Et smut til Tyrkiet, i bil? Det
kan da umuligt være så
slemt. Sandheden er at 48-56
timer kan virker længere
end som så, bare ikke nok til
at takke ’nej tak’ til denne
fantastiske oplevelse.
Destination: Tyrkiet _____
En gennemsnits biltur til
Tyrkiet tager i hvert fald de 48
timer. Min familie har
igennem mange år kørt til
hjemlandet. Først og fremmest
på grund af de økonomiske
fordele. For en person over 13
koster turen, i sæsonen,
gennemsnitligt
kroner og da vi er 4 voksne og
to mindreårige, som koster
halvdelen, kan feriepengene let
slippe op. For det andet er
følelsen en helt anden ting når
man krydser grænsen og efter
3100 km, er glæden stor ved
mållinjen.
De første 3 timer til Tyskland,
føles som en fantastisk god
start på den næsten endeløse
rejse. Stemningen er god, og
tanken om varme, sol og
genkendte ansigter giver en rar
mave-fornemmelse. Alle 6
familiemedlemmer skråler
med på tyrkiske sange, mens
det danske land flyver forbi
vores vinduer. Vi kører tre
biler, alle samlet mod et fælles
mål. Færge turen er også altid
rigtig god, vi sidder og får en
bid mad mens mændene får sig
en velfortjent smøg. Snakken
går, hos især min mor om
hvilken slags guldsmykker
hun skal have med hjem i år
og hvad vi nu vil foretage
os de næste 5 uger, vi er af
sted. Alt forekommer så
behageligt og selv de
udelikate færge-toiletter,
med mindst 5-meter lang
kø, er som en elskværdig
selvfølge af rejsen.
Stemningen vedligeholdes
altid godt et par timer ind i
de tyske motorveje, men
som natten sætter ind og
søvnen stille overmander
én, mærkes manglen på
plads øjeblikkeligt. Tit
bliver det for varmt, med
alle de tunge åndedræt og
ruderne bliver helt dugget
til. Mens far, som er
chauffør det meste af vejen,
skruer ned for varmen
begynder man langsomt at
koldsvede. Dette bliver
hurtigt omdannet til en
dunst af forskellige lugte.
Håret bliver klamt og
klistrer sig fast på huden og
man kan aldrig vide sig
sikker på om man rent
faktisk sveder eller fryser?
Når natten stilner af og
solen igen er på vej op,
føles strålerne som en
gigantisk lampe der river
dig ud af den ubehagelige,
men nødvendige, søvn.
Pladsen virker også mindre
i dette lys og gang på gang
får man en fod i hovedet
eller en albue i ryggen.
Tyskland, Østrig og starten
STX 2.g
måde. Kropsvæsker og
manglen på bad og toilet sætter
sit præg på os og bilens lugt.
Fra den ene frastødende
rasteplads til den næste, ser
man hvordan processen fra
rejse-klar - til hærget gradvis
sætter ind. En rastløs trætheden
overmander også én, da man
konstant ligger, sidder stille
eller sover.
Bulgarien føles som en
befrielse fra de fugtige og våde
lande. Det tørre terræn smitter
STX 2.g
forekommer, lidt mere
’hjemmeligt’ da det er det
sidste land inden Tyrkiet. Men
med dette følger myggene og
paskontrollerne med. Da vi
ikke længere er inden for EU,
kan man vente ved en grænse i
over 8 timer. Enten i nattens ly,
med myg sværmene omkring
dig, parate til at sætte deres
tænder i dit blodige kød. Eller
om dagen hvor den stegende
sol, ikke værdier dig den
mindste form for brise eller
skygge.
Bulgarske grænsekontrollører
er hvad min far kalder for,
opsnapningsbetjente.
De gennemsøger vores bil fra
motorhjelm til bagagerum. Og
tager hvad de kan få fingre i,
dåse colaer købt i færgen, de
kan bede om penge til en bid
mad og flere pakker cigaretter.
Så lige meget hvad, formår de
altid at opsnappe noget, vi har
betalt for!
Langsomt begynder man at
vækkes til live igen. Selvom
man ligner en flok vagabonder
på benzin-stoppende, er målet
indenfor rækkevidde og
børnene begynder igen, med al
den energi, at fise rundt med
shorts og is i hænderne.
Maden som er pakket
begynder så småt også at blive
overflødig, da alle vil vente til
der er mulighed for noget godt
tyrkisk mad. Mens vi ihærdigt
jagter grænsen.
Det blafrende flag, dér var
det. En ubeskrivelig følelse
ruller henover mig, glæden ved
at se dette syn er så speciel, at
jeg på ingen måde kan sætte
ord på. Det røde flag, farvet af
vores forfædres blod, som
prydes af nattehimlen med sin
måne og stjerne. Hele mit
legeme bliver dækket af
gåsehud, og følelsen af
hjemkomst slår mig så hårdt,
at jeg kan mærke tårerne inde
bag de smilende øjne, på mit
opad kiggende ansigt. Her kan
ingen sige, jeg ikke hører til –
nej! Her kan ingen sige, at du
kan blive sendt hjem hvor du
hører til. Det her er mit, mit
modersmål og mit blod.
Endelig Tyrkiet jubler alle,
og sejren er frembrusende i
alles øjne. Nu er der igen tid til
sjov og pjat mens man nær
havnen, hele tiden har en brise
i håret – så det hverken er for
koldt, eller for varmt. Vi sætter
to langborde sammen, bestiller
alle sammen vores traditionelle
the, i de fine små glas. Smagen
overvælder altid én, og alle
sidder i stilhed mens man i
baggrunden kan høre børnenes
pjatten og latter. Idyllen er
der ikke noget at sige til, og
resten af turen forekommer
så let som ingenting. De
rare mennesker ved havnen
gør hele oplevelsen meget
bedre, de små boder med
friske figener og
vandmeloner stablet i store
stakke gør hele atmosfæren
uimodståelig.
Grønthandlerne der er så
varmhjertede og åbne af
sind, gør kultur forskellen
enorm stor. Den mere
indelukkede facade man har
i Danmark, bliver lagt langt
væk på hylden, og man
griner og joker med folk af
ren og skær glæde for at se
sit folk.
10 timers kørsel er nu
meget nemmere, for når
man krydser grænsen, kører
vores tre biler i næsten hver
sin retning, da landet er så
stort og da man er fra
forskellige egne kan man
ikke følges så meget af den
resterende vej. Vores
hjemby ligger ved den
vestlige bred, ved Izmir,
Marmaris og Bodrum. De
10 timer flyver af sted, og
man er så døsig efter færge
turen fra den ene bred til
den anden at man sover hele
vejen. Her er det dog
varmen går ind og bliver
meget overvældende og
sveden drypper bogstaveligt
talt ned af panden på dig. Et
koldt bad, efter 56 timers
kørsel kan bare ikke blive
bedre.
Da vi endelige ankommer
til min fars barndomsby,
står hele familien; farmor,
farfar, tanter, onkler, mostre og
deres børn og venter med
håbefulde blikke. Jeg kan
kende mig selv i deres øjne og
træk da jeg mest af alt ligner
min far. Genkendelsen skylder
indover mig, og igen får jeg
følelsen af et inderligt savn der
er endt. Aftenluften og synet af
bordene med mad som venter
på os, selvom man for alt i
verden trænger til et rigtigt bad
og en ordentlig seng, får bare
11 måneder til at virke som en
evighed og man vil ikke vente
et sekund mere med at
absorbere hele forandringen i
sig. Og når jeg indånder det, i
lige det øjeblik med maden og
aften luften, og vores bøn over
højtalerne i alle moskeers
tårne, takker jeg min gud for at
jeg er så beriget med
muligheder, for at gennemleve
denne stund.