[navn fjernet] Dansk Afleveringsdato:
HH3C Aflevering
1
Maria Cuculiza:
”Du er en gammel gris”, Ekstra Bladet, 2005
I en tid hvor de hvide stadig står højere i hierarkiet end de sorte, florerer et utal af interne
spændinger og signifikante forskelle, der enten forarger, glæder eller undrer – afhængigt af, hvor
man står. For mens nogle tager for sig af de muligheder, som den sociale ulighed afstedkommer,
holder andre sig tilbage, og en tredje gruppe stiller sig på bagbenene i én stor klagesang.
Ydermere findes også gruppen af sorte – eller i hvert fald farvede - som jo er dem, der udsættes
for den ekstreme udnyttelse – såvel økonomisk som menneskelig – der finder sted verden over,
og helt grundlæggende kan man spørge, om det virkelig er i orden at udnytte dem, der ikke er
stærke nok til selv at slå tilbage? Er det virkelig den hvide mands ret? Også ud i sex, der jo om
noget berører det dybeste i mennesket, og som ikke kan – eller i hvert fald burde - sammenlignes
med noget materielt, der kan købes for penge eller vindes ved magt?
Der vil i denne opgave blive en analyse og fortolkning af Maria Cuculiza’s læserbrev, bragt i
Ekstra Bladet 2005, ”Du er en gammel gris”, hvor der vil blive lagt vægt på målgruppen samt
måden brevet kommunikerer på. Ydermere vil der blive skrevet et læserbrev, som besvarer
Marias brev.
Maria Cuculiza er ikke i tvivl. I sit læserbrev, ”Du er en gammel gris”, bragt i et
nummer af Ekstra Bladet, 2005, langer denne nemlig hårdt og kontant ud efter den æstetiske
levemand, Jørgen Leth, som hun har kendt gennem 15 år. Situationen er nemlig dén, at Jørgen
Leth har boltret sig med purunge piger i det kriseramte fattighul, Haiti, og senere skrevet lange -
og umådeligt detaljerede tekster derom. ”Kokkens datter” er et eminent eksempel, og det er da
også denne, som Maria Cuculiza kommenterer på i sit læserbrev. Kort fortalt mener hun, at det
hænger sammen således, at han ikke kender til kærlighed, idet han udnytter en kun 17-årig pige,
der ikke kan gøre modstand, og som underbyggelse/belæg for bl.a. denne påstand, siger hun, at
”Haiti er verdens fattigste land. Og at sige nej og blive fyret af The Master er det samme som at
sige ja til et liv med vold, sult, arbejdsløshed og sygdom.”
Maria Cuculiza prøver altså ihærdigt at overbevise læseren om, at Jørgen Leth er
en ”gammel gris”, der - ved at udnytte purunge piger - påtager sig en ret, som han egentlig ikke
har. Via konkrete eksempler fra hans tekst skaber Maria Cuculiza ligeledes et utal af kontraster,
[navn fjernet] Dansk Afleveringsdato:
HH3C Aflevering
2
der understøtter hendes holdning, og én af dem er følgende, hvor Jørgen Leth fortæller om et
seksuelt samleje, og det lyder således: ”Jeg mærker efter, om hendes kusse er våd. Det er den,
hun er klar, og jeg kan tage hende uden forspil”
Her sparker Maria Cuculiza tilbage med svaret: ”Ja, hvem har ikke en våd kusse i 40 graders
varme? Det vil de fleste kvinder have i den temperatur”, og hun påpeger hermed, at pigen
umuligt kan være seksuelt tiltrukket af Jørgen Leth, og at hun i stedet er for svag til at sige fra.
Han har magten, og dét, at hun både er sort og kvinde, gør, at hun ikke har en chance.
Når det kommer til tekstens opbygning, er denne opsat således, at Maria Cuculiza
først skaber en velkommende, men intim atmosfære blandt Ekstra Bladets læsere, idet hun
henvender sig direkte til Jørgen Leth ved at lægge ud med nedenstående:
Hun trækker altså læseren med ind i dét brev, der egentligt skulle forestille at være personligt, og
dette illustrerer en tydelig brug af patos, idet hun ”bonder” med os og derved taler til vores
tankeunivers og vore følelser. Dernæst smækkes beskyldningerne på bordet, og kronikken er
opstillet i en slags punktform, der nærmer sig et anklageskrift. Den kunne altså på sin vis ligeså
godt være opstillet i paragraffer, og dette er blandt andet med til at understrege hendes pointe,
der lyder på, at Jørgen Leths handlinger er yderst uacceptable – ja, næsten strafbare.
Teksten er – som nævnt - spækket med kontraster, hvilket ses i hvert eneste afsnit,
der startes med et citat eller flere, som så efterfølges af Maria Cuculizas dom. Hun udvælger
altså de mest diskussionspotente scener fra ”Kokkens datter”, hvorefter hun sætter sin holdning
op imod dét, som han har gjort. Kontrasterne skabes altså ved, at hun fremstiller Jørgen Leths
synspunkt og/eller handlemåde og derefter sit eget, hvorefter hun smider en konklusion, der –
selvfølgelig – altid falder til hendes fordel.
Mht. sproget er dette letforståeligt og skrevet i en form af udvidet paratakse, hvor
forholdsvist korte, men alligevel velproportionerede sætninger falder sideordnet efter hinanden,
hvilket er typisk for tekster, der optræder i aviser, dagblade etc. Her skal læseren nemlig ikke
overraskes af hundredeogsytten underordninger, der leder hen og tilbage og på kryds og på
”Kære Jørgen, jeg har kendt dig i mange år. Har altid
fundet dig charmerende, men ikke brudt mig om dine film,
så snart de tangerede noget, der berørte virkeligheden”.
[navn fjernet] Dansk Afleveringsdato:
HH3C Aflevering
3
tværs, men blot ledes sikkert og trygt gennem teksten, hvilket Maria Cuculiza opfylder til fulde.
Dette ses blandt andet i følgende citat:
”Du ved ikke, hvad kærlighed er. Det er synd for dig. Men meget mere synd for
dem, det går ud over.”
Ydermere kan ovenstående eksempel bruges til at belyse tekstens tone, der ligeledes er værd at
hæfte sig ved, idet Maria Cuculiza synes at holde sig for god til at gø, men i stedet nøjes med at
knurre og vise tænder (og faktisk ind i mellem at stikke en temmelig påtaget, trøstende pote
frem.) Hun benytter sig ligeledes flittigt af sarkasme og ironi, som det ses i ét af de førnævnte
citater, hvor hun henviser til temperaturen på kvinders underliv under en hedebølge, og denne
lette, næsten overlegne fremstillingsmåde synes at fungere ganske glimrende, når man tænker på
forholdet mellem medie og modtager, idet Ekstra Bladet, hvori læserbrevet er bragt, kendetegnes
ved at turde, når andre tier. Med andre ord kan Maria Cuculiza godt tillade sig at være lige-på-
og-hårdt-slående, og i og med at teksten er udgivet som et læserbrev, er rammerne meget frie,
når det kommer til, hvad man som skribent må og ikke må.
Nuanceringen i teksten er detaljeret, idet hun har sine punkter, som er bygget op
på konkrete events i Jørgen Leths tekst. Teksten ”Du er en gammel gris” er beskrevet kort og
præcist. Faktisk kunne man sige, at hun er generaliserende, idet hun spiller dommer. I hvert
afsnit fortæller hun først, hvad det er, Jørgen Leth har bedrevet af uhøviske handlinger, hvorefter
hun fortæller læseren, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Det er altså Maria Cuculiza, der
konkluderer, dømmer og spiller alvidende og almægtig. Efter de mange punkter bindes
endvidere en samlet, konkluderende sløjfe, idet Maria Cuculiza giver Jørgen Leth en endelig,
altomfattende dom, der lyder: Prøv Viagra. Sløjfen hun får bundet omkring er en smule
sarkastisk – hun laver altså en joke med selve teksten og kommenterer på titlen ”Det
uperfekte/perfekte menneske” og omformulerer det til det legende menneske. Dette rammer
virkelig Jørgen med den sætning, thi det er dét pseudo, som han går under.
Således sløjfes altså Maria Cuculizas læserbrev, der i hvert fald bærer præg af en
negativ holdning over for den ulighed, der hersker mellem de forskellige menneskegrupper – og i
særdeleshed den attitude, som de hvide, magtliderlige mænd lægger for dagen. For rigtigt som
Maria Cuculiza siger, så er Haiti ét af verdens fattigste lande, og dets beboere er så umådeligt
dårligt stillet, at man skulle tro, at det var løgn. Med andre ord har det undertrykte menneske
[navn fjernet] Dansk Afleveringsdato:
HH3C Aflevering
4
ikke meget at gøre med, og nok kan vi tage dennes penge og land, men tager vi også dennes sjæl
og forpester dennes legeme ved at bruge ham/hende, som var han/hun en genstand kun til vores
morskab og forbrug, så har vi - de hvide - ramt et stadie, der ligger noget så langt under
umenneskeligt.
Svin ikke svinet til – for han kan li’ det
Kære læsere
Vi kender ham alle sammen. Selveste Jørgen. Jørgen Leth. Ham, der beretter om blowjobs og
bjerglandskaber, og ham, der helst bare smiler eller lirer én eller anden fandenivoldsk poetisk
vending af, når man konfronterer ham dermed. Med andre ord: en umanerlig festoriginal, der
bare ikke skal tages alt for højtideligt.
Af samme grund kan jeg ikke lade være med at ryste på hovedet, når Maria
Cuculiza iklæder sig en rødstrømpeattitude, der ikke stopper under knæet, men som fortsætter
helt op i en sløjfe om halsen, der – tilsyneladende – lægger så massivt et pres på hendes
stemmelæber, at al tale høres ud som hvinende mågeskrig. Hun pipper, bander og svovler, alt i
mens hun desperat prøver at overbevise os – læserne – om, at Jørgens gerninger er syge og
perverse. ”Du er en gammel gris” skænder hun, og vi fristes da ind i mellem til at hoppe med på
vognen og agere krænkede kvindeofre - men kun for et øjeblik. For den overbevisning, som vi
egentligt ender op med til sidst, er hverken bestemt af hendes ellers så glimrende argumentation
og retorik, men af et temmelig levende billede af Jørgen Leth, der sidder i baggrunden og griner.
For sådan er det med grise. Foruden sex og mad er de helt vilde med mudder, og så
længe Maria Cuculiza kaster snavs på folden, vil de muntre sig dermed. Grisen vil trille rundt i
pløret og lade sig indsvøbe i den mørke, klæbrige masse, før regnvand og tid skyller ham ren.
Herefter er han igen tilbage i skuret: glad og tilfreds i halmen med en unggris, hvor han venter
tålmodigt på næste mudderbad.
- Trine Tange, Aars