
3.V
Dansk stil, opgave 1
2
Det forhold vi opbygger til en given krig er, som omtalt, komplekst, hvor det vigtigste i dette, er
bestemt ud fra hvilke aspekter vi mener er af størst betydning for os selv. Derfor er det også
nærliggende, at de krige vi opbygger de væsentligste forhold til, er krige hvori landsmænd eller
andre sociale bekendtskaber deltager. De krige hvor vi, så at sige, har noget på spil. Dette aspekt af
diskussionen om krig og ikke-krig syntes flersidet, især på grund af det naturlige og samtidigt
uetiske i denne opfattelse. For selvfølgelig er det nærliggende at vi engagerer os, og blåstempler,
hasarderede situationer hvori vore kære deltager. Men samtidig er det også så grænsebrydende
uetisk, at vi blot kigger den anden vej når vi ikke har mulighed for at brænde os. Dette postuleres
netop på det grundlag, at krige, som oftest, bunder i stridigheden om centrale værdier. Derfor bør vi
forholde os til hele pakken, fordi dette også vedrører os – blot på et andet, og egentlig i højere grad
essentielt, plan – i det vi ellers afskriver disse situationer som ikke-krige, og dermed blot
underholdning?
I det man blot afskriver disse krige som underholdning forsvinder det brede overblik og vi
distancerer os derved fra essentiel stillingtagen i centrale konflikter omkring vigtige spørgsmål, og
derved vender vi øjnene mod vores egen næsetip. Man kan sige at det snæversyn dette medbringer
virkelig må stille spørgsmålstegn ved vor evne til at fungere som verdensborger i en globaliseret
verden, i det vi i dette tilfælde ikke syntes værende i stand til at anerkende stridighederne om det
fjerntliggende. Den implikation der syntes så vigtig for vores definition af krigens betydning, syntes
værende en central tilgang til mange af samfundets essentielle spørgsmål, der alle tager
udgangspunkt i det egoets:
Hvad betyder det for mig?
Dette spørgsmål er samtidig det der sidestiller krigen som underholdning (eller ikke-krig), eller
centraliserer denne som værende i vor privatsfære. Sidestillingen skaber konsensus mellem den
underholdning dette i givet fald vil bringe og de computerspil der fylder en stor del af den nutidige
medieflade, hvori netop krigen er centrum. Disse spil skaber netop også distance til krigen i det vi,
for sjov, deltager i den og dermed omdanner denne til underholdning – for her har vi reelt ikke
mulighed for at brænde os.
Jeg befinder mig ikke i krig, og derfor er krig ikke-krig for mig. Derved skaber jeg distance til det
ubehagelige og jeg betragter fra min 42” plasmaboble underholdningen, jeg kan jo altid slukke hvis
jeg ikke bryder mig om det.