Dansk A STX – Skriftlig eksamen – 22. maj 2015
1
Ekspeditionen til verdens ende
Moder Jord har været her meget længere end os alle sammen til sammen. I dag mener vi, at hun er 4,6
milliarder år gammel. Istider går og kommer, og for knap 12.000 år siden sluttede den sidste. Mennesket er
kun en brøkdel af historien, men i denne tid er der alligevel noget der tyder på, at vi selv påvirker naturen
og vores forhold til den. Daniel Denciks dokumentarfilm ”Ekspeditionen til verdens ende” fra 2013 viser et
møde mellem mennesket og noget af jordens mest barske og storslåede natur. Vi følger skibet Activs rejse
til det nordøstlige Grønland med forskere og kunstnere ombord. I et uddrag af filmens begyndelse ser vi
besætningen ankomme og gå i gang med arbejdet. Det bliver et møde, der viser store kontraster mellem
mennesket og naturen, og som skaber rum for en tanke eller to hos seeren. Er mennesket ubetydeligt i
forholdet til naturen?
Filmens hovedplot er, at en gruppe forskere og kunstnere ankommer til Grønland som en del af et projekt.
Hovedplottet er bygget kronologisk op, men filmen indeholder også interviews med nogle af forskerne. Et
sejlskib bryder gennem isen på havet for at komme ind til land. Man ser i den første del af filmen
besætningsmedlemmerne på skibet, mens de arbejder og hører musik (00:00-02:12). De sejler det sidste
stykke ind til land i mindre gummibåde, og da de går på land affyrer kunstneren ved en fejl et skud med sit
våben. Man ser nu gruppen hente og undersøge et stort fossil, som de fragter væk (03:31-04:59). I den
næste del af filmen klippes der mellem interviews med to af forskerne og en dykker, som henter noget op
fra havet (04:59-06:28). Der klippes herefter til en af forskerne, som er i gang med at undersøge en fisk. I
den sidste del af filmen ser man en af mændene forsøge at komme til at flyve som fuglene ved hjælp af en
drage.
Filmen indledes med smukke billeder i beskæringen supertotal af isbjerge og den rå natur. Der er en stor
kontrast mellem de mørke bjerge i baggrunden og det lyse isbjerg i forgrunden. På lydsiden høres allerførst
den voldsomme lyd af, at store isflager knækker af et isbjerg og styrter i havet. Så begynder toner af
klassisk musik, der i høj grad er med til at sætte stemningen og gøre den dyster. Musikken er nemlig toner
fra Mozarts ”Requiem”, som er kendt som en dødsmesse. Der er er klip af en af mændene i gruppen. Han
ser alvorlig ud, nærmest bekymret (00:18), og det stemmer godt overens med den dramatiske musik. Det
bevirker tilsammen, at naturen i filmens intro fremstilles som noget ærefrygtigt og stort. Men der sendes
også signaler om teamet. Isflagerne falder larmende i vandet, og det forbinder seeren med det samme med
klimaforandringer. Mennesket fremstilles underdanigt i mødet med naturen, men efter godt halvandet
minut skifter filmen spor. Først skifter musikken karakter. Der spilles dele af Metallica-hittet ”Blackened”
Dansk A STX – Skriftlig eksamen – 22. maj 2015
2
fra 1988. Først tror man som seer, at der er tale om ekstern lyd, men et af gruppemedlemmerne sidder helt
tydeligt og rocker med til musikken, og det endelige bevis kommer, da man ser højtaleren, som lyden
kommer ud af. Billederne bliver mere dynamiske, og kliplængden bliver kortere. Det giver et indtryk af, at
der er gang i den på skibet, og man får nu et klart bilede af, at skibet er en arbejdsplads. Hvor naturen før
var altdominerende i forholdet mellem menneske og natur, spiller mennesket nu pludselig en større og
mere aktiv rolle.
Da gruppen går på land, falder kunstneren og affyrer i den forbindelse ved en fejl et skud med sit gevær,
hvorefter han svarer ”Whatever” til en kommentar, måske på grønlandsk, fra en af de andre. Igen
fremstilles menneskets forhold til naturen helt anderledes end i filmens indledning. For det første er der
noget symbolsk forbundet med det at gå i land et nyt sted. Det kan betyde en helt ny begyndelse eller et
helt nyt eventyr. Det affyrede skud viser en uforsigtighed, og det er i høj grad med til at skabe det indtryk,
som seeren får af mødet mellem natur og menneske i filmen. Forskergruppen indtager området, selvom
naturen fortsat fremstilles som barsk. Den fremstilling sker bl.a. ved hjælp af billedbeskæringen. En af
mændene i filmen udtaler kort efter skudepisoden: ”First man on this part of the world” (03:20).
Beskæringen er total, og man ser ham altså sammen med omgivelserne og i forhold til omgivelserne, mens
han siger det. Han snubler, men fortsætter sin færd op ad skråningen. Effekten er, at der ikke længere er
ærefrygt og distance i forholdet mellem naturen og mennesket. Den efterfølgende scene viser en af
forskerne i gang med at hugge et stykke af et af bjergene. Det virker som om, de er gået direkte i gang med
arbejdet lige efter ankomsten, og det er med til at understøtte det indtryk, man får, af at de effektivt
indtager naturen og bruger den som arbejdsplads. Men deres arbejde fremstilles også en smule
ustruktureret og tilfældigt. I tre scener efterfulgt af hinanden ser man forskerne være i gang med arbejdet
(03:31-03:53). Kameraføringen er håndholdt, og der er ikke nogen replikker. Det gør, at seeren opfatter
klippene som autentiske og uplanlagte. Dermed underbygger det også, hvad formålet med ekspeditionen
ifølge geolog Minik Rosing er: ”I stedet for at have et projekt, som har et klart defineret forskningsmæssigt
eller formidlingsmæssigt eller et eller andet andet mål, så er det et projekt, som, kan man sige, starter med
muligheden, og så se, hvad der kommer ud af det” (02:22). Det tilsyneladende tilfældige arbejde passer
altså godt ind i formålet med turen.
De to forskere, som interviewes i filmen, en geolog og en biolog, deler en grundholdning om, at mennesket
og det levende spiller en rolle i naturen. Geologens synspunkter får vi indblik i, i forbindelse med at
forskerholdet finder en algemåtte: ”Det er de levende organismer, som er hovedmaskinen i Jordens måde at
fungere på, og vi hører jo bl.a. til de her levende organismer, vi er dem, der faktisk er de dominerende af
dem nu” (05:14). Biologen udtaler sig i sit interview om menneskets rolle i masseuddøen: ”Selvfølgelig er
Dansk A STX – Skriftlig eksamen – 22. maj 2015
3
det skræmmende, at vi lige nu måske er en del af en af de helt store masseuddøener. Og det er da også
rigtig ærgerligt, at vi selv er med til at generere den. Det er jo aldrig nogensinde sket før, at en enkelt art
har formået at skabe så stor en masseuddøen” (05:58). Disse udtalelser er en vigtig del af det, som er
Denciks intention med filmen. Han sætter med filmen menneskets forhold til naturen i relief.
Forskerholdets møde med naturen fremstilles ved at opstille en kontrast mellem menneske og natur. Men
mennesket er en del af naturen, uanset om vi genererer klimaforandringer og masseuddøener eller ej. Lige
nu er naturen ved at blive taberen i kampen med mennesket. Denne fortolkning understøttes af filmens
titel. ”Verdens ende” henviser ikke kun til det, at ekspeditionen drager langt væk hjemmefra. I billedlig
forstand er titlen forbundet til klimakrisen og antyder, at mennesket er grund til det, som kan blive enden
på verden. Valget af Mozarts ”Requiem” er ikke tilfældigt. Stykket bruges til at overbevise om, at der måske
er tale om en dødsmesse over verden, som vi kender den.
En anden film, som tager temaet klimaforandringer op til debat er den britiske ”The Age of Stupid” fra
2009, som er instrueret af Franny Armstrong. Filmen blander i endnu højere grad fiktion og fakta end det er
tilfældet i ”Ekspeditionen til verdens ende”. Den foregår i 2055. Her lever hovedpersonen alene i en verden
ødelagt af klimaforandringer og ser faktiske, dokumentariske klip af naturen i 00’erne. Genren er en
alternativ blanding af dokumentar, drama og animation, og der lægges ikke skjul på, at der er tale om en
blanding af fakta og fiktion. I Denciks film kan man føle sig vildledt. Hvad er sandt, og hvad er falsk? Vores
følelser påvirkes i bestemte retninger, hvilket er meningen med filmen. Den har et vigtigt budskab, og
dokumentargenren overbeviser os om, at det, vi ser, er sandt. ”The Age of Stupid” formår med en anden
genre også at påvirke os. Dencik er ikke alene om at finde temaet interessant og bekymrende.
Moder Jord er vant til lidt af hvert. I Daniel Denciks film ”Ekspeditionen til verdens ende” følger vi forskere
og kunstnere på en ekspedition til det nordøstlige Grønland, og filmen formår virkelig at undersøge
menneskets forhold til naturen. Ved ankomsten markeres kontrasterne mellem menneske og natur især
ved en vellykket brug af lydeffekter og billedbeskæring. Fronterne trækkes op, og mennesket indtager
naturen. Men der er noget, der ligger og ulmer. Allerede fra start skabes der associationer til
klimaforandringerne, som mange mener er menneskeskabte. Vi følger forskernes arbejde, og vi må
forholde os til, at mennesket nok nærmere er en del af naturen end en modsætning til den.