
Dansk A STX – Skriftlig eksamen – 30. maj 2016
2
gange i løbet af filmen bruges der et subjektivt perspektiv, hvor der nærmest filmes hen over nakken på
journalisten. Det sker fx i indledningen, hvor billedet viser journalistens udsyn ud på trafikken (00:13).
Seeren inddrages på den måde meget aktivt og får en fornemmelse af at være til stede hos journalisten.
Det gør begivenhederne mere relevante og medrivende for seeren.
En anden vigtig del af filmens iscenesættelse af journalisten er brugen af spejle. En af virkningerne af dette
ligger i, at vi som regel opfatter det, vi ser i et spejl, som sandheden. På den måde styrker det journalistens
troværdighed, at man ser ham i spejlene. Men de bliver også brugt på en anden måde, nemlig til at skabe
en god sammenhæng mellem billedsiden og lydsiden i filmen. Det sker eksempelvis, da journalistens
stemme som voice over høres udtale: ”Siden har jeg forsøgt at finde ud af, hvad der lå bag. Hvorfor banken
blev ved med at låne penge ud til en spekulant, der allerede havde sat hundredvis af millioner over styr?”
(00:58). Man ser journalisten sætte bakspejlet, og i selve bakspejlet ser man hans ansigt. Det stemmer for
det første godt overens med historien, der fortælles. Han sætter fokus på sagen. Men det fremstiller ham
også mere generelt som en fokuseret, detaljeret og målrettet person. Det giver en fornemmelse af, at han
er på sporet af noget vigtigt. Og den fornemmelse bliver forstærket i løbet af filmen, ved at hans ’spor’
bliver ved med at dukke op. Filmens titel bliver vist ved, at den redigeres ind på billeder af en næsten tom
vej, hvor journalisten kører (01:31). Bag ham trækker han et blåt spor i vejen, som altså også er redigeret
ind i billedet. Dette blå spor dukker op flere steder i filmen, og det underbygger den opfattelse man som
seer får af ham, netop at han er en detektiv på sporet af noget meget vigtigt. Sporet går fx igen, når det
bruges til at understrege navnene på journalistens kilder, altså de interviewede personer i filmen, fx Jørn A.
Hansen (02:20). Seerens fornemmelse af, at journalisten er på sporet, forstærkes yderligere af, at man ser
ham arbejde. Han sidder med avisartikler og optagede udsagn, og i lokalet hænger et spejl, som han har
hængt billeder op på. Hans måde at arbejde på minder om den måde, politiets opklaringsarbejde typisk
fremstilles på i krimifilm. Han fremstilles som omhyggelig og organiseret. Men det er ikke de eneste
egenskaber ved journalisten, som filmen fremhæver. Han er en velbegavet person, som forstår og formår
at navigere i finansverdenen. Det viser filmen helt konkret ved, at han i sin bil må navigere imellem gaver,
der er redigeret ind i billedet (01:59). Det er gaver, som skal symbolisere de bankpakker, som blev givet til
bankerne fra Christiansborg i forbindelse med finanskrisen. På lydsiden er der ekstern lyd fra Anders Fogh
Rasmussens nytårstale, hvor han netop taler om bankpakkerne. Og ligesom han navigerer udenom
bankpakkerne, navigerer han også udenom en animeret TV-skærm med klip fra talen (02:03).
Pakkerne og TV-skærmen er en vigtig del af den måde, filmen fremstiller den finansielle verden på. Det
virker nærmest som et computerspil, altså noget, der er fjernt og urealistisk. Bankpakkerne gøres til
kæmpestore gaver, som vi kender dem fra børnefødselsdage. Og ikke nok med at de er store, så er de også