Fransk noter.
• Artikler
Den bestemte artikel:
Hankøn: eks. le jardin, l’arbre, l’homme
Hunkøn : eks. la voiture, l’idée, l’heure
Flertal : eks. les jardins, arbres, hommes, voitures, idées, heures
Den bestemte artikel i hankøn og i flertal trækkes sammen med præpositionerne. Sker ikke i ental, når
substantivet begynder med vokal eller stumt h. I hunkøn sker der ingen sammentrækning.
á + le = au
á + les = aux
de + le = du
de + les = des
Den ubestemte artikel :
Hankøn : eks. un garçon, un arbre, un homme
Hunkøn : eks. une femme, une idée, une huile
Flertal : eks. des enfants
Delingsartiklen:
Hankøn : eks. du pain, de l’ail
Hunkøn : eks. de la viande, de l’eau, de l’huile
Flertal : eks. des oncles, des tantes
Delingsartiklen i ental bruges om en ubestemt mængde og ved abstrakte ord. Delingsartiklen i flertal bruges
om et ubestemt antal = den ubestemte artikel.
I mange tilfælde erstattes delingsartiklen i ental og flertal ad de. Dette de kan betragtes som en præposition,
der bevirker at delingsartiklen bortfalder, eller som en reduktion af selve delingsartiklen.
Sker A) Efter substantiver som angiver mængde og B) Efter adverbier som angiver mængde og C) Efter
nægtelser og D) Efter visse verber, substantiver og adjektiver og E) Ved foranstillet adjektiv i flertal.
Eks. A) Vous prenez une tasse de café ou un verre de vin ? (Vil De have en kop kaffe eller et glas vin?)
Eks. B) J’ai beaucoup de travail, mais jeg agne peu d’argent. (Jeg har meget arbejde, men jeg tjener kun få
penge.)
Eks. C) Je n’ai pas d’argent sur moi. (Jeg har ingen penge på mig.)
Eks. D) Pierre manque de patience. (Pierre mangler tålmodighed.)
Eks. E) Nous achetons de vieux vêtements. (Vi køber gammelt tøj.)
Uden artikel:
Sker ved A) Stillingsbetegnelser og lignende og B) Appositioner og C) Adresser og D) Sammensatte ord og E)
Ordpar og opremsninger og F) Efter præpositionerne avec, sans, en og G) Faste udtryk.
Eks. A) Roger est Français et célibataire. (Roger er franskmand og ungkarl.)
Eks. B) Gordes, village provençal, attire beaucoup de touristes. (Gordes, en sydfransk landby, tiltrækker
mange turister)
Eks. C) Il habite rue de Rennes. (Han bor i rue de Rennes.)
Eks. D) Tu as une lampe de poche? (Har du en lommelygte ?)
Eks. E) Les rapports entre professeurs et élèves sont bons. (Forholdet mellem lærere og elever er godt.)
Eks. F) Je viendrai avec plaisir. (Jeg kommer med glæde)
Eks. G) J’ai envie de partir. (Jeg har lyst til at rejse)
• Adjektiver
Adjektivers placering:
Efter substantivet:
På fransk står de fleste adjektiver efter substantivet. Det gælder:
- Adjektiver, der angiver farve og form (Christine met une nappe jaune sur la table ronde. Christine
lægger en gul dug på det runde bord.)
- Adjektiver, der angiver religion og politik (Dans les pays protestants, les divorces sont plus fréquents
que dans les pays catholiques. I de protestantiske lande er der flere skilsmisser ens i de katolske
lande.)
- Adjektiver, der angiver nationalitet (On passe rarement des films danois dans les cinémas français.
Man viser sjældent danske film i franske biografer.)
- Adjektiver, der sammen med substantivet udgør en helhed, svarende til et sammensat ord på dansk
(En France les élections présidentielles ont lieu tous les sept ans. I Frankrig finder præsidentvalgene
sted hvert syvende år.)
- Participier, der bruges som adjektiv (Dans la lettre reçue ce matin, il y a des nouvelles choquantes. I
det brev, vi fik i morges, er der chokerende nyheder.)
Foran substantivet:
Nogle korte og meget almindelige adjektiver står foran substantivet:
Beau, joli, bon, mauvais, grand(gros), petit, jeune, vieux, long.
Foran eller efter substantivet:
A) Næsten samme betydning og B) Forskellig betydning
Eks. A) On ne sait pas que Mme Godon est tune femme riche. En effet, cette riche millionaire mène une vie
très simple. (Man ved ikke, at fru Godon er en rig kvinde. Denne rige millionær lever nemlig et meget enkelt
liv.)
Adjektivet står foran substantivet, når det oplyser om en selvfølgelighed (en millionær er altid rig). Det står
efter substantivet, når det giver en ny oplysning.
Eks. B)
1. Enlève ta chemise sale. Je vais te donner une chemise propre. (Tag din snavsede skjorte af. Så giver jeg
dig en ren skjorte.)
2. Elle dit vraiment que Jean es tun sale type? Oui, ce sont ses propres paroles. (Siger hun virkelig at Jean er
en led fyr? Ja, det er hendes egne ord.)
Eksemplerne viser, at det samme adjektiv kan have forskellige betydninger afhængigt af placeringen.
• Pronominer
Personlige pronominer:
På fransk kan man dele de personlige pronominer i de bundne, der er bundet til verbet og aldrig optræder
uden, og de ubundne, som også bruges uden verbum. De bundne pronominer kaldes også de ubetonede;
man kan ikke fremhæve dem ved at lægge tryk på dem. De ubundne pronominer er derimod altid betonede
og kaldes derfor også de betonede pronominer.
De bundne:
Subjekt
ental
flertal
1. person
je jeg
nous vi
2. person
tu du
vous I, De
3. person
il, elle, on han, hun, den, det, man, vi
ils, elles de
Objekt
ental
flertal
1. person
me mig
nous os
2. person
te dig
vous jer, Dem
3. person
le, la ham, hende, den, det
les dem
Davivobjekt
ental
flertal
1. person
me mig
nous os
2. person
te dig
vous jer, Dem
3. person
lui ham, hende
leur dem
De ubundne:
ental
flertal
1. person
moi
nous
2. person
toi
vous
3. person
lui, elle
eux, elles
Refleksive pronominer:
Et personligt pronomen, som viser tilbage til subjektet i sætningen, kaldes refleksive: Jeg vasker mig, vi
skynder os, de gifter sig.
De bundne:
ental
flertal
1. person
me
nous
2. person
te
vous
3. person
se
se
De ubundne:
ental
flertal
1. person
moi
nous
2. person
toi
vous
3. person
lui
elle
soi
eux
elles
Possessive pronominer:
Possessive pronominer angiver, hvem der ejer noget: min, din, vores osv.
Adjektiviske possessive pronominer: (Står foran substantiver – og retter sig efter substantiverne i køn og tal)
A – En ejer
ental
flertal
hankøn hunkøn
1. person
mon ma (mon)
mes
2. person
ton ta (ton)
tes
3. person
son sa (son)
ses
B – Flere ejere
ental
flertal
1. person
notre
nos
2. person
votre
vos
3. person
leur
leurs
Substantiviske possessive pronominer: (bruges, når der ikke kommer et substantiv bagefter)
A – En ejer
ental
flertal
hankøn hunkøn
hankøn hunkøn
1. person
le mien la mienne
les miens les miennes
2. person
le tien la tienne
les tiens les tiennes
3. person
le sien la sienne
les siens les siennes
B – Flere ejere
ental
flertal
hankøn hunkøn
1. person
le nôtre la nôtre
les nôtres
2. person
le vôtre la vôtre
les vôtres
3. person
le leur la leur
les leurs
Demonstrative pronominer:
Demonstrative pronominer bruges til at udpege eller fremhæve substantiver: denne, dette, disse, den her, det
dér.
De adjektiviske pronominer, bruges kun i forbindelse med substantiver og kaldes også for demonstrative
artikler.
De substantiviske står alene i stedet for et substantiv og er de egentlige demonstrative pronominer.
Adjektiviske:
ental
flertal
hankøn
ce, cet
ces
hunkøn
cette
Substantiviske:
ental
flertal
hankøn
Celui-ci
Celui-là
Ceux-ci
Ceux-là
hunkøn
Celle-ci
Celle-là
Celles-ci
Celles-là
neutralt
Ceci, cela, ça
• Verber
Regelmæssige bøjninger:
1. bøjning: verber, som ender på –er i infinitiv. F.eks. parler (tale). Ca. 4000 verber hører til 1. bøjning.
2. bøjning: verber, som ender på –ir i infinitiv. F.eks. finir (slutte). Ca. 300 verber hører til 2. bøjning.
3. bøjning: verber, som ender på –re i infinitiv. F.eks. vendre (sælge). Ca. 60 verber hører til 3.bøjning.
Bemærk ved bøjningen af regelmæssige verber:
a) De ender altid på et stumt –s i 2. person ental.
b) Endelsen –ent i flertal er altid stum. Hvis bogstavet lige før endelsen er en konsonant, udtales den. F.eks.
ils parlent og ils vendent
c) Der indskydes et –iss i 2. bøjning i 2. hovedform.
d) i 3. Bøjning bortfalder infinitivens –e i le futur og le conditionnel. Alle verber, også alle uregelmæssige har
bogstavet –r lige før endelsen.
e) Endelsen –ai i 1. person ental i le futur og entalsendelserne i le conditionnel kan udtales ens, men
betydningen er forskellig: je parlerai (jeg vil tale) og je parlerais (jeg ville tale).
f) Hvis il,elle eller on står efter en verbalform, som ender på en vokal, indskydes -t- : parle-t-il? finera-t-on?
g) Verber i 3. bøjning har ingen endelse i 3. Person ental i le présent.
h) I 3. person flertal i le passé simple ændres a til è i 1. bøjning: ils parlèrent.
Refleksive verber:
Refleksive verber har et refleksivt pronomen som objekt eller dativobjekt. De fleste verber, som er refleksive
på danske, er også refleksive på fransk. F.eks. se lever (vaske sig), se dépêcher (skynde sig) og se marier
(gifte sig). Hertil kommer en del verber, som er refleksive på fransk, men ikke på dansk, f.eks. s’arrêter
(stoppe), s’endormir (falde i søvn), se promener (gå tur) og se réveiller (vågne). Enkelte verber er refleksive
på dansk, men ikke på fransk, f.eks. bouger (tørre sig) og changer (forandre sig).
Indikativ (fortællemåde):
Er en fortællemåde, der udtrykker det faktiske, det objektive – i modsætning til konjunktiv, der udtrykker noget
subjektivt.
Beskrivelse af verbernes tider i indikativ:
Le présent:
Nøjagtig som på dansk bruges le présent, når der er tale om noget A) der foregår nu og B) noget nært
forestående og C) noget der plejer at foregå og D) noget almengyldigt.
Eks. A) Qu’est-ce que tu fais? Je regarde les actualités. (Hvad laver du ? Jeg ser TV-Avisen.)
Eks. B) Tu pars? (Skal du af sted nu?)
Eks. C) Jacques va toujours à la campagne le samedi. (Jacques tager altid på landet om lørdagen.)
Eks. D) La terre est ronde. (Jorden er rund.)
Desuden bruges le présent på fransk i tre andre tilfælde. 1) Le présent svarende til dansk perfektum og 2) Le
présent svarende til dansk imperfektum og 3) Le présent i omskrivninger for at fremhæve.
1) På fransk bruges le présent også om noget, som har foregået et stykke tid, og som stadig foregår på
ytringstidspunktet, efter udtryk som depuis, cela fait … que, il y a … que, voici … que
2) Le présent af être anvendes i følelsesbetonede udbrud, hvor man på dansk som regel bruger
imperfektum. Det gælder kun udtrykket c’est. Eks. Tu as oublié ta carte d’identité? C’est dommage.
(Har du glemt dit ID-kort? Det var en skam)
3) Le présent anvendes ofte i konstruktioner, som fremhæver en del af sætningen; i eksemplet er det
Nicolas, der fremhæves. C’est Nicolas qui a cassé la vitre. (Det var Nicolas, der smadrede ruden)
Le futur proche :
Le futur proche er en sammensat tid. Den dannes ved hjælp af hjælpeverbet aller i le présent + hovedverbet i
infinitiv
Eks.
Je vais y réfléchir (Jeg vil tænke over det)
Tu vas aller à Paris? (Tager du til Paris?)
Le passé récent:
Le passé récent dannes ved hjælp af venir i le présent + de + hovedverbet i infinitiv. Le passé récent
udtrykker noget der lige er sket.
Eks.
Le coirrier vient d’arriver (Posten er lige kommet)
Ces romans viennent de paraître (Disse romaner er lige udkommet)
Til denne tid svarer en datid: venir i l’imparfait + de + hovedverbet i infinitiv udtrykker noget, der lige var sket.
F.eks. Nous venions de mettre la radio quand on a frappé (Vi havde lige tændt for radioen, da der blev
banket på)
Le futur proche:
Le futur proche dannes ved hjælp af aller i le présent + hovedverbet i infinitiv. Le futur proche udtrykker noget
nært forestående, en nær fremtid; men konstruktionen bruges også om noget fjernere fremtid, især i
talesproget.
Eks.
Jeg suis fatigué. Je vais rentrer (Jeg er træt. Jeg skal snart hjem)
Nous allons commencer (Vi skal lige til at begynde)
Til denne tid svarer en datid: aller i l’imparfait + hovedverbet i infinitiv udtrykker noget, der var nært
forestående. F.eks. Nous allions sortir quand le téléphone a sonné (Vi skulle lige til at gå ud, da telefonen
ringede)
Le conditionnel:
Le conditionnel findes i en usammensat tid, f.eks. ’je parlerais’ (jeg ville tale), og en sammensat tid, le
conditionnel passé, f.eks. ’j’aurais parlé’ (jeg ville have talt). Le conditionnel og le conditionnel passé bruges i
betingelseskonstruktioner, i indirekte tale og i en række specialtilfælde.
A – le conditionnel (usammensat tid)
A1 – le conditionnel i indirekte tale
Le conditionnel anvendes i indirekte tale for at udtrykke noget, der var fremtidigt på et tidspunkt i fortiden.
Eks.
1. Christophe m’a dit qu’il reviendrait bientôt (Christophe sagde til mig, at han snart ville komme tilbage)
2. Guy et Louise pensaient à l’avenir: ils se marieaient, ils auraient trois enfants et seraient très heureux
ensemble (Guy og Louise tænkte på fremtiden: de ville gifte sig, skulle have tre børn og ville leve meget
lykkeligt sammen)
3. Paul se demandait ce qu’il dirait à ses parents quand il rentrerait (Paul spekulerede på, hvad han skulle
sige til sine forældre, når han kom hjem)
Hovedsætningens verballed står altid i fortid: a dit(1), pensaient(2), se demandait(3)
A2 – le conditionnel i specielle betydninger
1. om formodning, undren. F.eks. ‘Michel n’est pas à lécole. Serait-it malade?’ (Michel er ikke i skole. Er
han mon syg?), ‘On dirait que tu le fais exprès’ (Man skulle tro, du gjorde det med vilje)
2. om rygter, især i avissprog. F.eks. ’Le ministre donnerait sa démission demain’ (Det forlyder, at
ministeren vil træde tilbage i morgen)
3. i høflig tale. F.eks. ‘Je voudrais vous parler’ (Jeg ville gerne tale med Dem)
B – le conditionnel passé (sammensat tid)
B1 – le conditionnel passé i indirekte tale
Le conditionnel passé andvendes i indirekte tale – især i tidsbisætninger.
Eks.
Mon frère m’a assuré qu’il me répondrait dès qu’il aurait reçu ma lettre (Min broder forsikrede mig om, at han
ville svare mig, så snart han havde fået mit brev)
Det overordnede verbum står i le conditionnel: répondrait.
B2 – le conditionnel passé i specielle betydninger
1. om formodning, undren. F.eks. ’Romain était tout pâle. On aurait dit qu’il avait le mal de mer’ (Romain
var ganske bleg. Man skulle have troet, at han var søsyg)
2. om rygter. F.eks. ‘Les rebelles auraient déposé les armes’ (Det forlyder, at oprørerne har overgivet sig)
Konjunktiv(ønskemåde):
Konjunktiv (le subjonctif) er en form af verbet, der udtrykker noget subjektivt: et ønske, en følelse, en vilje osv.
På dansk er der kun nogle få rester af konjunktiv tilbage, som anvendes i faste udtryk, f.eks. ’han længe leve’.
På fransk er konjunktiv derimod meget brugt, både i skrift- og talesprog. Den forekommer næsten
udelukkende i bisætninger og anvendes efter bestemte regler – en række udtryk udløser automatisk
konjunktiv. Konjunktiv forekommer i fire tider: le présent, le passé composé, l’imparfait og le plus-que-parfait.
De to sidste er meget udsædvanelige i moderne fransk
Infinitiv(navnemåde):
Infinitiv er verbets grundform. Det er den, der er opslagsordet i ordbøgerne. Infinitiv ender på fransk på –er
(parler), -ir (finir), -re (vendre) eller –oir (recevoir).
På dansk er der ofte er ’at’ foran infinitiv: ’det er dejligt at rejse’, men infinitiv kan også stå ”ren”: ’du skal
komme’.
På fransk kan infinitiv også stå ren: ’il veut vendre sa voiture’ (han vil sælge sin bil), eller der kan være en
præposition foran infinitiven, oftest de: ’c’est amusant de danser’ (det er sjovt at danse); også à og andre
præpositioner kan stå foran infinitiv: ’elle a commencé à pleurer’ (hun begyndte at græde).
Præsens participium(lang tillægsform):
Præsens participium er en form af verbet, som ligner adjektiver, jf. den danske betegnelse tillægsform. Den
bruges dels som adjektiver, dels med verbal funktion. Præsens participium udtrykker noget samtidigt eller
nutidigt. Præsens participium ender på dansk på –ende, på fransk på –ant: parlant (talende), finissant
(sluttende), vendant (sælgende), buvant (drikkende).
Præsens participium kan være bøjet i køn og tal eller stå ubøjet. Præsens participium bøjes, når det anvendes
som adjektiv, men ikke når det har en verbalfunktion og kan erstattes af et verballed. Præsens participium kan
ikke anvendes som adjektiv, når der er tale om en tidsbegrænset handling; så bruges en relativsætning.
Perfektum participium(kort tillægsform):
Perfektum participium er en form af verbet, som ligner adjektiver, jf. den danske betegnelse tillægsform. Den
bruges dels som adjektiver, dels med verbal funktion. Som verbum anvendes det til at danne sammensatte
tider sammen med hjælpeverberne avoir og être: ’Il a chanté’ (han sang), ’Elle ètait venue’ (hun var kommet).
Perfektum participium udtrykker noget, som har fundet sted.
Perfektum participium ender på dansk på –t. På fransk er der forskellige endelser; de allerfleste ender på é, i
eller u: ’parlé’ (talt), ’fini’ (sluttet), ’vendu’ (solgt), ’bu’ (drukket)
Passiv:
På dansk ender passiv på –s eller omskrives med ’blive’ f.eks. ’maleriet sælges/bliver solgt’. På fransk dannes
passiv af en form af être + perfektum participium. Participiet bøjes efter subjektet ligesom et adjektiv.
Eks.
1. Ce tableau est vendu très bon marché (Dette maleri sælges meget billigt)
2. La maison a été repeinte (Huset er blevet malet(igen))
3. Tes idées seront sûrement critiquées (Dine idéer vil sikkert blive kritiseret)
Kongruens:
Verbets overensstemmelse med subjektet
Verbets form retter sig altid efter subjektet: ’Le garçon joue’ (drengen leger), ’les filles jouent’ (pigerne
leger). I enkelte tilfælde kan det være svært at afgøre, hvad der er subjekt i sætningen.
A – Il som foreløbigt subjekt.
Når il er foreløbigt subjekt, retter verbet sig efter il. Konstruktionen er mere sjælden på fransk end på dansk.
1. Il est arrivé deux cartes postales pour toi (Der er kommet to postkort til dig)
2. Il a paru plusieurs romans cet automne (Der er udkommet flere romaner i efteråret)
B – To eller flere subjekter i samme person
Når to eller flere subjekter er forbundet med et, står verbet i flertal (1,2). Flertal er også det almindelige, når
subjekterne er forbundet med ou (3), ni … ni ’hverken … eller’ eller med komma.
1. Ludovic et Elisabeth sont arrivés (Ludovic og Elisabeth er ankommet)
2. Deux et deux font quatre (To og to er fire)
3. Papa ou mamam peuvent nous aider (Far eller mor kan hjælpe os)
C – To eller flere subjekter i forskellig person
Når verbet har to eller flere subjekter i forskellig person, står verbet i flertal. Hvis det ene subjekt er 1. person,
står verbet i 1. person flertal (1). Hvis subjekterne er 2. og 3. person, står verbet i 2. person flertal (2).
Subjekterne sammenfattes ofte i et personligt pronomen: toi et moi = nous, ton père et toi = vous.
1. Toi et moi (, nous) ferons carrière (Du og jeg vil gøre karriere)
2. Ton père et toi (, vous) faites de la voile ensemble? (Sejler du og din far sammen?)
D – Kollektivt substantiv + de + substantiv som subjekt
Når subjektet er et kollektivt substantiv + de + substantiv i flertal, står verbet normalt i flertal (1,2). Efter et
kollektivord alene står verbet i ental (3).
1. Un grand nombre d’élèves ont la grippe (Et stort antal elever har influenza)
2. Une foule de gens trouvent ce film super (En masse mennesker synes, at denne film er alle tiders)
3. Une vinogetaine est déjà arrivée (En snes stykker er allerede kommet)
Andre eksempler: ’La famille habite à la campagne’ (Familien bor på landet), ‘La police a arrêté le
coupable’ (Politiet har anholdt den skyldige).
E – Mængdeadverbium som subjekt
Når subjektet er et mængdeadverbium + de + substantiv i flertal, står verbet i flertal. De-bestemmelsen kan
være underforstået (1,2,3).
1. Beaucoup de Danois sont partis pour la campagne. Peu sont restés en ville (Mange danskere er taget på
landet. Kun få er blevet i byen.)
2. Trop (de gens) ont fait cette bêtise (For mange (mennesker) har begået denne dumhed)
3. Nous serons en congé demain. Combien en sont informés? (Vi har fri i morgen. Hvor mange har fået
besked om det?)
Hvis de-bestemmelsen står i ental, står verbet i ental: ’Trop de bruit nous dérange’ (For meget støj forstyrrer
os)
F – La plupart som subjekt
Når subjekter er la plupart, står verbet i flertal, hvad enten der er en de-bestemmelse eller ej.
1. La plupart (des jeunes) font du sport (Størstedelen (af de unge) dyrker sport)
2. La plupart (d’entre eux) lisent des bandes dessinées (De fleste (af dem) læser tegneserier)
G – Relativsætninger med qui
I relativsætninger, som begynder med qui, retter verbet sig efter korrelatet(det ord, som qui viser tilbage til).
1. C’est moi qui suis bête (Det er mig, som er dum)
2. C’était nous qui avions raison (Det var os, der havde ret)
3. Ce n’est pas vous qui devez répondre (Det er ikke jer, som skal svare)
H – C’est eller ce sont ved prædikat
I omhyggeligt fransk står être i flertal, når subjektet er ce og prædikatet er et substantiv i flertal (1) eller eux
(2). I daglig tale bruges ofte ental af être i disse konstruktioner (3). Det hedder altid c’est nous og c’est vous.
1. Ce sont les enfants qui font du bruit (Det er børnene, som larmer)
2. Les Brésiliens sont très contents. Ce sont eux qui ont gagné la Coupe du monde (Brasilianerne er meget
glade. Det var dem, som vandt verdensmesterskabet)
3. C’est de détails, mais pour nous, c’était de gros problèmes (Det er detaljer, men for os var det store
problemer)
• Nægtelser
De almindelige nægtelser ved verber er:
ne … pas ikke(1)
ne … jamais aldrig(2)
ne … plus ikke mere, ikke længere(3)
ne … que kun(4)
ne … ni … ni hverken … eller(5)
1. Mon frère ne travaille pas pendant les vacances (Min bror arbejder ikke i ferien)
2. On ne sait jamais ce qui arrivera (Man ved aldrig, hvad der vil ske)
3. Grans-père ne travaille plus. Il est à la retraite (Bedstefar arbejder ikke længere. Han er pensioneret)
4. Mon copain est végétarien. Il ne mange que des légumes (Min kammerat er vegetar. Han spiser kun
grønsager)
5. Le douanier ne comprend ni l’anglais ni le français (Tolderen forstår hverken engelsk eller fransk)
Bemærk:
1) Ne falder meget ofte bort i daglig tale. F.eks. ’C’est pas vrai’ (Det er ikke sandt).
2) Når der ikke er noget verballed, er der ikke noget ne. F.eks. ‘Je connais Yves mais pas sa petite
amie’ (Jeg kender Yves, men ikke hans pige). I sætninger uden verballed kan nægtelsen undertiden
også hedde non og non pas. F.eks. ’Tu viens ou non?’ (Kommer du eller ej?).
3) Pas og plus kan forstærkes med du tout. F.eks. ’Je ne comprends pas du tout’ (Jeg forstår det slet
ikke.)
4) ’Non plus’ (heller ikke) kan føjes til nægtelsen. F.eks. ’Je n’entends pas non plus’ (Jeg kan heller
ikke høre)
5) Pas bruges ikke når anden del af nægtelsen er f.eks. jamais, plus.
6) Jamais betyder ’nogensinde’, når det står uden ne i en hel sætning. F.eks. ’Monique est la plus jolie
fille qu’il ait jamais vue’ (Monique er den smukkeste pige, han nogensinde har set).
7) Forskellige nægtelsesord kan kombineres, f.eks. ’plus jamais’ (aldrig mere).
8) Ni … ni står foran de ord, der benægtes. Hvis det er verballedet, der benægtes, bruges ne … ni ne.
F.eks. ’Béatrice ne fume ni ne boit’ (Béatrice hverken ryger eller drikker)
Skema over nægtelsens placering ved bøjede verber:
subj.
nægt. 1
pers. pron.
pron. adv.
(hjælpe)vb.
nægt. 2
perf. part.
elle
ne
nous
y
invite
pas
il
ne
lui
en
a
pas
parlé
• Adverbier
Et adverbium er et ord, som præciserer eller nuancerer et forhold; det kan f.eks. angive tid, sted eller måde:
’nu’, ’her’, hurtigt’.
Adverbier lægger sig til verber, adjektiver, andre adverbier eller præciserer indholdet i en hel sætning: Han
taler hurtigt, et meget godt måltid, han snakker virkelig meget, hun kommer måske for sent.
Adverbier lægger sig altså ikke til substantiver; her bruges adjektiver: et godt måltid.
Former:
De franske adverbier har forskellige former. Der findes
1) usammensatte adverbier: vite (hurtigt), ici (her), hier (i går)
2) sammensatte adverbier: bientôt (snart), là-bas (derhenne), avant-hier (i forgårs)
3) adverbier dannet af adjektiver: lentement (langsomt), heureusement (heldigvis)
Desuden findes der adverbielle udtryk som ’en face’ (overfor), ’tout de suite’ (straks), par coeur (udenad)