Selvrealiserings hjerte
Et essay om rejsens betydning for mennesker
Gennem de seneste år har mennesker rejst verden tynd. Det er enkelt og nemt, det eneste, det
kræver, er tid, lyst og selvfølgelig penge. H.C. Andersens velkendte citat: ”At rejse er at leve”,
må siges at være blevet taget kærligt i hånden af de rejseglade mennesker. Men hvorfor vælger
man egentlig at pakke kufferten og rejse til verdens lande i stedet for at nyde tilværelsen i hjem-
mets trygge omgivelser? Bryder man dermed ikke også forholdet til det gamle danske ordsprog:
”Ude godt, hjemme bedst”?
Det at rejse er med globaliseringen nærmest blevet almindeligt for mennesker, om det så er en
køretur rundt i Danmarks flade landskab eller en lang flyvetur over Atlanten. Mulighederne er
mange, og det er med tiden blevet nemmere og billigere at begive sig ud på en spændende rejse
med familien, vennerne eller sig selv. Nogle ser rejsen som muligheden for at trække stikket ud til
hverdagens monotone rutiner og bruger den til at stresse af. Det at kunne tage en dyb vejrtræk-
ning og efterfølgende mærke afslappelsen brede sig over hele kroppen. Andre ser den derimod,
som en mulighed for at udvide sit perspektiv og bruger den som en lærerig oplevelse. De nyder at
komme ud og opleve verdens mangfoldighed og mærke de forskellige indtryk, de får af de mange
kulturmøder. Rejsen er dermed meget individuel for menneskers opfattelse af den.
Det er blevet en udbredt popularitet blandt unge at rejse. Efter de gennem mange år på skole-
bænken er blevet tæsket i gennem diverse bøger og opgaver for at kunne nå målet om at få stu-
denterhuen på hovedet, længes de nærmest efter at komme væk. Selv sidder jeg herhjemme,
mens mine to storebrødre rejser verden tykt og tyndt med sine venner. Begge uden de helt store
overvejelser, men med fælles mål: ”At komme ud og opleve verden”. Men hvad vil det egentlig
sige at opleve verden? Carsten Jensen, som er forfatter og debattør, udtrykker i sin klumme: ”Fo-
tosyntesens tidsalder” fra Politiken 2002: ”Hvis en ung dansker drikker sig fuld sammen med en
ung japaner på en strand i Mexico i stedet for at studere aztekernes ruiner, så har han ikke lukket
øjnene for den verden, han er på rejse i, han er tværtimod i færd med at opdage den.”
1
Carsten
1
Fotosyntesens tidsalder – Side 3, linje 109-112
Jensen mener altså, at hvis man studerer en kultur grundigt, vil det i realiteten måske kun føre til
fordomme mod de mennesker, som lever i den. Det vigtige for de unge rejsende ligger derfor i det
at komme ud og danne nye indtryk og opleve verden gennem mennesker, for som Jensen også ud-
trykker: ”Den sande kilde til åndelig rigdom er kulturernes opbrud”
2
. På den anden side kan man
måske spørge sig selv, om rejsen rundt i verdens mange lande ikke kan blive en smule mindrevær-
dig, hvis man netop aldrig rigtig får udvidet sit perspektiv og gravet dybere i de enkelte landes kul-
turer. Det vil simpelthen blive for overfladisk, og måske i stedet blive en konkurrence i at afgøre,
hvem der har besøgt flest lande.
Jeg tror, at samtlige af klassens maver slog knuder, da studieturen i sidste uge gik til Madrid. Alle
var spændte, og visdommens ledsager havde fundet sit skjul. Programmet for ugen var lagt hjem-
mefra, og jo, vi oplevede da den spanske kultur, gennem de mange ting vi om dagen var ude og se.
Da det så blev aften, oplevede man dog kulturen på en helt anden måde. Det var netop på barerne
og klubberne, at man virkeligt fik dannet et indtryk af det spanske folk. Det var her, at man faldt i
snak, grinede sammen og lærte af hinanden. I stedet for at se på hvor forskellige man var, lå fokus-
set mere på, hvad man egentlig havde tilfælles med hinanden. Carsten Jensen kan dermed godt
have delvist ret i sin hævdelse: ”Et menneskes identitet ligger ikke i det, der adskiller ham fra an-
dre, men i det, der forener ham med andre.”
3
Men dette er en individuel holdning. For nogle men-
nesker kan netop føle, at identitetskabelsen ligger i det, der for dem gør dem unikke over for an-
dre. Det er nærmest blevet en ny trend blandt mennesker at skille sig ud fra mængden. Man øns-
ker altså det, som ingen andre har. Dette kan jeg også selv nikke genkendende til, idet jeg synes, at
det at kunne være sig selv og ikke lade sig styre af andre kunne være en god egenskab at have.
I det senmoderne samfund søger man oftest svaret på spørgsmålet: ”Hvem er jeg?” Vi definerer os
som personer i forholdet til omgivelserne. En stor del af svaret på spørgsmålet ligger også i andre
menneskers opfattelse af en selv. Mennesket er dermed begyndt at bruge rejsen som en del af sin
selvrealisering. Nogle går til ekstremerne ved at presse sig selv til sit yderste gennem bjergbestig-
ninger, faldskærmsudspring, bungeejumping osv. i håbet om at kunne skabe sin egen identitet
2
Fotosyntesens tidsalder – Side 3, linje 107-108
3
Fotosyntesens tidsalder – Side 1, linje 34-35
gennem disse oplevelser. De prøver ihærdigt på at overskride sine grænser, i søgen på at finde den
ultimative grænse og dermed også svaret på netop det altafgørende spørgsmål: ”Hvem er jeg?”.
Rejsen har altså en stor betydning for os mennesker. Den er dog også meget individuel. Nogle bru-
ger den som en flugt fra hverdagen, andre skaber sin egen identitet gennem den. Nogle vil måske
sidde med samme tanker som Carsten Jensen. De vil mærke længslen efter fotosyntesens
tidsalder: ”Et træ får ikke kun næring gennem sine rødder, men også gennem de tusinder af blade,
det rækker op mod solen. Sådan er det også med os. Vi har ikke kun rødder. Vi har også blade. Det
er fotosyntesen mellem mennesker, omdannelsen af fordommenes tunge kulstoffer til livgivende
ilt, jeg oplever.”
4
De længes efter håbet om at kunne fjerne fordomme mod kulturer gennem kon-
takt med mennesker. Et enkelt håndtryk på vejen kan være nok. Dog er rejsens måske allerstørste
betydning for det senmoderne menneske det at kunne realisere sig selv gennem den. Man vil se
rejsen som selvrealiseringens hjerte, der pumper livgivende blod ud til alle de muligheder, den
medbringer.
Kildefortegnelse
Jensen, Carsten (2002): Fotosyntesens tidsalder. Politiken
4
Fotosyntesens tidsalder – Side 2, linje 70-74