Billedkunst 1G
Tema: Farven
Virkelighedsgengivelse:
- Fra 1400-tallet og op har man næsten uafbrudt interesseret sig for at anvende farven til at skildre
den ydre eksisterende virkelighed og levevilkår.
- Farvens opgave har været at støtte lys og formskildring
- Farven har i forskelligt omfang været underordnet den neutralistiske og realistiske kunst.
Impressionisme
- Ordet stammer fra det franske ord: impression og betyder indtryk.
- er kendetegnet ved en åben maleteknik og lyse farver.
- Fotografiets kunst var på vej, men kun i gråtoner - så farverne spillede en væsentlig rolle for
impressionisterne. Nogle journalister og kritikere mente ved de første udstillinger af kunstnernes
værker, at de ikke var færdige, men blot "indtryk" af noget. Mens kunstnerne på den anden side
mente, at deres værk var fuldendt.
- Impressionisterne forsøgte at indfange indtrykket, øjeblikket, det omskiftelige i lysets spil og
skyggernes farver. Synsvinklerne og beskæringerne er uventede for at forstærke det foranderlige
og tilfældige. Motiverne spænder vidt. Lige fra naturskildringer til livet i den moderne, hektiske
storby.
Neoimpressionisme
- videreudviklede impressionisternes teknik med at lægge farve på lærredet for at opnå visse
effekter.
- Neoimpressionisterne ville foruden øjebliksbilledet også skildre den optiske farveopfattelse,
baseret på studier af den fysiske og psykiske farveoplevelse.
- ”Prikmaleriet” er det ultimative eksempel på farvens opståen og udstråling.
- Pointillismen:
o En malestil som bruger mange små prikker i primærfarverne til at skabe et indtryk af et
stort spektrum af sekundære farver.
o Teknikken bygger på tilskuerens synssans som ikke opfatter prikkerne en og en, men sætter
dem sammen til en meningsfuld helhed.
o Denne måde at blande farver på kaldes optisk farveblanding, idet den egentlige blanding
sker i betragterens øjne.
Pointillisterne brugte penselstrøgene på en måde så farverne først blev blandet i beskuerens øje, og
impressionisterne malede deres billeder utroligt hurtigt for at fange flygtigheden i udtrykket.
Billedkunst 1G
Ekspressivitet
- Udfolder sig i både figurativ, abstrakt og nonfigurativ kunst
- Farven anvendes som middel til at udtrykke lidenskaber, stærke følelser og fornemmelser.
- Det er den indre psykologiske og symbolske verden, som er emnet.
- Menneskets lidenskaber, fortrængninger, angst og ensomhed udtrykkes gennem rene farver og
stærke kontraster.
Rene farver er dominerende
kold/varm-konstrasten er anvendt med stor styrke.
hovedtreklangen: Gul-rød-blå (med gul som den styrende farve)
Idet store kunstnere aldrig følger systemer, vrides farven i retning af et samspil mellem to
komplementære farvepar, nemlig gul-violet og orange-blå.
den grønne farve er helt fraværende
Farvens egenværdi
- I begyndelsen af 1900-tallet udviklede nogle kunstnere en opfattelse af billedsproget, hvor motivet
forsvandt. (billedelementer som linje, farve, rytme etc. Trådte ind i stedet.)
- Det nonfigurative udtryk kunne sammenlignes med musikken. (Wassily Kandinskys udtalelse)
o Musikken er abstrakt og handler kun om sig selv. Frigjorde man billedets virkemidler fra det
forestillende ville man opnå samme effekt – man ville kunne udtrykke følelser, tanker og
ideer.
Diagonalen = udtryk for det dynamiske.
Neoplasticisme
- Samlende betegnelse for de idéer og den æstetik, som udvikledes ca. 1914-20 af den hollandske
kunstnergruppe De Stijl
- Udgangspunktet var et rent geometrisk form- og farvesystem i maleriet
- Formen skulle begrænses til rette linjer og vinkler i strengt ortogonale opbygninger, forbundet med
rene farveflader i primærfarverne rød, gul og blå samt sort, gråt og hvidt.
- Neoplasticismen fandt også anvendelse inden for bygningskunst og design
Billedkunst 1G
Farven i skulpturen
- Farven i den klassiske skulptur har været nøje knyttet til skulpturmaterialets naturlige iboende
farve. (marmorskulpturer – hvide, bronzefigurer – sorte eller grønlige og jernskulpturer – rustrøde.)
- I nyere tid er farven som et særligt virkemiddel indgået i samarbejde med skulpturen. Der kan
skelnes mellem to forskellige måder at anvende farven på:
o Den monokrome skulptur
▪ koncentreret om én farve
o Den polykrome skulptur
▪ En bemaling i flere farver.
Farven i arkitekturen (www.arksiteplus.dk)
- Fra tidens morgen byggede vi boliger i de materialer der fandtes på stedet. Altså fik husene de
farver som materialerne havde.
- Senere da man begyndte at bygge større og mere komplicerede bygninger(templer, rådhuse,
arenaer etc.) indgik farven i de udvendige udsmykningselementer.
Funktionalismen
- Ønsket om at udvikle en funktionel arkitektur
- Funktionalismen kendetegnes på detaljernes niveau ved enkelhed i liniespillet, ved vægt på
brugssammenhænge
- Genstande og bygninger må tilfredsstille visse brugsmæssige krav.
Postmodernismen
- Postmodernismen er perioden fra ca. 1970’erne til starten af 1990’erne.
- Dens kendetegn er genbrug af stilarter, citater fra andre bygninger, fravær af betydning, mange
farver, alle former og materialer som lige gyldige.
- Fantasi i stedet for funktion
Omkring 1978 gjorde en gruppe arkitekter op med modernismens hårde og kantede former.
De ville ikke længere bygge i ensfarvede firkanter, rette vinkler og med vægt på enkle former. De
ville bruge de former, farver og linjer, de havde lyst til. Postmodernismen blev derfor en blanding af
nye og gamle stilarter med lån fra alle verdensdeles arkitektur. Man legede med formerne og lånte
elementer, fra hvad man end fandt inspiration i.
Boligerne skal være renset for klunkestil og
unødvendige nipsgenstande, der bare
optager plads og koster arbejde fordi det
skal støves af. ET SOVEVÆRELSE SKAL
have de dimensioner, der er nødvendige,
og det afgøres f.eks. af hvor meget plads
man har brug for når der skal laves
armsving til morgengymnastikken.
Klodsede store møbler skal byttes ud med
lette funktionelle. De tykke gardiner skal
væk, og de små vinduer skiftes ud, så der
kan komme lys ind i rummene. Komfort
som centralvarme, WC og affaldsskakter
hører til. Den nye stil bliver af mange
opfattet som kølig og upersonlig.