Frøken Smillas Fornemmelse for Sne af Peter Høeg

Kaare & Peter Århus Katedralskole 22/5-2000

Indledning

Romanen Frøken Smillas fornemmelse for sne er skrevet af Peter Høeg. Peter Høeg

debuterede i 1988 med den roste Forestillinger om det tyvende århundrede og har derudover

skrevet Fortællinger om natten, De måske egnede og Kvinden og aben, som ligeledes har

været både roste af anmelderne og populære blandt læserne. Peter Høegs bøger blev først

populære, da De måske egnede udkom. Det kan måske have noget at gøre med, at Frøken

Smillas fornemmelse for sne udkom i USA på det tidspunkt, hvor den vakte stor

opmærksomhed.. Frøken Smillas fornemmelse for sne er blevet oversat til adskillige sprog

deriblandt japansk, spansk og tysk. Vi har valgt at skrive om Frøken Smillas fornemmelse for

sne, fordi vi fik den anbefalet som en interessant roman. Ingen af os havde læst bogen i

forvejen, men Peter Høeg er jo en meget populær forfatter, så dette ville være en god

anledning til at stifte bekendtskab med hans litteratur. I øvrigt er hans forfatterskab

kendetegnet ved, at han ikke holder sig til den samme genre i sine romaner.

Vi vil først fortælle om den nye stil indenfor litteratur som er blevet døbt,

postmodernisme. Derefter vil vi gøre rede for det miljø, som bogen foregår i og hvilken

betydning, det har for læseren. Så følger en beskrivelse af Smilla og en kort beskrivelse af

mekanikeren efterfulgt af en diskussion af Smillas fornemmelse for sne og Peter Høegs brug

STX 1.g

blive glidende. Vi vil lægge vægt på det naturvidenskabelige som ønsket i

opgaveformuleringen, men som det vil fremgå senere i opgaven, er det nødvendigt at tolke

Smillas fornemmelse for sne, for at forstå Peter Høegs brug af naturvidenskaben. Så vil vi

kommentere henholdsvis en anmeldelse fra Politiken, Information og Kristeligt dagblad. Vi

vil endvidere gøre rede for synsvinklen i romanen, og samtidigt vurdere om Smilla er en

troværdig fortæller. Til slut vil vi komme ind på de i romanen forekommende navnes

symbolik.

Postmodernisme

Sammen med den vestlige verdens udvikling kom den postmoderne tilstand. I den nye verden,

der var blevet skabt af den accelererende teknologiske udvikling, var det nødvendigt med nye

uddannelser. Folk kunne derfor deles op i en A-klasse og en B-klasse alt efter deres

uddannelse. A-holdet var dem med de nye uddannelser. De gik i mærketøj, sad på café og nød

denne egoistiske livsstil, som har mange narcissistiske træk. B-holdet var alle samfundets

tabere som f.eks folk, som var blevet gjort arbejdsløse af den nye teknologi og dem uden

uddannelser. Denne gruppe blev større og større i takt med udviklingen, da flere måtte se sig

Kaare & Peter Århus Katedralskole 22/5-2000

sagt op pga. automatiseringen og edb-teknikken. Disse to nye samfundslag dannede baggrund

for nogle nye ideer og idealer som f.eks. 80’ernes punk-inspirerede ungdomsgrupper, der

manglede tiltro til fremtiden og samfundets bæreevne. Denne holdning blev delt af mange

rundt omkring, fordi troen på de store ideologier var væk og den fælles tro var forsvundet.

Dette omtales som den postmoderne tilstand.

Det er på det grundlag, at mange nye forfattere begyndte at skrive om de forskelle, der

kom i samfundet og om folks personlige op- og nedture. De skildrede en virkelighed med

vindere og tabere - med folk, der havde svært ved at finde sig til rette i det nye samfund.

Specielt skildrede mange af de nye forfattere taberne fra det såkaldte B-hold. I disse

skildringer lever forfatteren sig ofte ind i hovedrollen og gør derved bogen meget mere

psykologisk præget i sprog og opbygning. Med drejningen i indhold og opbygning af

teksterne i den postmodernistiske stil, har de nye forfattere gjort sig fri af den gamle litteratur,

hvor forfatteren i højere grad var bundet af den i tiden herskende stil. Med postmodernismen

åbner forfatterne en helt ny verden for læseren, hvori litteraturen bliver meget mere dyster i

sin udfoldelse, end den tidligere har været. Et godt eksempel er en forfatter som Jan

Sonnergaard og hans novellesamling Radiator. I denne bog giver Sonnergaard eksempler på

nogle af de psykiske splittelser og tanker, som folk går rundt og gemmer på. Måden, han

udtrykker det på, er gennem et meget dystert og grotesk sprog, som vi kan se i følgende

eksempel:

”Som en stor, slimet fisse åbnede SuperBrugsen alt op på vid gab for os, og

som små, ivrige sædceller sprøjtede vi ind, ind gennem hallen, bageriet og

lige op i kiosken i afdelingen på Nørre Voldgade.”

I anmeldelserne blev den bl. omtalt som den mest sorte bog, der nogensinde er blevet skrevet.

Det var dog ikke alle forfattere fra den periode, der skrev dystre romaner som Jan

Sonnergaard. Peter Høeg skrev også samfundskritisk, men han gjorde det på en mindre

makaber måde. Peter Høeg har en stor baggrundsviden, som han bruger i sine bøger. For at

kunne forstå Høeg fuldt ud, vil det være en fordel at have en stor viden inden for mange

naturvidenskabelige områder.

En af de ting, der karakteriserer den postmoderne stil, er, at der ikke er nogle faste

rammer, som skal overholdes - ingen normer eller holdninger, som er fastsat på forhånd. Der

er ingen krav om, at virkeligheden skal udtrykkes, som man opfatter den, fordi den blot kan

bestå af billeder, som er trukket ned over os. Den kan være noget helt andet – noget helt

uforståeligt for den menneskelige bevidsthed. Sådanne spørgsmål bliver ofte bearbejdet i den

postmodernistiske litteratur.

Kaare & Peter Århus Katedralskole 22/5-2000

Miljø

Første del af krimi-thrilleren Frøken Smillas fornemmelse for sne uspiller sig i

Danmark i begyndelsen af halvfemserne – mere præcist i københavn 1992 og 1993. Det gør

romanen til en fremtidsroman, idet den udkom i 1992. At historien på den måde strækker sig

gennem læserens egen tid, har måske givet den et ekstra pust af realisme og spænding, som

dog kun var aktuelt umiddelbart, da bogen udkom. Peter Høeg tegner et dystert billede af

Danmark, hvor normale borgere ikke kan føle sig trygge overfor autoriteterne, som er både

magtsyge og korrupte. Det dystre billede er hjulpet på vej af Smilla, som jo selv er lidt

excentrisk og foretrækker mørket. Peter Høeg er meget kritisk overfor den måde, rige folk

smider deres penge væk på, og i denne ødselhed mister deres formål med livet og måske også

deres personlighed. Man kan sige, at for de rigmænd, som allerede mangler et formål, er

kasinoet specielt lokkende, fordi det udfylder tomrummet. Det er her repræsenteret af Landers

kasino, hvilket vi kan se i følgende:

”Spillernes ansigter er blege i lyset, opslugte, henrevne”

Og i et andet eksempel:

”- Den parasit, det er spillefuglen, lille skat. Et af de mest sultne rovdyr i

verden. Og jeg véd hvad jeg snakker om. Jeg har mistet alt indtil flere gange.

Men jeg er kommet igen. Det var derfor jeg måtte købe mig ind. Nu hvor jeg

ejer, nu hvor jeg har set det bagfra, er det blevet anderledes”

Parasit-begrebet går igen senere i romanen, og det giver derfor Landers udtalelse ekstra vægt.

I romanen møder vi alle de sociale klasser i samfundet lige fra bunden, som er repræsenteret

af Juliane til overklassen repræsenteret af Lander. Smilla kan færdes frit i alle de forskellige

grupper, fordi hun selv er en blanding af dem, og Peter Høeg får derfor gennem Smilla

mulighed for at beskrive forskellige sociale samfundslag. Gennem de forskellige personer i

romanen som hver i sær har en speciel faglig ekspertise, får Peter Høeg lejlighed til at

demonstrere sin faglige viden på mange forskellige områder som f. eks i følgende citat:

”-Neokatastrofisme er en samlebetegnelse. Udtrykket er skabt af

Schindewolf, engang i tresserne. Han var palæontolog. Men alle mulige

naturvidenskabelige forskere har taget del i debatten. Det de er fælles om, er

forestillingen om at kloden – og særlig dens biologi - har udviklet sig ikke

jævnt, men i spring. Som har været styret af store naturkatastrofer, der har

favoriseret visse arters overlevelse. Nedslag af meteoritter, kometpaasager,

vulkanske eksplosioner, spontane kemiske katastrofer. Debattens kernepunkt

har altid været spørgsmålet om, hvorvidt disse katastrofer er forekommet

med regelmæssige tidsintervaller. Og hvis de er, hvad bestemmer

frekvensen?

Smilla færdes i et samfund, hvor grønlændere enten tilpasser sig Danmark eller ender i

slummet ligesom Juliane. Sådan er det jo også den dag idag blot med andre

Kaare & Peter Århus Katedralskole 22/5-2000

indvandrergrupper. Romanen foregår i efterdønningerne af en ny-imperialisme, hvor

Danmark forsøger at gøre Grønland til ”Nord Danmark”. Den anden del af bogen foregår på

et bemærkelsesværdigt skib, en gammel 4000-tonner, der er blevet renoveret og udstyret med

moderne grej. Her arbejder Smilla som kahytsjomfru blandt folk, som kan opdeles i de

potentielle fjender og dem, som allerede er fjender. Sidste del foregår på en ubeboet ø ved

Smilla

Smilla Quaavigaaq Jaspersen er født i Grønland, men hun har tilbragt hovedparten af sit liv i

Danmark. Smilla er kun halvt grønlænder, idet hendes nu afdøde mor var en grønlandsk

fanger, mens hendes far var og er en succesfuld retsmediciner. Smilla betragter ikke sig selv

som en rigtig grønlænder men faktisk heller ikke som en rigtig dansker. Hun har en ide om,

hvordan en god dansker skal være, som vi kan se i følgende:

”Han er et lille stykke af den gode del af Danmark. Ærligheden, rankheden,

gåpåmodet, lydigheden, karsehåret, orden i økonomien.”

Sonne, som omtales i dette citat, arbejder på skibet Kronos sammen med Smilla på vejen til

Gela Alta. At man kan finde en dansker med disse positive og idealistiske karakteristika på et

skib er nok ikke tilfældigt, idet det er typisk for perioden, at folk i byerne bliver mere

anonyme som følge af den teknologiske udvikling med internettet og muligheden for at

kommunikere via e-mails. Derudover var der også stor immigration fra landet til byerne, og

det enkelte individ risikerede derfor let at miste sig selv og sin kultur. Når de enkelte

indbyggere i et samfund kollektivt ændrer kultur, kan man slet ikke tale om dette samfunds

kultur, fordi det er blevet for udvisket. Smillas forestilling om en ægte dansker giver så måske

ikke nogen mening længere, fordi den er forældet. Smillas problem er nok også, at hun har

mistet sin egen kultur, da hun flyttede til Danmark, fordi det var næsten umuligt dengang, at

holde fast på den grønlandske kultur uden at ende i slummet. På det tidspunkt gjorde mange

uddannelsesinstitutioner en stor indsats for at integrere grønlændere. Denne integration

omfattede, at den enkelte grønlænder forventedes at opgive sin egen kultur og baggrund. De

grønlændere, der ikke var villige til at gøre dette, skulle ikke regne med at få nogen

uddannelse. Et eksempel på denne integration ses i følgende:

”Tre fjerdedele af de politikere og embedsmænd der leder hjemmestyret,

tilhører hans generation. De var de første grønlændere, der fik

universitetsuddannelse. Nogle af dem har overlevet og holdt fast på sig selv.

Andre – som inspektøren – er, med deres spinkle, men abnormt opblæste

selvfølelse, blevet ægte, intellektuelle norddanskere.”

Kaare & Peter Århus Katedralskole 22/5-2000

Smilla har nok ikke været helt villig til at give slip på sin egen kultur og er derfor blevet smidt

ud adskillige gange. Da hun har mistet tilknytningen til sin egen kultur og bor i en storby som

København, hvor der ikke findes én samlet kultur, hun kan assimilere, ender hun som en

underlig blanding af flere forskellige kulturer – med Smillas egne ord - en papgrønlænder.

Dette giver dog også Smilla nogle unikke fordele - en forståelse for både grønlændere og

mange forskellige lag af det klassedelte danske samfund, som jo var særligt udpræget i denne

periode. Smilla har en stor viden på mange områder, fordi hun har skiftet rundt mellem mange

forskellige uddannelser og er meget interesseret i faglitteratur - specielt matematiske værker.

Særligt fremtrædende, er hendes særlige viden om sne og is, som selvfølgelig oprindeligt

stammer fra hendes mor, men som hun selv har arbejdet videre med. Vi kan se Smillas

fascination for sne utallige steder i romanen, men dette citat viser det godt:

”Ved jorden smelter sneen en anelse, selv i hård frost, på grund af byens

varme. Men heroppe ligger den løst, som den er faldet. Det er bare Esajas der

har trådt på den.

Selv når der ingen varme er, ingen ny sne, ingen vind, selv da forandrer

sneen sig. Som om den ånder, som om den fortættes og rejser sig og synker

og dekomponeres.

Smilla har svært ved at knytte sig, og hun modsvarer andres venlighed med

fornærmelser og ondskab, som vi kan se af dette citat:

”- Det ville være dejligt, hvis du kunne komme herud juleaften, Smilla.

- Julen siger mig ikke noget.

- Har du tænkt dig at din far skal sidde alene?

Dette er en af Moritz’ mere anstrengende sider, som han har udviklet

med alderen – blandingen af perfidi og sentimentalitet.

- Kunne du ikke prøve Mændenes Hjem?

Det skyldes nok, at hun er bange for at blive svigtet. Denne angst skyldes to vigtige faktorer i

hendes liv. Den første af disse er, at hun føler sig svigtet af sin mor, da hun døde. Hun føler

sig også direkte svigtet af Moritz, fordi han ikke var hos hende i hendes barndom, og hun

mener derfor ikke, at hun kan knytte sig til ham nu. Den anden faktor er, at hun med sin

grønlandske baggrund ikke føler sig rigtig accepteret i det danske samfund, som i følge hende

er et meget krævende og egoistisk samfund. Hendes frygt for at miste den hun har knyttet sig

til, kan ses i følgende eksempel:

”Jeg har aldrig båret over med andres kærlighedssorger. Jeg hader deres

svaghed. Jeg ser dem finde fyren for enden af regnbuen. Jeg ser dem få børn,

og købe en Silver Cross Royal Blue barnevogn, og gå på Volden i

forårssolen, og le nedladende til mig og tænke stakkels Smilla, hun ved ikke,

hvad hun går glip af, hun véd ikke hvordan livet er for os der har spædbørn

og papir på hinanden.

Fire måneder efter er der hyggemøde i deres gamle

fødselsforberedelsesgruppe, og hendes egen Ferdinand får et lille tilbagefald

og liner et par baner op på et spejl, og hun finder ham ude på toilettet, hvor

Kaare & Peter Århus Katedralskole 22/5-2000

han ligger og rusker med en af de andre glade mødre, og på et nanosekund

reduceres hun fra den store stolte, suveræne, usårlige mama til en åndelig

gnom. I én bevægelse falder hun til mit niveau og ned under det, og bliver til

et insekt, en regnorm, en skolopender.”

Smillas mor var fanger på Grønland. Hun omkom, da hun var ude at jage. Hendes lig

blev aldrig fundet, fordi lig i meget koldt vand ikke stiger til overfladen, hvilket er normalt i

varmere egne. Smilla havde et tæt forhold til sin mor, hvilket også er naturligt, når man

tænker på at Smillas far, Moritz, ofte var væk i hendes barndom. Smillas mor var mere end

noget andet en oprører, som nægtede at indpasse sig. Dette viser sig ved, at hun ikke ville

flytte til civilisationen med Moritz, men istedet gav Moritz valget mellem hende og hans liv i

luksus. Det er vigtigt at vide det for at forstå Smillas forkærlighed for de svage eller udstødte.

Denne forkærlighed viser sig ved, at Smilla kun er i stand til at elske mekanikeren og Esajas.

Mekanikeren fordi han er alene, stammer og viser svagheder, som vist her:

”Mekanikeren er på det stadium hvor han har opgivet at tørre øjnene,

hans ansigt er en maske af slim.”

Esajas kan hun elske, fordi hun ser sig selv, som hun gerne ville have været i ham. Esajas

holder fast på sin grønlandske afstamning, selvom det skaffer ham et liv i Danmarks slum.

Esajas slår tilbage, når dem der er større end ham træder på ham, hvilket er et andet træk, han

deler med Smilla. Dette kan ses af dette citat:

”Et øjeblik tror jeg, at det der ligger på trappen, er en hund. Så ser jeg

det er et barn, og den dag er det ikke stort bedre.

- Skrid, bror Lort, siger jeg.

Esajas ser op.

- Peerit, siger han, - skrid selv.”

Han er meget interesseret i matematik ligesom Smilla og har livserfaring og en personlighed,

der er mere udviklet end normalt for et 6-årigt barn. Normalt er Smilla ikke meget for børn,

men Esajas kombinerer et barns åbenhed med en voksens viljestyrke. Esajas mor, Juliane, er

på en måde Esajas’ modsætning. Hun mangler viljestyrken til at opretholde sin kultur i

Danmark, og hun mangler evnerne og midlerne til at få en uddannelse. Hun har fuldstændig

opgivet sin stolthed, idet hun sælger Esajas, sin søn, til Loyen for penge.

Peter Føjl

Peter Føjl omtales i bogen hovedsageligt som Mekanikeren. Han bor i Det Hvide Snit, i

samme opgang som Smilla og Esajas. Da vi møder ham i bogen, står han frem som en meget

stille og genert person, som er meget opmærksom på Smillas sikkerhed. Han virker meget

naiv og usikker, men handler efter bedste hensigt. Han er forelsket i Smilla og hjælper hende,

selv om det strider mod hans arbejdsgivers sag. Derudover er han meget stabil og er meget

Kaare & Peter Århus Katedralskole 22/5-2000

omhyggelig med alt hvad han gør. Han virker derfor også som en mand med orden i sit liv.

Hans omhyggelighed kan vi se her:

”Jeg står i døren og ser på, mens han laver den. Køkkenet er helt hvidt.

Han centrerer sig i det, som en badmintonspiller på banen, så han skal bevæge sig mindst

muligt. Han har en lille elektrisk mølle. I den kværner han først flere lyse bønner, og bagefter

nogle der er små, næsten sorte, og blanke som glas. Han blander dem i en lille metaltragt som

han monterer i en mekanisk espressomaskine, som han stiller på et gasblus.”

Inden vi møder ham i bogen, har han arbejdet som dykker for Tørk Hviid, hvor han

dykkede efter antikviteter i Asien. Det rigtige formål med antikviteterne blev aldrig fortalt til

ham, og han var blot en brik i Tørks spil. Da han kom tilbage til Danmark, stod han uden

arbejde, men gennem Tørk mødte han Ving, som hyrer ham til holde øje med Esajas. Denne

kontakt til Tørk holder, og på grund af erfaring i frømandskorpset bliver han hyret som

dykker på ekspeditionen til Gela Alta. Denne gang bliver han også ført bag lyset og bliver

aldrig fortalt risikoen ved at dykke på øen. Dette viser, hvor naiv han er. Men eftersom han

ikke ved, hvad der i virkeligheden foregår, kan man sige, at han ikke gør noget, der er imod

hans samvittighed.

Ligesom Smilla har Føjl sine egne konflikter - konflikten mellem hans arbejde og

hans følelser for Smilla. Da han ikke rigtigt ved, hvad der sker omkring ham på skibet og da

konflikten topper, bliver han nødt til at vælge side efter sine følelser. Han vælger Smilla, og

det ender derfor med, at han prøver at dræbe Tørk.

Der er dog også visse steder i romanen, som tyder på, at Peter Føjl i virkeligheden slet

ikke er så naiv og genert, som han virker udadtil. Måske er det bare en forklædning. Det

falder uden for opgaven at komme ind på her, men jeg vil dog give følgende eksempel:

”- Døren er åben. Så jeg går ind. Man kunne jo ikke v-vide at du v-ville

sidde i mørket og vente.

Jeg slubrer forsigtigt hen over overfladen. Drikken er så stærk, at jeg får

vand i øjnene og pludselig kan mærke mit hjerte.

- Jeg havde tænkt på hvad du sagde på taget. Om sporene. Hans

stammen er ganske let. Af og til er den borte.”

Her kan vi se, at han ikke var bange for at følge efter Smilla, og at han nogle gange ikke

stammer – måske fordi han glemmer det.

Smillas fornemmelse for sne

Smilla har en fornemmelse for sne – hun elsker sne. Sne er forudsigelig. Det giver

hende noget at holde sig til i en tilværelse, som er fyldt med mennesker – uforudsigelige

mennesker som er styret af deres følelser. Sne kan Smilla elske, fordi hun ikke risikerer at

blive svigtet eller forvirret så længe, hun kan tænke logisk og kan bruge sit intellekt. Det

Kaare & Peter Århus Katedralskole 22/5-2000

betyder, at hun kan lukke sig inde i sit eget lille univers med kun hende og sneen. I dette

univers bliver mekanikeren lukket ind, fordi hun stoler på, at han ikke svigter hende. At hun

sådan lukker sig inde i sit eget univers, gør hende i stand til at fordybe sig indad mod

uendeligheden – den indre horisont - i stedet for at åbne sig udad mod den ydre, som er

repræsenteret af teknologien. Sneen i Smillas univers kan beskrives med et andet ord –

matematik. At det er tilfældet, kan vi se af denne udtalelse:

”Jeg er ikke fuldkommen. Jeg synes bedre om sne og is end om

kærligheden. Jeg har lettere ved at interessere mig for matematikken end ved

at holde af mine medmennesker.. Men jeg har en forankring til noget i

tilværelsen der står fast.”

Det, som Smilla her påstår står fast, er kernen af hendes eget lille univers – det absolutte rum.

Dette absolutte rum giver hende en særlig fornemmelse for verden rundt om hende, fordi hun

kan være sikker på, at det ikke er hende, der forvrænger det, hun opfatter. Denne fornemmelse

giver hende en intuition eller stedsans, som hendes omverden ikke kan forholde sig til, fordi

vi her har nået det yderste af den menneskelige forståelse. Det er et evigt mål, som hun aldrig

helt kan komme til at forstå selv, som vi kan se her:

”På den amerikanske hærs Coldwater Laboratory på Pylot havde de

ansat folk til at forske i fenomenet stedsans. Dér så jeg tykke bøger og lange

lister over artikler om, hvordan der langs jorden blæser retningskonstante

vinde ......

Mundtlige foredrag om musikoplevelse.

Min eneste broder i ånden er Newton. Jeg var bevæget, da de på

universitetets præsenterede os for det sted i Principia Mathemathica, første

bog, hvor han vipper en spand fyldt med vand, og bruger vandets skrå flade

til at argumentere for, at der inden i og omkring den roterende jord og den

drejende sol, og de valsende fiksstjerner, der gør det umuligt at finde noget

fast udgangspunkt og initialsystem og holdepunkt i tilværelsen, er absolute

space, det absolutte Rum, det, der står stille, det vi kan klamre os til

Jeg kunne have kysset Newton. Senere blev jeg fortvivlet over Ernst

Machs kritik af spandeeksperimentet, den kritik der dannede udgangspunkt

for Einsteins arbejder. Dengang var jeg yngre og mere letbevægelig. Idag véd

jeg, at alt hvad de gjorde var at vise, at Newtons argumentation var

utilstrækkelig. Enhver teoretisk forklaring er en reduktion af intuitionen.

Ingen har rokket ved min og Newtons vished om det absolutte Rum.Der er

ingen der finder hjem til Qaanaaq med næsen nede i Einsteins skrifter.”

Smilla kan tydeligvis ikke selv beskrive sin intuition logisk. Det er altid et spørgsmål

om at gå længere og længere ind mod det basale for at finde det faste holdepunkt –

sandheden. Det faste holdepunkt kan dog i følge min definition aldrig nåes, idet det i sig selv

ville kræve et fast holdepunkt. Det er dog en filosofisk diskussion. Jeg synes, det er meget

interessant, at Smilla foretrækker sne eller matematiks forudsigelighed frem for menneskers

følelsesstyrede uforudsigelighed og alligevel rakker ned på de teknologiske fremskridt, der

tager intuitionens plads. Måske er det fordi, Smilla er bange for at miste sin kulturs specielle

Kaare & Peter Århus Katedralskole 22/5-2000

fordel – intuitionen. Jeg tror, den intuition er et fælles træk for upåvirkede grønlændere, som

ikke har været tvunget til at give afkald på nogen dele af den til fordel for teknologi eller fast

viden. Deres faste holdepunkt er jorden, de står på, deres legender og deres medmennesker.

Så kan man jo sige, at Smillas splittelse passer godt med hendes holdning, idet hun er splittet

mellem vestens teknologi og Grønlands intuition. Peter Høeg prøver at fremhæve intuitionens

styrke frem for teknologien bl.a. i følgende eksempel:

”Venture Warrior skulle have været fire gange så stor. Prototypen var 18

meter over havoverfladen. Den skulle have været arbejdsplads for 1400

mand. De rejste prototypen i Baffinbugten. Da den stod op, kom der et

isbjerg. Det var forudset. Men det her bjerg var lidt større end de plejer at

være. Det var født et sted i udkanten af Ishavet. Det var 100 meter højt og

fladt ovenpå, som de er, når de er så høje. Det havde 400 meter is under

havoverfladen, og det vejede omkring 20 millioner tons. Da de så det

komme, blev de alligevel lidt betænkelige. Men de havde to store isbrydere

liggende. Dem fortøjede de til isbjerget, så de kunne trække det ind på en

anden kurs. Der var ganske lidt strøm, og ingen vind. Alligevel skete der ikke

rigtig noget da de gassede maskinerne op. Ikke andet end at bjerget blev ved

med at gå ligeud. Det var ligesom om det ikke mærkede at der blev trukket i

det. Og det spadserede hen over prototypen, og bag ved det, i vandet, var der

ikke andre spor af det stolte udkast til Joint Venture Warrior end lidt

oliepletter og en lille smule vraggods.

Her kan vi se, at man aldrig vil kunne gardere sig mod alt med teknologi, fordi der altid vil

være uforudsigelige hændelser. Teknologien åbner op for nye problemer, som kræver ny

teknologi, som giver nye problemer osv. Man kan sige, at Smilla bruger matematikken til at

forstå sin omverden og sneen til at identificere sig selv i forhold til sin omverden. Smilla giver

dog udtryk for, at man kan forklare menneskelige følelser og forståelse gennem matematik –

en evne man normalt ville kalde intuition. Det viser endnu engang Smillas kamp for at forstå

sin intuition, og at hun ikke vil være bundet af normal menneskelig forståelse for verden. Hun

har brug for altid at kunne udvikle sig og vil måske derfor heller ikke bindes af fastlagt

teknologi. Det kan vi se i følgende citater:

”- Véd du hvad der ligger neden under matematikken, siger jeg. – Neden

under matematikken ligger tallene. Hvis nogen spurgte mig, hvad der gør mig

rigtig lykkelig, så ville jeg svare: Det gør tallene. Sne og is og tal. Og véd du

hvorfor?”

og senere:

”- Fordi talsystemet er ligesom menneskeliv.”

og senere igen:

”- Det stopper ikke. Det stopper aldrig. For nu, på stedet, udvider vi de

reelle tal med de imaginære, kvadratrødder af negative tal. Det er tal, vi ikke

kan forestille os, tal som normalbevidstheden ikke kan rumme.”

Kaare & Peter Århus Katedralskole 22/5-2000

Naturvidenskaben

En af de ting Peter Høeg gør meget brug af i bogen er matematikken. Med sin baggrundsviden

har Høeg givet Smilla en unik karakter ved at give hende en kærlighed for det

naturvidenskabelige - specielt matematikken. I romanen er det Smillas eneste holdepunkt i en

tilværelse, hvor hun ikke rigtigt kan holde fast på noget. Hun har en særlig forkærlighed for

bogen Euklids Elementer. Det er gennem denne bog, at Smilla skaber et forhold mellem

hende og Esajas, som også er meget interesseret i matematik. Det er, fordi Peter Høeg bruger

matematikken som et billede på livet, som vi kan se i citatet ved note 18. Esajas udvikler sin

bevidsthed sammen med Smilla ved at studere matematik som vi kan se her:

”Og bevidstheden udvider sig stadigvæk, og vokser, og barnet opdager

mellemrummene. Mellem stenene, mellem mosserne på stenene, mellem

menneskene. Og mellem tallene.”

Smilla bruger Euklids Elementer som et fast holdepunkt og derved også som en del af hendes

absolutte rum. Det gør hun, fordi den indeholder faste definitioner på matematiske begreber.

Mange matematiske sætninger er udsprunget af disse definitioner på samme måde, som Smilla

bygger sin eksistens på definitioner, som hun selv har fremsat – hendes absolutte rum.

”Bertrand Russell har skrevet, at ren matematik er det emneområde, i hvilket

vi ikke véd, hvad vi taler om, eller hvorvidt det vi siger er sandt eller falsk.

Det er på den måde jeg har det med madlavning.

Jeg spiser mest kød. fedt kød. Jeg kan ikke få varmen af grøntsager og

brød. Jeg har aldrig fået noget overblik over mit køkken, over råvarerne, over

madlavningens basale kemi. Jeg har kun ét enkelt arbejdsprincip. Jeg laver

altid varm mad. Det er vigtigt, når man er alene. Det tjener et

mentalhygiejnisk formål. Det holder én oppe”

De definitioner, som Smilla bruger til at bygge sin eksistens på, kan dog ikke bevises, som vi kan se

i foregående citat. Madlavningen i citatet er nok et symbol for de konklusioner, hun drager fra

hendes basale sandheder – en slags filosoferen over livet, som giver hende et formål, når hun er

alene. Hun mener ikke, at det er muligt for hende at overskue hele madlavningen – alle de

sanseindtryk, hun får fra sin omverden. Betrand Russel er kendt for adskillige paradokser som for

eksempel dette::

I en by bor en barber, der barberer alle dem, der ikke barberer sig selv.

Barberer barberen sig selv?

Det er nok den slags problemer, som Smilla overvejer, når hun ”laver mad”.

Mange af de begreber, som Høeg bruger i bogen, er kendte matematiske begreber og

illustrationer. For at kunne forstå Høeg fuldt ud, er det en fordel at have gjort et grundigt forarbejde.

Et af de matematiske billeder Høeg bruger gennem Smilla, er Georg Cantors illustrering af

uendelighedsbegrebet, som er et billede på den ensomhed, Smilla ser som en velsignelse i livet.

Kaare & Peter Århus Katedralskole 22/5-2000

”En vært havde et hotel, med et uendeligt antal værelser, og hotellet var

fuldt belagt. Så kom der en gæst til. Værten gjorde da det , at han rykkede

gæsten i værelse nummer 1 til nummer 2, ham i nummer 2 til tre, ham i tre til

fire, og så fremdeles. Således blev der et ledigt værelse til den nye gæst.”

Endnu engang bruger Høeg matematikken til at fortælle læseren om Smillas personlighed i

billeder, og den forløsning hun får af matematikken, idet den giver hende noget at leve for i

tilværelsen , en mening med livet..

De eksempler Høeg bruger i bogen, beskriver Smillas personlighed på en anderledes

men meget fængende facon. Matematikkens verden er som en total modsætning til følelsernes

verden. Den giver hende kontrol over hendes personlige splittelse, hvorimod følelserne er et

meget ukontrollabelt og usikkert område for Smilla. Det er som om, Smillas følelser er

erstattet af naturvidenskaben og matematikken. Hver gang Smilla møder en konfrontation i sit

liv, analyserer hun den som et matematisk problem eller ligning, og ser hvor mange løsninger,

der kan forekomme.

Denne drejning i stilarten må siges at være nyskabende inde for litteraturkunsten. Selv inden

for den postmodernistiske stil må måden, Høeg bruger matematikken på, siges at være

exceptionel. Han blander den med Smillas liv, men bruger den samtidigt til at opklare Esajas

død. Den fremgangsmåde, Smilla bruger til at opklare mordet, virker meget logisk præget,

som man ville løse en ligning, som hun selv udtrykker her:

”Et barn i den opgang hvor jeg bor, styrtede ned fra et tag. Hos hans mor

fandt jeg Vings adresse. Fra Kyolitselskabets modtog hun pension efter sin

mand. Det førte mig til selskabet arkiver. Til hvad der fandtes af oplysninger

om ekspeditionen til Gela Alta. Alt andet vokser ud derfra.”

Hun opklarer mordet, som man ville løse en matematisk opgave. Man har nogle oplysninger

og derefter kan man tænke sig til resten.

Anmeldelser

Anmeldelsen, Peter Høegs fornemmelse for kølig Passion, af Søren Vinterberg fra Politiken

d. 24/4 1992, er meget positiv over for Frøken smillas fornemmelse for sne. Det har måske

noget at gøre med, at Søren Vinterberg allerede havde en positiv instilling overfor Peter

Høegs litteratur fra f.eks. Forestillinger om Det Tyvende Århundrede og Fortællinger om

Natten. Hans positive indstilling kan vi se af følgende citat:

” Peter Høeg er åbenbart pr. definition imponerende som forfatter”

Søren Vinterberg er muligvis ikke helt objektiv i sin anmeldelse, men han forstår at bruge

sproget til at fremme sit synspunkt, som vi kan se i dette citat:

Kaare & Peter Århus Katedralskole 22/5-2000

”Hendes mor var en vældig fanger på Thule-egnen, feminist uden at have

ordet for det. Hendes far er stenrig international anæstesiolog, altså specialist

i bedøvelse, uden dog at kunne bedøve sin egen længsel efter den døde

grønlænderinde.”

Han fokuserer meget på krimihistorien, på Smillas personlighed og på Peter Høegs hyppige

brug af faglige begreber. Han mener, at de faglige begreber er nødvendige for bogen, men han

siger ikke noget om hvorfor – noget der trækker ned, når man skal vurdere anmelderens

objektivitet. Smilla bliver beskrevet meget positivt i anmeldelsen og måske noget overfladisk,

idet det eneste tegn på en dybere personlighed hos Smilla ifølge anmeldelsen er, at hun er

splittet mellem to kulturer. Søren Vinterberg mener, at Smilla ville blive en pragtfuld

seriedetektiv. Det kan jeg kun give ham ret i, men det er ikke kun på grund af hendes

galgenhumor men også på grund af hendes indre konflikter. Jeg mener, at han har fanget

romanens tema meget godt som værende Smillas konflikt mellem to kulturer – mellem sne og

is og matematik og intuition.

Anmeldelsen Spor i sneen af Søren Schou fra Information d. 24/4 1992 er ligesom

anmeldelsen fra Politiken meget positiv overfor Frøken Smillas fornemmelse for sne. Søren

Schou roser da også Peter Høegs tidligere udgivelser, men han giver udtryk af at være en

meget objektiv og troværdig anmelder, idet han sammenligner og begrunder istedet for blot at

postulere sine holdninger, som vi kan se her:

”Frøken Smilla er en beretning om emperialismen i den periode, som vi

med en beroligende nødløgn har døbt den post-koloniale. Med sin blanding

af tresserideologi og halvfemseræstetik er den i slægt med Kjartan Fløgstads

norske romaner om nutidens kulturkonflikter mellem centrum og periferi”

Søren Schou mener, som vi også kan se ovenfor, at det vigtigste tema i romanen er

samfundskritikken, specielt velfærdssamfundets udnyttelse af naturen. Det er jeg ikke enig i.

Samfundskritik kan udnyttes fordelagtigt i enhver roman, fordi det viser, at forfatteren har sin

samtid med sig og kan bruge den til at gøre sin roman levende. Man kan selvfølgelig godt

have en roman, som fokuserer på samfundskritikken, men jeg mener ikke, at det er, hvad der

løfter Frøkken Smillas fornemmelse for sne over middelmådige romaner. Jeg mener, at det er

krimihistorien, der gør romanen umiddelbart spændende for læseren, og det er

hovedpersonens mange facetter, der gør, at man kan fordybe sig i den og giver den en

blivende værdi, som gør den til en litterær klassiker. Søren Schou er da også imponeret over

Peter Høegs evne til at skabe en så interessant personlighed som Smilla Jaspersen.

Anmelderen vælger at give sneen en realistisk betydning modsat af min fortolkning, hvor

sneen repræsenterer det faste i Smillas univers - det absolutte rum.

Anmeldelsen, Romanen med de rigtige meninger, af Lars Bukdahl fra Kristeligt

dagblad 24/4 1992, er en poppet og ligegyldig anmeldelse af en ”hårdhudet anmeldersjæl”.

Kaare & Peter Århus Katedralskole 22/5-2000

Lars Bukdahl kunne udholde Peter Høegs to første bøger, men så var grænsen også nået. Han

er negativ og arrogant overfor alle dele af Frøken Smillas fornemmelse for sne, og jeg vil her

vise hvor meningsløse hans argumenter er:

”Jeg forstår ganske simpelt ikke, hvad der har formået Peter Høeg til

skrive dette værk; hvis det er en stor knaldroman, man vil forfatte, må man gå

helt anderledes voldsomt og skamløst til værks, som f.eks. Ib Michael gør det

i sin skrækkelige Kilroy Kilroy, ikke bare imitere Henning Mortensen og

Alistair McLean.”

Jeg synes, det er en meget stærk udtalelse at komme med uden nogen argumenter til at bakke

det op. Hvorfor tror Lars Bukdahl, at Peter Høeg vil forfatte en stor knaldroman. Er det den

konklusion, man kan drage, hvis man ikke forstår en roman? Hvis det er en stor knaldroman,

han vil forfatte, hvorfor skal han så efterligne en skrækkelig bog?

”Altså ikke en blanding, men samfundskrimi pludselig afløst af

havthriller. Begge dele rimeligt spændende på almindelig overfladisk effektiv

facon, men slutningen, løsningen på det hele, er et klamt slag i ansigtet.”

At historien ikke er bundet til ét miljø hjælper til at give romanen realisme. Smilla færdes i et

levende samfund, der ikke er bundet af én genres traditioner. Det er da helt rigtigt, at krimi-

thrilleren giver underholdning. Problemet er bare, at Lars Bukdahl ikke er i stand til at gå

dybere ned i en roman – forbi en umiddelbart underholdende historie. Slutningen vil jeg

komme ind på senere.

”Romanens største fejlgreb er dog valget af fortæller. Store dele af

Charles Dickens’ gamle roman Bleak House er lagt i munden på en lille

hellig og rengøringsvanvittig ung pige ved navn Esther, som læseren hurtigt

får meget svært ved at udstå; På samme måde fik denne læser det med Smilla

i Peter Høegs roman, hun har gennemskuet det hele, har alle de rigtige

meninger og kan altid finde lejlighed til at give en til bedste, helst med et

bedrevidende belærende tonefald (som så godt som alle de andre personer

også benytter; individuel karaktertegning sker ved at én stammer og en anden

bander). Der er ingen distance mellem hende og forfatteren, de er lige frelste.

Vel er hun udstyret med skæve karaktertræk, hidsighed, følelseskulde,

voldelighed, som forfatteren tydeligvis finder stærkt charmerende, men de

tjener blot til at fremmedgøre læseren yderligere.”

Skulle Smilla være perfekt og tale i et bedrevidende tonefald ligesom alle de andre? Jeg

synes, at Lars Bukdahl skulle finde dokumentation, når han kritiserer, og det var ikke min

oplevelse. Jeg kan logisk nok ikke dokumentere, at hun ikke gør det, eftersom man kun kan

vise, at noget er – ikke at noget ikke er. Smilla og kun Smilla taler muligvis af og til i et

bedrevidende tonefald, men det er en del af hendes personlighed, idet hun gør det i alle slags

situationer – ikke kun dem, hvor hun argumenterer for et ”perfekt” synspunkt. Skal Peter

Høeg lade være med at bruge karakterforstærkende udtryk, fordi det støder Lars Bukdahls

fine anmeldersjæl? Alle fiktionære personligheder har kendetegn, fordi det simpelthen er

nødvendigt, for at læseren kan identificere sig med dem. Hvis personen færdes i et bestemt

Kaare & Peter Århus Katedralskole 22/5-2000

miljø, som påvirker personens personlighed – f.eks. får ham til at bande - viser det blot, at

forfatteren har forstand på den kultur, han skriver om. Det kan godt være, at Lars Bukdahl kun

er i stand til at skrive om sig selv, men skal det nødvendigvis også gælde Peter Høeg?. Igen

viser Lars Bukdahl, at han ikke er i stand til at argumentere. Hvorfor skulle forfatteren finde

Smillas negative karaktertræk stærkt charmerende?. Det fremmedgør da ikke læseren, at der

er dybde i personerne, og hvorfor påstår Lars Bukdahl først, at hun er perfekt og derefter, at

hun har negative karaktertræk?

Slutningen

Romanens slutning handler ifølge Lars Bukdahl om ”en ond videnskabsmands nedfrosne

kæmpemeteor fuld af farlige isorme”, men mon ikke den indeholder mere mening end det.

Peter Høeg kritiserer ved hjælp af meteoren den ukritiske holdning overfor teknologien, som

er normal i nutidens samfund. Vi lever i et samfund, som ikke tænker på konsekvenserne af

sine handlinger. Et samfund som kun kan forstå det umiddelbart håndgribelige, og som derfor

kun breder sin bevidsthed udad i stedet for at fordybe sig indad. Peter Høeg prøver at fortælle,

at det ikke kan holde i længden f.eks. i det eksempel, som jeg har trukket frem tidligere med

Joint Venture Warrior, som blev knust af isen. Samfundets ukritiske holdning udtrykker Peter

Høeg klart her:

”Hans stemme er spøgefuld. Med ét forstår jeg ham.

- Men det er ikke vigtigt, vel?

- Nej, det er ikke vigtigt.

Han ser på mig.

- Det er ikke vigtigt, hvordan tingene virkelig forholder sig. Det vigtige

er, hvad mennesker tror.”

Det vestlige samfund vil vide alting – forstå alting. Det kan man ikke, alene fordi, at det at

forstå åbner nye spørgsmål. Man kan faktisk sige, at det eneste man kan være sikker på, er at

man ikke kan være sikker på noget. Denne kritik udtrykker Peter Høeg i den afsluttende

bemærkning:

”Fortæl os, vil de komme og sige til mig.Så vi forstår og kan afslutte. De

tager fejl. Det er kun det man ikke forstår, man kan afslutte. Det kommer

ikke til nogen afgørelse.”

Denne slutning er genial, idet læseren ikke tror, at bogen er slut, og det er præcis, hvad Peter

Høeg vil opnå. Det, at man ikke tror, at bogen er slut, beviser blot, det Peter Høeg siger. Man

ønsker en fast afgørelse. Man vil vide, hvad der sker med mekanikeren og Smilla og Tørk.

Lever Smilla lykkeligt til sine dages ende? Hvis sådanne spørgsmål blev besvaret ville det

Kaare & Peter Århus Katedralskole 22/5-2000

ikke efterlade en undrende læser, og så ville romanen netop være død . Så ville den mangle

den mangetydighed, som Lars Bukdahl mener, at den mangler.

Synsvinkel

Begivenhederne i Frøken Smillas fornemmelse for sne er set med Smillas øjne. Det er en

første-persons fortæller, som ikke er alvidende. Smilla fordyber sig meget i alt, hvad der

foregår omkring hende, og man får derfor meget præcise og detaljerede oplysninger, som vi

kan se her:

”Der hersker orden i stuen. Der er møbler i sandskuret og ludbehandlet

lyst træ, med hynder og betræk af uldent hestedækken. Der er stager med

stearinlys, en bogreol med bøger, en opslagstavle med fotografier og

børnetegninger fra bekendtes børn. ” Til store Peter fra Mara, fem år”. Der er

rosenbuske i porcelænskummer, og der er røde blomster på, de ser ud som

om nogen vander dem og snakker med dem og lover dem, at de aldrig bliver

sendt på ferie hos mig, hvor der af en eller anden grund er et dårligt klima for

grønne planter”

Smilla overdriver ikke, idet hun tænker meget logisk og klart, og overdrivelser er ikke

logiske. Smilla kan godt lyve, når det fremmer hendes sag, men eftersom det ikke fremgår, at

Smilla fortæller sin historie til en tredje-person, kan læseren godt tro på, hvad hun fortæller.

Hun har ikke mange følelser, og hun har derfor ikke nogen grund til at dække over sandheden

overfor læseren. Første-persons synsvinklen giver meget direkte tale, og det gør handlingen

mere levende og troværdig.

Navnesymbolik

Der er visse navne i Frøken Smillas fornemmelse for sne, som sandsynligvis ikke er

tilfældige.

Esajas var en fremstående profet fra det gamle testamente som var aktiv fra 740 – 700

f.Kr. i Juda rige. Området var dengang truet af assyrisk ekspansion. Denne ekspansion, mente

Esajas, var en straf fra gud, men han mente, at en lille del af menneskene ville lade sig

omvende og derved blive frelst.

Man kan sige, at Esajas’ død fører til, at Smilla undersøger mordet. Det leder i sidste

ende til,, at hun stopper Tørk fra at udløse en katastrofe i form af de polarorme, som han vil

bringe tilbage til civilisationen. Hvis det var lykkedes ham, ville menneskeheden have stået

overfor ormenes ekspansion, idet de før havde været spærret inde på Gela Alta. Man kan så

Kaare & Peter Århus Katedralskole 22/5-2000

sige, at Smilla er frelseren som frelser verden fra ormetruslen, og hun kan derfor

sammenlignes med Jesus. Det, hun ofrede, var så hendes følelser, som jeg vil forklare senere.

Peter var en af Jesus’ disciple, som Jesus kaldte ”klippemanden”. Det skulle betyde, at

Peter var den klippe, som Jesus ville bygge sin kirke på, og som han ville tildele Himmeriges

nøgler. Peter skulle dog ifølge skriftlige kilder ikke have en særlig stabil personlighed.

Vi kan så sige, at Smilla begynder at bygge sin eksistens på Peter Føjl i stedet for

sneen – på følelser i stedet for matematik. Hun giver Peter evnen til at frelse menneskeheden

– Himmeriges nøgler - idet hun stoler på ham, og det ender da også med, at han viser sig

værdig til denne tillid. Da tror jeg dog, det allerede var for sent for Smilla at tilgive ham, og

hun mistede derfor endnu engang sine følelser for ham.

Det Hvide Snit har nok heller ikke fået det navn uden grund. Det hvide snit var et

kirurgisk indgreb, der blev udført på svært sindsyge med voldsomme affektudbrud. Det

fjernede evnen til at have følelser, og det er nok Peter Høegs mening at kritisere de store

betonblokke, som gør folk anonyme og gør, at de mister kontakten med deres følelser.

Derudover har Smilla jo kun få følelser, og hun er er måske blevet placeret i det hvide snit for

at berolige hende. Hun har jo givet problemer alle de andre steder, hun har været, fordi hun

ikke har kunnet finde sig til rette og har kritiseret uhensigtsmæssigt meget.

Gela Alta betyder på latin noget i retning af ishøj eller isdyb, men jeg tror ikke det har

nogen symbolsk betydning.

Skibet Kronos har nok det navn, fordi chronos på græsk betyder tid. Kronos er jo et

gammelt skib, som er blevet udstyret med moderne grej, og man kan derfor sige, at det er et

historisk tværsnit af teknologi.

Konklusion

Frøken Smillas fornemmelse for sne holder læseren fanget hele vejen, fordi den er skrevet i et

imponerende sprog og indeholder alle de elementer, der gør en roman spændende. Vi har en

hemmelig superskurk som først bliver afsløret hen imod slutnigen og en glimrende skildret

hovedperson. Der er derudover mange intriger og hemmeligheder, som udspiller sig mellem

de mange bipersoner indbyrdes, og tilsammen skaber den overordnede sammenhæng. Bogen

har derudover mange tolkningsemner – også flere end vi er kommet ind på her – og det er

sjældent, man finder det i en roman, som samtidig er meget realistisk og troværdig.

Tydeligvis er vi meget imponerede over romanen, og det er jo også godt at se en dansk

forfatter, som kan hævde sig internationalt.

Kaare & Peter Århus Katedralskole 22/5-2000

NOTER

s. 39 i B

s. 210 i A.

s. 211 i A

s. 173f i A

s. 319 i A

s. 146 i A

s. 15 i A

s. 42f i A

s. 178f i A

s. 11 i A

s. 19 i A

s. 89 i A

s. 90 i A

s. 48 i A

s.46f i A

s. 344 i A

s 112 i A

s. 112 i A

s. 55 i A

s. 173 i C

s. 17 i A

s. 378 i A

s. 428 i A

s. 435 i A

s. 89 i A

s. 105 i D

s. 260 i E

Kaare & Peter Århus Katedralskole 22/5-2000

LITTERATURLISTE

Bøger

A. Høeg, Peter 1992: Frøken Smillas fornemmelse for sne; 3. udgave. Rosinante

B. Sonnergaard, Jan 1997: Radiator; 2. udgave. Gyldendal

C. Carstensen, Jens og Jesper Frandsen 1997: Mat 1; 1. udgave. Systime

D. Langer, Torben W. et al. 1971: Lademanns Leksikon, bind 5; 1. udgave.

Lademann

E. Langer, Torben W. et al. 1974: Lademanns Leksikon, bind 14; 1. udgave.

Lademann

F. Red: Jessen, Keld B. & Steffen Hejlskov Larsen 1985: Dansk litteratur fra

runer til grafitti; 3. udgave. Systime

Artikler

G. Vinterberg, Søren : Peter Høegs fornemmelse for kølig passion.

Politiken

H. Schou, Søren 24-4-1992: Spor i sneen. Information

I. Bukdahl, Lars : Romanen med de rigtige meninger. Kristeligt

dagblad

J. Blak, Poul : Den svære barndom. Jyllands Posten