[navn fjernet], 2U, dansk
Side 1 af 5
Argumentationsanalyse
Søerne i København er et meget attraktivt område både for cyklister og fodgængere. Spørgsmålet er
hvem der skal dominere det? Skal det være et af de eneste rekreative områder for gående i indre
København, hvor der er plads til alle? Eller skal det være et område, som skal være med til at
nedsætte bilismen i København i form af en attraktiv cykelsti? Journalisten Kenneth Lund har
opsøgt to sider af sagen fra hhv. Jørgen Christensen, som er medlem af Dansk Fodgængerforbund,
og som taler på beboernes vegne og Klaus Bondam, som er Københavns teknik- og
miljøborgmester, og som har fremlagt forslaget ”Søruten”. De fremlægger deres mening i de to
interviews ”Fodgængerne får det rigtig dårligt” og ”Dejligt sted at cykle”. Spørgsmålet er, hvilken
argumentation der vejer tungest? Jeg vil analysere teksterne og finde ud af hvilken argumentation,
der vil have bedst virkning i vores tid.
Jeg vil starte med at analysere tekst 1, hvor Jørgen Christensen, som repræsenterer områdets
beboere, fremlægger sit syn på sagen. Hans hovedpåstand er, at der ikke skal være nogen cykelsti.
Det skal der ikke være, fordi han er bange for, at det vil udvikle sig til en cykelmotorvej, ligesom
alle andre steder. Han mener, at Søerne er et helt unikt område, og et af de eneste steder i
København hvor man kan gå stille og fredeligt, og det miljø vil han gerne bevare. Samtidig mener
han, at der er rig mulighed for, at cyklisterne kan bruge de andre cykelstier, som ligger i området.
Én af grundlæggende værdier er, at København skal være en by med plads til alle. En metropol er
kendetegnet ved forskellighed og åbenhed, og man bør beskytte visse områder fra trafik, således at
der kan være plads til alle, og at én gruppe (her cyklister) ikke overtager det hele. Et andet
værdigrundlag er, at København ikke skal blive en stor arbejdsplads med trafikanter, som pendler til
arbejde i indre by hver dag. Man skal kunne bo der, og derfor bør de rekreative områder plejes og
bevares.
Gendrivelse er utroligt vigtigt at kunne bruge i debatter, fordi det er evnen til at kunne se debatten i
et større perspektiv og fra flere vinkler. Et godt eksempel på gendrivelse her er i nederst første
spalte: ”Selvfølgelig kunne det være dejligt for cyklisterne at køre, hvor der hverken er biler,
trafiklys eller tværgående trafik. Men denne løsning går ud over mange flere, end den gavner.” Det
er udmærket, at han går ind og gendriver modparten, men jeg synes godt, at han kunne have gjort
[navn fjernet], 2U, dansk
Side 2 af 5
det mere og mere specifikt. Han kunne have brugt sine egne belæg til at gendrive parten, da det er
gode belæg, han har taget fat i.
Interviewet benytter alle 3 former for appeller, som det er meget typisk for læserbreve og debat-
indlæg. Vigtigt for afsenderen er det, at virke troværdig og seriøs. Derfor benytter man sig meget af
etos. Som f.eks. da han siger: ”Men vi protesterer, fordi den løsning, der er lagt op til, ikke
tilgodeser lige nøjagtigt dette områdes karakter. Og det har indtil videre næsten 3000 borgere
skrevet under på.” og ”Men vi er selvfølgelig åbne for et kompromis, og en mulighed kunne være
en cykelsti, der lægger op til mere afdæmpet cykling.” Her viser han sig hhv. som den seriøse
fortaler og den rimelige, imødekommende modpart.
Et eksempel på patos kunne være, da han siger: ”Hvis to kommer gående med en barnevogn i hver
sin retning, skal én af dem ud på cykelstien. Cyklisterne får det hele, mens fodgængerne får det
rigtig dårligt og mister muligheden for at færdes langs med beboelserne.” Han sympatiserer med
fodgængerne og prøver derigennem at få modtageren til at sympatisere med dem.
Logos bruger han i selve sin argumentation. Den er logisk sammensat. Igen eksemplet med en
cykelsti uden stop cykelræs. Det er logik, og godt at bruge i sådanne debatter, fordi det også
vinder troværdighed = etos til taleren.
Igen er debatindlægget som ”genre” et sted, hvor man udtrykker sin mening. Det vil sige, at et
debatindlæg skal være selvfremstillende, ellers har man ikke fået fremlagt sin mening. Samtidig er
det regulerende, fordi han indirekte opfordrer københavnere til at tage kampen op mod cykelræset.
Han prøver også at regulere på Københavns kommunes holdning til cykelpolitik i storbyen.
Jørgen Christensens argumenter er konsistente og relevante. F.eks. er det logisk nok, at hvis der
kommer en dobbelt-sporet cykelsti uden nogle afbrydelser i form af lyskryds, vil det blive en
cykelmotorvej, hvor cyklisterne bare kan ræse af sted.
Jeg synes, det er en god argumentation, han her har gang i. Han bruger appellerne godt, og han
bruger dem på de rigtige tidspunkter, samtidig med, at der er god konsistens i hans argumenter. Han
appellerer til københavnere, som bor i nærheden af søerne, eller kender til forholdene ved søerne.
En jyde ville jo højst sandsynligt ikke kunne deltage i diskussionen.
[navn fjernet], 2U, dansk
Side 3 af 5
Han (eller Fodgængerforbundet) har kreeret en slags slogan: ”Hele søområdet bør udvikles - ikke
afvikles - som et rekreativt område.” Det er hele essensen af hans argumentation kogt ned til få ord.
Det er et godt ”slogan”, som virker seriøst på folk og giver et stærkt udtryk, fordi det er noget folk
ville kunne citere ham for. Politiken har også valgt at fremhæve netop denne sætning i artiklen.
Tekst 2 er modspillet til den første, hvor teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam tilkendegiver
sin holdning til ”Søruten”. Klaus Bondam er fortaler for en cykelsti langs søerne, så hans hoved
påstand er, at der selvfølgelig skal være én. Belæggene for dette er, at det vil gøre børnene (og
forældrene) meget tryggere, i og med at det er en cykelsti uden biltrafik. Cykelstien er også led i
hans plan mod at få et nogenlunde bilfrit København. Her er nogle grundlæggende værdier, som
godt kan minde lidt om den anden parts: Der skal være plads til alle. København skal ikke bare
være en arbejdsplads med tusinder af pendlere hver dag. Der skal også være plads til
børnefamilierne f.eks. En anden hjemmel er, at vi gerne vil belaste miljøet mindst muligt. Det er
efterhånden en almen holdning, da det er så meget oppe i tiden med global opvarmning. Et
værdigrundlag som vi alle er enige om. Det kan vi gøre ved at gøre København bilfrit og kun tillade
taxaer og offentlig transport i indre by.
Klaus Bondam er vant til at gendrive. Han gør det hver dag, og har som politiker utrolig meget
øvelse i det. ”Men jeg vil godt mane alle skrækscenarier om en dobbeltsporet cykelmotorvej i
jorden.” Han bruger stærkt ordvalg til at gendrive ”modstanderen”, hvilket gør, at det kommer til at
stå ud, fordi resten af ordvalget er rimelig neutralt. Denne gendrivelse står stærkere end den anden,
men jeg synes godt, at han kunne have gendrevet flere modargumenter i teksten, uden at det ville
komme til at virke som selvforsvar.
Klaus Bondam benytter en blanding af patos og etos i hele sit belæg for tryghed til børnene. Det
giver ham rigtig meget troværdighed hos københavnske børnefamilier, at han viser sig som alsidig,
og fremstiller sig selv som en hensynsfuld person. Alsidigheden viser sig også senere i teksten, hvor
han taler om, at han også vil give plads til den bløde, miljøbevidste trafikant. Han lægger meget
vægt på at tilgodese alle Københavns borgere og fremstille sig som repræsentant for borgerne, men
der kommer dog lidt kant i slutningen af interviewet, hvor han siger, at underskrifterne ikke vil
ændre hans beslutning, for han stoler på det politiske flertal. Det giver ham troværdighed hos de
faste vælgere, de vil se ham som en seriøs mand, der ikke bukker under for underskriftindsamlinger,
[navn fjernet], 2U, dansk
Side 4 af 5
som tit bliver kritiseret for at være useriøse, fordi folk bare skriver under uden at tage stilling. Dette
hører også sammen med hvilken målgruppe, han appellerer til.
Logos bliver ikke benyttet så meget som de to andre appelformer, men jeg har fundet et eksempel
øverst i anden spalte: ”Der ligger også i det her forslag en idé om at fjerne 130 parkeringspladser i
gadeplan, og det vil skabe byrum med plads til oplevelser, leg og liv.” Det er ren logik, at hvis man
fjerner nogle parkeringspladser, vil der komme mere plads. Det er også vigtigt for Bondam som
minister, at have denne appelform repræsenteret i alt hvad han gør og siger. Ellers har det tendens
til at kunne virke urealistisk. Og folk opdager med det samme, hvis logos ikke er repræsenteret.
Derfor hører man tit kritikken: ”Ja, det er godt, men hvor vil i få pengene fra?” Mangel på logos er
også det kritikken af USA’s valgkampe går på. Du vil få meget svært ved at hive et konkret
valgløfte frem fra bunken af nationalfølelse og barndomsminder hos f.eks. Arnold Schwarzenegger.
Bondam bruger et autoritetsargument, når han siger, at: ”Jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt,
for at fremme forholdene for cyklister i København.” Her siger han i mellem linierne, at han har
autoriteten til at ændre forhold i kommunen, og han har styr på det, fordi han er specialist på
området. (De andre kalder ham jo ”cykelborgmesteren”).
Bondam benytter sig, ligesom Jørgen Christensen, af selvfremstillende og til dels regulerende
sproghandlinger. Interviewet er i hvert fald selvfremstillende, fordi han fremlægger sin mening, og
her synes jeg faktisk også, at han fremstiller sig selv. Han bruger billedet med sig selv stående inde
ved søerne og svinge en pisk, og situationen med at han bliver drillet af de andre ministre. Han
prøver at få argumentationen til ikke at virke så regulerende, fordi han siger, at det står frit for
enhver at sætte deres kryds, hvor de vil. Men interviewet er regulerende, fordi han fremstiller
argumenter, som gerne skulle få Københavns befolkning til at kunne lide cykelstien, hans ideer og
til sidst sætte krydset det rigtige sted.
Jeg synes, at Klaus Bondams argumentation er lidt for præget af etos/patos. Han kommer ikke med
nogen konkrete planer for, hvordan det skal udføres i forhold til beboerne, og han har ikke en
konkret plan for økonomien. Men han er god til at benytte appellerne. For selvom han ikke har
planerne 100 % på plads, kan han bruge interviewet til at skabe troværdighed om sin person. Han
bruger ”sjove” billeder, tager sig af alle borgere osv. Man kan sagtens se ud af teksten, at han er
politiker, for i stedet for at tøve på spørgsmål han ikke er helt sikker på, afværger han dem flot med
[navn fjernet], 2U, dansk
Side 5 af 5
løfter som: ”Jeg er helt indstillet på, at hvis vi flytter den gående trafik ned til den nedre sti, skal det
sikres, at man har adgang hele året.” Dette er jo en selvfølge, og det er nemt at love. Eller løfter
som: ””Søruten” indgår i budgetforhandlingerne på lige fod med en lang række andre politiske
prioriteringer.” Det kan han jo sagtens sige, det er der ikke nogen til at kontrollere!
Jørgen Christensen har en mere ”traditionel” måde at argumentere på, fordi han har alle
appelformer med, han gendriver, og der er god konsistens i argumenterne. Det er meget ”efter-
bogen-argumentation”, men det giver et seriøst og godt indtryk. Ulempen er, at man ikke husker
hans argumentation lige så godt som Klaus Bondams. For mig står hans ret tydeligt, fordi han er
mere atypisk i sin argumentation. Han bruger billeder, og benytter sig meget mere af etos/patos. De
to ting er også med til, at man husker ham som den autoritære person, der har styr på sin by. I vor
tid med medier og meningstilkendegivelser over det hele er det vigtigt at kunne sin retorik, og det
synes jeg, at Klaus Bondam kan. Han appellerer til folk og forstår at skabe troværdighed om sin
person, på trods af at man kunne forestille sig, at folk ikke ville kunne tage ham seriøst, efter at han
har optrådt i flere danske comedy-shows.