
Mit eget bud på den rigtige model at føre i Danmark
Det første jeg synes, at man skal prioritere, før man bare tilfældigt vælge imellem modellerne, er at
det er vores velfærd der opretholdet samfundet, som så arbejdsmarkedet opretholder. Det er derfor
vigtigt, at man tager højde for at følge den mest gavnlige model for dansk vækst i fremtiden. Derfor
er mit bud mobication, da det er den model, som jeg ser mest fremgang i økonomien med.
Mobicationsmodellen tager nemlig højde for de højere arbejdslag af samfundet, som så muliggøre
deres viderekvalificering. Dette vil godt nok give den lavtlønnede sværere ved at få/holde fast i et
job. Men stramningen på uddannelseskravene synes jeg kun vil forbedre dansk konkurrence til
udlandet, som så vil kunne betale for velfærden. Finanskrisen har også svækket det høje lag rent
økonomisk, så virksomheder rundt i Danmark har været nødt til at lukke. Jeg synes at pengene til
videreuddannelse efter indtrædelse på arbejdsmarkedet bliver bedre givet ud, end på overførsels-
indkomster. Det er konkurrencen mellem arbejdsstyrken, som jeg godt kan lide i mobications-
modellen, da det kun vil sikre en bedre økonomisk skatteindtægt ved vedligeholdelse af danske
arbejdspladser. Jeg synes dog også, at der skal være en vis standard indenfor det offentlige system,
da det er den der holder den lave arbejdsløshed nede. Det er også derfor at valget falder på
mobication, da man jo skal være realistisk når det kommer til finanspolitik. Det nytter ikke noget at
man forgælder sig for meget for at kunne oprette kvaliteten af velfærden. Dette vil i sidste ende
skade den private sektor. Som beskrevet i mobicationsmodellen, er det skattevæsenet der skal betale
for uddannelse og livslæring. Så mobicationsmodellen betyder ikke nødvendigvis et mindre
skattetryk, idet den har en liberalistisk virkning, men i stedet en mulighed for at kunne
imødekomme den seneste finanskrise. Finanskrisen har nemlig forøget konkurrencen med
udlandenes omkostningsniveauer, som jo betyder at private virksomheder vil få det sværere ved at
få afsat deres produkter i ind- og udland. Så det er den innovative arbejdsomlægning, der skal føre
Danmark tilbage efter min mening, til at blive en af verdens rigeste lande igen. Det er så først efter
at man har imødekommet konkurrenceudfordringer skabt af finanskrisen, at man kan overveje om
den sociale omfordelingsforandring i den offentlige sektor, skaber et strukturel forbedring til
konkurrenceevnen i Danmark.
Et andet synspunkt er, at Danmark er et ligestillingsland, hvor man forsøger at skabe så lille en
klasseopdeling som muligt. Dette er flexicurity bedre til at efterleve, da det jo er sikring af de
lavtlønnede modellen fokuserer på. Men ifølge min holdning, så er det den danske vækst der skal
komme i første række. Som jo betyder at flexicurity efter min mening ikke kan leve op til de
fundamentale forandringer for konkurrence på arbejdsmarkedet.