
Side:1
Formål /hypotese
Formålet med øvelsen er at demonstrere liganders betydning for farven af komplekset i en Cu2+eller en
Pb2+opløsning.
Teori
Komplekse bindinger
En kompleks binding er en elektrostatisk effekt, der skaber en forbindelse mellem en metalion og 2-9
ligander- normalt er det 2-6 ligander men det kan også være langt højere, hvis man arbejder med et metal
indenfor lanthaniderne og actiniderne. Metalionen kaldes for centralatomet eller centralionen og befinder
sig som oftest i centrum af komplekset. Herfra binder den til liganderne, som indeholder lone pairs, hvilket
er årsagen til at liganderne kan danne en binding til metalionen. Bindingen fra metallet til liganderne er
givet ved af elektronkonfigurationen af centralatomet, og hvor meget liganderne er elektronegative.
Antallet af ligander centralionen kan bindes til, kaldes for centralionens koordinationsstal.
En type binding der kan opstå er en ion-dipol binding. Denne opstår f.eks. når et salt opløses i vand, herved
vil saltets krystalstruktur blive brudt pga. den stærke dipol som vandet har. Herved vil vands
elektronegative del (oxygenatomet) binde til det positivt ladede metal, mens den negativt ladede ion vil
binde sig til den positivt ladede ende af vandet (hydrogenatomet). Når dette sker, vil metalionen binde et
hvis antal vandmolekyler, disse ioner kaldes hydratiserede ioner (aquaioner). Antallet af vandmolekyler
metalionen kan binde er voksende med radius af ionen, en metalion med en lille ionradius, f.eks. Be
3+
, kan
ikke binde lige så mange som en metalion med en stor ionradius, f.eks Fe
3+
.
Den anden bindingstype der kan forekomme i et kompleks, forekommer når centralatommet i sine ikke-
komplette niveauer har tomme orbitaler. Denne binding minder meget om en kovalentbinding, dog vil
bindingen i komplekset udelukkende være gjort ved lonepairet fra liganden.
Det er især overgangsmetallerne (og aluminium) med deres ikke-komplette d-orbitaler, der efter en
hybridisering kan danne komplekserne, dog har liganderne også en stor effekt med deres s- og pi-orbitaler.
Figur 1. Et eksempel på en kompleksbinding
Hydratiserede metalioner
Metalioner med vandmolekyler bundet som ligander, kaldes for hydratiserede. Hydratiserede metalioner
har den specielle egenskab, at de kan fungere som syre. Dette vil altså sige, at komplekset kan afgive en
proton, styrken er afgjort af metalionens ladning og ionradius, jo højere ladning og mindre radius, desto
stærkere syre. Dette betyder altså, at når et salt opløses i vand, vil det dannede kompleks være i stand til at
gøre en opløsning sur, ved at afgive protoner fra liganderne (vandmolekylerne), så længe at den negative
ion fra saltet ikke besidder udprægede basiske egenskaber. Protolyseproduktet af denne syre-/base-
reaktion af komplekset har ofte en tendens til at binde sig til hinanden, og danne partikler med mere end et
centralion. Oxygenatomer er et eksempel på dette, da de danner en bro mellem de to positivt ladet
centralioner.
Struktur
Alt efter koardinationstallet af centralionen, vil et antal ligander bindes til metalionen. Det er som oftest 2,
3, 4 eller 6 ligander der bindes til centralionen, og disse vil hver især danne en forskellig rummelig struktur.