Studiekompasset.dkKlasse: HF 2. år · Fag: Dansk A
Guldnotat til forfatteres fremstilling af sig selv i
litteraturen med en analyse af Barndom
EN HJÆLPENDE HÅND .................................................... 1
NOTEPAPIRET .....................................................................1
TRIN FOR TRIN VEJLEDNING ....................................................1
BAGGRUNDSVIDEN: ANALYSEN OG FORTOLKNINGEN .... 2
HF 2. år
RESUMÉ AF ERINDRINGER: BARNDOM .......................... 3
INDGANGSVINKLER: ANALYSEN OG FORTOLKNINGEN ... 3
ANALYSE OG FORTOLKNING ........................................... 6
SYNSVINKEL- OG FORTÆLLERPOSITION ......................................6
STED OG MILJØ ...................................................................7
TID ..................................................................................8
PERSONKARAKTERISTIK .........................................................9
SELVFREMSTILLING ALT I ALT ................................................ 12
PERSPEKTIVERENDE TEKSTER ....................................... 14
AT BRUGE DE SEKUNDÆRE TEKSTER........................................ 14
PER THEIL: ”DET ER MIN HISTORIE, SAGDE HUN…” (2008) ......... 14
SØREN BO AGGERBECK LARSEN: ”MÅDEN VI ELSKER OS SELV PÅ
(2008) .......................................................................... 16
JENS BLENDSTRUP: GUD TALER UD (2004) ............................. 17
MICHAEL KVIUM SELVPORTRÆT (1985) ................................ 17
LILIAN CUENCA RASMUSSEN: EGOSONG (2006) ...................... 18
Tip: For at springe til et sted i guldnotatet, klik da på
overskriften i indholdsfortegnelsen.
1
En hjælpende hånd
Når du bruger vores noter, er det ikke sikkert, at du finder lige præcis det,
du søger. Det kan være, at vi har lagt vægt på helt andre ting, end du har,
eller at vi har tillagt noget stor værdi, som du har forkastet som ligegyl-
digt. Lige præcis det, at vi har fokuseret på andre ting end dig kan dog
være informationer, som kan være lige så nyttige, som dem du startede
ud med at lede efter, så lad være med straks at forkaste dem eller værre:
straks at forkaste dine egne noter! Overvej i stedet, hvorfor vi har et an-
det syn på den givne tekst end dig. Det kan nemlig hjælpe dig til at uddybe
din analyse, så den bliver bedre og mere sammenhængende.
Vores fortolkninger vil i de fleste tilfælde være efterfulgt af citater, der
understøtter dem. (Denne teknik skal du for øvrigt også bruge citaterne i
din endelige opgave). Du kan på den måde hele tiden orientere dig i, hvad
vi mener og tage stilling til, om du er enig.
Notepapiret
Notepapiret er altså en indsamling af alle de situationer, elementer, cita-
ter og temaer vi finder, det kunne være relevant at komme ind på i en
analyse og fortolkning af teksten/teksterne. Du kan umuligt fylde alle no-
taterne og citaterne ned i din opgave, og dette er heller ikke
meningen. Du skal derimod bruge noterne og citaterne som en hjælp til at
komme i gang med din egen opgave og til at pege dig i retningen af netop
din analyse og fortolkning.
NB: Husk, at du til eksamen selv skal være i stand til at lave analysen og
fortolkningen uden hjælp fra vores notepapir. En god idé er derfor selv at
prøve at lave analysen af teksten/teksterne, inden du anvender noterne
herunder. På den måde kan du også finde ud af, hvad du finder svært og
arbejde ekstra grundigt med dette.
Trin for trin vejledning
Til at guide dig igennem teksten har vi lavet en trin-for-trin-vejledning, der
viser dig, hvordan du selv får taget hul på analysen og fortolkningen. Vil
du selv prøve først, inden du kigger på vores noter, hent da vejledningen
til analyserende oplæg her og analysemodellen til novelle her.
2
Opgaveformuleringen
I Trin-for-trin-vejledningen gennemgår vi, hvad du generelt bør være op-
mærksom på i forbindelse med de forskellige opgavetyper. Det, du især
bør være opmærksom på ved det analyserende oplæg er, at der en over-
ordnet ramme, der på forhånd er givet, og at dit færdige produkt skal
beskæftige sig med netop denne ramme. Du skal ikke forstå opgavetypen
”analyserende oplæg” som et mundtligt oplæg, men som et skriftligt af-
rundet produkt, hvor analysen står i centrum, men hele tiden forholder
sig til det overordnede tema. Det er vigtigt, at du derfor både kan demon-
strere litteraturteoretisk viden, at du er i stand til at nærlæse- og analyse
teksten og samtidig sætte denne analyse i relation til den overordnede
ramme og der ud over kan flette de tekster, der skal relateres til, natur-
ligt ind i opgavebesvarelsen. Det er i denne opgave selvfremstilling, der
er hovedfokus og det, du skal tage udgangspunkt i, når du skriver det ana-
lyserende oplæg. Det dækker over, at Tove Ditlevsen i tekstuddraget skil-
drer sin egen barndom og dermed kommer med en selvfremstilling. Det
er vigtigt, at det er det, du har i centrum, når du skriver dit analyserende
oplæg, og det er også det, der er i centrum i guldnotatet.
Baggrundsviden for analysen og fortolkningen
Det kan være nyttigt at vide noget om forfatteren, der har skrevet den
centrale tekst, du skal i gang med at analysere, men der er intet krav om,
at du behøver medtage noget om ham/hende i dit analyserende oplæg. Et
resumé kan på samme måde være med til at skabe overblik over teksten,
men vi fraråder, at du skriver et resumé i din opgavebesvarelse, da det
ofte bare vil komme til at blive irrelevant fyld i en opgave. Her er det med-
taget for at give dig et overblik over teksten.
Forfatteren: Tove Ditlevsen
Liv og litteratur
Liv
Tove Ditlevsen levede fra (selvom hun skrev, hun blev født i
1918). Hun voksede op i et arbejderhjem på Vesterbro med en far, der var
fyrbøder og en hjemmegående mor. Moren var afvisende over for datte-
rens ønske om nærhed, hvilket førte til, at hun udviklede et had-
kærlighedsforhold til moren og ikke følte sig elsket. Tove Ditlevsen har
gennemgået fire afbrudte ægteskaber, stofmisbrug, gentagne ophold på
psykiatrisk afdelinger og flere selvmordsforsøg, hvoraf det sidste lykkedes.
Virkelighedsskildringer
Tove Ditlevsens tager udgangspunkt i sit eget liv og iscenesætter det in-
den for alle genrer: digte, romaner, novelle og erindringer. Litteraturens
stemmer skriver: ”Tove Ditlevsen gør sit liv offentligt, før det blev almin-
deligt” (p. 94). Dermed var hun en forgangskvinde i sammenblandingen af
3
litteratur og liv på en ny måde. Hun benytter bevidst medierne til at pro-
movere sig selv, skrev erindringer til ugebladene og redigerede en læser-
brevkasse om samliv. Hendes bog Gift var endda ved at indbringe hende
et sagsanlæg, fordi hun i den udleverede flere virkelige personer.
Modernisme og traditionalisme
Typiske skildringer i Ditlevsens værker er erfaringen af, at alt er forbigå-
ende og følelsestilstande skrøbelige. Hun skildrer en dyb melankoli, der
tager afsæt i en eksistentiel angst. Det, der for Tove Ditlevsen binder
tingene sammen, er skriveprocessen og sproget. Tove Ditlevsen står på
den ene side midt i det modernistiske projekt i at skildre fornemmelser af
opbrud, fremmedhed og tab, men samtidig er hendes tekster meget reali-
stiske og formfuldendte, hvilket peger bagud i litteraturtraditionen
1
.
Resumé af uddraget fra Erindringer: Barndom
I tekstuddraget skildrer Tove Ditlevsen én dag, der kunne være et billede
på alle dage. Jegfortælleren ser håb i sin mors udseende, men der er hele
tiden en distance mellem moren og hende. Faren og broren er ude, og
hun kender den daglige rutine, hvor moren står op og gør sig klar til at
be ind. Jegfortælleren er bekendt med dem, der bor i kvarteret og ken-
der deres øgenavne som Fnat-Hans og Smukke-Lili. Indenfor bliver hendes
1
Red. Klaus P. Mortensen Litteraturens stemmer (2009)
øjne fanget af et maleri, hvorunder der står ”kvinde venter sin mand hjem
fra søen, men mens billedet får hende til at blive trist til mode, får det
hendes mor til at le og synge. Hun føler, at det er hendes egen skyld, at
hun ophidser sin mor til at slå og skubbe hende, men hun har et værn
imod det. Hvis hun tænker på ord og digte, betyder hendes mor ikke læn-
gere noget for hende, og hun kan gøre sig selv fjern fra den verden, hun
lever i. Den fjernhed, hun opnår over for sin mor gør, at moren holder op
med at være fjendtlig imod hende og i stedet ignorerer hende. Jegfortæl-
leren afslutter med at sige, at de hverken behøvede mænd eller drenge,
fordi de kun trivedes, når de var alene med hinanden i deres skrøbelige
lykke. Alt dette er, hvad der er tilbage, efter hendes mor er død, og der
ikke er nogen tilbage til at fortælle hendes historie, som den virkelig var.
Indgangsvinkler til analysen og fortolkningen
Det er altid svært at finde ud af, hvordan man skal starte et analyserende
oplæg, og hvordan man skal sørge for, der kommer en rød tråd igennem
det. Du skal nemlig relatere de øvrige tekster i opgaveforlægget til analy-
sen af hovedteksten, og derfor er det helt afgørende, at den røde tråd
også kan binde an til de tekster/de billeder, du vælger at relatere den til. I
opgaveforlægget får du at vide, at du skal skrive et analyserende oplæg
om forfatteres fremstilling af sig selv i litteraturen. Det er meget vigtigt, at
du er opmærksom på, at det derfor er litterære selvfremstillinger, der er
4
fokus for hele din opgave. Det er dog et meget bredt emne, og det er en
god idé fra starten at gøre dig klart, hvad dit delemne eller dit fokus skal
være inden for rammerne af det overordnede tema. Nogle af indgangs-
vinklerne til denne tekst kunne være:
Barndommen set fra den voksnes synsvinkel
Forandring i ens selvbillede
Virkelighed over for fiktion
Barndommen set fra den voksnes synsvinkel
Du kan vælge at fokusere på, hvordan man ser på sin egen barndom, når
man er blevet voksen. Vælger du denne indgangsvinkel, er der nedenfor
to eksempler på, hvordan du kunne indlede din opgavebesvarelse samt en
henvisning til de tekster fra opgavehæftet, du kan relatere til:
Eksempel på indledning 1
Man kan ikke bare som voksen sætte sig ned og bestemme sig for, at man
vil skildre sin barndom som den virkelig var eller beslutte sig for at komme
med den sande historie om sig selv. Historien er nemlig blevet anderledes,
fordi man nu ser den fra et andet perspektiv end dengang, man var barn. I
Tove Ditlevsens værk Erindringer: Barndom fra 1967 kommer denne pro-
blematik til udtryk
Eksempel på indledning 2
Der er kun én der kan beskrive ens liv, og det er en selv. Når man er blevet
voksen ser man muligvis anderledes på sin barndom, end man gjorde, da
man var barn, men man er stadig den, der bedst kan beskrive den. Det er
kun en selv, der husker, hvad man fik til morgenmad, hvordan man be-
tragtede sine forældre og hvilke naboer, man havde, da man endnu ikke
var begyndt i skole. Det er netop sådanne detaljer, Tove Ditlevsen beskri-
ver i Erindringer: Barndom fra 1967.
Perspektiverende tekster til denne vinkel
Vælger du dette fokus, kan du relatere din opgavebesvarelse til:
Per Theils tekst ”Det er min historie, sagde hun…”, der handler
om, at mange forfattere i dag skriver om deres egen barndom.
Jens Blendstrup, der i ”Gud taler ud” har brugt ’Gud’ som pseu-
donym for sin egen far.
Forandring i ens selvbillede
Du kan vælge at have fokus på, hvilke forandringer i ens selvbillede, der
kan opstå og, hvorfor sådanne opstår. Vælger du dette er der nedenfor
angivet to indledningsforslag, du bør overveje samt de tekster og billeder,
det vil være oplagt at relatere emnet til.
5
Eksempel på indledning 1
Man kan ikke gå igennem et helt liv med præcis den samme opfattelse af
sig selv. Der sker både store og små omvæltninger, der gør, at man foran-
drer sig og ligeledes forandrer den måde, man ser sig selv på. I Tove Dit-
levsens værk Erindringer: Barndom beretter hun om, hvordan hun som
barn så på…
Eksempel på indledning 2
Den måde, man ser på andre mennesker forandrer sig, og det samme gør
ens eget selvbillede. I Tove Ditlevsens Erindringer: Barndom fra 1967 skil-
drer hun et billede af den måde, hun betragtede sin mor , da hun var
barn
Perspektiverende tekster til denne vinkel
Vælger du dette fokus, kan du relatere din opgavebesvarelse til:
Søren Bo Aggerbeck Larsens tekst, ”Måden vi elsker os selv på”,
der blandt andet skildrer, hvordan vi konstruerer et billede af os
selv over for andre.
Michael Kviums billede Selvportræt, der viser et billede af, hvor-
dan han ser sig selv.
Billedet af Lilian Cuenca Rasmussen fra EgoSong, der viser en
kvinde, der har et bestemt billede af sig selv.
Virkelighed over for fiktion
En anden mulighed er at lade forholdet mellem virkelighed og fiktion væ-
re det bærende gennem din opgavebesvarelse. Vælger du dette fokus bør
du overveje de to nedenstående eksempler samt tage de tekster i be-
trækning, der kan relateres til det overordnede emne.
Eksempel på indledning 1
Hvad er fakta og hvad er fiktion og hvor går grænsen, hvis man overhove-
det kan trække en sådan? Dette er et spørgsmål, man må stille sig selv,
når man står over for en tekst, der påstår at fortælle om virkeligheden,
som den virkelig er eller var. Dette gælder erindringsgenren, som Tove
Ditlevsen skriver inden for i sit værk Erindringer: Barndom.
Eksempel på indledning 2
Man kan sige, at det er fiktion, når det, der står, med vilje er løgn og det
er fakta, når det, der står, med vilje er sandt. Men hvordan kan man vide,
om det er rigtigt, når Tove Ditlevsen skriver, at der hjemme i forældrenes
stue hang et billede med påskriften ”kvinde venter sin mand hjem fra
søen”? Dette maleri bliver beskrevet i Tove Ditlevsens værk Erindringer:
Barndom, og siden det er skrevet i 1967 kan du ikke gå hen og tjekke ef-
ter. I stedet kan man vælge enten at tro på det eller
6
Perspektiverende tekster til denne vinkel
Vælger du dette fokus, kan du relatere din opgavebesvarelse til:
Per Theils tekst ”Det er min historie, sagde hun”, der omtaler,
hvordan man i dag sammenblander virkelighed og fiktion.
Søren Bo Aggerbeck Larsen, der i sin tekst ”Måden vi elsker os
selv på” beskriver, hvordan vi selv skaber en fiktion over vores
eget virkelige og levede liv.
Jens Blendstrups tekst ”Gud taler ud”, hvor Jens Blendstrup skif-
ter navnet på sin far ud med ’Gud’, hvilket er en form for blan-
ding af noget fiktivt og noget virkeligt.
Analyse og fortolkning
Det, du specifikt bliver bedt om i forhold til Tove Ditlevsens tekst er at
undersøge, hvilket billede, hun giver af sig selv i den. Dette er derfor også
det, guldnotatet i høj grad har fokus på. Da hovedfokus for opgaven er
selvfremstilling, har vi i afslutningen af hvert punkt knyttet analysen til
dette tema og markeret dette med en grøn overskrift. Dette vil gøre det
lettere for dig at se tekstuddraget i relation til det overordnede emne.
Synsvinkel- og fortællerposition
Synsvinklen og fortællerpositionen er meget afgørende i et selvskildrende
værk. Troværdigheden af det, der står, afhænger i høj grad af, hvem der
påstår det.
Førstepersons jegfortæller
Tove Ditlevsen som jegfortælleren
Tekstuddraget er fortalt fra en jegfortæller, og da det er taget fra et
værk, der hedder Erindringer: Barndom må læseren formode, at det er
Tove Ditlevsen selv, der er dette ”jeg” i teksten. Synsvinklen er også jeg-
fortællerens/Tove Ditlevsens egen i hele uddraget.
Effekten af den personlige fortæller
At der er gjort brug af en jegfortæller, der repræsenterer forfatterens
eget jeg, r, at fortællersituationen bliver meget intim. Læseren går til
teksten med en forestilling om, at forfatteren udleverer noget om sig selv,
og dette kan gøre det mere interessant og følelsesmæssigt nærgående at
læse teksten, end hvis det var en fiktiv fortælling.
Barnets synsvinkel
Den voksne fortæller
Beretningen om Tove Ditlevsens barndom er skrevet af den voksne Tove
Ditlevsen med de erfaringer, hun har gjort sig efter barndomsstadiet. Bar-
7
net Tove Ditlevsen gjorde sig formodentlig ikke lige så mange tanker og
refleksioner over sin egen situation, da hun var barn, som hun nu er i
stand til som voksen. Selvom hun skildrer sin egen historie, må læseren
have i baghovedet, at historien er fortalt med en tidsmæssig distance, der
gør, at Tove Ditlevsen i den skrivende stund ved mere, end hun gjorde, da
hun var barn.
Den, der fortæller historien
Uddraget slutter med en sætning om, at der efter moderens død ikke
længere er nogen til at fortælle hendes historie, som den var:
nu da min mor er død, og der ingen længere findes til at fortælle
hendes historie, som den virkelig var” (p. 5, ll. 71-72).
Dette udsagn peger på, at den historie, jegfortælleren fortæller om sin
mor, ikke er den virkelige historie om hende. Tove Ditlevsen kan kun be-
rette om moren, sådan som hun husker, hendes barndomsoplevelse med
moren var. Dette er formodentlig langt fra den samme historie, hendes
mor ville have fortalt, hvis hun havde været i livet til at dokumentere be-
givenhederne. Derfor er der ikke længere nogen tilbage til at fortælle
historien, som den virkelig var.
Synsvinklen og fortællerpositionen i forhold til den litterære selv-
fremstilling
Brugen af jegfortæller og erindringsformen gør den personlige fortælling
meget nærværende og troværdig. Tove Ditlevsen beretter om sin egen
barndom, og læseren tror på denne beretning, selvom der er en tidsmæs-
sig distance mellem fortælleren, der fortæller den og barnet, der oplever
den. Den måde, stykket afsluttes på, vidner om en bevidsthed fra Tove
Ditlevsens side om, at teksten ville have set anderledes ud, hvis det var
moren, der havde fortalt den. Historien afhænger af den, der ser og det
alderstrin, man er på, når man oplever det.
Sted og miljø
Sted
Det fremgår af uddraget, at jegfortællerens mor skal købe ind i Istedgade,
der ligger på Vesterbro i København:
”hun skulle ud at købe ind i Istedgade (p. 4, l. 8).
Læseren ved fra Tove Ditlevsens biografiske materiale, at hun voksede op
i Vesterbro i København, og stedsangivelsen er derfor med til at gøre hen-
des biografiske erindringsfortælling mere troværdig.
8
Socialt miljø
Tove Ditlevsen kommer fra et lavklassemiljø i København, hvilket kan af-
læses i flere ting i teksten. Hun får lunken havregrød til morgenmad og
hendes far har lappet det lasede tapet sammen i deres stue:
”den lunkne havregryn, jeg langsomt spiste” (p. 4, l. 3)
”På det blomstrede tapet bag hende, hvis laser var lappet sam-
men af min far med brunt klisterbånd” (p. 4, ll. 16-17)
Detaljebeskrivelser
Der er mange tings- og detaljebeskrivelser i uddraget, der fremmer effek-
ten af, at det der skildres, synes virkeligt. Alle de små detaljer understre-
ger det realistiske ved stedet og gør, at læseren lettere kan identificere sig
med personerne og sætte sig ind i deres miljø:
”Lunkne havregrød” (p. 4, l. 3)
”zigøjnervogn (p. 4, l. 10)
”vandfad” (p. 4, l. 11)
”brunt klisterbånd” (P. 4, l. 18)
”krøllede natkjole” (p. 4, l. 26)
”lyserødt silkepapir” (p. 5, l. 56)
Sted og miljø i forhold til selvfremstilling
Stedet og miljøet er med til at gøre teksten mere pålidelig og troværdig.
Læseren kan lettere sætte sig ind i fortællingen og tro på det selvbillede,
fortælleren kommer med, hvis miljøet og stedsbeskrivelserne er beskre-
vet som de virkelig kunne have set ud også selvom det betyder, at forl-
leren medtager nogle detaljer i miljøbeskrivelsen, hun formodentlig slet
ikke kan huske.
Tid
Tiden i uddraget
Tove Ditlevsen skriver, at hendes mor sidder med foldede hænder oven
på aviser, der beretter om Versaillestraktaten og den spanske syge, hvil-
ket er tydelige tidsmarkører, fordi begge begivenheder fandt sted omkring
1918. At Tove Ditlevsen strejfer disse to begivenheder er med til at under-
strege den melankolske og deprimerende stemning, der ligger i tiden. Det
er både i de små hjem, men også i det store verdensperspektiv, at tingene
er under forandring og bringer usikkerhed til menneskene:
”jeg betragtede min mors smalle foldede hænder, der lå helt stille på
avisen hen over beretninger om den spanske syge og Versaillestrak-
taten” (p. 4, ll. 3-5).
9
Verdenshistorien og den personlige historie
Tove Ditlevsen kan højest sandsynligt ikke huske præcis hvilke artikler,
hendes mors hænder har hvilet på denne morgen i hendes barndom, men
hun kan huske, hvilke ting, der var oppe i tiden og kæder derfor sin egen
lille historie sammen med verdenshistorien. Den dag, hun beskriver i ud-
draget, bliver derfor en eksemplarisk dag, der kunne være alle dage i den-
ne periode af hendes barndom.
Den tidsmæssige distance
Der er en tidsmæssig distance mellem forfatteren Tove Ditlevsen og bar-
net Tove Ditlevsen. Dette bør læseren have i baghovedet, når detaljer og
præcise gengivelser bliver skildret. Ditlevsen kan højest sandsynligt ikke
huske disse ting så præcis, som de fremgår, men der er lagt et fiktivt- eller
fortællerteknisk niveau ned over hendes erindringer, der gør, at fortællin-
gen udgør en del af et helhedsbillede og bliver vedrørende for læseren.
Tiden i forhold til selvfremstillingen
Tiden spiller en afgørende rolle i forhold til Tove Ditlevsens selvfremstil-
ling. På grund af den tidslige distance, der er mellem fortæller- og fortalt
tid, kan hun skildre sit eget barndomsjeg med de erfaringer, den voksne
Tove Ditlevsen har gjort sig og dermed strukturere beretningen på en
måde, så den kommer til at fremve de ting, hun gerne vil have frem i
sin erindringshistorie. Derfor er det ikke den blotte erindring, der kommer
frem i erindringsskildringen, men en redigeret fortolket erindring fra den
voksne, erfarne fortæller.
Personkarakteristik
Tove Ditlevsens forhold til moren
Håbet afhænger af morens humør
Tove Ditlevsen fremstiller sine barndomsdage som fuldstændig afhængige
af morens humør. Håbet for, om dagen bliver god eller rlig, ligger i små
aflæselige ting ved hendes mors person:
”Om morgenen var håbet der. Det sad som et flygtigt lysskær i min
mors sorte, glatte hår” (p. 4, ll. 1-2).
Hele verdenen bliver for jegfortælleren kold og uhyggelig, når hendes mor
bliver vred og voldelig imod hende:
”verden var kold og farlig og uhyggelig, for min mors dunkle vrede
mundede altid ud i, at hun slog mig i ansigtet eller skubbede mig over
mod kakkelovnen” (p. 5, ll. 52-54).
Distance
Næsten alle de ord og sætninger, jegfortælleren bruger i forhold til sine
mor, giver udtryk for en distance og fjernhed til hende:
Hun tør ikke røre ved sin egen mor: ”min mors sorte, glatte hår,
som jeg aldrig vovede at røre ved” (p. 4, ll. 1-2).
10
Hendes mor ænser ikke, at Tove Ditlevsen er der og derfor føler
hun, at moren er alene, selvom hun også er der: ”Så var min mor
alene, selvom om jeg var der” (p. 4, l. 6).
Hun vil aldrig nå ind til sin mors tanker, der er hemmelighedsful-
de: ”Smuk, urørlig, ensom og fuld af hemmelige tanker, jeg aldrig
skulle lære at kende” (p. 4, ll. 15-16).
Hun oplever sin mor som voldsom: ”Når håbet således var knust,
klædte min mor sig på med voldsomme og irriterede bevægelser
som om hvert klædningsstykke var en fornærmelse mod hende”
(p. 5, ll. 50-52).
Verdenen bliver kold og farlig, når hendes mor mishandler hen-
de: ”verden var kold og farlig og uhyggelig, for min mors dunkle
vrede mundede altid ud i, at hun slog mig i ansigtet eller skubbe-
de mig over mod kakkelovnen” (p. 5, ll. 52-54).
Hun føler sig så fremmed, at hun tænker, at det ikke kan være
hendes rigtige mor, men at hun må være blevet forbyttet: Hun
var fremmed og gådefuld, og jeg tænkte mig, at jeg var blevet
forbyttet som spæd, og at hun slet ikke var min mor” (p. 5, ll. 54-
55).
Det er bedst, hvis moren ignorerer hende og er fjern
Det, Tove Ditlevsen har det bedst med er, når hendes mor er fjern eller,
når hun kan få lov til at være til stede uden at blive bemærket. Dette vi-
ser, at hendes forhold til moren i de bedste tilfælde er distanceret:
”hvis jeg var helt stille og ingenting sagde, kunne den fjerne ro i hen-
des underlige hjerte vare” (p. 4, ll. 6-7).
Ønsker at føle sig i slægtskab med sin mor
Tove Ditlevsens ønske er at føle sig i slægtskab med sin mor. Hun får følel-
sen af, at hun slet ikke er hendes barn, men hun længes efter en følelse
af, at de ikke behøver tale sammen, men at de alligevel kan fornemme, at
de har et slægtskab. Da ville noget, der lignede kærlighed fylde verden:
”Jeg skulle have ladt hende alene længe endnu, så ville hun uden ord
have sagt mit navn og vidst, at vi var i slægt med hinanden. Så ville
noget, der lignede kærlighed, have fyldt hele verden” (p. 5, ll. 42-44).
Selvfremstilling i forhold til moren
Tove Ditlevsen giver et billede af sig selv som underkuet af sin mor. Hun
er bestandigt opmærksom på, hvilke signaler, moren sender og parat til at
indstille sig efter hendes behov og humørsvingninger. Hun har et behov
for at føle slægtskab med sin mor, men fremstiller det på den måde, at
moren på ingen måde giver udtryk for, at de overhovedet er i familie med
hinanden. Hun er konstant fuldstændig distanceret fra hende, og der er
11
ingen måder, hvorpå hun kan opnå nærhed eller positiv kontakt lige me-
get, hvor meget, hun forsøger.
Mændene er både fraværende og nærværende
Faren og broren er ikke hjemme
Faren og broren er ikke hjemme, men alligevel er faren nærværende i
huset. Tapetet inde i stuen er blevet lappet sammen af faren, hvilket kan
symbolisere, at det er ham, der lapper tingene sammen derhjemme. Det
billede, Tove Ditlevsen ikke kan lade være med at kigge på, forestiller en
kvinde og et barn, der venter på, at manden kommer hjem. Moren og
datteren har to meget forskellige reaktioner på billedet. Mens Tove Dit-
levsen finder det sørgeligt og blidt, får det moren til at le og synge. Det
kan symbolisere, at Tove Ditlevsen er ked af hendes fars manglende til-
stedeværelse, mens moren forsøger at overkomme det ved at grine:
”På det blomstrede tapet bag hende, hvis laser var lappet sammen af
min far med brunt klisterbånd” (p. 4, ll. 16-17).
Behøver ikke mændene
Jegfortælleren siger, at hun og hendes mor ikke behøvede mændene i
deres tilværelse. Den skrøbelige lykke, hun har med sin mor, trives kun,
når de er alene med hinanden:
”min mor og jeg behøvede ikke mænd eller drenge i vores verden.
Vores underlige og uendelig skrøbelige lykke triveds kun, når vi var
alene med hinanden” (p. 5, ll. 67-69).
Selvfremstilling i forhold til mændene i hendes liv
Uddraget er en skildring af én dag i Tove Ditlevsens liv, der kunne være
alle andre dage, fordi dagene er beskrevet som nogen, der går igen og
hele tiden sker på samme måde. Derfor er mændenes fravær skildret
som en konstant del af den måde, hun har oplevet sin barndom på. Hver-
ken faren eller broren er til stede på noget tidspunkt andet end i kraft af
deres fravær. Tove Ditlevsen bliver bedrøvet over, at hendes far ikke er
hjemme, men moren lærer hende, at de skal klare sig uden mændene.
den måde skildres det som om, at jegfortælleren fra barns ben har lært, at
man som kvinde klarer sig uden mændene.
Toves forsvarsmekanismer
Forsøger at tilpasse sig moren
Fordi Tove Ditlevsen har en mor, der hele tiden skifter humør og kan finde
på at slå hende, bliver hun nødt til at udvikle en række forsvarsmekanis-
mer over for hende. Hun udvikler tre forsvarsmekanismer, hun tager i
brug over for morens lune:
12
Hun griner med: Hun ler, selvom hun ikke synes, det moren syn-
ger, er morsomt: ”Jeg kunne ikke lide sangen, men jeg skulle le
højt, for min mor sagn den for at more mig” (p. 5, ll. 37-38).
Hun ignorerer de ting, der optager hende: Hun forsøger at igno-
rere maleriet for ikke at irritere moren: ”jeg lovede mig selv, at jeg
i morgen ville lade, som om det sørgelige billede på væggen slet
ikke var der” (p. 5, ll. 48-49).
Hun tænker på ord. Det, der redder jegfortælleren, er ordene og
digtene. Når hun ikke længere holder sin hverdag ud, tænker hun
på ord og digte og sange, der får hende til at få det beder: inde i
mig begyndte lange underlige ord at krybe hen over mit sind som
en beskyttende hinde. En sang, et digt, noget dulmende og ryt-
misk og uendelig melankolsk, men aldrig sørgeligt og trist, som jeg
vidste, resten af min dag ville være sørgelig og trist. Når disse lyse
bølger af ord gennemstrømmede mig, vidste jeg, at min mor ikke
mere kunne gøre mig noget” (p. 5, ll. 57-62).
Bliver ikke slået, når hun er fjern
Når Tove Ditlevsen bliver fjern, oplever hun, at hendes mor ikke slår hen-
de. Hun taler heller ikke til hende, men det er bedre, end at hun bliver
slået. Hun foretrækker dermed at blive ignoreret frem for at få negativ
opmærksomhed:
vidste jeg, at min mor ikke mere kunne gøre mig noget, for nu holdt
hun op med at betyde noget for mig. Min mor vidste det også, og
hendes øjne blev fyldt med kold fjendtlighed. Hun slog mig aldrig,
når min sjæl således var bevæget, men hun talte heller ikke til mig”
(p. 5, ll. 61-64).
Forsvarsmekanismer i forholdt il selvfremstillingen
Tove Ditlevsen fremstiller sin barndom som så hård, at det var nødvendigt
at udvikle en række forsvarsmekanismer over for de ting, hun oplevede.
Det, der hjælper hende bedst, er at holde en distance til moren, så hun
slipper for at blive bemærket og dermed også undgår at blive slået. Den
måde, hun bedst opretholder distancen på, er ved at digte og finde på ord
inde i sit hoved. Hun fremstiller det på den måde, at den første spire til, at
hun blev forfatter, derfor ligger i denne form for forsvarsmekanisme, fordi
hun blev nødt til at tænke på ord og digte for at fjerne sig følelsesmæssigt
fra sin mor.
Selvfremstilling alt i alt
Giver sig selv skylden
Tove Ditlevsen giver i uddraget sig selv skylden for morens luner. Hun
siger, at det er hendes egen skyld, at moren opfører sig på en bestemt
13
måde, fordi hun burde vide bedre end fx at se på maleriet, hendes mor
ikke bryder sig om, at hun ser på:
”Men det var min egne skyld, for hvis jeg ikke havde set på billedet,
ville hun ikke have fået øje på mig. Så ville hun være blevet siddende
med roligt foldede hænder og de strenge smukke øjne fæstnede på
et ingenmandsland imellem os” (p. 5, ll. 38-40).
Læserens bedømmelse
Tove Ditlevsen siger, at det er hendes egen skyld, at moren bliver vred,
men dette udsagn får ikke lov til at stå alene, fordi læseren tager hendes
alder og hendes selvfremstilling af hendes handlinger og tanker med i
betragtning. At det er hendes egen skyld kommer til at stå som noget,
barnet Tove Ditlevsen tænke. Den reflekterede læser kan godt se, at det
ikke er sandt. Det er moren selv og hendes luner og uretfærdige væremå-
de, der er skyld i, at hun slår datteren. På den måde får Tove Ditlevsen
gennem sin selvfremstilling læseren til at få ondt af barnet, der tager skyl-
den på sig selv.
Giver moren skylden for mangel på kærlighed
Den måde, Tove Ditlevsen skildrer sit forhold til sin mor på er, at morens
humør afgør, hvordan hendes oplevelse af verdenen bliver. Hvis moren er
i dårligt humør og slår hende, bliver hele verdenen kold, farlig og uhygge-
lig. På den måde får moren skylden for, at Tove Ditlevsen opfatter verde-
nen som et skidt sted at være:
verdenen var kold og farlig og uhyggelig, for min mors dunkle vrede
mundede altid ud i, at hun slog mig” (P. 5, ll. 52-53).
Giver moren skylden for synet på mænd
Tove Ditlevsen skildrer sig selv som et meget følsomt og letpåvirkeligt
barn. Hun bliver ked af det over maleriet, hvor en kvinde og et barn ven-
ter deres mand og far hjem. Hun skildrer det på den måde, at moren læ-
rer hende at være distanceret til det og grine af det, selvom hun ikke selv
synes, det er morsomt. På den måde får hun fremstillet det som om, det
er moren, der lærer hende at have et fjendtligt og distanceret forhold til
mænd:
Sommetider fik min mor pludselig øje på mig og fulgte mit blik op på
billedet, som jeg fandt så blidt og sørgeligt. Men min mor brast i lat-
ter, og det lød, som om en masse papirsposer fyldt med luft blev
knaldede på én gang. Mit hjerte hamrede af angst og sorg, fordi stil-
heden i verden nu var brudt, men jeg lo med, fordi min mor ventede
det” (p. 4, ll. 20-24).
Selvfremstillingen relateret til slutningen og titlen
Uddraget slutter med, at Tove Ditlevsen erklærer, at der ikke er nogen
tilbage til at fortælle hendes mors historie, som den virkelig var. Tekst-
14
stykket er netop fortalt fra hendes egen synsvinkel og bliver derfor hen-
des egen og ikke morens historie. Netop fordi der er en tidsmæssig di-
stance mellem det jeg, der fortæller og barnet, kan Tove Ditlevsen se til-
bage på sig selv og tolke sig ud fra det selvbillede, hun har som voksen.
Derfor kommer hendes mor til at blive den skyldige i både hendes ver-
densfjernhed, hendes distance og det negative syn på mænd, hun har.
Samtidig er det dog også moren, der indirekte er med til at starte Tove
Ditlevsens skriveproces, da det at digte er en forsvarsmekanisme, hun
bruger over for moren. Uddraget bærer titlen Barndom, men den barn-
dom, der skildres, er barndommen redigeret efter den voksne Ditlevsens
syn på barndommen og ikke barndommen, som den virkelig var.
Perspektiverende tekster
Dit analysereden oplæg skal sættes i relation til dele af materialet fra hæf-
te 1. Vi anbefaler, at du først har helt styr på analysen af hovedteksten
Erindringer: Barndom og først derefter finder ud af, hvilke tekster, du kan
relatere til tekstuddraget (Se derudover afsnittet indgangsvinkler til analy-
sen). På den måde rger du for, at det bliver analysen af hovedteksten,
der kommer til at være fokuspunktet og undgår at den mest centrale tekst
kommer til at stå i skyggen af de andre. De andre tekster/billeder er vigti-
ge, men de skal ses i relation til hovedteksten. Der er absolut intet krav
om, at du skal inddrage alle de sekundære tekster fra hæfte 1, og det an-
befaler vi faktisk, at du lader være med at gøre. Det bliver ikke en bedre
opgave af, at du fylder den op med en masse tilfældige ting fra de øvrige
tekster, men du bør tænke nøje over, hvilke af teksterne, og hvad i tek-
sterne, der gør dem relevante for netop din opgave. Nedenfor gennemgår
vi kort, hvad vi mener, er det mest centrale for teksterne og billederne
samt sætter dem i relation til Erindringer: Barndom.
At bruge de sekundære tekster
En god måde at indlede på, når du skal bruge de sekundære tekster, er at
dykke ned et konkret sted i teksten, du vil referere til. Det kan fx gøres på
den måde, at du direkte citerer fra teksten, du vil relatere til og derefter
viser, hvordan citatet kan bruges i forhold til hovedteksten. Nogle af tek-
sterne er mere relevante i forhold til tekstuddraget end andre, og derfor
fylder nogle af guldnotatets beskrivelser af teksterne også mere end an-
dre.
Per Theil: Det er min historie, sagde hun…” (2008)
Tolkning af teksten
Teksttype
Teksten ”Det er min historie, sagde hun” er et uddrag fra en artikel, der
blev bragt i avisen Politiken. Det er derfor en forholdsvis seriøs artikel, der
har fagpræget relevans.
15
Brug din barndom
Per Theil opstiller en samtale med en af sine venner og skriver, at han har
opfordret ham til selv at blive forfatter, fordi alle i dag kan blive det ved
blot at trække på sin egen barndom eller fortid. Han nævner en række
litterære eksempler på dette:
”Knud Romers roman ’Den som blinker er bange for døden’ (2006)
(p. 5, l. 21)
Erling Jepsens romaner fra barndommens Sønderjylland om hans
mor og far? Hele incesthistorien i ’Kunsten at græde i kor’” (p. 5,
ll. 26-27)
”Thomas Vinterbergs ’Festen’ (1998) byggede direkte på en tra-
gisk historie, fortalt af en ung mand i radioen” (p. 6, ll. 47-48).
Centrale pointe: fiktion eller ej
Per Theils centrale pointe er, at virkelighed og fiktion ikke længere er klart
adskilte, og at alle er forfattere, fordi man bare kan trække på sin egen
barndom og tilmed digte lidt til:
”I dag er vi alle forfattere. Brug din egen barndom! Og slår den ik-
ke til, så digt lidt til” (p. 5, ll. 11-12).
”På min barndoms bibliotek gik man til højre, hvis det var skønlit-
teratur, man søgte, og til venstre, hvis det var sagprosa, man skul-
le låne. To verdener, digt og virkelighed- adskilt og ordnet.” (p. 5,
ll. 34-37).
Et problem i livet
Det nye er ikke kun, at litteraturens skillelinje mellem fiktion og fakta er
udsvævende, men at man også har svært ved at finde ud af, hvad der er
virkelighed i den ”virkelige” verden. Løsningen er, ifølge Per Theil, at man
må dokumentere sig selv for at bevise sig selv. Fordi man ikke kan være
sikker på sin virkelige identitet længere, bliver man nødt til at dokumente-
re sig selv som den man er bl.a. over nettet:
”At leve og at læse og ikke altid lige vide, hvilken kontrakt man nu
skal indgå med virkeligheden og med de historier, vi får fortalt”
(p. 6, ll. 44-45).
”man må dokumentere sig selv for at bevise sig selv” (p. 6, l. 52).
Teksten relateret til tekstuddraget
Sandhed og fiktion
Per Theil nævner nogle nye danske forfattere, der har gjort brug af virkeli-
ge historier i deres ”fiktioner”. Hans pointe er dog, at der siden 80erne
har været en tendens til, at grænsen mellem skønlitteratur og sagprosa,
digtning og liv er blevet udvisket. Tove Ditlevsen bruger sit eget liv i både
erindringsbøger, digte og noveller. Man kan dermed se hendes forfatter-
16
skab som et tidligt eksempel på sammenblandingen mellem en forfatters
liv og litteratur.
”Sandheden”
Per Theil skriver, at alle kan blive forfattere, fordi de bare kan bruge noget
af deres eget erindringsstof og tilsætte det noget fiktion. Læseren kan
også hos en forfatter som Tove Ditlevsen blive i tvivl om, hvor meget af
det, hun erklærer, er erindring, i virkeligheden er det. Hun har formodent-
lig også gjort brug af fiktive virkemidler og skildringer i selv de værker, hun
kalder Erindringer.
Søren Bo Aggerbeck Larsen: Måden vi elsker os selv
(2008)
Tolkning af teksten
Teksttype
Teksten er et uddrag fra en kronik skrevet af en universitetsstuderende.
Det er derfor en forholdsvis subjektiv tekst, men den har alligevel nogle
overordnede og samtidsrelevante pointer.
En narcissistisk ungdom
Søren Bo beskriver sin identitet som John James Jr. På Facebook. Han
siger, at nutidige virtuelle rum som især Facebook er blevet beskyldt for at
danne baggrund for unges tilbøjelighed som narcissister. Facebook dan-
ner rum for nye fællesskaber og der er fx nye testes, der bebuder, at de
kan få én til at lære sig selv bedre at kende. Hele dette selviscenesætten-
de rum får Søren Bo Aggerbeck Larsen til at føle sig som en romanforfat-
ter til en uafsluttet bog om sig selv:
”jeg føler mig som en romanforfatter til en uafsluttelig bog om mig
selv” (p. 7, ll. 19-20).
Folk er bare sig selv
Aggerbeck Larsen forholder sig ironisk til Facebook kodekset, der går ud
på, at folk tror, de ’bare er sig selv’, når de logger ind på Facebook, selvom
det er en åbenlys selviscenesættelse, der foregår der:
”Folk på Facebook er på trods af den åbenlyse selviscenesættelse
’bare sig selv’, ifølge det sociale kodeks” (p. 7, ll. 26-27).
Teksten i relation til tekstuddraget
En romanforfatter til sit eget liv
Tove Ditlevsen er en af de mest kendte danske forfattere, der har gjort
brug af sit eget liv i sit forfatterskab. Søren Bo Aggerbeck Larsen skriver, at
han i det sociale netværk Facebook på nettet selv føler sig som en slags
romanforfatter til en uafsluttelig bog om sig selv. Dette viser en tendens
til, at det ikke længere er noget specielt at skrive om sig selv og sit eget
liv. Det kan dog også betyde, at specielt flotte og litterære tekster som
17
Tove Ditlevsens kommer til at skille sig endnu mere ud, fordi de har meget
mere litterært at byde på end ’facebook livshistorierne’. Du kan selv
nærmere overveje, hvilke konsekvenser, du mener, dette vil få.
Jens Blendstrup: Gud taler ud (2004)
Tolkning af teksten
Teksttype
Teksten er fra en roman, hvor forfatteren Jens Blendstrup har brugt sit
eget private familiestof som baggrund. Teksten er dermed et eksempel
på, hvordan liv og litteratur bliver sammenblandet.
Gud og hvermand
I romanuddraget, der er inspireret af forfatteren Jens Blendstrups eget liv,
optræder hans far under pseudonymet ”Gud”. Det bliver et morsomt og
karikeret billede, fordi sætninger som ”Gud er endelig død” (p. 8, l. 17) får
en dobbeltbetydning både i forhold til Nietzsches erklæring med Guds
død: dvs. den store, universelle historie og ned på enkelthistoriens niveau,
idet Jens Blendstrups roman rent faktisk er beboet af en karakter, der har
navnet Gud. Gud står side om side med de andre i historien og er på et
tidspunkt ude for, at han kommer for tæt på solen og derfor bliver sol-
skoldet. Læseren kan dog alligevel ikke lade være med at læse hans be-
tydning som den religiøse Gud ind i romanuddraget.
Teksten relateret til tekstuddraget
Leg med virkelighedsreferencer
I romanuddraget leger Jens Blendstrup med virkelighedsbeskrivelser, hvil-
ket bliver helt tydeligt, fordi han inddrager en person, der hedder Gud.
Tove Ditlevsen bruger i sin tekst kun troværdige virkelighedsreferencer,
selvom hun formodentlig ikke har kunnet huske scenen fra sin barndom
så tydeligt, som hun beskriver den. Fordi hun ikke bruger navne som ’Gud’
eller laver fjerne referencer i sin tekst, virker den mere virkelighedstro
end Jens Blendstrups. En sammenligning af de to tekster sætter Tove Dit-
levsens tekst i perspektiv, fordi en enkelt udskiftning af et navn kan gøre
så meget i forhold til læserens opfattelse af teksten. Du kan overveje,
hvordan du ville have opfattet Tove Ditlevsens tekst, hvis hun havde kaldt
sin mor for Gud i erindringsteksten.
Michael Kvium Selvportræt (1985)
Tolkning af billedet
Billedbeskrivelse
Michael Kviums billede Selvportræt forestiller en mand, der står bøjet
over en vindueskarm og kikker ud. Rummet, han står i, er helt mørkt bort-
set fra det lys, der strømmer ind fra det åbne vindue. Samtidig blæser det
også ude fra vinduet, hvilket får gardinet til at blafre. Manden i vindues-
18
karmen har et abnormt stort baghoved, er skallet og har en hel hvid hud,
der står i stor kontrast til hans mørke tøj. Alle disse ting får ham til at se
meget uhyggelig ud. Skyggen bag ham falder ikke naturtro på væggen,
fordi den viser ham forfra, selvom han står med siden til beskueren.
Billedet som selvportræt
Billedet hedder Selvportræt, selvom det er meget fjernt fra det gængse
portrætbillede. Det er en selvfremstilling, der er uhyggelig og distanceret
med en skygge, der ikke passer til hovedpersonen på billedet. At skyggens
placering er forkert kan tolkes på den måde, at der er en mørkere side af
ham selv, maleren har svært ved at forlig sig med. Det ser ud til, at man-
den har lyst til at kravle ud af vinduet mod lyset, men at det er skyggen,
der holder ham bundet i det mørke rum.
Billedet sat i relation til tekstuddraget
Selvfremstillingen
Den selvfremstilling, Kvium giver udtryk for, kan tolkes som et forsøg på at
medtage den skyggeside, han ikke selv er fortrolig med. Tove Ditlevsen
forsøger i sin selvfremstilling også at nå ind til både det bevidste og det
ubevidste i sin barndomserindring. Hun vil skildre de mørke skyggesider af
barndomserindringen både hvad angår distancen, manglen på kærlighed
og følelsen af sig selv som et offer. På den måde ligner de to skildringer
hinanden. Tove Ditlevsen giver også udtryk for et ønske om at bryde ud
uden egentlig at være i stand til det, fordi skyggen fra hendes fortid hol-
der hende tilbage.
Lilian Cuenca Rasmussen: EgoSong (2006)
Tolkning af billedet
Billedet forestiller en kvinde, der er helt klædt i en lysegul farve og med
helt skinnende gult hår. Baggrunden er helt sort, og kvindens lyse farve
står derfor i stor kontrast hertil. Hun har en enorm parabolformet rund
figur fastspændt bag på sig og hendes tøj er meget tætsiddende. Figuren
bagpå sammen med den gule farve kunne pege på, at kvinden skal symbo-
lisere et billede på solen eller noget andet lysende. Kvinden går dog frem-
ad og ser kun på sin egen hånd, hvor det kunne se ud som om, hun havde
et spejl. Da billedet er taget fra en kunstvideo, der hedder EgoSong kunne
det betyde, at kvinden er så selvoptaget, at hun kun har blik for sit eget
spejlbillede og derfor ikke fokuserer på, hvor hun går, eller hvad der er
omkring hende.
Billedet sat i relation til tekstuddraget
Billedet kan tolkes på den måde, at der går en kvinde, der udelukkende er
optaget af sit eget spejlbillede. Det kan relateres generelt til selvfremstil-
ling på den måde, at når man ser på sig selv i et spejl, tænker man kun på
det man selv ser og ikke på, hvordan man bliver betragtet af andre. Den
måde, man ser sig selv på, kan aldrig være den samme, som den måde,
19
andre gør, og derfor vil ens selvbillede altid afvige fra det billede, andre
har af én. På den måde kan man også sige om Tove Ditlevsens tekst, at
lige meget, hvor tæt hun forsøger at komme på en sandfærdig beskrivelse
af sig selv og sin barndom i sine tekster, vil hun aldrig helt kunne skildre
det, som det virkelig var. Ditlevsen tematiserer selv dette aspekt, da hun
skriver, at der ikke længere er nogen tilbage til at fortælle hendes mors
historie, som den var, men reelt kan ingen skildre, hvordan tingene helt
præcis finder sted.