Side 1 af 5
”Naturen, det billige skidt!”
Sådan sagde Otto Gelsted i digtsamlingen ”Under vejret” fra 1934. Og hvordan har vi det så med
”det billige skidt” i dag, 78 år senere?
Mange, måske de fleste af os, finder naturen fantastisk, storslået, vidunderlig og forunderlig.
Dagligt beundrer vi naturens fænomener og nyder solens varme, vinterens snedækkede landskaber,
forårets hidsigt grønne træer, det blå og fascinerende hav. Samtidig skræmmes vi af de kræfter,
naturen af og til slipper løs omkring os. Når naturen slipper sine kolossale kræfter løs, fornemmer vi
i den grad vores magtesløshed over for det, vi ikke selv har skabt og ikke selv kan kontrollere.
Når det er sagt, kan man stille sig selv spørgsmålet: hvordan er vort forbrug af naturen, hvordan
behandler vi naturen, hvad betyder naturen for os og vort velvære og forstår vi at værdsætte det,
naturen så gavmildt tilbyder os? Tager du ansvar for dit forbrug af naturen? Får du fuldt udbytte af
naturens gaver?
Da Otto Gelsted udnævnte naturen til ”det billige skidt” var det stærkt ironisk. For er der noget,
naturen netop ikke er, er det billig. Tager vi det helt bogstaveligt er naturen jo rent faktisk gratis…
og dog: for om noget som helst er naturen en begrænset ressource og noget, vi må værne om,
rationalisere, forbruge med nænsomhed og med de følgende generationer for øje. Gør vi ikke det vil
store dele af naturen, med den mangfoldighed, vi kender i dag, forsvinde og vi vil have forårsaget så
store og måske uoprettelige skader, at naturen vil bukke under – og hvad sker der så med
menneskeheden, der jo som bekendt, trods vores storhedsvanvid og overherredømme, blot er en lille
del af denne natur?
Mennesket har altid været fascineret af naturen. Men i dag virker det som om, at vi ligeså stille
fjerner os fra den. Vi bygger mere og mere, udfylder stort set alle grønne områder, der er tilbage.
Samtidigt genskaber vi kunstigt naturen til vores hjem. Man kan både få kunstige blomster, hvis
blade aldrig vil visne, og vækkeure, der med et langsomt tempo fylder vores værelse med lys, som
solen ville gøre det. Man kan sågar købe maling, der efter sigende skulle kunne tilføje 40 % mere
naturligt lys i vores rum! Vi tilbringer mere og mere tid inden for og forsøger at tage naturen med
os. Men kan alle disse kunstige elementer erstatte vores virkelige natur? For hvad gør vi, hvis vi en
dag har erstattet al naturen med noget kunstigt, og dette så fejler?
Som i H. C. Andersens ”Nattergalen” hvor kejseren erstatter den smukke nattergal med en
kunstig nattergal, som kan spille hver gang, han vil have det. Men efter mange år, hvor han har
Side 2 af 5
forvist den ægte nattergal og brugt den kunstige, stopper den mekaniske sang. Den kan ikke længere
spille. Som følge af dette, bliver kejseren meget syg og ligger på sin seng med døden ved sin side,
da den ægte nattergal dukker op og synger sin smukke sang til døden forsvinder igen. Naturen sejrer
til sidst over det falske, det menneskeskabte. Men kan vi være sikre på, at naturen vil komme
tilbage igen? Hvis vi fjerner alt det, der er tilbage af den og erstatter det med menneskeskabte
opfindelser, hvad gør vi så, når vi ikke kan bruge dem længere? Hvis naturen aldrig kommer igen?
Må vi så bare vente på, at døden stiller sig ved vores sengeside og bare håbe, at naturen vil redde
os? For ”naturen, det billige skidt” har jo sin pris, og hvis vi ikke nøje overvejer, hvad vi gør og
hvilken pris der skal betales for vore handlinger, kan regningen ende med at blive uoverskuelig stor.
Med alle vore opfindelser, kan vi sidde hjemme på vores flade og opleve naturen. I vores fjernsyn
kører der konstant dokumentarer om natur og dyreliv, vi har CD’er med fuglesang og bølgebrus, og
vores air freshener sprøjter ”skovduft” ud i rummet hver femte minut. Ting der betyder, at vi kan
opleve naturen, uden at forlade vores trygge hjem, vores vel-isolerende vægge. Men når vi laver
denne kunstige virkelighed, kunstiggør vi så ikke også os selv? Mennesket er en del af naturen, en
del af vores storslående jord. Vi er med i kredsløbet, som er skyld i alt liv. Vi er skabt af naturen,
har udviklet os med den, levet af den og slutter vores dage forbundet med den. Hvad er vi uden
naturen?
Uden naturen kunne vi ikke leve. Planter har den fantastiske egenskab, at de kan lave CO
2
om til det
vi lever af, nemlig ilt. Denne proces, som vi kalder fotosyntese, er grunden til at alle dyr kan ånde
og dermed leve. Også mennesket. Så burde vi ikke udvise mere respekt overfor naturen? Burde vi
ikke bruge den mere end vi gør i dag? I stedet for at sidde ved vores computere og vores fjernsyn
hele dagen, kunne vi jo gå en tur i skoven, tage til stranden og mærke vinden i håret eller måske
bare sætte os op af et træ og nyde stilheden? Som Fritz Andersen skriver i sangen "I skovens dybe
stille ro” fra 1864:
”der er idyllisk stille fred
i skovens ensomhed,
og hjertets længsler tie her,
hvor fred og hvile er.”
Man kan være ensom i skoven, men ikke på en negativ måde. Man kan sidde i stilheden og hvile,
glemme alt det man går og døjer med derhjemme. Man behøver ikke at tænke på sine problemer,
Side 3 af 5
man kan blot nyde idyllen og freden. Man kan samtidigt spare udgifterne til kurser i mindfullness,
naturen kan gøre præcis det samme for en. Den giver en et pusterum og ofte, når man kommer hjem
fra en tur i naturen, føler man sig friskere og gladere. Det er lidt som har vi en forbindelse til
naturen, og når vi så kommer ud i den, giver naturen os overskud. Men dette overskud kommer ikke
af sig selv. Vi skal give naturen noget, for at den giver os noget tilbage. Dog er det eneste naturen
kræver, at man rent faktisk er til stede i den. Nok kan man gå en hurtig tur i skoven og ikke føle, at
man får noget ud af det. Men naturen er som alt andet i livet; hvis du er et sted fysisk, men ikke er
til stede mentalt, får du ikke noget ud af det. For eksempel hvis man sidder i en matematiktime og
dagdrømmer lidt for meget, får man ikke lært noget den time. Men hvis man er vågen og følger
med, kan man måske lære at løse verdens mest indviklede matematikproblemer! Så hvis nu man
tager høretelefonerne af, sætter mobilen på lydløs for en stund og sanser naturen omkring en, i det
mindste bare 2 minutter, vil man måske opleve naturen, på en anden måde end man plejer. Hvem
ved, måske kan vi endda lære noget af den?
Halfdan Rasmussen beskriver disse to følelser i hans digt ”Vækst” fra 1954:
”Skoven kendte mig ikke
Træerne tav hvor jeg gik
Fremmed var jeg,
en skygge skræmt af sit eget mørke.”
Her har han altså ingen forbindelse med naturen. Han er skræmt og føler sig afskærmet. Han føler
sig ikke hjemme, når han befinder sig i den. Men da han åbner op for den, lukker den ind og sanser
den, mærker han hvad naturen kan give igen. Hvilke følelser den kan give en. Slutningen af digtet
lyder:
”men da jeg rørte barken
sang det i mine hænder,
sang på et sprog
jeg kendte hinsides alle ord”
Han mærker det specielle bånd, mennesket har til naturen. Da han sanser naturen ordentligt, virker
det som noget af det mest naturlige for ham; ”Sang på et sprog, jeg kendte hinsides alle ord”. Vi
kender naturen bedre end noget andet, nok netop fordi vi kommer fra den. Men den giver os kun
noget igen, når vi tager os tid til at sanse den.
Side 4 af 5
Men er det så egentligt så let at ”blive ét med naturen”? For man kan jo sagtens sidde ved sin
computer og sige, at man ”bare skal tage i skoven” og så kommer det af sig selv. Selvom mennesket
er en del af naturen, behøver det jo ikke at betyde for alle, at de kan opleve den forbindelse. I Per
Højholts digt ”Gittes monolog om naturen” fra samlingen Gittes monologer, taler Gitte om hendes
oplevelser med naturen.
”Eet me’en blir man aldrig,
det’ ligesom der mangler noget
hver gang man prøver,”
Som vi kan læse, har hun svært ved at blive et med naturen. Hun føler ikke den forbindelse, når hun
er ude i den, men føler til gengæld at der mangler noget. Også selvom hun var ”hel’ derud’.” Så
selvom jeg skriver, at man bare skal være til stede i den, har alle det nok ikke ligeså nemt. Og hvis
man ikke finder forbindelsen særlig hurtigt, kan det virke som spild af tid. At se på et træ er ikke
ligefrem det mest spændende, hvis det ikke giver én en følelse af fred og idyl. Og den stilhed og
ensomhed, Fritz Andersen skriver om i ”I skovens dybe stille ro”, er ikke noget der kan forføre alle
ud i naturen. Gitte siger til sin veninde i digtet:
”Så ble’ der hel’ still’,
hel’ still’,
du sku’ ha’ hørt’et, Susanne
det var uhyg’lig”
Stilheden kan også virke uhyggelig og skræmmende for nogen. Dette peger tilbage på Halfdan
Rasmussens digt, hvor jeg’et i digtet også er skræmt, lige indtil han finder forbindelsen til naturen.
Men hvis man så ikke finder den.. Hvad så? Skal man så bare stå og vente? I stilheden. Det lyder
ikke ligefrem tiltrækkende. Skoven kan gemme på så mange ting.. Mange gode ting, ja, men også
uhyggelige. Kan vi overhovedet stole på naturen? Én enkelt naturkatastrofe kan være skyld i flere
tusinde dødsfald. Nok oplever vi ikke så mange naturkatastrofer i lille Danmark, men kan vi
nogensinde være sikre på, at vi er i sikkerhed i naturen?
Måske er det derfor, at vi skaber den kunstige natur i vores hjem. For her er vi da i sikkerhed. Og
selvom naturen er noget, vi altid har brugt, lærer vi den aldrig at kende. Vi kan klistre den til med
naturlove og forklaringer, men sandheden er den, at vi aldrig helt vil kunne forstå den. Det kan nemt
skræmme det moderne menneske, der er vant til at have kontrol over alt. Vi prøver ellers ihærdigt at
Side 5 af 5
styre naturen. Stort set alt grønt herhjemme i Danmark er kunstlandskaber – eller haver. Vi har
fjernet næsten alt det naturlige og vilde i vores land. Men måske, og kun måske, er det godt for os at
være i noget, vi ikke kan kontrollere. Noget vi ikke kan bestemme over. Måske kunne det rent
faktisk give os en lærdom, som vores samfund i dag mangler?
Men hvad? Jeg ved det ikke, gør du? Sikkert ikke..