Dansk A STX – Vejledende opgavesæt 1, Opgave 3 – august 2018
STX 3.g
Vi ved det alle: Verden er fuld af mennesker, der ikke bliver behandlet ordentligt. Mange af dem lever i en
helt almindelig hverdag med familie, skole eller arbejde. I den slags tilfælde er det sværere at se, når
mennesker bliver undertrykt eller udsat for social udskamning. Men ét er at opdage det - kan vi
overhovedet ændre på det? Realismen i det moderne gennembrud og senere socialrealismen påvirkede
den politiske udvikling gennem litterære skildringer. Vi ser den samme tendens i dag, hvor forfattere også
bruger ordet til at påvirke og forandre.
Nytårstaler og manifester er eksempler på genrer, der kan bruges til at skabe forandringer i samfundet. Det
gælder også forfatter og debattør Sara Omars nytårstale (DR2 Deadline, 1. januar 2018) og forordet til
bogen Ludermanifestet (2017) af den feministiske kendis-trio GirlSquad.
I Sara Omars nytårstale er den primære appelform patos. Det passer til det følelsesladede budskab, nemlig
at undertrykkelse af kvinder i muslimske miljøer må høre op. Vi fornemmer patos i ordvalget, hvor vi skal
føle vrede på kvindernes vegne: ”Når du fødes med mærkaterne skyld, skam og ære præget ind i huden,
fordi du kun er en kvinde...” (l. 1-2). Ordvalget “skyld” og “skam” er negativt ladet. Ordet “ære” er normalt
positivt, men i denne tale er det negativt på grund af associationerne til muslimske æresdrab. Talen
rummer generelt mange beskrivende adjektiver, hvoraf flere er negativt ladede som “mørklagte og
tabuiserede” (l. 15) og “undertrykkende og patriarkalske” (l. 30).
Patos kobles med etos, idet Omar fremhæver sine egne erfaringer med at bryde fri af undertrykkelse: ”Jeg
ved godt at sandheden gør ondt. Den gør ondt. Det ved jeg alt om.” (l. 27). På tidspunktet for talen var
hendes delvist selvbiografiske roman, Dødevaskeren, meget omtalt, og derudover var hun kendt som
debattør af kvinders rettigheder og islam. Hun er dermed en afsender med stor troværdighed i forhold til
talens emne.
Patosappellen bruges ikke kun til at vække vores forargelse. Omar runder sin tale af i mildere toner som en
statsmand: “Jeg ønsker jer alle, af hele mit hjerte, et rigtig godt nytår.” (l. 52). Patos bruges ofte til at
STX 3.g
taleren slutter af med at ønske alle godt nytår. Dermed appellerer Omar til en positiv følelse som håb i
slutningen.
Sara Omars personlige engagement fremhæves af hendes fremførelse. Hendes stemmeføring er rolig og
tydelig, og hun lægger tryk på ord og holder små kunstpauser, så virkningen trænger ind (53).
Hvad angår kropssprog, er hendes øjenkontakt vedholdende og udstråler styrke. Når hun taler direkte til de
muslimske mænd om, hvordan man ikke behandler en kvinde, udtrykker hendes rynkede bryn vrede på
kvindernes vegne (03.38). Hun smiler dog, når hun taler om håb og frihed (00:33, 04:00).
Omar benytter sig af to metaforpar: “ordet” og “sværdet” samt “lys” og “mørke”. Begge par er patosfyldte,
og lysmetaforen understøttes af, at der vises et brændende lys på en skærm bag Omar. Lyset symboliserer
sandheden, idet Omar vil ”kaste lys over de mørklagte og tabuiserede afkroge” (l. 14-15). Det
repræsenterer også håb og glæde: ”For det er udelukkende ord, der har været mit lys og grunden til min
Dansk A STX – Vejledende opgavesæt 1, Opgave 3 – august 2018
overlevelse i et hav af mørke.” (l. 20-21). De to sæt metaforer er samtidig eksempler på antitese. Ved at
stille to modpoler op over for hinanden bliver budskabet klarere.
Ludermanifestet har ligesom nytårstalen et budskab om frisættelse af kvinden. Mere specifikt
argumenterer trioen for en normændring i samfundet, der skal frigøre kvinder, der er åbenlyst seksuelt
aktive, fra fordømmelse. Det skal ske ved at ændre vores forståelse af ordet ’luder’, så det ikke kan bruges
til udskamning. Kvinderne bag GirlSquad er kendt som influencers og debattører, men starter alligevel med
at fastslå deres etos: ”Vi har alle tre været unge i Danmark.” (l. 1). De bruger løbende etos, og det markeres
sprogligt med gentagelser, eksempelvis om hver forfatter: ”[NN] var en luder, da” (l. 10-12). På den måde
understreger trioen, at de taler ud fra personlige erfaringer.
Logos fylder også i manifestet. Forfatterne kommer med faktuelle oplysninger, som skal bevise, at der
endnu ikke er ligestilling: ”Til dette kunne vi komme med faktuelle svar, såsom …” (l. 35). Faktisk undsiger
de egne fakta med formuleringen ”Til dette kunne vi komme”. Det er næsten, som om de ikke vil stå ved de
tørre logos-baserede argumenter, men de medtager alligevel oplysningerne, så vi ikke undgår at blive
påvirket.
Til sidst i teksten opstiller GirlSquad seks mærkesager. De er uakademisk opstillet: ”#1 Reclaim ordet
luder!” I stedet for normal punktopstilling har de brugt hashtag-tegn, og udråbstegnet giver desuden et
uformelt og råbende indtryk. Flere af mærkesagerne minder i ordlyden om hashtags på de sociale medier
og kan bruges sådan. Den bevidst uakademiske stil i mærkesagerne passer fint med navnet GirlSquad og
med brugen af ’luder’.
Når vi sammenligner de to hold debattører og måden, de bruger deres genrer på, bør vi først definere
genrerne. En nytårstale er koblet til en konkret kommunikationssituation og holdes normalt af statsledere.
Når en mellemøstlig forfatter får lov at holde en, opstår en unik kommunikationssituation. På flere måder
taler Omar som samlende en statsmand, idet hun både gør status, irettesætter og inspirerer. Et manifest er
omvendt en tekst, der udlægger grundlaget for en ideologi eller verdensanskuelse. Et berømt eksempel er
Mary Wollstonecrafts Et forsvar for kvindens rettigheder (1792), og derfor virker et feministisk manifest fra
GirlSquad ikke ulogisk. Trioen fører sig dog ikke som statsledere, men som provokerende outsidere.
Et vigtigt led i at forstå, hvad og hvordan debattørerne vil forandre, er deres målgrupper. Omar adresserer
umiddelbart sin tale til ”alle” (l. 9), men henvender sig konkret til sine muslimske ”medsøstre” (l. 39) og til
mændene med ”kære brødre” (l. 42). De undertrykte kvinder skal altså skabe en bevægelse indefra mod
undertrykkelse, og på samme måde skal mændene ændre adfærd. Alligevel er hendes primære modtager
ikke herboende muslimer. Ellers havde hun ikke holdt talen på dansk og i Deadline.
Vi får et hint om Omars reelle modtager i indledningen: ”Når du fødes med mærkaterne…” (l. 1). Det
gælder nok de færreste af Deadlines seere, som til gengæld er velorienterede og måske kender Omars
roman, så de vil være tilbøjelige til at sympatisere med hendes sag. Pronominet ’du’ kan derfor ses som en
dramatisk måde at få en udenforstående til at indleve sig. Ved at få disse modtagere i tale engagerer Omar
en ressourcestærk gruppe, som måske vil bidrage til at sætte muslimske kvinders liv på den politiske
dagsorden.
I Ludermanifestet er ’vi’ er det dominerende pronomen. Det lader primært til at henvise til forfatterne selv:
”Vi har alle tre” (l. 1). Kvinder omtales som ’de’, selvom forfatterne alle er kvinder: ”kvinder jo godt må […].
Dansk A STX – Vejledende opgavesæt 1, Opgave 3 – august 2018
De må jo” (l. 24-25). GirlSquad lukker sig på den måde om sit eget ’vi’. På den måde kan vi sige, at
Ludermanifestet mest er vendt mod forfatterne selv og deres egen kamp. Deres manifest vil overbevise
modtagerne om at ændre holdning, men ikke om at handle. Men hvis en bred modtagergruppe godtager
trioens udsagn, vil det også skabe en reel forandring for kvinderne, som i dag udskammes for et aktivt
sexliv.
Teksternes virkemidler er afstemt efter deres formål. Omar vil overbevise sine modtagere om at handle, og
derfor bruger hun patos, så modtagerne bliver følelsesmæssigt engageret. Hun opbygger personlig etos og
trækker på metaforer, som fænger og tydeliggør. GirlSquad vil primært overbevise modtagerne om, at
forfatterne har ret, og til det bruges en blanding af etos og logos. Samtidig forsøger de at provokere
læseren med bevidst uakademiske virkemidler og sprogbrug. Dermed understøtter deres trodsige reaktion
det opgør med normen om kvindehad, som de ønsker.
Men skaber forfatterne så forandring? Det er svært at vide i praksis, men begge tekster vakte debat. Deres
sprogbrug fortæller os, hvilken forandring de drømmer om. Sara Omar bruger store ord og taler malende
om at ”inspirere og skabe forandring” og ”reformere, revolutionere […] gøre op med” (l. 16-17). Vi drages
af hendes vision om en bedre og smukkere verden og ønsker at være del af forandringen. GirlSquad bruger
derimod sproget som et våben. De konfronterer modtageren gennem bevidst provokation. De beder ikke
pænt om ikke at blive kaldt ludere, men tager i stedet ordet til sig som et forsvar.
På hver deres måde retter de to hold debattører altså en verbal projektør mod et problem i samfundet.
Selvom det er to forskellige former for udskamning og undertrykkelse af kvinder, der italesættes, er der
overlap i indholdet. Forandring er svær at måle, og nogle gange har det høje omkostninger. Det kan Omar,
der lever under politibeskyttelse, tale med om. Men for hver gang nogen råber op og retter vores fokus
mod det, der trænger til forandring, er vi ét skridt nærmere. På den måde kan det lille frø, der begyndte
som en følelse eller en tanke, gradvist vokse sig meget større.