Analyse af ”Flammer” af Charlotte Weitze
Novellen ”Flammer” af Charlotte Weitze kan læses på flere måder, hvorved der opnås
flere forskellige handlingstråde. På et bogstaveligt plan handler den om hvordan den unge pige
Karen i jalousi forsøger at slå en kvindelig strandvasker ihjel, da det viser sig, at hun er i live og
muligvis kan være en gammel flamme fra bedemandens fortid. I en psykologisk læsning af teksten
handler den i stedet om hvordan Karen får bedemanden til at lægge denne kvinde bag sig ved at få
ham til at forelske sig i hende selv i stedet.
Fortællingen starter in medias res ved at læseren med det samme bliver introduceret for
fundet af strandvaskeren. Dette foregår få dage inden Sankthansaften. Herefter springer fortællingen
nogle uger tilbage i tiden, hvor Karen begyndte at arbejde fra bedemanden. Karen bliver
karakteriseret ud fra hvordan hun opfattes af byens beboere. Det fortælles, at hun har en grim blå
hud hvilket gør, at folk undviger hende på gaden og børn råber af hende. Årsagen til denne blå hud
skyldes et kortvarigt hjertestop da hun var lille. Hendes forældre havde fundet hende en morgen blå
og gispende efter vejret i sin seng. Denne information sammenkoblet med fortællingen om hvordan
Karen gik alene ud i vandet, var druknedøden nær, men blev reddet af bedemanden i sidste øjeblik,
indikerer at disse hændelser er foregået samme aften og giver en forklaring på hjertestoppet.
Ligesom inden for dramagenren får læseren en bonusinformation, som majoriteten af personerne i
teksten (byens indbyggere, heriblandt Karens forældre) ikke kender noget til, hvilket skaber en
intimitetssfære mellem læseren og de to indblandede, Karen og bedemanden. Det kan fortolkes at
Karens hjertestop skyldes, at hun ved hændelsen forelsker sig i bedemanden.
I novellen indikeres det tydeligt, at Karen og bedemanden begge er lidt udstødte af
samfundet. Karen på grund af sit udseende og bedemanden fordi han forekommer at være en
drømmer, der er svær at komme ind på. Charlotte Weitze prøver at få læseren til at sympatisere med
Karen ved at fortælle hvordan børnenes forældre undlader at fortælle dem, at Karen engang var en
velskabt lille pige, men lader dem fortsætte med at råbe af hende på gaden. Der gives ingen grund
til hvorfor forældrene tilbageholder denne information, hvilket får dem til at fremstå som
usympatiske.
Karens forelskelse i bedemanden er skyld i, at hun begynder at arbejde hos ham. Folk fra
byen forstår ikke denne handling, da de mener hun hellere burde være på stranden med sin kæreste.
Frustrationen over hendes mislykkede forsøg på at fange bedemandens opmærksomhed kommer
flere gange til udtryk i teksten, og det er som om hun til sidst går ud i ekstremerne. I begyndelsen
smiler hun bare og prøver at strejfe hans hænder, vrikke med numsen og gør et mislykket forsøg på
at dække sine blå læber med læbestift. Da hun intet resultat opnår ved dette, ender hun med at
dukke op iført bikini, men endnu en gang uden held, bedemanden bliver ved med at kigge ud ad
vinduet.
I starten af novellen fortælles det, at det altid er bedemanden, der finder strandvaskere.
Årsagen til dette bliver uddybet senere i fortællingen, hvor man får historien om den pige han
engang kendte, og det kommer endeligt til udtryk ved hans udsagn ”Jeg håber stadigvæk på at finde
hende. Jeg er gået i stå, mens tiden er svinget”. Bedemanden sidder tydeligvis fast i fortiden, hvilket
er grunden til, at han så ofte befinder sig ved stranden og derudover bruger sin tid i
bedemandsforretningen på at spejde ud over havet.
Hvis man foretager en genremæssig perspektivering, er der meget at tage fat i eftersom
Charlotte Weitze benytter sig af en masse kneb, der har til formål at fremkalde tvivl i læseren
omkring hvorvidt fortællingen er realistisk eller ej. Brugen af en alvidende fortæller fungerer godt
for at plante en masse forskellige spor fra forskellige retninger.
Som nævnt benytter novellen sig af et element fra dramagenren, men centralt for teksten er brugen
af fantastiske elementer. Eksempelvis er der strandvaskeren, der burde være død, men som på en
eller anden måde viser livstegn foran Karen. Charlotte Weitze at forsøger at muliggøre scenariet
ved at få bedemanden til at komme med kommentaren ”Man skal være helt sikker, inden man
brænder et lig. Jeg har hørt historier om piger, som har været skindøde i årevis”. Dog har vi
tidligere fået informationen om, at hendes ansigt er fuldstændigt ødelagt, hvilket gør det
usandsynligt, at hun skulle være i live. Det ødelagte ansigt gør også, at bedemanden ikke er i stand
til at genkende hende, skulle det nu endelig have været hende. Samtidig er der også noget mystisk
over denne kvinde i og med, at det virker som om hun ikke eksisterer i andres verden, da hun ikke
kan genkendes ud fra tandaftryk. Hele mystikken omkring kvinden tilfører også et
spændingselement.
Udsagnet, ”Karen fik anfald af svimmelhed og så ting, ingen andre så.” kan hentyde til, at episoden
med strandvaskeren, der kommer til live kun foregår i hendes fantasi. Dette forstærkes af, at
forældrene til sidst synes de ser en pige komme ud af krematoriet på trods af, at der nogle linjer
længere oppe står, at flammerne vred strandvaskeren. De prøver at skyde disse syner væk med
kommentaren om, at ”man så nemt kan blive kulret om sommeren”.
Elementet med Karens blå hud forårsaget af et hjertestop er også et fantastisk element, der
ikke er muligt i virkeligheden. Brugen af kronos omkring Sankthansaften er endnu en tilføjelse, da
denne helligdag er omgivet af overtro og derfor højst sandsynligt ikke er tilfældigt valgt af Weitze.
Fortællingen ville foruden disse elementer være realistisk nok, men når de tilføres dannes der en
fiktionskontrakt med læseren. For at få styr på novellen kan man foretage en psykologisk læsning
og forsøge at få disse elementer ført over på noget symbolsk, og derved via fortolkning af
symbolerne opnå en realistisk handling. Strandvaskeren skal så tages som et symbol på hvordan
kvinden stadig eksisterer i bedemandens hjerte og tanker. I kølehuset, da Karen opdager, at der er
liv i mindet om denne kvinde, går hun i panik, da hun ikke ønsker, at bedemanden skal tro der er
håb for den gamle flamme. Denne panik fører til, at hun desperat giver sig til at kysse ham hvorved
han forelsker sig i hende. I den psykologiske læsning begår Karen altså heller ikke mordforsøg ved
at lade hende brænde i krematoriet, det skal symbolisere hvordan hun får hende til at forsvinde fra
bedemandens bevidsthed. Slutcitatet ”Ilden sitrede, røgen steg op til den klare midsommerhimmel
og drev over havet” er en metafor for hvordan kvinden forlader bedemandens tanker.
Selv om man kan få mange af trådene til at passe sammen i den psykologiske læsning, er der dog en
information, der driller – forældrene, der ser pigen forlade krematoriet. Det giver problemer med
den psykologiske fortolkning, da man så ikke kan sige, at hun forsvinder helt fra bedemandens
tanker, men altså lever videre.
Konklusionen må være, at det har været en intention fra Charlotte Weitze side at forvirre
læseren ved at skrive en novelle, som ved hjælp af fantastiske elementer indgår dobbeltkontrakt
med læseren. Som nævnt giver den psykologisk læsning giver mange bud på opklaringen af en
fortolkning, men der er stadig få løse ender. Den psykologiske læsning kan bidrage med et bud på et
tema som kunne være, at man nogle gange har brug for hjælp til at lægge fortidens spøgelser bag
sig og komme videre, og den kører lidt efter princippet med, at der skal en ny forelskelse til for at
glemme en gammel. Dette passer ind i historien, og man kan sige den ender lykkeligt med, at
bedemanden og Karen har fundet sammen.