Fugls Føde af Peter Seeberg
Usansende og komplet tomhjernet sad den blå-gule kanariefugl og vippede frem og tilbage på sin
pind. Den vidste intet om, hvad der skete omkring den, selvom den tilbragte al sin tid her med vidt
åbne øjne betragtende alt, hvad der foregik omkring den. Men intet af det, den så, havde betydning
for den. Alt hvad den så og hørte fra sin lille pind, var meningsløst og uvirkeligt, thi den havde
aldrig været uden for burets trykke træmmer. Den var handlingslammet. Slev når buret af og til blev
åbnet, gjorde den intet, for den havde hverken kræfter eller lyst. Den slog sig tilfreds med et
meningstomt liv bag tremmer, uden valg og bekymringer. Således levede den sit liv uden anelse om
det sande livs glæder. En varm sommerdag, hvor fugleburet stod åbent, landede en turkisblå
langnæbbet fugl i vinduet og fløjtede; men kanariefuglen, der lige var i gang med en solsikkekerne,
nåede aldrig frem til et genfløjt, før den så en turkisblå skygge sejle ud ad vinduet.
Peter Seebergs roman Fugls føde, der er fra 1957, handler om forfatteren Tom, der af en gammel
ven, Hiffs, får det forførende tilbud at tjene 10.000 kr. for at skrive noget virkeligt. Tilbuddet er
tiltalende for Tom, der forsøger sig med at skrive noget virkeligt. Opgaven er dog uopfyldelig for
Tom. Han skriver ordene "Mine øjne er blinde, mine hænder er visne, mit sind er hjemsøgt af
tilintetgørelse" men Hiffs giver ham et afslag, da han ikke mener at ordene er virkelige for Tom.
Hiffs sejler til sidst af- sted ud på havet, efterladende Tom inde på kysten, uden penge til at komme
hjem.
Romanen er fortalt af en personbundet tredjepersonsfortæller: "Også dette var virkelighed, sagde
Tom til sig selv." Fortælleren følger intenst og kronologisk Tom i en tidsperiode på 2 dage. Jeg vil
skyde på, at romanen finder sted engang i 50'erne, da den er skrevet i 1957, og det bestemt ikke
virker som en fremtidsroman. Modsat kan tiden heller ikke fastsættes til før 50'erne, da der er
højhuse, pølsevogne, telefoner osv. Hvor romanen foregår, kan jeg ikke sige med særlig stor
nøjagtighed. Det eneste, jeg kan sige, er, at handlingen ikke finder sted i Danmark, da den by, som
Tom bor i, ligger ved en flod og vest for nogle bjerge. Det er højest sandsynligt et sted i Europa, da
pølsevogne er er et europæisk fænomen.
Peter Seeberg bruger navnene, som et meget stærkt virkemiddel. Tom svarer til figuren - han er
fuldstændig tom for livsglæde og gåpåmod. I samtalerne mellem Hiffs og Tom tiltaler Tom hele
tiden Hiffs med "du", hvorimod Hiffs konstant og gentagende kalder Tom ved navn. På denne måde
understreger Seeberg Toms tomhed. Toms kones navn er også symbolsk. Hun er navnesøster til
vulkanen Etna. Vulkaner er på ydersiden urokkelige, dvælende og passive bjerge. Indeni flyder
lavaen rundt og af og til går vulkanen i udbrud, men falder dog altid til ro igen uden at have ændret
sig synderligt. På samme måde har Toms kone det. Hun har sine meninger, men hun giver kun
udtryk for dem i små udbrud, når hun har undertrykt sig selv for længe. Men lige meget hvor mange
udbrud hun bryder ud i, vender hun altid tilbage til sit dvælende jeg. Navnet Hiffs er en
Seebergkonstruktion, som ikke findes i navnebogen. Er han et helt almindeligt menneske, eller
snarere en symbolsk figur?
Tom er en ynkelig mand. Han bor sammen med sin kone Etna , som han dog ikke rigtigt elsker.
Han er f.eks. ret sikker på, at hun er sammen med andre mænd; han er ikke helt upåvirket af det,
men alligevel tager han det ikke op med hende. Han virker til at være ligeglad med hende og med
deres forhold. Tom og Etna bor ude i en forstad. Huset er ikke blevet bygget færdig endnu, fordi
pengene ikke har rakt. Toms eneste indtægtskilde er nemlig hans forfatterskab, men han har ikke
kunnet få skrevet et eneste brugbart ord til den roman, han i flere år har drømt om at skrive. Det
sidste, han skrev, var en tynd lille bog, som han på ingen måde selv brød sig om. Denne bog skrev
han kun for at få pengene, som han desuden allerede havde brugt; så bogen skulle skrives i en fart,
så han kunne betale sin gæld af. Fordi Tom og Etna ikke har nogen penge overhovedet, bliver Tom
nødt til at købe alt på kredit, og da han ikke har tjent penge de sidste par år, er mange af
forretningerne begyndt at nægte ham kredit. Han opfører sig fuldstændig samvittighedsløs. Han
stjæler i forretninger og lyver over for ekspedienterne for at få lov til at købe på kredit - Han er en
rigtig samfundsnasser!
Tom er en mand, der ikke er i stand til selv at tage valg. Han lever sit liv ud fra andre folks valg og
ud fra nødvendighed. Han skriver ikke litteratur, fordi han har budskaber,han vil frem med eller
historier, som han vil fortælle - Nej, han skriver, fordi han er nødt til det, da det er den eneste måde,
hvorpå han kan betale de penge tilbage, som han hele tiden låner.
-Du har fået en bog ud for nogle år siden, ikke, jeg har hørt nogle tale om den, den var vist
ikke så dum.
-Den var temmelig mislykket, du, Tom lo kort, - men man kan jo ikke sidde til dommedag og
hænge over den samme historie. Før eller senere må man sætte punktum og så håbe på, at
den bliver antaget. Det er jo også revnende ligegyldigt, hvordan den er, bare den bliver
trykt, hvis man altså ikke har ambitioner i retning af udødeligheden.
-Det har du ikke?
-Nej, er du tosset, Hiffs, den slags har jeg skam aldrig haft råd til.( )
Det at blive udødeliggjort er noget ,som jeg tror, at mange forfattere tilstræber igennem deres
litteratur. Tom derimod har absolut ingen ambitioner i retning af udødeligheden. Han mener, at han
aldrig har haft råd til det. Dette tolker jeg, som at han faktisk dybt inde i sig selv har ambitionen om
uddødelighed, men han er en sortseer og en ironiker og mener derfor, at bare det at stræbe efter
udødeligheden er helt uden for hans rækkevidde. De ambitioner, han har i livet, stræber han ikke
efter at realisere, da han på forhånd er sikker på, at han vil fejle. På denne måde kommer han aldrig
videre i livet.
Tom halvløb på hjemturen. Han var ikke i stand til at gætte, hvad Hiffs ville have ham til;
der måtte ligge noget bag. Han gættede i det blå, på noget godt, som gav penge, men det
opmuntrende, det ophidsende, bestod i, at han var sat i gang af en anden, der bad ham om
at komme, og han med et slag så sig befriet for sin egen eksistens, så han tyngdeløs kunne
lade sig dale igennem andres forløsende sfærer af beslutninger. (s13)
Tom føler, at hans egen eksistens er et fængsel af valg, som han kun kan bryde ud af, når andre folk
tager beslutninger og initiativer for ham. Han er ikke selv i stand til at komme videre i sit liv på den
måde. Så snart der ikke er nogen til at skubbe ham, går han i stå og lader sig fængsle af sin egen
dovenskab og mangel på gåpåmod.
Tom ved, at ligegyldigt hvilke mål han sætter sig, og hvilke ambitioner han lægger for dagen, vil
han ikke kunne gennemføre noget som helst. Derfor bliver han passiv, ligeglad og ugidelig. Da
Hiffs spørger Tom, om han tænker på at lade sig skille, svarer han:
-Åh, du, jeg tænker ikke så meget over det, til syvende og sidst har det ingen betydning; det
er virkelig rigtigt, jeg tænker ikke over det.
-Det er ikke, fordi du ikke tør tænke over det; du har da ellers sikkert været en mand, der
har drømt om lykken, det gør vi jo alle.
Tom så forbavset på Hiffs.
-Jah, joh, men ærligt talt, jeg skænker ikke lykken en tanke.
-Men du er ikke ligeglad? sagde Hiffs.
-Næh, men så temmeligt. (s32)
Tom er altså ikke helt ligeglad med sit ægteskab og med, om han er lykkelig eller ej. Men han har
opgivet begge dele, fordi han har opgivet at få mere ud af sig selv og livet.
-Ja det har været noget skidt alt sammen, sagde Tom og virrede med hovedet; man er
temmelig mislykket.
-Men det bider ikke på dig, sagde Hiffs, - det var det, jeg ville vide. Der er andre Tom, som
når de indser deres ulykke eller deres mislykkethed, retter sig op, bliver anderledes, eller
som springer ud fra en bro, hænger sig i et træ, spiser en pille, stikker hovedet ind i
gasovnen, eller de græmmes resten af deres liv, de lever i sorgens, bitterhedens eller
afsindets blændende projektørlys; altid ser de sig selv, halve, forkrøblede, invalide. Men
ikke du! Jeg har en teori, som jeg vil præsentere dig for.
-Du er usårlig , Tom, for du er hovmodig; det kan ikke gøre noget, at jeg siger dig det, for
du har altid et nyt hjørne at trække dig tilbage i. Din sjæl er ikke et sted, en kraftens kilde;
den er de tomme konkylier, hvor du kan høre dit fjerne, uovervindelige hovmod bruse. Det
er sammensat hovmod, et usædvanligt hovmod, måske hedder det noget andet, men jeg har
ikke kunnet finde noget bedre ord for denne ekstraordinære evne til at undvige.
Som Hiffs siger det, så har Tom indset sin ulykke og mislykkethed, men han reagerer meget
anderledes på det, end andre folk ville gøre. De fleste ville som konsekvens af at have indset dette,
tage et valg for at komme videre fra dette ulykkens stadie. Men Tom derimod, vælger at leve med
erkendelsen uden at gøre noget ved det. Han bedrager sig selv og bilder sig selv ind, at der er inhold
i hans liv, men han lever i en illusionsverden uden værdier, glæder, ambitioner, håb eller kærlighed.
Hiffs siger f.eks. om Toms sjæl:
Din sjæl er ikke et sted, en kraftens kilde; den er de tomme konkylier, hvor du kan høre dit
fjerne, uovervindelige hovmod bruse ( )
Hans sind og sjæl er som konkylier, tomme for alt virkeligt og for alt med betydning. Det, at han i
det fjerne kan høre sit eget hovmod, tolker jeg, som at han egentlig viser foragt over for sig selv,
men han skubber foragten til side for i stedet i en slags pseudoaccept at sige "sådan er jeg".
-Det forstår jeg, Tom, du er realist.
-Jeg kan ikke lide deres blege angst for at skæmme sig.
-Det forstår jeg, Tom, du er realist.
-Netop, sagde Tom, - jeg kender menneskene.
-Kender du menneskene? sagde Hiffs.
-Jah, du sådan til husbehov, sagde Tom, - det, der ser pænt ud, er jo ikke lige ædelt.
-Nej sagde Hiffs og brast i latter,
Tom mener, at han kender menneskene. Det gør han på sin vis også, men så alligevel ikke - det er
sandt, at han betragter dem, og han kender deres adfærd og handlinger, men det betyder intet for
ham. For ham er de i deres eksistens og væsen ikke andet end en lang forudsigelig række af
handlinger, og ikke noget virkeligt, som han kan reagere på, forholde sig til eller lade sig påvirke af.
Efter at Hiffs har givet Tom opgaven at skrive noget, der er vigtigt og virkeligt, vandrer Tom rundt i
byen.
Tom gik lidt frem og tilbage langs marmorrækværket og kikkede ned mod fodgængerbroen,
hvis balkoner var tæt besat med folk, der skruede på kikkerter eller holdt børn op, for at de
kunne se livet på floden. Alt det var jo virkeligt, sagde Tom til sig selv. Han behøvede blot at
skrive sit indtryk nøjagtigt ned, så havde han løst opgaven.
Livet på gaden og ved floden er sandt, men det er ikke virkeligt. Det er ikke virkeligt for Tom. For
ham er det blot en fysisk sandhed, at der er folk på gaden. Han tror, at denne sandhed er en virkelig
oplevelse for ham. Men der tager han helt fejl, for ingen af disse observationer og iagttagelser
betyder noget for ham. Intet af det, han ser, påvirker ham, eller får ham til at tage stilling til noget.
Oplevelsen er uvirkelig i og med at den ikke ændrer noget for Tom, men blot er noget han ser -
noget der er til.
Da Tom er kommet hjem, smutter han en tur over til købmanden for at købe petroleum. Han
funderer stadig over, hvad han mon skal skrive til Hiffs. Han overvejer at skrive om købmanden og
hans kone, men da han begynder at tænke dybere over de to menneskers virkelighed, bliver han
bange:
Tom gøs. Han ville ikke opleve det, han kunne ikke. Dette begær, der var ved mennesker,
det, at de ville hinanden, at de øjensynlig tog bolig i hverandres sjæle, forekom ham så
forfærdeligt, at hvis det var det, Hiffs havde ment med virkelighed, ja, så ville han ikke, og
han kunne ikke. Så måtte de titusind kroner gå ad helvede til.( )
I denne passage nærmer Tom sig en virkelig oplevelse. Han ser, at noget er virkeligt for nogle
andre, og det skræmmer ham fra vid og sans, for han kan ikke selv forbinde sig med det og forstå
det. Det ligger så fjernt for ham.
Tom ender med at skrive "Mine øjne er blinde, mine hænder er visne, mit sind er hjemsøgt af
tilintetgørelse" ( ) dette mener han er virkeligt for ham selv. Ja han tilføjer endog: "Jeg skriver
dette for at tjene titusind" ( ). Da Tom afleverer de tre linjer til Hiffs, bliver han slemt skuffet, for
Hifs vil ikke betale ham pengene!
”Nej, Tom, for dig er det ikke alvor. Dit digt er skrevet af en øgle, en dæmon, for hvem selv
denne sidste ærlighed er ligegyldig. Virkeligheden er ikke ligegyldig, Tom, énhver må finde
et udgangspunkt i fortvivlelse og så søge sig frem så godt, han kan.” ( )
Ordene er sande, men ikke virkelige, for Tom vil ikke tage konsekvensen af sin bekendelse. Modsat
hvad andre mennesker ville gøre, vælger han at forholde sig passiv, selvom han ved, at hans liv er
indholdsløst.
Hiffs, der mener at "Hele livet går ud på at skabe et voksested for det virkelige" ( ) vælger at
overlade Tom til sig selv og tager ned til vandet, hvor han sejler ud mod horisonten i sin båd.
Tom går alene ud i skoven, fortvivlet og helt udmattet. Han lægger sig sløvt i skovbunden, men
vælger at gøre et sidste forsøg på at få de 10.000 kr. Han bryder ind i og gennemroder hele Hiffs'
hus for pengene, men finder ingen, og derefter skynder han sig ned til stranden, hvor han kan se
Hiffs skib et stykke ude på vandet. Han råber desperat til ham "Jeg er impotent, Hiffs!" ( ); men det
hjælper intet.
Han krøller sig sammen ude på bådebroen, tænker over livet. Han overvejer at begå selvmord, men
kommer til at tænke tilbage på sin barndom, og han erkender, at hans liv har været uden
virkelighed. Det ender med, at han kaster en rund rullesten ud i vandet; og da han hører plumpet,
udbryder han: "Jeg er her" (s127). Denne slutning markerer en åbning, men ikke mere. Vi efterlader
Tom på et nulpunkt, men det kan også blive en ny begyndelse for ham. Han har nemlig taget det
valg at erkende, at han er der, hvor han er. Og derved har han fået muligheden for at få mere ud af
sit liv.
"Så veg han tilbage og gik ind over klitterne og ind ad skovstien, og han mærkede, hvorledes
han vænnede sig til at se, hvor han var og gik.”
Ligesom Nietzsches Zarathustra går han altså gennem klitterne. Han har åbnet sine øjne på en ny
måde, og han er, som Zarathustra var det, ude på en rejse for at finde sig selv.
Bruger man Søren Kirkegaards tolkningsnøgle "Menneskets stadielære" på romanen, vil jeg
umiddelbart sige, at Tom er en rendyrket æstetiker. Han går efter øjebliksnydelser og træffer sine
valg ud fra lyst/ulyst- principper. Men samtidigt passer han ikke til andre af æstetikerens
karaktertræk. F.eks. er æstetikeren præget af manglende refleksion og uskyld, men det er Tom
langtfra. Han reflekterer meget over tilværelsen, og han er fuldt bevist om, hvordan han er som
person. Tom er dog heller ikke etiker, da han hverken tager stilling eller valg, han realiserer ikke det
almene, dvs. at han hverken gifter sig, får børn eller tager arbejde; og han er på ingen måde nogen
god samfundsborger. Jeg tror, at Tom er en fortvivlet ironiker. Han er for reflekterende til at leve
efter et øjebliksnydelsesprincip, men han er også for svag til at forholde sig til selvet, som en etiker
ville gøre det. "Dette er nemlig Formelen, som beskriver Selvets Tilstand, naar Fortvivlelsen ganske
er udryddet: i at forholde sig til sig selv, og i at ville være sig selv grunder Selvet Gjennemsigtigt i
den Magt, som satte det." (Bd.15,74.) Altså kan fortvivlelsen blive udryddet ved at man forholder
sig til sig selv, og ved at man er sig selv. Til allersidst, på bådebroen, forholder Tom sig til sig selv,
og derfor tror jeg, at han er på vej ud af fortvivlelsens stadie.
Hiffs er i romanen en meget pudsig karakter. Han er, som Nietzsche kalder det, et overmenneske,
der giver væk af sin visdoms overflod til alle andre, for at hjælpe dem der har brug for det. Han
prøver at hjælpe Tom med at få mere ud af sit liv. Da han læser de tre linjer, som Tom skriver til
ham, rejser han bort, ud på havet. Jeg tror ikke, at han giver op overfor Tom, som man ellers
umiddelbart tror. Nej, jeg tror, at han rejser bort, fordi han ved, at det er den eneste måde,Tom
virkelig kan komme til at føle verden, i stedet for at opleve alt gennem hans distancerede
illusionsverden. Hiffs befinder sig på det etiske stadie, for han er reflekteret, har realiseret det
almene, og han forholder sig til sig selv og verden. Hiffs er hinsides godt og ondt, men stræber
stadig efter, som Platon beskriver det, "Det gode, Det sande og Det smukke". Han er idealist og
stræber efter den højeste furnufts rige.
Fugls Føde indeholder et Faust-tema. Ligesom Faust solgte sin sjæl til djævelen for at få
kongemagten, sælger Tom sit hjerte. Han sælger det ikke til djævelen, men derimod til intetheden.
Han sælger det for at blive fri for at skulle bruge de kræfter, det kræver at leve. Han sælger sin sjæl
mod at kunne leve sit liv i en verden hinsides valg og bekymringer. Bruger man igen Kirkegaard,
kan man sige, at Tom sælger sin sjæl for at kunne leve hinsides tilværelsens 4 elementer:
Nødvendighed, Tilfældighed, Mulighed og Frihed - Disse 4 kategorier tilsammen er dem, der
danner et menneskes skæbne.
At Romanen hedder "Fugls Føde" er ikke tilfældigt. Det er et klart symbol på, hvor meget Tom er
værd - meget meget lidt.