Dansk A STX – Skriftlig eksamen – 30. maj 2016
1
En hustrus kærlighed
Anerkendelse og en følelse af værdighed er enormt vigtigt for os mennesker, hvis vi skal opretholde glæden
ved livet, men social anerkendelse kan også blive lidt af en konkurrence. Udadtil vil vi vise, at vi er de
bedste og de fineste. Sådan har Fru Piccalil det i hvert fald, hovedpersonen i novellen ”En hustrus
kærlighed”. Hun går meget op i værdighed og at få anerkendelse fra de andre borgere i den lille by, hun bor
i. Så meget, at hun ender med at begå en forbrydelse. Novellen er skrevet af den danske forfatter H. S.
Holck og udgivet i novellesamlingen Sydfranske fortællinger fra 2013. Det bedste ville vel være, hvis vi ikke
gik så meget op i, hvad andre tænker om os. Men finder Fru Piccalil ud af, at værdigheden i virkeligheden
kommer indefra og ikke udefra?
Novellen er komponeret som et lineært forløb med flashbacks. Der er bagudsyn i novellen, og i novellens
nutid befinder hovedpersonen Fru Piccalil sig i et lille lokalsamfund i færd med at aflevere sine børn i
skolen. Fortælleren er en personbunden tredjepersonsfortæller, som er åbenlys og har adgang til
hovedpersonens tanker og følelser. På vej tilbage fra skolen går Fru Piccalil forbi det lokale postkontor, og
det får hende til at tænke tilbage på en hændelse, hvor hun lavede et røveri og truede postdamen med en
signalpistol. Derefter flygtede hun, men blev fanget af ejeren af byens cafe og kom i fængsel. Først sent i
novellen når læseren frem til det tidspunkt, der fortælles fra. Fortælleren bruger lang tid på at fortælle om
Fru Piccalils familieliv i den lille by. Der hentydes flere gange i løbet af novellen til røveriet, uden at læseren
ved, hvad der er sket. Novellen er holdt i datid, men til allersidst skiftes der til nutid: ”Familien Piccalil bor
stadig i den samme by, i det samme lille lokalsamfund” (l. 103).
Fortælleren har tydeligvis adgang til hovedpersonens tanker og følelser: ”Hun havde været manisk den dag,
det var sket; hun havde gjort det uden at tænke sig ordentligt om. Nu bagefter var det som om, det slet ikke
var hende selv der havde udført handlingen” (l. 55). Der fortælles gennem Fru Piccalil, men det virker
alligevel som fortællerens udlægning af handlingen, at hun var manisk. Flere steder i novellen spiller
fortælleren en aktiv rolle ved at fortolke og kommentere. Fortælleren bruger mange fagord fra psykologien,
fx manisk og depressiv til at beskrive hovedpersonen. Normalvis får bagudsyn læseren til at føle sig mere
tryg ved fortælleren, fordi fortælleren har overblik og ser tilbage på historien, men den åbenlyse og
deltagende fortæller i novellen ændrer på forholdet mellem læser og fortæller. Derfor kan læseren blive i
tvivl om, hvorvidt man kan stole på fortællerens diagnosticering af Fru Piccalil. Det antydes fra start, at
fortælleren kender hovedpersonens underbevidsthed, altså noget, som hovedpersonen ikke en gang selv
kender til: ”Så havde det langsomt taget form i hende – men kun i hendes underbevidsthed” (l. 2).
Dansk A STX – Skriftlig eksamen – 30. maj 2016
2
Novellen foregår i et lille lokalsamfund. Allerede tidligt i novellen kommer der beskrivelser af byen: ”Forbi
den lukkede damefrisørsalon og over det lille torv ved bymidten, der faktisk kun var et vejkryds” (l. 6). Der
skabes et billede af tilbagestående samfund, som nærmest er gået i stå. Familien Piccalil bor i byen og har
deres omgangskreds der. Fru Piccalil er en stolt kvinde, som sammenligner sig med de andre i byen. Hun er
ked af, at det økonomisk er gået ned ad bakke for familien: ”Længe – havde hun talt med sin mand om
deres økonomiske problemer” (l. 18). Og kort efter fortsætter hun: ”de manglede dem [pengene] … Ikke
bare til børnene og den daglige husholdning, også til hans ekstra fornøjelser og hendes tøj. Hun gik i alt for
gammelt tøj” (l. 21). Fru Piccalils familie mangler hverken tag over hovedet, mad eller tøj på kroppen, men
hun kan ikke være lige så stolt længere i sammenligningen med byens øvrige familier. Når familien har
måttet sige farvel til noget luksus, påvirker det Fru Piccalil meget, fordi hun føler, det går ud over hendes
egen og familiens anseelse og værdighed i byen. Og værdighed, men også stolthed og skam fylder meget i
hendes liv: ”hun havde også sin stolthed, selvom de ikke regnede hende for noget” (l. 65). Hun skammer sig
over, at røveriet har påvirket familien og er overbevist om, at børnenes indlæringsvanskeligheder er en
direkte konsekvens af det. Skammen kan i høj grad hænge sammen med, at hun har nogle fasttømrede
holdninger til, hvad en kvinde er og bør være. Hun har nogle skarpt definerede forventninger til sig selv
både som kvinde, mor og hustru. Det ser man fx i den måde, hun omtaler mandens nært forestående
jubilæum, og hvordan det bør fejres: ”Man kunne ikke gå rundt og være sig selv bekendt – som familie …
som hustru, som mor og kvinde – på den måde” (l. 41). Hun omtaler også sin rolle som husmor: ”Pligter og
arbejde i hjemmet med mand og børn tog det meste af hendes tid – og så var hun altid træt, udmattet, og
havde bare lyst til at sove i den ”fritid” hun havde tilovers til sig selv” (l. 72). Hun er en fin dame, og den
sociale anerkendelse, der følger med, når man har en ordentlig og pæn familie, er vigtig for hende. Hun skal
faktisk helst være lidt finere end de andre i byen.
Da det går dårligere og dårligere med økonomien i familien, vælger fru Piccalil at lave røveri på
postkontoret. Det er ikke en klog beslutning, men årsagen til handlingen er pengemanglen og måske en
mangel på spænding, som hun selv forklarer: ”I virkeligheden havde det også været spændingen som drev
hende – en slags ophidselse, ligesom ved sex – et godt farligt samleje” (l. 45). Novellens titel indikerer
imidlertid noget andet. Røveriet er et desperat forsøg på at redde den værdighed, som hun føler, familien
er ved at miste: Hun begår røveriet af kærlighed til sin familie. Den sociale værdighed ved at være finere
end de andre er altså så vigtig for hende, at hun af kærlighed til familien vælger at begå et røveri. Hun tror,
det er det, hendes familie har brug for, og hun tror, at kærlighed og social værdighed og anerkendelse
hænger sammen. Men røveriet, begået i desperation, måske i en manisk periode, får ikke værdigheden til
at vende tilbage. Tværtimod forsvinder værdigheden helt, og efter fængselsperioden bliver der ikke engang
hilst på hende mere. ”Det hele var så underligt” (l. 59), står fremhævet med kursiv i teksten.
Dansk A STX – Skriftlig eksamen – 30. maj 2016
3
Det er uvist, om Fru Piccalil ved, hun begår røveriet med en signalpistol, som altså ikke er farlig: ”Fru Piccalil
(…) havde af alle hans [mandens] skydevåben, nedtaget fra væggen, en signalpistol. Som bekendt ganske
ufarlig – som våben” (l. 99). Læseren fornemmer en form for ironi i teksten. Mange ting står uvist hen. Vi
ved ikke, om vi egentlig kan stole på fortælleren, og vi ved ikke helt, hvad Fru Piccalils hensigt egentlig var,
da hun begik røveriet. På den måde lader forfatteren én ting træde meget tydeligt frem: Fru Piccalil sender
et signal med sin signalpistol. Der er noget galt i hendes liv – måske er der noget galt med den måde, hun
lever sit liv på. Novellens sidste sætning er meget vigtig for at forstå hensigten med novellen, og
vigtigheden understreges af skiftet i tid: ”Familien Piccalil bor stadig i den samme by, i det samme lille
lokalsamfund” (l. 103). Læseren kan ikke undlade at spørge sig selv, hvorfor familien ikke flytter, men
denne sidste linje i novellen giver måske et svar: Tanken om at kærlighed og social værdighed er to sider af
samme sag er noget iboende i os. Det er noget, som ifølge novellen er et generelt problem i vores samfund,
og på den måde er det ikke noget, vi bare kan flytte væk fra. Vi er fanget, fordi folk er stolte, fastlåste i
gamle vaner og normer og bange for forandringer. Forfatteren vælger at lade handlingen udspille sig i et
lille lokalsamfund, selvom novellens problemstilling og budskab er et generelt problem. Det gør han for at
konkretisere problemstillingen. I en lille by, hvor alle kender alle, er behovet for at være finere end de
andre meget konkret, fordi man kan overskue, hvem det er, man vil være finere end.
Novellen peger på et tema om anerkendelse og social værdighed, der er meget relevant i nutidens danske
samfund. Især mange unge føler, at der bliver stillet nogle krav til dem, som de ikke kan leve op til. Den
sociale anerkendelse bliver en konkurrence, der fylder meget i de unges bevidsthed. Som det sker for Fru
Piccalil i novellen, kan nogle unge komme til at føle, at de må tage nogle drastiske midler i brug for at vise,
at de lever op til alle de sociale normer og spilleregler. Eksempelvis føler mange i dag, at de er nødt til at
leve bag en falsk facade for at føle sig anerkendt.
Fru Piccalil sender et signal om, at der er noget galt. Der er noget galt med hende, noget galt med byen og
noget galt med vores samfund. Novellen er samfundskritisk og sætter spørgsmålstegn ved, om vores
opfattelse af værdighed er sund for os. Vi går for meget op i, hvad andre tænker om os. Fru Piccalil tror, det
er kærlighed, når hun forsøger at gøre familiens sociale anerkendelse bedre. Men det ender helt galt. Man
kan godt have kærlighed uden at være en fin familie med høj social status. Det tyder ikke på, fru Piccalil har
lært, at værdighed er noget, der komme indefra, men budskabet i novellen er alligevel klart: Vi skal undgå
at lade vores stolthed ødelægge kærligheden.