[navn fjernet] IØ aflevering; udviklingsteori 28/2-2011
HH3A
1
Opgave 1a:
Ved økonomisk vækst forstås den årlige stigning i BNP i faste priser (såfremt andet ikke er
opgivet). De fleste højtudviklede lande har under stabile økonomiske forhold en vækst på 1 ½ - 2 ½
%. I perioder med højkonjunktur når væksten ofte 2 ½ - 5 %, hvor den i krisetider med
lavkonjunkturer og høj arbejdsløshed ofte oplever negativ økonomisk vækst, da der bliver
produceret mindre. I nyindustrialiserede lande som Kina og Sydkorea har der i perioder været
vækstrater på helt op til 10 - 12 %.
Land 1: USA – USA har ifølge tabellen haft en stabil vækst over hele perioden, med til mellem 2 ½
og 4 – med undtagelse af 2001 og 2002. De lavere vækstrater i 2001 og 2002 som specielt afspejles
HHX 3. år
spor. Sidenhen har de kæmpet sig op igen og havde allerede i 2003 en vækst på 2 ½. Den
økonomiske udvikling i USA må derfor konstateres som stabil.
Land 2: Thailand – væksten BNP’et i Thailand har stormet frem ligesom i resten af se østasiatiske
land. Vækstraterne har for Thailand kun været under 5 % ganske få gange. Det første sted med lav
vækst i tabellen var i perioden , hvor der var en omfattende økonomisk krise i Asien,
grundet politikerne havde mistet grebet omkring i asiatiske økonomier, hvilket gav enorme
underskud på betalingsbalancerne. Thailand er derfor et land, hvor der er eksplosiv vækst, hvilket er
kendetegnet ved mange andre østasiatiske lande.
Land 3: Zambia – Zambia har i perioden fra 1981 og helt frem til 1995 ikke haft stabil vækst. Den
har svinget meget. Gennemsnittet fra første periode er f.eks. på 0,4. i næste periode kom den så op
på et ordentligt niveau, 1,6 – for at skifte til en tilbagegang på 3,1 % (BNP vækst på -3,1). Fra nogle
få år før årtusindskiftet og frem til 2005 har der været høj økonomisk vækst i landet.
Opgave 1b:
Land 1: USA – USA's BNP pr. indbygger har i perioden mere end tredoblet sig. Den er gået fra
12.000 til over 40.000 USD pr. indbygger over kun 25 år. De store stigninger har især været i de
første 20 opserverede år hvorefter udviklingen har væsentlig lavere, men trods alt stabil. Dette
hænger godt sammen med den stabile vækst i det samlede BNP, som jeg tidligere har haft nævnt.
[navn fjernet] IØ aflevering; udviklingsteori 28/2-2011
HH3A
2
Land 2: Thailand – væksten BNP’et pr. indbygger har i Thailand fuldt den enorme økonomiske
udvikling landet har oplevet de seneste år. Med en stigning fra 1.300 USD til 8.300 USD pr.
indbygger på blot 25 år, ses det klart at der har været en massiv udvikling i landet! Denne udvikling
har specielt været synlig i perioden fra 1995 til 2000 – den samme periode hvor de asiatiske
økonomier løb løbsk.
Land 3: Zambia – Zambia har i de 25 år der som tabellen strækker sig over næsten stået stille. Over
alle de 25 år har der været en samlet vækst i BNP pr. indbygger på under 50 %, hvilket må
konstateres som lavt, når man sammenligner med de andre lande. Det er lige før at det denne
stigning kan forklares med den inflation, der har været gennem årene.
Da BNP pr. indbygger er en gennemsnitlig størrelse kan det give misvisninger, hvis indkomsterne i
det givne land er skævt fordelt. Dette er specielt i olieproducerende lande, med få meget rige og
mange fattige. Derudover kommer det at det kun er erhvervsmæssig produktion, der medregnes.
Selvforsynes er her ikke medregnet, hvilket kan få lavindkomstlande til at fremstå endnu fattigere
end de egentlig er.
Opgave 1c:
I 1980 var Danmarks BNP pr. indbygger mere end 16 gang større end Zambias, og der var en
forskel på mere end 10.000 USD mellem en person fra Danmark og en person fra Zambia. 23 år
senere var dette dog endnu værre. Det danske BNP pr. indbygger var nu næste 36 gange større end
det zambiske og forskellen var nu på næsten 31.000 USD.
Disse tal viser i høj grad hvor stor en forskel, der er mellem den danske økonomi og den zambiske.
Endnu mere viser det hvilket stilstand, der har været i Zambia. Hvis man kigger på tallene før
sammenligningen har der, som jeg nævnte i opgaven på forrige side, dårligt været økonomisk
udvikling i Zambia. Dette sat i lys af forskellen mellem den danske og zambiske økonomi er gået
fra en forskel på lidt over 10.000 til næsten 31.000 på kun 23 år. Forskellen er i disse år vokset med
over 20.000 USD. Hvis Zambia havde haft samme vækstrater som Danmark har haft, ville det
zambiske BNP pr. indbygger ligge på næsten 2.000 USD pr. indbygger (1.963 helt præcist). I stedet
ligger Zambia stadig i ekstremt fattigdom. De er simpelthen blevet fastholdt i fattigdomscirkel (,
som er nærmere beskrevet i Opgave 2) og er ikke kommet videre.
[navn fjernet] IØ aflevering; udviklingsteori 28/2-2011
HH3A
3
Danmark har derimod stort frem med stabil vækst hvert år, hvilket har gjort, at forskellen er så stor;
den danske økonomi er blevet større og den zambiske har stået stille. Disse lave tal for Zambia
fortæller også noget om den levestandard, der er i landet. Den gennemsnitlige zambianer har næsten
intet forbrug, og man må regne med at næsten al produktion, bliver til eget forbrug. Det samme må
man regne med, når man kigger på serviceydelserne (reparationer, mm.) – at de er foretaget af
familierne selv, da der ikke er nok penge til at købe det.
Opgave 1d:
Forholdet mellem det danske og det zambiske HDI i 2003 var på 2,48 gang (ved at dividere det
danske HDI – 0,941 – med det zambiske HDI – 0,394). Danmark lå i 2003 på plads 14 imens
Zambia lå på 166. Dette er næsten toppen og bunden af listen.
Ved sammenligning af forskellene på BNP pr. indbygger og HDI, fremstår forskellen meget
mindre. HDI er beregnet via et gennemsnit af indekstal for købekraft målt i BNP pr. indbygger,
leveralder og hvor mange, der kan læse og skrive; alfabetisme. HDI bliver brugt til at vise den
gennemsnitlige levestandard. Forskellen er lavere ved HDI-værdierne, da der også er andre faktorer,
der inddrages i sammenligningerne. Den er ikke udelukkende baseret på købekraften. Der er for
eksempel færre analfabeter i Zambia, end der er i Mozambique. Den lavere forventede levealder og
et laver BNP pr. indbygger trækker dog Zambia ned på listen.
BNP’et pr. indbygger er langt større i Danmark end i Zambia, da vi her i højere grad betaler for
serviceydelser, hvor man i Zambia er langt mere selvforsynende. Da disse serviceydelser er
medtaget i BNP’et, er det med til at øgeforskellen, selv om ingen af tallene for Zambia er gode; en
forventet levealder på et godt stykke under 40 år, hver tredje er analfabet samt under 1.000 USD pr.
indbygger til forbrug om året.
[navn fjernet] IØ aflevering; udviklingsteori 28/2-2011
HH3A
4
Opgave 2:
Som det fremgår af bilag 5, er det stort set ingen, der køber varer fra Afrika. Den samlede eksport
fra Afrika var på 3,5 mia. op imod den samlede import i Danmark på 400 mia. i 2004. Til
sammenligning havde ét asiatisk land overgået hele den afrikanske eksport. Dette land var
Sydkorea, der havde en eksport til Danmark på 4 mia. samme år. Sydkorea har også været et land
med lavt økonomisk niveau. Et andet asiatisk land, der er buldret frem i tallene for Danmarks
import er Kina, der på bare 10 år nu eksportere det samme som USA gør til Danmark, selvom de for
10 år siden kun eksporterede det samme som Afrika. Der er stor fattigdom i de afrikanske lande,
som nu er de blandt de fattigste lande i verden, hvis man kigger på BNP pr. indbygger. Den
økonomiske vækst er i disse lande også meget lille, men hvad kan skyldes at der i de asiatiske lande
har været så stor fremgang, selv om de har været på et niveau hvor de afrikanske lande er nu?
I bilag 5 forklarer Rikke Bechmann Danielsen fra DI det med begrebet frihandel. De asiatiske lande
har åbnet op for udenlandsk firmaer og udenlandske investeringer, hvilket har vist sig et være en
god beslutning, hvis man kigger på hvordan deres økonomier har udviklet sig. De afrikanske lande
har gjort det modsatte og lukket af. Der er i Afrika mange handelshindringer og – barriere, hvor
man i Asien har afviklet told mm. Rikke Bechmann Danielsen mener, at hvis Afrika også fik
afskaffet handelshindringerne ville dette løfte både de Afrikanske økonomier, men også de vestlige
landes. Hvis Afrika fik afviklet handelsbarriererne og var åben imod udenlandske investeringer i
landet, ville dette helt sikkert hæve niveauet for de afrikanske økonomier. Sammen med dette ville
det kræve, at der kom mere interesse i Afrika, end der er nu. Hvis der blev åbnet op for udlandet i
Afrika, ville der kunne blive flyttet flere fabrikker til landene, så de ikke skulle leve af landbrug,
men i stedet ville kunne blive nye produktionslande. Afvikling af handelsbarriere ville ikke kun øge
import fra vestlige lande, men det ville også den regionale handel. De forskellige lande ville på
denne måde kunne ”hjælpe” hinanden op på et højere økonomisk niveau.
Ifølge Jesper Brendstrup fra HTS er det lave teknologiske niveau i landene også en forklaring på
hvorfor folk er så fattige i de afrikanske lande. Med er undtagelse af områder i både Nord- og
Sydafrika er både kvaliteten og effektiviteten for lav, siger han. Der skal derfor fokuseres på at
forbedre den teknologi, der er i landene, så de kommer op på højere niveauer med bedre kvalitet –
specielt hvis der skal ske handel til vestlige lande. Ud over en dårlig kvalitet i produktionen er der
også for dårlig erhvervsstruktur. Folkene – specielt mændene – er simpelthen ikke vandt til at stå op
om morgenen og gå på arbejde for så først at komme hjem nogle timer senere. Selve kulturen
[navn fjernet] IØ aflevering; udviklingsteori 28/2-2011
HH3A
5
omkring det at arbejde er for fjern for mange af dem, og det ville tage lang til at få fremmet dette.
Dette er dog bare ikke så lige til, som det lyder. Der er stor politisk ustabilitet, dårlig infrastruktur
samt dødelig og smitsomme sygdomme. Disse ting skal klares, før der ville kunne komme bedre
økonomiske tal fra afrikanske lande. Alle disse ting er dermed med til at fastholde de afrikanske
landes BNP og BNP pr. indbygger meget lavt, da der så længe alt dette eksisterer, ikke ville kunne
ske ordentlig udvikling i landene. Man kan her argumentere, om det er deres egen skyld, eller om
det er de vestlige kolonimagters skyld. Efter kolonimagterne tog over, blev landene til
forsyningsstationer hvor der hovedsageligt blev produceret et produkt pr. land. Dette kunne
eksempelvis være kakao, kaffe eller bananer. På den måde var man sikret forsyninger af den givne
vare. Dette fungerede også så længe det var en koloni, men efter at landene er blevet selvstændige,
er der ikke rigtig sket nogen videreudvikling, hvilket har ført til de situationer vi hører om i dag.
Hvis der kun produceres ét produkt i en bestemt region, ville der ikke komme handel mellem de
forskellige landmænd, da alle producerer det samme. Man ville med andre ord ikke betale for noget
som man selv har – hvilket også er forståeligt nok. Dette er også en af grundene til at der nogle
steder i Afrika ikke sker nogen økonomisk udvikling. Hvis handelshindringerne blev afskaffet ville
man i større grad kunne handle med andre steder, der ikke producerer det samme som en selv og på
den måde kunne forbedre niveauet. Dette ville ikke kun forbedre ens eget land men også det land
man handler med, da dette sandsynligvis har de samme problemer. En handelsteori, der ville være
oplagt at bruge her, ville være nabolandsteorien, da den dårlige infrastruktur og vejnet landene er i
så dårlig stand, som de er. At eksportere over store afstande ville næsten være umuligt, da det ville
være svært at komme frem. Men igen kræves det er der bliver åbnet op ved grænserne. Denne teori
er væsentlig både fordi det ville være svært at fragte over varer over for stor afstand, men også fordi
at landene omkring ens eget med stor sandsynlighed ville have de samme efterspørgselsforhold.
Som der står i bilag 6, så det afrikanske land, Ghanas, BNP pr. indbygger i 1960 højere end Koreas.
I 2005 var der vendt op og ned på dette, da Korea nu havde et BNP pr. indbygger på 12.000 USD
imens Ghanas var faldet til 320 USD. Anne Mette Kjær fra Instituttet for Statskundskab mener at
det især er de politiske institutioner, der bærer skylden, da de politiske overhoveder især vælger
deres vigtige støtter i stedet for konkurrencedygtige virksomheder. Dette er også rigtigt, da dette
ikke bare bremser, men standser landene fuldstændig. Hvis man kigger på centralafrikansk land og
sammenligner med Rostows faseteori, ville man kunne hurtigt kunne fastslå at landet kun ville være
i 1. fase. Denne fase er især præget af de primære job som landbrug og håndværk – dog udført ved
[navn fjernet] IØ aflevering; udviklingsteori 28/2-2011
HH3A
6
primitive metoder. Det ville dog kunne diskuteres om landet ville være en fase under, da mange af
bønderne ikke en gang er selvforsynende og ikke har mulighed for at gøre sin familie mætte. Så
længere de ikke kan forsyne sig selv, ville de ikke komme videre til næste fase. De har ikke nok til
også at kunne spare op og investerer i bedre udstyr for at kunne producere mere/bedre kvalitet.
Folket fastholdes i den såkaldte fattigdomscirkel hvor det lave BNP pr. indbygger er skyld i, at der
ikke sker nogen opsparing. Som næsten i sidste afsnit betyder dette at der ikke sker nogen
investering i nye teknologi for den enkelte bonde, men for staterne betyder det at der ikke er penge
til investeringer i infrastruktur, uddannelse el.lign. Der er derfor en lav produktivitet hvilket fører til
en ringe vækst: cirklen har nu tegnet sig selv.
Det kan nu diskuteres hvorvidt frihandel – som jeg tidligere har nævnt – ville være en løsning
kontra protektionisme. For mange østasiatiske lande var netop de høje barriere med til at skabe
bedre forhold inde i landet og derved med til at få industrien til at vokse. Problemet ved de
afrikanske lande er som Anne Mette Kjær nævner problemerne i de politiske institutioner, der ikke
lader virksomhederne komme frem, men i stedet stopper dem på vej op. Grunden til at de afrikanske
lande fastholdes i denne fattigdomscirkel uden bemærkelsesværdig udvikling, er at der er for mange
problemer internt i landene til, at det ville være muligt for en økonomi at vokse. Disse problemer
skal løses, før det ville være muligt at komme videre. Når problemerne er løst skal de dernæst starte
med de interne markeder og så arbejde sig stille og roligt arbejde sig videre ud. Det er langsigtede
ændringer, der skal ske, men hvis et problem først bliver løst, ville de andre lige så stille følge efter,
og så vil vi se samme vækstrater som nu kommer fra de østasiatiske lande.
Opgave 3:
Der er sket en reducering af de fattige lande. Dette er sket efter den store økonomiske udvikling, der
specielt har været i Asien; Kina og Indien for at være helt præcis. Disse to lande, er lande med store
befolkningstal, og efter der er kommet udvikling og industrialisering til landene er det gået stærkt.
Disse lande er kravlet op af stigen og er blevet rigere og rigere for hvert år, der er gået. Det fremgår
af bilag 4, at der er mellem 50.000 og 100.000 familier, der dagligt reddes fra dyb fattigdom takket
være den enorme vækst, der er i netop disse lande. Det, der fik gang i Indien og Kina, var at de
opdagede den store udvikling, der årene optil var sket i de andre østasiatiske lande som Singapore,
Sydkorea og Taiwan. Indien og Kina fik med andre ord åbnet deres øjne for de muligheder, de
[navn fjernet] IØ aflevering; udviklingsteori 28/2-2011
HH3A
7
havde. Dette har i høj grad været med til at flytte landene til nye højder. Hvis de havde lukket sig og
ikke set mulighederne og gjort noget, ville de med stor sandsynlighed ikke have rykket sig særlig
meget og stadig være i stor fattigdom.
Det fremgår også af bilag 4, at den udviklingsbistand, de vestlige lande har haft givet til lande som
Kina og Indien, ikke har været afgørende for den store udvikling, der er sket. Disse lande har
nemlig været en del af dem, der har fået mindst glæde af disse penge. De har på denne måde sluppet
for at skulle følge råd fra andre lande angående hvad denne bistand skulle bruges til, men har i
stedet været overladt til sig selv. Disse råd har der været mange af gennem tiden, men der er hele
tiden kommet nye fokusområder, som har været anset som værende ”det vigtigste punkt”. Om
hvorvidt denne udviklingsbistand er altafgørende for en økonomisk udvikling kan nu diskuteres.
Indien og Kina er tydelige eksempler på at den ikke er væsentlig for at kunne skabe store
fremskridt. Alligevel bliver der delt flere milliarder ud hvert år til u-lande for at hjælpe dem videre
mod en bedre tilværelse. Hvis udviklingsbistanden blev afskaffet ville landene i højere grad blive
overladt til sig selv, og tvunget ud i udvikling. Den vestlige verden har dog interesser i netop disse
lande, hvilket også kommer frem, når man kigger på hvilke motiver, der bruges, når der skal
uddeles udviklingsbistand. Dette er eksempelvis sikkerhedspolitiske eller handelsmæssige motiver.
Afvikling af udviklingsbistanden kan dog også have den effekt af de forskellige lande vil gå helt i
stå. Dette ville kunne føre til alvorlige politiske situationer, da landene ville kunne ende i anarki,
efter at systemet og den samlede industri ville være brudt sammen.
Af tabellen fremgår det, at der om 25 år næsten ikke ville være flere fattige lande i verden, men i
stedet mange flere middelindkomst- og rige lande. Denne prognose er foretaget af Martin Paldam,
der er professor med doktorgrad i økonomi. Dette skøn er lavet på baggrund af en
befolkningstilvækst på 0 % i de rige lande, samt at der i Indien og Kina vil være en årlig vækst på
”kun” 5 %, da dette tager forbehold for en større krise i hvert af landene. Tabellen viser
udelukkende hvor stor en forskel det har gjort, at Indien og Kina er kommet i udvikling. Hvis det
samme kunne ske for hele Afrika, ville der således næsten ikke være nogen fattige lande tilbage.
Som Martin Paldam nævner, er det, der skal til, at landene får gennemgået det samme som vi i de
vestlige lande har gennemgået; samlebåndsproduktion, kapitalisme og globalisering. Disse ting har
i høj grad været med til at fremme både de øst europæiske lande, men i højere grad de østasiatiske
lande, der nu er næsten rene produktionshaller af alt mellem himmel og jord. Der samles alt fra
billigt plastisk legetøj til højteknologiske maskiner. ”Udviklingen” af den produktion, der forgår i
[navn fjernet] IØ aflevering; udviklingsteori 28/2-2011
HH3A
8
de forskellige lande er i høj grad også med at til at bidrage til den økonomiske udvikling. Her
tænker jeg specielt på teknologien, der er høj grad kopieres og videreudvikles i Østasien, hvorefter
det produceres til ingen penge og bliver sendt ud på verdensmarkedet.
Der er op til flere strategier som de rige lande har haft benyttet for at fremme vækst i de fattige
lande. I 1960’erne, efter de afrikanske lande havde fået deres frihed, var det teorien ”Trickle down
economics”, der blev anvendt. Denne teori gik ud på, at u-landsbistanden udelukkende skulle gå til
investeringer i industrianlæg og infrastruktur. Planen slog fejl, da der hverken ar nok uddannede
eller penge nok til at opretholde dette. Tænkegangen bag denne teori er god, da den ville give
mange arbejdspladser og høj beskæftigelse ude underopbygningen, men også efter.
Arbejdspladserne ville give penge til forbrug og derfra ville det hele køre derudad. Teorien slog
som tidligere nævnt fejl og de store projekter gik i vasken. Man konstaterede, at den økonomiske
udvikling ikke kom de fattige til gode; de fattige befolkningsgrupper blev holdt fattige, da
udviklingen i byerne aldrig spredte sig til dem på landet.
Da denne teori allerede er blevet prøvet – uden at frembringe større fremskridt – ville det ikke være
klogt at forsøge sig med denne igen. Hvis man vil opnå en større udvikling må der i stedet tages
flere forhold med, end at teknologien er på et lavt niveau. Netop dette første til, at man i 1970’erne
benyttede teorien om ”basic needs”. Her blev der i højere grad fokuseret på, at man fik inddraget
den samlede befolkning. Der var specielt fokus på uddannelser, stabilitet i landene mm. Siden hen
har der været forskellige teorier omkring, hvilke tilgange der vil skabe vækst i fattige lande. Dette
har været teorier om strukturtilpasning, frihandel og privatisering. Endvidere har der også været
fokus på at skabe demokrati og at anvendelse af stabil økonomisk politik. Dette er forskellige
tilgange og specielt sidstnævnte bliver benyttet i dag, da man på den måde lægger mere ansvar over
på befolkningen.