener, at man kan danne dem som man vil, ”du derimod skal danne hende efter dit
eget ønske, efter det ideal, du gør dig om din tilkommende hustru (s.17)”. Dette
[navn fjernet] HHX 302 Hovedværk
5
uddrag viser, hvordan han opfatter kvindens rettigheder, og deres plads i hjemmet.
Onklen er også streng på et punkt, nemlig kærlighedssager (s.13).
Onklen tør ikke rigtig vise sine følelser, og hvis han gør, så ses det som et
svaghedstegn (Onklen har grædt ved brevet om den fraskilte kones død s.11). Han
prøver i stedet, at skjule sine inderste følelser, for at dække over hans mislykkede
kærligheds- og familieliv. På dette område er onklen ikke et moralsk forbillede for
Julius. Onklen besidder dog, ligesom Julius, dannelse og er en gavmild forsørger
overfor Julius, ligeledes er han også beskyttende overfor Laura og Julius.
Lise bor i Nyhavn, hvor hun er tjenestepige, dette arbejde fyres hun dog fra, da hun
bliver gravid. Lise får et værelse på fødselsstiftelsen (s.14), som Julius og Vilhelm
skaffer hende. Julius indretter en lejlighed til Lise, med alt det fornødne. Forholdet
mellem disse to går i starten godt, men efterhånden som årene går, begynder Lises
manglende dannelse, og det sociale tomrum hun lever i, afskåret fra sit eget miljø og
uden adgang til Julius’ miljø, at beskadigede hende moralsk og personligt. Lise
udvikler sig derfor ikke imod det positive, hun ligger også syg, og får alvorlige
anfald. Denne uheldige udvikling, fører til en del konflikter mellem Lise og Julius.
Lise bebrejder Julius, for at have bragt hende i elendighed, og mener ikke længere, at
han er god nok til hende (s.42). Dette ændrer Julius’ billede af hende, og hans
kærlighed til hende forsvinder.
Et eksempel på den manglende dannelse Lise ikke besidder, og som Laura netop
besidder, er de handlemåder og reaktioner på boligindretning. S.26 synes den huslige
indretning ikke at glæde Lise, som andre ting i huset gør, hvorimod s.46 tager Laura
med glæde del i bolig indretningen.
Laura er onklens datter, som før moderens død boede hos hende, og ikke den store
kontakt havde med sin far. Hun beskrives direkte på s.18, hvor Julius første gang
møder hende som lille, hun har lange smalle arme, et bleggult ansigt, glat, mørkt hår,
en opstående næse, sorte aflange øjne og smalle sorte øjenbryn. Alt dette står i
modsætning til den blonde, blomstrende Lise (s.18). Hun er bosat hos hendes tante,
Frue W, som giver hende en god opvækst. Laura vokser sig dog til en smuk, ung
kvinde, og bliver løsningen for Julius, som er gået i stå i hans tilværelse.
Laura er et modstykke til Lise, Laura besidder mange af de egenskaber, som Lise
ikke gør. Laura besidder nemlig mange af de karakteregenskaber, som knytter sig til
[navn fjernet] HHX 302 Hovedværk
6
idealkvinden. Hun er huslig, hvilket ses i hendes aktivitet i hjemmet, og indretningen
af det. Hun har evnen til at behage andre, og være stærk i sindet, bl.a. da hun hjælper
den lille drenge, fra at hans kæledyr skal dø (s.33), og da hun sidder ved Lises side,
og læser for hende (s.63). Hun påskønner åndelighed og ægte menneskelig værdier,
hvilket kommer gennem hendes opdragelse. Hendes loyalitet til Julius, er ligeledes
beundringsværdi, idet hun ved, at hun ”bedrages” af ham. Noget af det vigtigste hun
besidder, er hendes dannelse og hendes intelligens, og det er også dette, som behager
både Julius og Vilhelm S. Det er specielt den egenskab, som gør, at hun befrier Julius
fra de driftsmæssige og sociale konflikter, han arbejder med. Hendes dannelse er det
åndelige eksistensgrundlag, for den borgerlige familie hun lever i.
Vilhelm S er Løjtnant, og Julius’ gode barndomsven, selvom han er nogle år ældre,
og mere bekendt med livet. Det er ham som Julius betror sig til, og får råd og
meninger fra. Vilhelm og Julius er forelsket i de samme kvinder på samme tid, først
Lise og derefter Laura. Han er et mellemled for mange af hændelserne i novellen,
bl.a. da han ved at Julius, har to sønner med Lise, og dette vælger han, at
bekendtgøre Laura med. Han gennemgår ikke, som sådan en udvikling, idet han
stadig besøger onklen og Laura dagligt, som han startede med for seks år siden.
Novellens særlige træk, ses tydeligt i periodens særlige træk. Det er en
hverdagshistorie, om en ung mands færden i kærlighedslivet. Det nære og det trygge
lægges der stor vægt på, og alligevel vover Julius at lave et oprør. Han går efter de
grundlæggende livsforhold i livet, nemlig kærlighed og seksualitet. Det er det han
betegner, som det åndelige, for når han er forelsket, så glemmer han de jordiske
sorger (s.36). Dette er hans drivkraft, til frigørelsen fra onklen og det nære og trygge.
Gennem hans kærlighedsliv dannes han, som et selvstændigt individ. Han lærer
verdenen at kende, samt dens muligheder og umuligheder. Han lærer sit eget jeg at
kende på godt og ondt, og finder ud af, hvilke egenskaber og værdier han oprigtigt
værdsætter. Dette er et af de væsentlige temaer i perioden, og i novellen.
Manden overfor kvinden er det, der tillægges den største vægt, for den som ikke
tager hensyn til sine følelser og kærlighed, kommer galt af sted. Her kommer
mandeidealet og kvindeidealet ind i billedet, for de havde specielle egenskaber, som
man skulle leve op til. Dannelsen er den vigtigste egenskab, og det er, som nævnt
[navn fjernet] HHX 302 Hovedværk
7
ovenfor, hvad Julius og Laura besidder. Hverken mandens eller kvindens dannelse er
medfødt eller naturgivet, det er noget de må leve sig til. De udvikler dannelse
gennem en god opdragelse, og en gunstig kulturel påvirkning. Det er det højere
borgerskab, som specielt besidder disse idealforestillingsegenskaber, da de bl.a. har
de fornødne ressourcer dertil. Det er også dette, som er afgørende for Lise og Julius’
videre skæbne. Efter forelskelsen og kærlighedsrusen har lagt sig, begynder deres
forskellige baggrunde/miljøer, at skille dem ad.
Drøm overfor virkelighed kommer også til udtryk i novellens forløb. Virkeligheden
præges af det realistiske og fornuftbetonede i novellen, hvorimod drømmen præges
af en stræben efter perfekthed og det ideelle. Disse to elementer kan dog til tider
være svære, at få til at gå op i en større enhed. Drømmeverdenen befinder Julius sig i,
i starten, hvor han er forelsket i Lise, senere er han der igen, da han forelsker dig i
Laura. F.eks. viser et uddrag på s.36 dette, ”Ser jeg hende ikke hver nat i drømme?
Hvad vil jeg mere? Det værste var, at jeg også om dagen gik som i drømme”.
Drømmen han lever i med Lise, overtages hurtig af virkeligheden, og den manglende
dannelse og morale, adskiller de to ad. Men med Laura, er det som om, at drømmen
og virkeligheden forenes og bliver til et. Han opnår alt det, som han har søgt i sine
drømme.
Denne problemdebat og realisme novellen indeholder, minder til dels om træk fra
Det moderne Gennembrud (perioden efter romantikken), men alligevel har
Thomasine en tendens til at idealisere, hvilket præges af periodens biedermeierske
skrivemåde. Dette kaldes for poetisk realisme, hun er realistisk, men dog poetisk.
Som udgangspunkt er det lykkeligt og harmonisk.
Det ses ved, at hun tør antyde lidt af grimheden og det ubehagelige (Lises forandring,
og Julius’ stiltiende bedragen af Laura), men alligevel får novellen en drejning, så det
ender godt, med en smuk afslutning.