Dansk/historieopgave.
10
Desuden kan grunden til at Trille bruger denne metafor være, at det nu ikke længere nødvendigvis skal
være mændene der kører bilen. Dette mønster skal knækkes – det skal ikke nødvendigvis være manden der
sidder bag rettet - det skal ikke nødvendigvis være manden der bestemmer i hjemmet: Mænd og kvinder
skal være ligestillet.
I vers fem smider kvinderne returbilletten væk. Igen bruges en metafor, hvorfor returbilletten er et
tilbagefald til de gamle kønsroller og til det ”gamle borgerlige samfund.” Dét at kvinderne ”har smidt
returbilletten væk,” er altså et tegn på, at de ikke vil tilbage til denne levemåde: De er på vej til at blive
ligestillet og vil gå hele denne vej. Og når de først er nået til vejens ende kunne de ikke drømme om at
vende tilbage – der har de ingen returbillet.
Omkvædet bliver efterfulgt af anden strofe, som er en beskrivelse af hvor hårdt det var for kvinderne at få
deres budskaber igennem under kvindeoprøret. Denne strofe henvender sig, i modsætning til omkvædet,
til kvinderne. I vers to, tre og fire skrives: ”når alt hvad du samled af kræfter og modstand er væk på et
sekund.” Hvad der ligger i dette, er at de protesterende kvinder hurtigt kunne blive nedgjort af det
omgivende samfund i almindelighed og af mænd i særdeleshed. Det er denne kamp op ad bakke, og
samtidig en hudløs ”smerte” der beskrives i vers fem, seks, syv og otte. ”Den hårde hud er for tynd nu gør
det forfærdeligt ondt.”
Det er hårdt at se, hvad man har kæmpet for bryde sammen igen og igen - som en Sisyfos der må skubbe
den store sten op af bjerget igen og igen. Specielt når man ved, at kampen er ulige – at kønsrollemønstret
og samfundet er mere fastlåst end som så, og at de eksisterende samfundsnormer ikke er sådan lige at
ændre. Så selvom kvinderne har hård hud udenpå/ selvom de er (vilje)stærke, er huden ind imellem for
tynd – det er ikke alt man lige umiddelbart kan, selvom man er viljestærk.
Omkvædet bliver herefter gentaget.
I strofe tre indleder Trille med at skrive, at maskinen til Tirstrup har svært ved at lette for tunge duftende
mænd. De tunge duftende mænd er her de autoritære, undertrykkerne og borgerlige mænd, der sidder på
toppen af Danmark og bestemmer alt – både ude og hjemme. Tiderne er imidlertid ved at skifte, og det ved
de tunge mænd udmærket: ”som når du ser lige på dem får små bange øjne, bag habitten ved de godt, at
de har ikke så langt igen.” (Vers fire, fem, seks og syv ). Det beskrives med andre ord, hvordan mændene
bag deres habit – deres skjold af ophøjethed, i virkeligheden er bange. Bange fordi at de ved, at
kvindebevægelsen er stærk. Som der også står i indledningen til følgende omkvæd: ”for de har også set
at…” De ved godt at kvindebevægelsen bliver større og større, og de ved at kvinderne uanset stræber mod
ligestilling – og dette uden returbillet.
Omkvædet bliver igen gentaget.