Cecilie 3.Q
STX 3.g
Dansk aflevering
1
Meningen med det meningsløse
Klokken er mange. Alt for mange. Jeg har drukket tre kopper sort kaffe, tændt et duftelys hvorpå
der står: ”A life filled with wonder is a wonderful life” - jaja, hold nu kæft, tænker jeg. Jeg har
endelig sat mig tilrette. Alt dette har jeg gjort som en slags forberedelse til det jeg nu skal til. Jeg
skal til at virke filosofisk, dybttænkende og reflekterende. Men i bund og grund er jeg bare herre
træt, og kan ikke rigtig finde drivkraften til at være det her reflekterende menneske lige nu. Men der
er en deadline, som skal overholdes. Jeg ved, at dette essay skal tilslutte mine synspunkter, det skal
bygge på mine tanker og mine egne abstrakte refleksioner. Nemmest af alt ville det være, hvis jeg
blot skrev fiktion – så kunne jeg bare opdigte et eller andet, der lyder sofistikeret. Jeg kunne bruge
nogle virkemidler, som ville gøre min indledning mere fængende og interessant – alt andet end,
hvad jeg er lige nu. Måske er det den måde autofiktion opstod på? At der sad et menneske, et sted i
verdenen, og ville skildre sit levnedsløb, men under skriverprocessen fik dette menneske et større
behov for at gøre denne livsskildring mere interessant og fængende, så personens værk resulterede i
en blanding af fiktion og biografi. Autofiktion.
Jeg finder begrebet autofiktion meget komplekst. Det er som om, at begrebet umiddelbart er så
abstrakt, at det ofte – i hvert fald for mit vedkommende – kan være svært at afgøre, hvornår man
egentligt kan tale om, at begrebet indtræder i et værk. Hertil tager jeg mig selv i at undre mig over,
hvorfor vi overhovedet har det her behov for at sætte et begreb, og finde mening med uforklarlige
elementer, som umiddelbart ikke kan, eller vil defineres. For det er som om, at vi mennesker så
ihærdigt ønsker at definere disse uforklarlige elementer som verdenen rummer. Vi er drevet af et
behov for at finde mening med det meningsløse. Og hvis ikke dette er muligt, så skaber vi blot et
alternativ eller en erstatning for vores ’mangler’. Tag eksempelvis deprivationsteorien, som er en
sociologisk teori, hvor menneskets religiøsitet bliver forklaret med, at religion giver mennesket
trøst, når de er depriverede, dvs. mangler noget i deres tilværelse. Religionen er altså en form for
erstatning for en utilfredsstillende mangelsituation. Dette eksempel kan på mange måder drages
over til – om man vil – det faktum, at mennesket besidder et behov for at finde et alternativ eller en
erstatning på de ting som vi ikke kan definere. Gennem hele menneskets eksistens har vi forsøgt at
finde mening med vores tilværelse, og har stadig ikke fundet den korrekte definition – hvis man
altså ser det hele fra et overordnet objektivt perspektiv – og det piner os som bare fanden. Vi har
Cecilie 3.Q
Dansk aflevering
2
derfor forsøgt at tilfredsstille denne mangelsituation ved at komme på alternativer og erstatninger,
hvilket eksempelvis kan være en grund til religionens tilblivelse.
Men hvad har dette med autofiktion at gøre? Jo, tager vi udgangspunkt i Camilla Schwartz’ debat
”Hvorfor er vi bange for autofiktionen” fra Information d. 21. oktober 2009, kan man forbinde
mange røde tråde fra debatten til ovenstående. I denne debat bliver særligt læserens forhold til
autofiktion belyst. Der ligger en særlig opmærksomhed på, at det er en efterspurgt nødvendighed
for en læser, at der ligger en klar adskillelse mellem virkelighed og fiktion. Vi mennesker kan
simpelthen ikke kapere tilstanden mellem virkelighed og fiktion. For som tidligere nævnt har vi et
behov for at skulle sætte en definition på det uvisse. Dette behov for vished hænger sammen med, at
læseren finder det essentielt at være afklaret med, hvilken relation denne skal indgå med et værk.
Ved bearbejdelsen af et værk, hvor autofiktion indtræder, behandler man nogle filosofiske
refleksioner og livsskildringer. Det er refleksionen over det levede liv samt erkendelsen af det
levede liv. Hertil er der opstillet en række muligheder og begrænsninger ved skildring af
virkeligheden gennem fiktionens subjektivitet. Mulighederne ved denne skildring afhænger i en vis
grad af, hvad hensigten med et værk er. Ønsker man sin læser værende observatør eller medspiller?
Ønsker man et dramatisk værk eller ønsker man blot et neutralt værk? Ved brugen af fiktion skaber
man større mulighed for at anvende nogle virkemidler lavet på dramatisk brændstof, som gør det
nemmere for læseren at lade sig indleve i en tekst. Derudover kan brugen af fiktion også være med
til at vinkle et værks elementer på en bestemt måde - eksempelvis gennem anvendelsen af udvalgte
stilistiske virkemidler. Dette har nogle utroværdige følger, som man i denne genre skal være
afklaret med, idet man indgår en såkaldt dobbeltkontrakt i et autofiktivt værk.
Hvis man ikke er afklaret med denne dobbeltkontrakt, kan der nemt forekomme fejlfortolkning i
mødet med et autofiktivt værk, hvilket er en af begrænsningerne ved at skildre virkeligheden
gennem fiktionens subjektivitet. For som tidligere nævnt, har mennesket det svært ved at befinde
sig i den her uafgørlige tilstand, hvor det ikke er muligt at afgøre om et værk er fiktion eller
biografi. Og det er måske det som gør, at vi frygter autofiktionen; fordi det lige netop er et abstrakt
– nærmest paradoksale begreb, hvor man ikke kan definere, finde mening eller afgøre, hvordan man
egentlig skal forstå et værk i dets helhed. Særligt hvis en forfatter ikke har meddelt tydeligt nok om
ens værk enten er fiktion, biografi eller – gud forbyde det – autofiktion. Hele reaktionen og
Cecilie 3.Q
Dansk aflevering
3
polemikken omkring Jørgen Leths skandaleombruste autofiktion: Det uperfekte menneske (2005), er
et godt eksempel på hvordan denne fejlfortolkning kan opstå i mødet med et autofiktivt værk. Det er
tydeligt, at læsningen af Det uperfekte menneske foregik på virkelighedens præmisser, hvor læseren
var stillet som observatør og betragtede distanceret teksten, og så anslog en moralsk dom over
værket. Og dom fik værket – en dom jeg på mange måder ikke finder retfærdig, taget i betragtning
af den fejlagtige måde værket blev opfattet på. For som der også nævnes i Camilla Schwartz’ debat
vil læseren have afklaring, og hvis værket er dobbelttydigt og ikke kan give denne afklaring
beslutter læseren sig selv for en given læsning – hvilket jo lige netop er det, der er sket i læsningen
af Leths’ Det uperfekte menneske. Jeg kan derfor i en vis forstand, også godt finde forståelse med
læserens voldsomme reaktion på værket – hvis man altså ser det fra en læser, som har læst værket
fra et biografisk perspektiv. For så er det jo klart, at der er blevet vækket stor indignation over Leths
uetiske handlinger.
Så autofiktionen indeholder både muligheder og begrænsninger i skildringen af virkeligheden
gennem fiktionens subjektivitet. Der er tilsyneladende det menneskelige behov, som bygger på, at
vi vil sætte begreber, og finde mening med uforklarlige elementer, som umiddelbart ikke kan, eller
vil defineres. Og dette behov står i oprør mod autofiktionen, fordi autofiktionen indebærer to vidt
forskellige litterære genre – fiktion og biografi, hvor samspillet af disse to genre lige netop
udfordrer dette menneskelige behov. Om vi mennesker nogensinde lærer at leve med autofiktionen,
kan kun tiden vise, og den har vi jo så meget af – men det er en hel anden snak.