Dansk
- 0 -
Indholdsfortegnelse
Forord 1
Analysepræsentation 1
_ Knokkelmanden 2
_ Naadsensbrød 4
_ Vandreren 6
Generelt om værket 7
Konklusion 8
Litteraturliste 9
___________________________________________________________________________
Problemformulering:
Hvorfor afstår Pontoppidans litteratur fra det kunstfærdige og raffinerede, og dermed vinder ro og
fasthed uden at blive farveløs?
Hvordan forener denne skrivestil skildringen af psykologiske forhold med miljøskildringen, og
hvordan anslås Pontoppidans hovedmotiv, konflikten i det enkelte menneske mellem arv og miljø,
i ”Fra Hytterne”?
Dansk
- 1 -
FORORD
Nobel-prisen i litteratur 1917 for autentiske beskrivelser af hverdagsliv i Danmark.
Det er ikke et tilfælde, at jeg netop har valgt at beskæftige mig med Henrik Pontoppidan
og hans novellesamling Fra Hytterne i denne opgave. Som den ene ud af blot tre
danske nobel-prismodtagere i litteratur gennem tiderne er Pontoppidan en af de betydeligste
forfattere i dansk historie.
Pontoppidans anerkendte og berømte forfatterskab var en af grundene til, at jeg valgte et af hans
værker. Fra Hytterne er litteratur af ældre dato, og netop det faktum gjorde det endnu mere
interessant. Jeg har tidligere beskæftiget mig med Pontoppidans novelle Ørneflugt, der blev skrevet
som et modstykke til H.C. Andersens ”Den Grimme Ælling”. Novellen skærpede min interesse for
Pontoppidans litteratur, og danskopgaven kom som en glimrende mulighed for yderligere
beskæftigelse med ham.
Mange problemstillinger vendes i Fra Hytterne. De fleste af dem er stadig samfundsrelevante, men
da novellerne er tydelige eksempler på tiden de er skrevet i, vil nogle af problemstillingerne ikke
kunne føres direkte frem til i dag. Men det var reelle problemer dengang og derfor vigtige at læse
om.
Pontoppidan fremlægger en problemstilling i novellerne, og det er derefter op til læseren at danne
en holdning til denne. Derfor er man også nødt til at tænke kritisk frem for naivt, når man læser
Pontoppidan. Denne skrivemåde gør på en måde novellerne levende. Læseren danner ud fra
novellerne nogle indtryk, og det er de indtryk, der gør det spændende at læse Pontoppidans
litteratur.
ANALYSEPRÆSTENTATION
_ Det var på landet, Pontoppidan fandt inspiration til sine bøger. Her lærte han, hvor urimeligt
livets goder var fordelt. Vilkårene for netop landproletariatet er det gennemgående tema i hans
tredje novellesamling Fra Hytterne. Det er noveller om fattigdom og elendighed, men midt i alt
dette finder Pontoppidan også plads til andre perspektiver end det sociale.
Dansk
- 2 -
Jeg har valgt at fokusere på tre af novellerne i Fra Hytterne: Knokkelmanden, Naadsensbrød og
Vandreren.
Allerede i Knokkelmanden anslås Pontoppidans hovedmotiv meget kraftigt. Skæbnen spiller også
en stor rolle i novellen, og under læsning opfattes Pontoppidans beundring af personerne i
novellen. Derfor er denne novelle særdeles oplagt at analysere. Derefter vil jeg analysere
Naadsensbrød, som afgjort er en af de mest karakteristiske noveller i Fra Hytterne.
Den beskriver igen den hårde skæbne, en gammel kvinde fra samfundets laveste klasse bliver
tildelt. Slutteligt i analysedelen vil jeg analysere Vandreren. En epilog der virker som et velplaceret
slutpunktum i Fra Hytterne. Til sidst vil jeg i et afsnit fortælle generelt om Fra Hytterne og herunder
kommentere de resterende noveller i samlingen, da mange aspekter i dem er relevante for hele
værket.
Alle citeringer i opgaven uden efterfølgende kildeangivelse er fra Dansklærerforeningens udgave af
Fra Hytterne.
KNOKKELMANDEN
_ Mange år har Ane og Simon arbejdet slidsomt for at sidde gældfrit i deres lille isolerede hus på
grænsen mellem overdrevet og bygmarkerne. En overstadig lykke rammer dem den dag, hvor
sidste afdrag på huset skal betales. Deres stræbsomhed og arbejdsomhed gjorde dem fortjent til
nogle gode år sammen i velstand, men skæbnen ville det anderledes.
Efter det sidste afdrag er betalt, lærer Ane og Simon helt nye og uvante værdier at kende. Men de
har svært ved at vænne sig til dem. Simon prøver dog at ryge pibe ”saaledes som han mente, det
hørte sig til for Folk, der nød tilværelsen”(s. 13)
Men lykken er kort for Ane og Simon. Kort efter sidste betaling bliver Ane uhelbredelig syg,
formentlig af mavekræft. I starten er hun ikke klar over hvilken skæbne, der venter hende, og hun
afprøver alle sine egne og landsbykonernes gode råd. Mange af disse helt overdrevne og
overtroiske:
Dansk
- 3 -
”…, og yderligere havde hun i smug lagt en flækket Ært i et nygravet Musehul… saa det behøver
ikke at fortælles, at hun denne gang kom sig.” (s.15)
Men selvfølgelig kom hun sig ikke. Med denne kraftige ironi viser Pontoppidan deres svage
forstand og naivitet. Heller ikke distriktslægens gode råd er behjælpelige, og følgende citat
beskriver også hans intellekt: ”Kjære Venner! Hvad er farligt? Man kan dø af et Knappenaalsstik og
leve med et Sabelhug. Altsaa, Kjære Venner, - god Morgen!”(s.17) Intet hjælper Ane, der bliver
svagere og svagere. De beslutter sig for at tage til hovedstaden for at sælge sivmåtter og riskoste,
og mens de alligevel er der, opsøger Ane en kendt professor. Men det er for sent, og Ane står
sandsynligvis ikke til at rede. Hun kan nu blot vente på Døden - Knokkelmanden. Pontoppidan viser
dyb medfølelse for det byrdefulde ægtepar i Knokkelmanden. Han viser især beundring for Anes
store sindsro i forbindelse med hendes sygdom. I Anes sidste nat før den sidste chance, sygehuset,
siger hun:
”Simon … sover du?”
” Nej – Ane”
”Jeg har glemt at sige dig, at Eulalias røde Hoser … de nye, Du véd … de ligger ovenpaa Lagnerne i
Kisten … de maa ikke vaskes i Sodalud – kan Du huske det?”
”Det skal jeg nok Ane!”
”Ja, saa er der ikke mere.”(s.22)
Hele novellen er præget af ligegyldighed og uvidenhed, især blandt de personer Ane og Simon
omgås under sygdomsforløbet. Professoren siger farvel med ordene ”I Fald De kun har smaa
midler, saa koster det intet”.(s.19). Ane får følgende ord med i graven fra præsten, der af
Pontoppidan meget ironisk benævnes smukke: ”Herrens Naade er over al Maade”(s.23). For det er
den netop ikke. Teodice-problemet er dominerende i Knokkelmanden. Ane og Simon bevarer
forestillingen om en god og almægtig Gud på trods af alt det onde i verden. Gud snyder Ane og
Simon for lønnen af deres årelange slid. Han lader Ane dø netop, som livet begynder at lysne for
ægteparret.
Ane fik en ond skæbne, men hun er skæbnetro. Ane er overtroisk og altså af den overbevisning, at
menneskets skæbne er fastlagt fra begyndelsen og ikke kan ændres ved personlig indgriben.
Dansk
- 4 -
Pontoppidan lader ikke samfundet gå fri i novellen. Den side af sagen at Ane og Simon må knokle
et helt liv igennem for at kunne leve i lidt velstand i alderdommen uden at få den mindste
opmærksomhed fra sognet, er en fordømmelse af det samfund de lever i.
Knokkelmanden er på mange måder en sørgelig historie. Anes død vender op og ned på meget i
novellen. Det var Anes arv, der var årsag til døden, ikke miljøet. Hun bliver i novellen beskrevet
som et stort og flot bondefruentimmer, og selvom Ane og Simon er medlemmer af proletariatet,
lever de ikke i fattigdom.
NAADSENSBRØD
_ Ulykkelighed og undertrykkelse rammer de personer, der på en eller anden måde gøres invalide
og derfor ikke længere anses for arbejdsduelige. Stine Bødkers rammes af denne ulykkelighed, og
slæbes med magt på Kassen.
I Naadsensbrød skildrer Pontoppidan en ældre trængende proletarkvindes skæbne, der uden fri
vilje anbringes på Kassen. Kassen er herredets nye arbejdshus til anbringelse af fattige og
arbejdsuduelige gamle. Indledningen med skildringen af Kassen er gennemført negativ, og
Pontoppidan anvender tydeligvis ironi til beskrivelsen af tilværelsen der. Pontoppidan beskriver
Kassen som en prægtig institution med alt hvad dertil hører. Det mener han selvfølgelig ikke, men
han skriver det alligevel, og får læseren til at drage den konklusion, at Kassen er et storartet sted
for de gamle at nyde de sidste år af deres liv. Satirisk nok nævner Pontoppidan også, at Kassen har
dannet forbillede for adskillige lignende barmhjertighedsasyler i de omkringliggende herreder.
Pontoppidan viser i Naadsensbrød en tydelig pessimisme med hensyn til løsningen af de sociale
problemer i herredet. Bent Haugaard Jeppesen skriver i hans studier over den sociale debat i
Pontoppidans forfatterskab følgende:
”I ”Fra Hytterne” finder man en begyndende tvivl, dels om at nogen revolution overhovedet er
mulig i det danske samfund, dels om en sådan eventuel omvæltnings evne til at ændre forholdene
til det bedre” (Jeppesen, 1977,s.33)
Forholdene i Naadsensbrød er netop ikke forbedrede. Spørgsmålet er, om fattiglemmerne ikke
ville være bedre stillet med et mindre prydfuldt arbejdshus til deres sidste år. Pontoppidan
Dansk
- 5 -
foretrækker tydeligvis de gamle stinkende fattighuse frem for sterile og disciplinerede anstalter,
som ingen fremmed vil anslå til mindre end et Ting- og Arresthus, et kongeligt Tugthus eller
lignende (s.24). I de almindelige fattighuse havde de gamle i hvert fald mulighed for at
kommunikere sammen, hvorimod de på Kassen fratages enhver individualitet. Fattighusene er
individuelt prægede, mens der på Kassen foregår en gennemført udnyttelse og underkuelse af de
indsatte i form af regelmæssighed, slidsomt arbejde med ringe belønning i form af elendig mad og
ikke mindst nedtrykkende stilhed. I det almene fattighus vil fattiglemmerne formentlig blive
overladt til sig selv, men det er alligevel bedre end den inspektør, der er tilknyttet Kassen. En
inspektør, der skærer i de ældres madrationer til Fordel for sin snart helt navnkundige Præmieso
”Gine” (s. 27), og som af Pontoppidan ironisk beskrives som skabt til stillingen.
Stine Bødkers vil for enhver pris undgå at blive spærret inde på Kassen. Hun vil ikke frarøves den
frihed, hun hele sit liv har haft, så hellere dø i snavs og elendighed. Pontoppidans samfundskritik er
tydelig i Naadsensbrød. Stine Bødkers har måttet føre en hård kamp for tilværelsen inden hun fik
nådsensbrød. Pontoppidan mener, at det offentlige skulle have hjulpet Stine i stedet for blot at
more sig hjerteløst over hendes undergang. Stines skæbne er miljøbestemt, da det sandsynligvis
ikke var hendes hensigt at få sin hånd kvæstet i tærskeværket. Trods alt hvad hun har gennemgået
i sit slidsomme liv, er det sidste hun ønsker at forlade sit hjem:
" Stine var sunken i Knæ. Hun holdt ligesom afværgende de sorte, magre, rystende Hænder frem
foran sig, medens Kjæberne klaprede som for at tale. Men der kom ingen lyd. Kun Øjnene - smaa,
sorte, rædselsslagne under den rødplettede Pande – hvor de bad! "(s.29)
Dog findes der en barmhjertig mand blandt mængden af tilskuere, det er smeden Zacharias. Lad
hende være lidt (s.30) råber han, mens fogeden forgæves forsøger at binde Stine.
Ingen griber dog fysisk ind i afhentningen, tværtimod er den blevet et underholdende trækplaster
for hele herredet. Heller ikke da provsten, tiltrukket af larmen, lidt efter afhentningen kommer
kørende igennem byen i sin magelige Landauer, er der nogen barmhjertighed at fornemme. Da
han spørger til hændelsen, svares han med en sætning, der viser ligegyldigheden blandt
befolkningen når det gælder undertrykkelse og krænkelse af samfundets laveste klasse:
”Det var bare Stine Bødkers, der kom på Kassen!”(s.30)
Dansk
- 6 -
Præsten er blot nævnt til sidst, men han er med i hele novellen. På et tidspunkt sammenlignes
Kassen med kirken, og man kan så drage den konklusion, at inspektøren kunne være præsten, der
kun tænker på sit eget forgodtbefindende.
VANDREREN
_ Hvad der antydes i Naadsensbrød, videreføres af Pontoppidan i Fra Hytternes sidste novelle
Vandreren. Pontoppidan antyder i Naadsensbrød hans tvivl omkring praktiske løsninger af sociale
problemer i landproletariatet. Den antydning kommer fuldt til udtryk i Vandreren.
Vandreren er et dæknavn for Pontoppidan, der i 1880’erne selv var vandringsmand på Sjælland
(Internet).
Pontoppidan siger følgende om indtrykkene:
”Det var i sær de fattiges Kaar, der optog mig og gav mig en Del at tænke paa.. Den ulige fordeling
af Livets Goder var bleven et problem for mig”( Olsen, 1967, s.114)
I Vandreren modstilles en sidste gang rig og fattig, eller hvad under feudalstyret bør betegnes
gårdejere og husmænd. Vandreren i novellen filosoferer over de problemer, han observerer, og
han når ikke den konklusion, at forholdene for landproletariatet er forbedrede på nogen måder.
Vandreren møder på sin tur blandt andre den gamle kvinde Else, der ikke har været af sengen i
otte år. Elses velfærd varetages noget tilfældigt af proletarkvinden Kathrine, der nærmest
vanrøgter hende. Denne episode giver læseren et sortsyn vedrørende de sociale problemer.
Pontoppidans fremtidspessimisme er tydelig i Vandreren. Dette understreges af fortælleren til
sidst i novellen af meget kraftig ironi:
”Frihedens – Fremskridtets – Humanitetens Aarhundrede!”(s. 81)
Generelt om værket
_I Fra Hytterne tager Pontoppidan direkte eller indirekte parti med de ringest stillede, men han
forholder sig også skeptisk overfor yderligere dårlige løsninger af velfærdsproblemet, som det ses i
Naadsensbrød. Det ses tydeligt i novellerne, at Pontoppidan allerede i en ung alder bevægede sig
kraftigt væk fra kristendommens idealer. Fx beskrives der i novellerne ingen træer, så tankerne kan
ledes hen mod Syndefaldet.
Dansk
- 7 -
Pontoppidan blev opdraget af en streng kristen far, der i øvrigt var præst. Stemningen i hjemmet
var præget af en streng kristen og konservativ stemning, og det var som protest mod denne,
Pontoppidan tog til København for at lære naturvidenskab. Det var også her, at han forkastede
kristendommen helt og sluttede sig til naturalismen.(Fibiger, 1998, s.202)
Pontoppidans kritik af forestillingen om en god og almægtig Gud trods alt ondt i verden kommer
allerede til udtryk i novellesamlingens første novelle Knokkelmanden, men især i novellen ”Ane-
Mette”. Ane-Mette er Fra Hytternes nænsomste novelle, der kraftigt understreger forskellen
mellem rig og fattig. I novellen skal resterne af et fattigmandsbarn graves op for at gøre plads til
den rige Anders Jensens datter. Novellen bygger på Pontoppidans egne erindringer, da hans egen
lille datter døde i 1885.(Internet 2) Novellen har flere aspekter. Der understreges blandt andet
social uretfærdighed, men omvendt bliver denne uretfærdighed til lettelse for barnets mor, der
endelig har mulighed for at sige farvel og gøre noget godt for det barn, ved hvis Dødsseng ingen
Taare havde flydt (s. 35).
En af de mere brutale noveller i samlingen er Et Grundskud. Novellen handler om væveren Kresten
Jakob Hansen og dennes familie. Hele deres eksistens afhænger af et fedesvin, der til sidst i
novellen dør. Væveren har svært ved at kapere denne pludselige ulykke, ”saa maatte det dog
hellere – naar ondt skulde ske – have været et af børnene”
(s. 48)
Novellen er en anklage mod det sogn, der lader en hel families tilværelse og fremgang afhænge af
et fedesvin. Jeppesen skriver følgende om Ane-Mette og Et Grundskud:
”Et Grundskud virker ved siden af ”Ane-Mette” forceret og usandsynlig. Den skikkelige husmands
desperate tanke ved grisens død, (…), gør ikke den tilsigtede virkning”(Jeppesen, 1977, s. 39)
Jeppesen har ret i, at vævers tanker er søgte, men der er muligvis sandhed i dem, da Fra Hytterne
delvis er en skildring af virkelige mennesker og begivenheder. Pontoppidan var som sagt naturalist,
og derfor af den opfattelse, at al menneskelig erkendelse, vurdering og ikke mindst død er af den
årsagsbestemte natur. Han tror altså på miljøet som den afgørende faktor i skæbnespørgsmålet.
Den menneskelige vurdering er netop emnet i novellen Hans og Trine. Allerede ved titlen gør
Pontoppidan opmærksom på, at Trine ikke betyder noget, da novellen ikke hedder Trine og Hans.
Dansk
- 8 -
Novellen er nemlig historien om proletarpigen Trine, der som følge af sin fattigdom afvises af den
velhavende karl Hans, der har gjort hende gravid. Novellen er dog en af de mere bløde. Godt nok
viser Pontoppidan sympati for Trines familie, der lever i fattigdom, men deres tilværelse opleves
fra den mere fornøjelige side. I en senere forlængelse af Hans og Trine retfærdiggøres Trine, da
hun velhavende vender tilbage fra København, og trods sin rigdom stadig kan afhente børnepenge
hos Hans. Johannes P. Olsen skriver i Dansklærerforeningens udgave af Fra Hytterne følgende om
Pontoppidans egen mening om sit værk:
”April 1887 udkom ”Fra Hytterne”, denne bog, som Pontoppidan på sine gamle dage lejlighedsvis
betegner som sin bedste (Olsen, 1967, s. 117)
KONKLUSION
_ Pontoppidan anvender en del ironi i Fra Hytterne, men det er ikke altid ironien er lige åbenlys.
Pontoppidan udtrykker i skjult eller spørgende hensigt det modsatte af, hvad han mener. Med
denne fortælleteknik afstår Pontoppidan fra det kunstfærdige og raffinerede, og han opnår
dermed noveller, der hver især nænsomt og roligt fortæller en historie om landproletariatets
sociale problemer. Pontoppidan fremlægger behersket en situation, og krydrer den skjult med sin
egen mening. Det er derefter op til læseren at drage egne konklusioner. Også denne teknik får
Pontoppidans noveller til at afstå fra tilsvarende litteratur på den tid.
Med novellernes historier om tragedier og de miljøer de foregår i opnår Pontoppidan en god
forening med de psykologiske forhold, altså konflikten mellem det enkelte menneske og miljøet,
og miljøskildringen.
Dansk
- 9 -
LITTERATURLISTE
Primær litteratur:
Pontoppidan, Henrik, Fra Hytterne. 1887. Udgivet af Dansklærerforeningen ved
Johannes P. Olsen, 4 oplag, 1967.
Alle citeringer i opgaven uden efterfølgende kildeangivelse er fra denne bog.
Sekundær litteratur (antal sider)
Jansen, F. J Billeskov, Henrik Pontoppidan Ledetråd for læsere. Nordisk Bogforlag, 1978 (23-52)
Jeppesen, Bent Haugaard, Henrik Pontoppidans Samfundskritik. Vintens Forlag, 1977, 2 oplag.
Michelsen, Knud, Litteraturhåndbogen. Gyldendal, 1994, 4.udgave, 6 oplag (s.478-480)
Johannes Fibiger og Gerd Lütken, Litteraturens veje. Gads forlag, 1998, 1. udgave, 2. oplag (202-
205)
http://www.henrikpontoppidan.dk
forkortet: Internet