Dansk A HHX – Vejledende opgavesæt 1, Opgave 5 – august 2018
1
Essay om menneskets forhold til naturen
Min far elsker blæsevejr. Efteråret er hans yndlingsårstid. Sådan har det været de seneste par år. Det
er dog ikke de kolde efterårsstorme, der rusker i træerne og bider i ansigtet, han holder af. Det er
heller ikke vindens hylen og hvinen, når den suser omkring parcelhuset, der får hans smil til at
vokse i takt med blæstens hastigt tiltagende sekundmeter. Årsagen til hans stormfulde romance med
frøken Vind skal derimod findes oppe på taget. Der står nemlig en lille vindmølle og genererer
strøm til huset, når det blæser.
Vindmøllen var en gave fra min mor på min fars tresårs fødselsdag. Når den for alvor kommer i
omdrejninger, ser han på den med et begærligt blik, som var det hans egen private seddelpresse. Det
er det på en måde også. For min far er blæst blevet lig med penge. Når vinden rejser sig, så falder
elregningen.
Jeg har ikke gjort mig mange tanker om min fars minivindmøllefanatisme. En gammel mands
fjollede, men uskadelige hobby, der ovenikøbet er gavnlig for miljøet. Hvad kan der være galt i det?
Nu har Allan Ottes maleri ”Ophobning”
1
dog fået mig til at tænke over, hvad min fars vindmølle
egentlig siger om vores forhold til naturen. Hvad sker der eksempelvis med vores forhold til vinden,
når vi begynder at tænke på den som en kilde til energi og besparelser? Har vi reduceret naturen til
en ressource, som vi frit kan bruge løs af, som det passer os? Har solceller, vandkraftværker og
vindmøller fået os til at glemme, at naturen ikke kun er til for vores skyld, men også er noget i sig
selv?
Min fars forhold til blæsten kan måske virke lidt excentrisk på overfladen. Men ved nærmere
eftertanke er det måske snarere et typisk eksempel på den måde, vi oftest forholder os til naturen i
dag. Vi ser på naturen som et middel, ikke som et mål i sig selv.
Det var i hvert fald den første tanke, der ramte mig, da jeg så Allan Ottes maleri. Her er naturen
noget, som mennesket udnytter efter forgodtbefindende. Billedet er et moderne landskabsmaleri.
Det viser, hvordan livet på landet ikke er ren naturidyl, men tværtimod styret af et ønske om at
udnytte naturens ressourcer.
1
Allan Otte: ”Ophobning”, 2010
Dansk A HHX – Vejledende opgavesæt 1, Opgave 5 – august 2018
2
Billedet består af tre planer. Vindmøllerne i baggrunden omdanner blæsten til energi. I
mellemgrunden ligger høsten i runde halmballer. Og i forgrunden finder vi bunkevis af døde grise.
En grum svinehøst. Nogle ligger på gulvet i et slags depot for døde svin, andre ligger i en rød,
overfyldt container.
Billedets tre planer viser altså tre områder, hvor vi mennesker bruger naturen til vores egen fordel.
Det sker dog på tre vidt forskellige måder. Vindmøllerne virker progressive og fremsynede, fordi de
producerer energi uden at forurene. Marken er hyggelig på en måde, der minder os om den
romantiske idé om livet på landet, som vi kender den fra fx fynbomalerne og Morten Korch. Her er
den vilde natur blevet tæmmet og kultiveret af menneskets dyrkelse af jorden, men der vokser også
forskellige blomster hist og her og giver motivet et romantisk præg. I forgrunden er den del af vores
naturbeherskelse, som vi helst vil fortrænge. Et bjerg af døde svin. En grådig overflod.
Forgrunden giver mig kvalme. Det gør resten af billedet ikke. Men det burde det måske? For
selvom maleriets tre eksempler på menneskets naturudnyttelse er meget forskellige, så er de også
ens. Grundtanken er den samme: naturen er til for, at vi kan bruge den til noget. Naturen skal være
nyttig. Den skal kontrolleres, indhegnes, udnyttes. Den skal være et middel til profit eller nytte.
Måske er det denne beherskelsesdrift, der gør, at vi har det så svært med al den natur, der ikke
opfører sig, som vi ønsker det? Digteren Theis Ørntoft har eksempelvis skrevet spiddende
sarkastisk om vores forhold til de ulve, der er vendt tilbage til den danske natur:
En lang ulvepik op i Danmarks skove
Der skal fandme ikke komme ulve herop
De skal bare ikke komme herop
Jeg har nok i min egen logrende rygrad
2
Digtets lyriske jeg er utryg ved den vilde og ukontrollerbare natur, som ulven repræsenterer. Et par
vers senere siger jeget, at ”jeg skal ryges ud af vækstideologien”. Det virker som et udtryk for, at
jagten på nytteoptimering og profit sidder dybt i jeget, også i forholdet til naturen.
Ørntoft mener, at vores nyttefikserede naturforhold er et problem, fordi det fører til en udpining af
Jordens ressourcer – og i sidste ende klimakrise. Verden skal brænde, før vi begynder at forholde os
2
Theis Ørntoft: ”I en drøm var gaderne fulde af insekter” fra ”Digte 2014”
Dansk A HHX – Vejledende opgavesæt 1, Opgave 5 – august 2018
3
til naturen på en anden måde. Eller som Ørntoft udtrykker det i et andet digt: ”planetens hastighed
sætter trækronerne i brand”
3
. Det er en slående formulering med tanke på de ekstreme skovbrande,
der har præget den australske natur i vinteren 2019/2020.
Theis Ørntofts poesi peger altså på de værste konsekvenser af vores tendens til at forholde os til
naturen som et middel for vækst, profit og nytteoptimering. Men som Allan Ottes billede viser, så
kan vores trang til at beherske og udnytte naturen komme til udtryk på flere måder. Vi kan udnytte
naturen på måder, der ikke nødvendigvis er destruktive eller forurenende. Rent og klimavenligt som
en vindmølle, eksempelvis. Selv svinelandbrug kan drives på forskellige måder, der er mere eller
mindre hensynsfulde i forhold til naturen.
En annonce fra Landbrug og Fødevarer
4
fortæller, at vi trods alt er bevidste om at mindske den
smerte, vi påfører naturen, når vi udnytter den. Annoncen fortæller om de fremskridt, som de
danske landbrug har gjort inden for dyrevelfærd, bl.a. i forbindelse med kastration af hangrise.
Selvfølgelig er det af hensyn til profitoptimering, at hangrise kastreres. Ellers risikerer man, at deres
kød får en utiltalende ”ornelugt”, der gør det usælgeligt.
Brugen af lokalbedøvelse i forbindelse med kastration viser dog, at penge ikke er den eneste værdi,
der er på spil i landbruget. Bedøvelsen gør nemlig kastrationen dyrere og mere besværlig.
Landbruget viser en respekt for grisen, når de forsøger at minimere den smerte, den udsættes for. I
den lille gestus, som lokalbedøvelsen er, bliver grisen behandlet som et mål i sig selv og ikke bare
som et middel for mennesket. Dyrevelfærd er ikke noget, vi gør for at effektivisere og øge profitten.
Men omvendt ender grisen jo alligevel på middagsbordet via slagtehuset, lokalbedøvelse eller ej.
Ikke desto mindre viser interessen for dyrevelfærd, at vi formår at forholde os til naturen på en
måde, som ikke kun har med dens nytteværdi at gøre.
Men kan vi også forholde os til naturen på en måde, der slet ikke har noget med dens nytteværdi at
gøre? Måske går vi glip af noget, hvis vi glemmer, at naturen har en anden værdi end den slags, der
kan forvandles til kroner og øre? Den danske litteraturhistorie kan fungere som en påmindelse om,
3
Theis Ørntoft: ”Jeg analyserer samfundene med min kritiske bevidsthed” fra Digte 2014
4
Landbrug og Fødevarer: ”Vi er blandt de bedste i verden til grisevelfærd, og i år bliver vi endnu bedre”. Annonce
indrykket i en række danske dagblade, januar 2018.
Dansk A HHX – Vejledende opgavesæt 1, Opgave 5 – august 2018
4
at naturen også er andet end en ressource. Jeppe Aakjærs naturlyrik er et af de smukkeste eksempler
på, at vi kan forholde os til naturen på en anden måde.
I Rugens Sange fra 1906 skrev Jeppe Aakjær om den jyske natur. Flere af digtene er rene
kærlighedserklæringer til regnen, solen og vinden. Digtene er poetiske udtryk for et naturforhold,
der ikke er beherskende eller beregnende. I et digt som ”Høst” bliver naturen ligefrem besunget,
som var det et kærlighedsdigt. Duften, vinden, solen og lydene i naturen bliver smukt beskrevet i de
tre små strofer:
Og aldrig stemmes en Sjæl saa glad,
det være sig Mands eller Kvindes,
som naar det dufter af Myntens Blad,
og Negene samles og bindes.
Og aldrig puster en Vind saa blødt,
som naar det lyner i Østen;
og aldrig kysser en Mund saa sødt,
som naar det dugger om Høsten.
Og aldrig jeg mindes en Mark saa grøn
som den om mit Hjemlands Haver;
og ingen Sol har jeg set saa skjøn
som den, der gik ned mellem Traver.
5
Eksemplet viser os, at der også findes et naturforhold, som er styret af taknemmelighed og
kærlighed til solen, duggen og markens dufte. Vinden er ikke vindenergi, men et dejligt blødt pust,
som ledsager tordenvejret i strofe 2. Jeppe Aakjær hylder naturen som noget, der er dejligt i sig
selv. Ikke som noget, der kun er dejligt, fordi det kan bruges til energi, fødevarer eller
byggematerialer.
Jeppe Aakjærs poesi minder os om, at naturen også har en værdi i sig selv. Vi mennesker er ikke
altings mål. På den anden side, så er digtet ikke helt uden eksempler på naturbeherskelse. Digtet
hedder jo ”Høst”, og dets naturbeskrivelser finder sted under høsten. Jeppe Aakjær beskriver altså
5
Jeppe Aakjær: ”Høst” fra Rugens Sange (1906)
Dansk A HHX – Vejledende opgavesæt 1, Opgave 5 – august 2018
5
en scene, der minder om mellemgrunden i Allan Ottes billede. Forskellen er, at Jeppe Aakjær
fokuserer på, hvor dejlig naturen er i sig selv, mens Ottes billede fokuserer på, hvordan vi forholder
os til naturen som en mængde ressourcer, vi kan forbruge.
Vi kan måske sige, at vores forhold til naturen generelt er spændt ud mellem to poler: Mål og
middel. Vi kan forholde os til naturen som et middel på flere måder. Visse måder er mere
skånsomme end andre. Min fars minivindmølle gør ikke skade på naturen på samme måde som et
industrialiseret svinelandbrug. Og selv blandt svinelandbrug er der gradsforskelle, eksempelvis alt
efter hvor meget, bonden går op i dyrevelfærd. Nogle former for naturbeherskelse slår om i
naturødelæggelse. Men ikke alle.
Vi kan næppe lade naturen være helt i fred. Vi er afhængige af dens ressourcer, hvis vi skal
overleve. Vi er også selv en del af naturen, selv om vi har en tendens til at hæve os over den. Men
måske bør vi alligevel huske, at natur ikke kun er til for vores skyld?
Næste gang min far betragter sin snurrende vindmølle med dollartegn i øjnene, vil jeg minde ham
om vindens bløde pust i Aakjærs digte. Den puster for sin egen skyld. Ikke for elregningens. Måske
vil ordene give hans kærlighed til blæsevejret ny vind i sejlene.