Romantikken og Dyssen i Gundeslev Skov
Nationalromantikken var en europæisk strømning under romantikken som cirka varede fra 1800-
1870. Det var en tid hvor forfattere og kunstnere fremhævede alt det gode ved Danmark ved at
beskrive natur og følelser. En tid hvor man mente der var en universel sammenhæng og dermed en
åndeligt kraft i alt. Derfor hyldede man også i denne periode den gamle nordiske oldtid og dyrkede
den folkeånd som der blev udtryk den gang. Men hvordan kom alt dette egentlig til udtryk i
litteraturen og kunsten? N.F.S. Grundtvig var en af de største forfattere i denne periode, og også den
person som startede hele tanken om at genskabe den gamle nordiske tid. Dette fremgår også tydeligt
i litteraturens veje hvor der står skrevet ’’Desuden skaber Grundtvig grundlaget for national
romantikken med sin gendigtning af Saxo og sin forskning i den nordiske mytologi’’. Han skrev en
lang række nationalromantiske værker og det er et af dem, vi i denne analyse skal se nærmere på.
Nikolai Frederik Severin Grundtvig skrev digtet ’’Gunderslev skov’’ i 1808, altså i starten af
nationalromantikken. Han skrev digtet i sammenhæng med en vandretur han tidligere hen havde
foretaget med Christian Molbech ved dyssen i Gunderslev skov ved Sorø. Christian Molbech
skildrede ligesom N.F.S. Grundtvig også om denne vandretur efterfølgende i værket
’’Ungdomsvandring i mit fødeland’’.
I digtet ’’Gunderslev skov’’ berettes der om en jeg-fortæller som højst sandsynligt er Grundtvig
selv, som er ude at gå en tur med en ven, som højst sandsynligt er Christian Molbech. De er ude at
gå vandreturen med det formål at finde stendyssen som de betragter som asernes gamle alter. Under
vandreturen får vi nøje beskrivelser af naturen og dens pragt. Naturen er i dette digt en stifinder for
jeg-fortælleren som er meget ivrig og iler efter at finde alteret. Jeget bruger eksempelvis naturen
som stifinder ved at se på spor i græsset, at følge skoven hvor den er dunkel og ved at lytte til
trætoppenes sus og rusk. På denne måde kommer jeget tættere og tættere på hans mål – nemlig
asernes alter. Da jeg-fortælleren endelig finder det, bliver han vældig glad og smider sig på knæ for
at prise de hensovne guder.
Digtet består af 8 strofer, hvor antallet af vers i hver strofe varierer fra strofe til strofe. Eksempelvis
har strofe tre kun tre vers, mens strofe fem har hele seksogtyve vers. Formen for rim i stroferne er
også varierende. I strofe 2 ses både parrim og krydsrim således at rimmønstret hedder
ABABCDDC. I strofe 7 lyder enderimene i stedet AABB og er altså kun parrim. Sådan varierer
rimmønstrene fra strofe til strofe og fordi der både er så stor variation i rimmønster og i antallet af
vers per strofe, må vi antage et digtet har en ubunden form. At digtet har en ubunden form med
henblik på rim og vers, kan digtet betegnes som et prosadigt.
Digtet er udover at være et prosadigt også et lyrisk digt. Grundtvig ligger i digtet stor fokus på at
beskrive følelser og stemninger frem for handling. Han beskriver stemningen ved hjælp af naturen,
som han beskriver positivt, fx ’’Højt over kneisende fjelde’’, hvor han her mener at fjeldene er et
smuk og imponerende syn. Udover at komme med positive beskrivelser af naturen til at skabe
stemninger, benytter Grundtvig også besjælinger og metaforer.
Der bliver blandt andet brugt en metafor i strofe 4 hvor han skriver ’’…At mit brændende blik over
markerne fløj…’’. Et blik kan hverken brænde eller flyve, men når han beskriver det med disse ord,
skaber det mere kraft og stemning og giver et større indblik i hans følelser.
Et eksempel på en besjæling ser vi i strofe 1, vers 2, hvor Grundtvig tillægger skoven et
menneskeligt egenskab, ved at skrive ’’Hvad du knuger saa fast i din favn’’. At Grundtvig skriver
på en måde som om han taler til skoven og leder efter svar, skaber også en mystisk og spændende
stemning.
Handlingen i digtet bliver beskrevet i kronologisk rækkefølge uden flashbacks. Dog bliver jeget
mindet om de gamle guder på hans vandretur, men ikke nok til at kategorisere det som flashbacks.
Man får i digtet en klar miljø og stedsbeskrivelse og også en klar fornemmelse af hvilken tid det
foregår i. Stedet bliver klart beskrevet som en skov og siden digtets titel er ’’Gunderslev skov’’, må
vi antage at det er stedet. Det foregår enten i foråret eller om sommeren hvis man tager i betragtning
at han skriver at solen blusser og beskriver blomsternes duft. Via beskrivelsen af naturen skaber det
et klart billede af at det er et godt miljø, samt at det foregår i en tid hvor der var fokus på naturen,
nemlig i nationalromantikken.
De gennemgående temaer i digtet er naturen og det hellige. At naturen er et væsentligt tema i digtet,
kan ses da beskrivelsen af naturen og naturens rolle er gennemgående i hele digtet. Naturens rolle er
som nævnt tidligere en stifinder for jeg-fortælleren og uden den ville han ikke været nået frem til
asernes alter hvilket er formålet med hele digtet.
Det hellige er også et væsentligt tema, da der bliver berettet en del om guder og det hellige,
herunder især om aser og den nordiske mytologi. Det er tydeligt at det hellige betyder meget for
jeg-fortælleren, idet at han er så ivrig efter at finde alteret så han kan prise guderne og forhåbentligt
vække de gamle guder til livs. For som der står skrevet i strofe 5; ’’Guderne end i en dybere søvn’’,
hvilket betyder at de nordiske guder engang var højlydte, men nu er deres storhedstid forbi og de
befinder sig i en dyb søvn.
Det beskrives også til sidst hvor mægtig en betydning det har for jeget at finde alteret, hvor han
føler at det hellige andagt opfylder hans bryst. Dette kan vise at det hellige spillede en enorm rolle
for mennesket i denne periode og at især Grundtvig havde stor interesse for den nordiske mytologi.
Under vandreturen skilles Grundtvig fra vennen i hans søgning efter asernes alter og det er derfor
kun Grundtvig der når frem til den hellige stendysse. Dette kan tolkes som at man kun kan opnå det
hellige og følelsen af at man bliver gennemstrømmet af ånd, hvis man åbner sit sind og lader sig
føre af den ånd som findes overalt i naturen.
Digtet kan i høj grad kategoriseres som et nationalromantisk digt. Nationalromantikken var blandt
andet præget af dyrkning af naturen og det er et element der også fremtræder tydeligt i dette digt.
Udover at der er stor fokus på naturen hvilket kendertegner romantikken, er der også stor fokus på
guder og det åndelige, her især den nordiske mytologi. Vi får i dette digt en stolt beskrivelse af
vores nordiske fortid om den nordiske mytologi. Jeg-fortælleren i dette digt længes efter den
’’gamle’’ guldalder, hvor han mener alt er godt og søger derfor efter noget tilsvarende ved asernes
alter.
Sammenligner man digtet med maleriet ’’Vinterlandskab nær Vordingborg’’, er det også et værk
fra romantikken hvor naturen er i fokus. På maleriet bliver naturen fremstillet på en anderledes
måde end vi ser både i digtet og i andre typiske nationalromantiske værker. Maleriet viser et
vinterlandskab hvilket er meget atypisk for perioden hvor der oftest blev portrætteret
sommerlandskaber i alt deres pragt og idyl som skabte gode stemninger. I vintermaleriet er der
nærmere en melankolsk og dyster stemning. Det er stemninger som hovedsageligt bliver skabt af de
visne og øde træer, den grå himmel, kragerne og til sidst sneen der gør billedet koldt. Dog er der lidt
røde og orange farver der lyser billedet lidt op, men stadig ikke nok til at skabe en god stemning. På
billedet ses også en stendysse, hvilket er et element man kan sammenligne med asernes gamle alter
i digtet, da det begge er ting der peger tilbage til den nordiske oldtid.
Værkerne ’’Gunderslev skov’’ og ’’Vinterlandskab nær Vordingborg’’ er altså blot to eksempler på
hvordan et nationalromantisk værk kan se ud. Det er to vidt forskellige værker, men alligevel har de
dog nogle karakteristiske ligheder, som er centrale for perioden, nemlig naturen og det hellige.
I litteraturens veje om nationalromantik står der skrevet: ’’Nutidens danske nationalisme finder
også sit udgangspunkt i guldalder og nationalromantik, og især kerneforestillingen om det danske
sprog som roden til danskhed udspringer herfra’’. Nationalromantikken kan altså anses som en
periode der viste den bedste side frem af Danmark og er stadig en periode vi med stolthed ser
tilbage på, da det har haft en enorm betydning for opfattelsen af hvad danskhed er.