1
”Gennem natten gennem byen” – litterær artikel
Storbyen er for mange af os et kaotisk sted fyldt med modsætninger; mørke sidegader og oplyste
butikker, smukke facader og grimme baggårde, store drømme og bristede håb. I sit digt ”Gennem
natten gennem byen” fra digtsamlingen Ud af natten fra 1982 beskriver Michael Strunge netop en
storby ved nattetide. Vandringen gennem den sovende og øde by kan læses som et billede på
livet, som vi går igennem uden at have blik for drømmene, hemmelighederne og skønheden, som
ligger lige under overfladen.
Strunges digt er et lyrisk digt, da det hovedsagelig udtrykker digter-jegets tanker og følelser under
hans vandring gennem byen. Dette giver digtet en meget personlig karakter, da vi får et indblik i
jegets indre oplevelser og stemninger. Digtet indeholder dog også et element af handling i form af
den stump af fortælling, der handler om togføreren, som kører i sit tog gennem natten. Denne del
STX 3.g
”Gennem natten gennem byen” er opbygget af 15 strofer. Disse varierer i længden, da de går fra
mellem fire og 14 verselinjer. Der er altså tale om et digt uden en klassisk og velordnet
komposition, hvilket er kendetegnende for Michael Strunges digtning. Gennem hele sit
STX 3.g
digte på. Ovenpå 1970’erne, som var præget af en meget realistisk og konkret litteratur, ønsker
Strunge at bryde med alle hidtidige former og konventioner, heriblandt en fast opbygning af
digtet. På samme måde undlader Strunge at sætte sine digte ind i et bestemt rimskema. I stedet
gør han brug af andre stilistiske virkemidler, fx allitteration, som er et bogstavrim, hvor ord i tæt
forbindelse med hinanden starter med den samme lyd. Fx: ”forbi fortovets flossede graffiti”, ”de
dødes stivnede smil og bristede blikke”. Denne form for bogstavrim er med til at give digtet rytme,
selvom det altså ikke har enderim.
Igennem digtet sker der en gentagelse af nogle af de samme typer af ord. Fx skildres byen som
oplyst af gadelys, ”trappens skakt af lys”, ”opløst af diset gadelys” og ”lysglimt i kabinens mørke”.
Det er værd at bemærke, at der ikke er tale om naturligt sollys, men elektrisk lys fra lamper og
reklamer. På den måde fremstår storbyen som en kold og kunstig verden, der holdes i live af
elektricitet. Digtet beskriver derudover byen som et sted med materiel overflod fyldt med
”krøllede cigaretpakker”, ”City-Centeret” og ”plakaternes reklamer for livet som vare og verden
som skakbræt”. Dette kan ses som en protest mod det kapitalistiske samfund, som for alvor blev
2
etableret i 1980’erne, og hvor mange unge mennesker (de såkaldte yuppier) havde et enormt
fokus på at tjene penge, have den rigtige bil, smart tøj osv.
Det er tydeligt, at digter-jeget i ”Gennem natten gennem byen” har en anden holdning til livet. For
ham at se er verden omkring ham død og stillestående: ”Tomhed og tilfældighed / i forstadens
mennesketomme mantra. / Sig det igen og igen: Bylys, bylys / alle sover væk i sig selv.” Overalt ser
han, at alting gentager sig i én lang, kedelig trummerum: ”Virkelig hverdag / er virkelig kedelig, /
hver dag er lige så ny som i går / og dagen før den, / og lige så ens.” Digter-jeg’et føler sig alene
med sit syn på verden. Han savner, at der igen kommer drømme og skønhed i gaderne: ”hvor er
stjernedrømmene / der fik luften til at knitre og gløde / for få år siden?”
Men hvad er det lige præcis, jeg’et i digtet efterspørger? Hvad er det, han vil have ud af livet, hvis
det ikke er en god og stabil hverdag eller materielle goder? Svaret får vi til dels ved at se nærmere
på digtets billedsprog: ”Mursten tunge i et hus / som ingen gider se eller bo i. / Hellere bygge en
kaotisk højde / der vælter når tyngdepunktet / er for ekstremt / og synerne smuldrer med et brag
af skønhed.” Jeget ønsker netop ikke mere af det materialistiske og håndgribelige, som tynger ham
ned. I stedet ønsker han det kaotiske, det ekstreme og risikofyldte, der ender med ”et brag af
skønhed”. Dette kan tolkes som Strunges ønske om, at vi ser bort fra det, som vi tror, gør os
lykkelige, fx huse og anden materiel værdi. I stedet skal vi turde drømme og satse – og selvom
drømmene brister, så er de trods alt smukkere og mere værd end mursten.
Digtets billedsprog skabes af en række sanselige og meget æstetiske oplevelser hos fortælleren.
Han mærker lugten af ”cigaretter, sved, aviser og mad”, han hører lyden af fødder og ”det blege
eftersus af nattens sidste tog”, og han ser ”den flade forstads sort og hvidt og gråt”. Disse stærke
sanseoplevelser vidner om, at jeget er ekstremt sensitiv og åben for indtryk fra verden omkring
ham. Han er altså en modsætning til de andre beboere i byen, som bare sover væk i sig selv. Jegets
indtryk formuleres gennem beskrivelser af byen, der rummer mange modsætninger, fx lys over for
mørke, liv over for død, det grimme over for det smukke, drøm over for virkelighed osv. Det meget
modsætningsfyldte syn på tilværelsen er typisk for firserlyrikken, der netop ønsker at inddrage
både det skønne og det grimme i deres digtning, fordi det netop er sådan, livet er.
En del af digtet omhandler en parallel fortælling, hvor en togfører kører sit tog med tomme vogne
gennem natten. Undervejs falder han i søvn, og han vågner først, da toget kører ud over kajen, og
han drukner i havnen: ”Alt er druknet mørke, / kun fra kabinen stiger et par bobler / og brister / da
3
de når overfladen”. Dette kan tolkes som en grum kommentar for Strunge om, at vi går gennem
livet som søvngængere. Vi ser ingenting, og vi vågner først op, når døden slår kløerne i os. Først da
får vi øje på livets skønhed, og så er det for sent.
Digtet er fortalt gennem en alvidende fortæller, der har et overblik over den sovende by. Fx
refererer fortælleren både til togføreren, til et ”du” og til ”den voksne dreng”, som meget vel kan
være Michael Strunge selv: ”Vejen er lige / hjem til søvn og skrift, / der intet kan ændre / blot
pynte lidt som kønne bilder.” Dette kan være Strunges sarkastiske tolkning af, hvordan
omverdenen ser på ham selv og andre unge mennesker; de har bedst af at gå lige hjem i seng, og
de tekster, han skriver, gør ingen forskel, men pynter bare lidt med deres kønne billeder. Men
ifølge Strunge gør digteren en forskel i verden. Vha. den markante brug af symboler og billedsprog
gør digteren sine læsere opmærksom på, at der findes noget andet i verden end hverdag og
materielle goder. Der findes en anden – mere mystisk og kaotisk – virkelighed, som vi kan nå ind
til, hvis vi tør at drømme og fantasere. På den måde kan vi ”gennembryde hinden over alt / og nå
det mørke liv i knoglernes kerne.”
Det er ikke tilfældigt, at denne jagt på det smukke og kaotiske finder sted om natten. Natten er et
tema i mange af firserlyrikernes digte, der ser natten som en særlig poetisk tid, hvor mennesket
netop kan overskride hverdagen og nå ind til de magiske øjeblikke af skønhed og poesi, som
Strunge formulerer i digtet. Her henter firserlyrikerne inspiration fra 1800-tallets symbolister, der
også forsøgte at beskrive en højere og mere poetisk sandhed om verden gennem lyriske digte.
Digtet ”Gennem natten gennem byen” kan altså læses som Strunges oprør mod en verden, hvis
motto synes at være, at ”her lever man ikke mere end højst nødvendigt.” Livet er en lang
gentagelse af hverdage, hvor vi jagter penge og materielle goder, og vi bliver først opmærksomme
på, hvad vi går glip af, når vi skal dø. For Strunge handler det om at skære ind til kernen – det
smukke, mystiske og kaotiske – for at livet er værd at leve. I hele sit forfatterskab jagter Strunge
denne balance mellem det smukke og det grimme, lyset og mørket, livet og døden. Hans eget liv
sluttede, da han kastede sig ud fra et vindue i troen på, at han kunne flyve. Dermed er hans eget
liv indkapslet i digtets ord: ”Hellere bygge en kaotisk højde / der vælter når tyngdepunktet / er for
ekstremt / og synerne smuldrer med et brag af skønhed.”