Dansk stil af [navn fjernet] 2by De røde Skoe 19/10 2004
Side 1 af 6
De røde Skoe
”De røde Skoe” er et kunsteventyr, skrevet af H. C. Andersen i ….., og stammer derfor fra den tid,
som vi kalder romantikken.
Fortællertypen i dette eventyr er alvidende. Der er både ydre og indre 3. persons fortæller og
STX 2.g
kommentarerne, at man fra starten får et meget tydeligt indtryk af, hvad man skal mene, og hvad der
er godt og dårligt.
Jeg har valgt at dele eventyret op i fem dele. Den første del, som går fra eventyrets start til side 329
linje 12, kalder jeg ”Karens hjem”. I denne del hører vi om Karen, som er en lille fattig men også
nydelig og fin pige. Om sommeren må hun gå på bare tæer og om vinteren i træsko, som gør ondt.
Karens mor syer et par røde sko til hende. De er ikke særlig fine, men hun mener det godt. Hendes
mor dør, og den dag hun skal begraves, får Karen de røde sko og har dem på for første gang. Denne
indledning på eventyret er nærmest en lang forfatterkommentar. Der fra starten fortæller os, hvem
vi har med at gøre, og hvordan vi skal se disse personer. Vi får bl.a. at vide at Karen er fin og
nydelig.
Eventyret starter, som mange andre eventyr fra denne periode, som er romantikken, med at
hovedpersonen, som her er en lille fattig pige, er hjemme, men må forlade sit hjem, og drage ud på
en slags rejse. I dette tilfælde fordi hendes mor dør. Denne rejse kan symbolisere en indre
udvikling, som Karen skal igennem, for til sidst at kunne komme hjem igen. Ikke til det samme
hjem, som hun forlod, men til et nyt hjem. Hun skal på rejsen blive moden og voksen. Det gør hun
ikke, hvis hun ender samme sted, som hun startede. Hun skal derimod blive voksen og dermed finde
sig selv og altså ende et andet sted, end der hvor hun startede.
Anden del, som går fra side 329 linje 13 til side 330 næst sidste linje, vælger jeg at kalde
”Konfirmationen og de røde sko”. Nu er Karen til sin mors begravelse, og der er der en gammel
dame, der får medlidenhed med Karen og tager hende til sig. Karen flytter nu ind hos den gamle
dame og lærer at læse og sy. En dag kommer dronningen og prinsessen igennem byen, og Karen ser
den lille prinsesse, som har et par dejlige røde sko på. Da Karen skal konfirmeres og er ude at købe
tøj til konfirmationen, ser hun et par dejlige røde sko, magen til dem prinsessen havde på. Karen får
Dansk stil af [navn fjernet] 2by De røde Skoe 19/10 2004
Side 2 af 6
de røde sko, men kun fordi den gamle kone er blevet blind og ikke kan se, hvilken farve de er, for
hun havde aldrig tilladt Karen at blive konfirmeret i røde sko. Karen har de røde sko på til
konfirmationen, og kan slet ikke tænke på andet end dem, og hun synes at alle kigger på dem og
beundrer dem. Karen hører slet ikke hvad præsten siger, fordi hun er så optaget af tanken om sine
røde sko, og hvordan hun tror, at alle beundrer dem. Den gamle dame finder efter konfirmationen
ud af, hvilken farve sko Karen har haft på, og hun siger til Karen, at det ikke passer sig med røde
sko i kirken, og at det er stygt, og hun forbyder Karen at have dem på i kirke for fremtiden. Karen er
nu begyndt på sin rejse, og altså sin personlige udvikling.
Vi får i dette afsnit en fornemmelse af, at Karen er lidt forfængelig. Det gør vi bl.a. på grund af
denne sætning ”og folk sagde, at hun var nydelig, men Speilet sagde: ”Du er meget mere end
nydelig, Du er dejlig!”” (s. 330 l. 1-2) Et spejl siger altså til Karen, at hun mere end nydelig. Hun
er dejlig. Spejlet kan referere til myten om Narcissos, der ikke kunne løsrive sig fra sit eget
spejlbillede. Heraf kommer den psykologiske betegnelse narcissisme, som hentyder til
selvoptagethed. Ser man spejlet på denne måde, er Karen selvoptaget. Man kan også se et spejl, som
noget der kan reflekterer en persons virkelige indre eller det ubeviste. Gør man det her, så er det
ikke spejlet der taler til Karen, men hendes indre ubeviste. Derfor kan man se Karen som
forfængelig og selvoptaget.
De røde sko, som Karen er så betaget af, begynder vi også i dette afsnit, at få en fornemmelse af,
ikke er så gode for Karen. I hvert fald ikke i forhold til Karens forhold til Gud, og det at være et
godt kristent menneske. I kirken hører hun slet ikke, hvad præsten siger, og den gamle dame, som jo
er den, der skal lære Karen at være et godt kristent menneske og også har lært Karen at læse og sy,
er også imod de røde sko. Sko kan også tit i eventyr symbolisere den kvindelige seksualitet og rød
kan symbolisere det verdslige. Dette vil vi også se eksempler på senere. Da Karen her bliver
konfirmeret, og altså er ved at blive voksen eller teenager, kan dette sagtens være tilfældet. Hun er
ved at opdage sin seksualitet. Derfor er de røde sko farlige for Karen, for den slags tanker skal man
ikke have i kirken. De skal i hvert fald slet ikke overskygge præstens ord.
Næste del, som går fra side 330 sidste linie til side 331 linje 31, kalder jeg ”Soldaten og dansen”.
Nu skal Karen igen i kirke, og selvom hun har fået forbud imod at tage de røde sko på, så gør hun
det alligevel. Uden for kirken møder hun en soldat, som siger til hende, at det er nogle dejlige
dansesko, hun har på, og at de skal sidde fast, når hun danser. Inde i kirken kan Karen igen kun
tænke på sine røde sko, og hun glemmer endda at sige sit ”fader vor”. Da Karen kommer ud af
Dansk stil af [navn fjernet] 2by De røde Skoe 19/10 2004
Side 3 af 6
kirken igen og skal til at køre væk, siger soldaten igen, at det er nogle dejlige dansesko, hun har på.
Karen kan ikke lade være med at tage et par dansetrin, men da hun først er begyndt, kan hun ikke
holde op med at danse igen. Det er som om skoene har fået magten over hende. Hun kommer til at
sparke den gamle dame, og hun må have hjælp til at få skoene af. Da de kommer hjem, bliver
skoene sat væk, men Karen kan ikke lade være med at se på dem.
I dette afsnit møder Karen soldaten for første gang, og man mærker tydeligt på beskrivelsen af
ham, at der er noget lusket ved ham. ”Ved Kirkedøren stod en gammel Soldat med en Krykkestok og
med et underligt langt Skjæg, det var mere rødt end hvidt, for det var rødt;” (s. 331 l. 5-7) Der
bliver her gjort et stort nummer ud af, at hans skæg bestemt ikke er hvidt, men at det er rødt. Det
leder med det samme ens tanker over på de røde sko. Soldaten bliver da også ved med at
kommentere de røde sko, og det er ham der lokker Karen til at danse. Soldaten og skoene hænger
altså sammen, og soldaten kan derfor også symbolisere noget ved Karens seksualitet. Soldaten får
Karen til at danse, og Karen kan ikke holde op igen. Hun er ved at miste kontrollen over sig selv, og
det er soldaten der udløser dette. Soldaten kunne godt være Karens animus, som er den indre
mandlige seksualitet, som kvinder har. De skal være i kontakt med den for at have et godt forhold til
mænd, og kunne vælge den rette partner. Karen har altså mødt sin animus, men har svært ved at
styre den, hvilket jo egentlig er naturligt nok når man er teenager.
Det at de røde sko i dette afsnit begynder at danse, underbygger også at skoene symboliserer
Karens seksualdrift. Dans er også her i vores tid forbundet med noget seksuelt. Når man går ud og
danser, så gør man det for at blive set og specielt for at blive set af det modsatte køn. Dans er, kan
man sige, en form for menneskelig parringsritual, og det var det også dengang dette eventyr blev
skrevet. I eventyret ”Prinsessen med de tolv guldsko” er dansen også et symbol for seksualdriften.
Her må en prinsesse danse tolv par guldsko op med en trold hver nat, indtil hun til sidst bliver
reddet af en prins, som hun bliver gift med. Prinsessen i dette eventyr har også svært ved at styre sin
seksualdrift, og trolden symbolisere hendes negative animus. Prinsen er hendes positive animus,
som hun kommer i kontakt med, og derfor kan holde op med at danse og blive gift. Hun får styr på
sin seksualitet, og bliver derfor et helt menneske. Det er altså ikke usædvanligt, at dans i eventyr
kan symbolisere seksualdriften hos den person, som danser. Dans kan også symbolisere seksuel
frigjorthed. Karen er ved at blive bevidst om sin seksualitet, men problemet er bare at sex og kirke
ikke passer så godt sammen. I hvert fald ikke på det her tidspunkt. Karen kommer til at sparke den
gamle dame, da hun danser. Den seksuelle frigjorthed og seksualdriften er her ikke noget godt, men
noget der endda kan skade andre. Her den kvinde som har været så god at tage Karen til sig og
Dansk stil af [navn fjernet] 2by De røde Skoe 19/10 2004
Side 4 af 6
prøve at lære hende, at blive en god og kristen kvinde. Man kan også sige at Karen nærmest sparker
til kristendommen.
Fjerde del, som jeg kalder ”Dansen og hvor den fører Karen hen”, går fra side 331 linje 32 til side
333 næst sidste linje. Den gamle kone er blevet syg og ligger for døden. Karen skal passe hende,
men inde i byen er der bal og Karen kan ikke lade være med at tage med, og hun tager selvfølgelig
de røde sko på. Karen begynder at danse men mister igen kontrollen og kan slet ikke styre, hvor hun
danser hen. Karen danser ud i skoven, hvor hun igen møder soldaten, som siger hendes sko er
dejlige dansesko. Nu bliver Karen bange og vil have skoene af, men det kan hun ikke. Skoene er
vokset fast til hendes fødder. Så danser hun ind på en kirkegård og over imod kirkedøren, men der
møder hun en engel. Englen siger, at hun skal danse rundt, til hun bliver kold og bleg. Hun skal
danse fra dør til dør, til andre forfængelige børns skræk og rædsel. Karen råber nåde, men i det
samme danser skoene videre. Karen danser dag og nat, og en dag danser hun også forbi den gamle
dame, som er død i mellemtiden, og Karen føler sig nu meget fortabt og forladt, men en dag danser
hun forbi Skarpretterens hus, og hun beder ham om hjælp. Han er bøddel og siger til Karen, at han
hugger hovedet af de onde mennesker, og han kan mærke hans økse dirrer. Karen beder ham om
han ikke bare kan hugge fødderne af hende, og det gør han så, men fødderne og skoene danser
videre. Karen vil nu i kirke og prøver også flere gange, men hver gang hun prøver, kommer de røde
sko og danser foran hende, så hun ikke kan gå ind, for hun kan jo ikke have skoene og de dansende
fødder med ind i kirken.
Det bliver nu meget klart, at det med at danse og de røde sko er noget meget skidt noget, og at
Karen er helt galt på den. Hun forlader den gamle kone på sit dødsleje for at danse, og kan ikke
engang se, at der er nogen synd i det, hvilket vi kan se i denne sætning ”hun saae paa den gamle
Frue, der jo ikke kunde leve, hun saae paa de røde skoe, og det syntes hun der ingen synd var i;”( s.
331 l. 35-36). Vi ser også at de seksuelle drifter, som Karen har, på ingen måde kan tolereres af
kirken. Karen bliver forbandet af en engel, der også siger, at hun er forfængelig.
Karen danser ud i den mørke skov, hvor hun igen møder soldaten. Skoven er ofte et symbol på det
ubeviste. Den er stor og mørk og man ved aldrig, hvad man kan møde der. Karen møder soldaten,
og hvis skoven er et symbol på det ubeviste, så kan man igen se soldaten som Karens animus. Det
bliver på den måde mere og mere tydeligt, at det er Karens drifter der giver hende problemer.
Det går op for Karen, at der er noget galt. Hun har mistet alt kontrol og kan ikke engang få skoene
af på anden måde end ved at få fødderne hugget af. Det er igen meget symbolsk at det er en bøddel
Dansk stil af [navn fjernet] 2by De røde Skoe 19/10 2004
Side 5 af 6
der hjælper Karen med dette. Bødlen er normalt ham der henretter folk altså slår folk ihjel. Her
hjælper han Karen med at slå en del af sig selv ihjel. Nemlig hendes seksuelle drifter. ”men Skoene
dandsede med de smaa Fødder hen over Marken ind i den dybe Skov.” (s. 333 l. 7-8) Det kan altså
godt være at Karen får hugget disse drifter væk, men de forsvinder ikke endnu. De befinder sig blot
i skoven, altså i hendes det ubeviste. De dansende fødder og sko bliver jo også ved med at dukke op
når Karen prøver på at komme i kirke og angre sine synder. Der er altså stadig noget galt. Karen er
ikke blevet et bedre menneske endnu, og der står da også at Karen siger: ”nu vil jeg gaae i Kirke, at
de kunne see mig.” (s. 333 l. 12-13) Karen er stadig forfængelig, og går mere op i at folk skal se, at
hun kan gå i kirke, end at angre sine synder. Karen er stadig ikke kommet helt af med det verdslige,
og derfor dukker skoene stadig op, så hun ikke kan gå i kirke.
Sidste del vælger jeg at kalde ”Karen kommer hjem til gud”, og den går fra side 333 sidste linje til
slutningen af eventyret. Karen søger nu arbejde på en præstegård. Hun behøver ingen penge for det,
bare tag over hovedet og det at være sammen med gode mennesker. Hun kan stadig ikke gå med i
kirke, men sidder i stedet der hjemme, når de andre er i kirke, og læser salmebogen alene. Karen
beder nu Gud om hjælp, og så dukker englen op igen, og den bringer kirken til Karen, eller også er
det omvendt. I kirken bliver Karen så lykkelig og fyldt med glæde og fred, at hendes lille hjerte
brister, og hendes sjæl flyver op til gud.
I denne sidste del kommer Karen omsider hjem. Hun er endelig kommet af med sine drifter og sin
forfængelighed og har gennemgået en udvikling, der til sidst bringer hende hjem til gud. Karen vil
arbejde helt uden at få penge for det, og man hører også at: ”naar de talte om Pynt og Stads og at
være deilig som en Dronning, rystede hun med Hovedet.” (s. 334 l. 6-8) Karen er ikke længere
forfængelig, og går nu ikke længere op i at ligne prinsesser og dronninger. Hun angrer virkelig sine
synder, og hun vil ikke længere i kirke fordi andre skal se, at hun er der. På trods af at hun ikke kan
komme i kirke, så sætter hun sig alligevel med salmebogen og beder. Karen har endelig opdaget,
hvad der er vigtigst, og derfor bliver hun frelst.
”De røde Skoe” har en komposition (opbygning), som mange andre eventyr også har. Denne
komposition bygger over hjemme-ude-hjem princippet, som går ud på, at der er en hovedperson,
som starter med at være ”hjemme”. Dette er personens udgangspunkt. Så begiver personen sig ud
på en slags rejse af en eller anden art. Dette kan der være forskellige årsager til. ”Rejsen” er det man
kalder ude. I denne ude fase skal personen gennemgå en udvikling, der i sidste ende vil føre
Dansk stil af [navn fjernet] 2by De røde Skoe 19/10 2004
Side 6 af 6
personen hjem. Ikke tilbage til sit udgangspunkt, men et andet hjem. Personens nye og personlige
hjem. I mange eventyr skal personen blive voksen, og ende med at blive gift og leve lykkeligt til
sine dages ende. Dette vil kun ske, hvis personen rent faktisk gennemgår en udvikling i ude fasen.
Man skal jo blive voksen for at få sit eget hjem.
Karen gennemgår i dette eventyr en udvikling, men det er måske ikke lige den udvikling man
kunne forvente, eller den udvikling som man i dag ville sige var sund. Karen er blevet teenager, og
har svært ved at styre sin seksualitet. Løsninger på problemet er i dette eventyr at forkaste sin
seksualitet fuldstændig. Ifølge Jung skal man ikke forkaste sin seksualitet, man skal se den i øjnene
og acceptere den. Soldaten er i dette eventyr Karens negative animus, hvis det skulle have gået
hende, som det gik med prinsessen med de tolv par guldsko, så skulle hun have mødt sin positive
animus, som ville have reddet hende, og hun ville i sidste ende sikkert blive gift med ham, og leve
lykkeligt til sine dages ende. Det at hun havde mødt sin positive animus, som ville have reddet
hende, ville have symboliseret at hun kom i kontakt med sin seksualitet og dermed gennemgik den
udvikling, som er rigtig ifølge Jung. Hun ville på den måde være kommet hjem.
Karen kommer i dette eventyr hjem, selvom hun ikke gennemgår den udvikling, som Jung mener
man skal. I dette eventyr er seksualitet altså noget dårligt, og den rigtige måde at udvikle sig på, er
at forkaste seksualiteten, så man kan være en god kristen person. Gør man ikke det, er man ikke
velkommen i Guds hus, man må leve sit liv i synd og kommer sandsynligvis aldrig hjem. Karen
gennemgår en udvikling, der fører hende hjem til Gud. Det kan så diskuteres, om man synes denne
udvikling er den bedste, eller om det ikke havde været bedre, hvis hun havde gennemgået den
udvikling, som Jung anbefaler.