Side 1 af 4
Gisl Illugeson
”Ude på Island var Gjafvald og hans svigerfader Thormod Kolleson med, da min fader blev dræbt,
og mens jeg så på, gav Gjafvald min fader banesår.” Med disse ord indledes en af de bærende
konflikter i denne islandske fortælling. Den 17-årige Gisl begår et hævndrab for at genvinde sin og
sin faders ære. Han finder styrke i sin tro, og vi ser gennem fortællingen, at kristendommen har
stor indflydelse på Gisl’s overgang fra dreng til mand og tiden denne fortælling udspilles i. Gisl
bliver presset til det yderste, bliver tvunget til at tage skæbnesvangre valg med betydning for hans
fremtid, men holder fast i sin tro. Dette afgør hans endelige skæbne.
Hele fortællingen strækker sig over få måneder. Den kan deles op i en præsentation som
præsenterer den historiske tid – Kong Magnus’ tid, og hovedpersonen Gisls slægt. Her bliver vi
oplyst om, at Gisl tager til Norge fra Island og får ophold hos den velstående mand Håkon. Derpå
STX 1.g
Vendepunktet er da Gisl efter grundige overvejelser om tidspunkt og måde får pådraget Gjafvald,
kongens hirdmand, dødelige sår. Gisl har haft svært ved at finde en mulighed for at dræbe
Gjafvald. "Den ene gang. hvor muligheden var der, holdt jeg mig tilbage af ærbødighed for kirken,
og den anden gang afstod jeg på grund af nonringningen." Sådan står der i linje 190. Gisl
respekterer kirken, men higer dog stadig efter hævn. Efter drabet er der ingen vej tilbage og det er
begyndelsen på en ny konflikt - hvorvidt Gisl Illugeson skal straffes eller ej. Efter kongens
beslutning kan Gisl ånde lettet op. Han kan beholde sit liv. Han har gennemgået en udvikling og er
anderledes fra i begyndelsen. Han har genvundet sin ære, er blevet voksen og skal nu tjene i
kongens hær.
Dilemmaet om Gisls skæbne bunder i begrebet blodhævn som var fandtes i vikingetiden. Dette
hævdede, at hvis man tog et liv skulle man betale sit eget.
Til Gisls held har kristendommen dog vundet så meget indpas, at dette er blevet erstattet med
pengebøder, især i de højere samfundslag som dette. Gisl Illugeson bliver benådet, fordi Norge på
dette tidspunkt bærer flere kristne værdier end hedenske. Vi er på vej væk fra de hedenske idealer
med blodhævn og på vej mod et nyt kristent samfund med tilgivelse og håb om en himmel efter
døden.
Side 2 af 4
Handlingen bliver fortalt af en 3. persons alvidende fortæller i bagudsyn og overordnet med
panoramisk fortælleform. Fortælleren betragter og fortæller, men deltager ikke i begivenhederne.
Fortælleren springer i tiden, som personen vil og tager begivenhederne i sit eget tempo. Et
eksempel på dette er, at de første 26 linjer strækker sig over flere måneder, hvorimod fra linje 26-
214 kun strækker sig over 3 dage, fra lørdag til mandag. Fra linje 214 til linje 226 er der gået flere
år. Vi hører her om, hvordan det siden er gået Jon Præst og om, at Teit måtte lide en tidlig død.
Selvom fortællingen er panoramisk, indeholder den også sceniske fortællemåder. Her falder den
fortalte tid, de begivenheder der fortælles om, sammen med fortælletiden. Dette er f.eks. når
teksten er domineret af replikker som da Jon Præst taler under mødet.
Replikker er også som oftest en del af sagaer og ligeledes af denne fortælling. Ikke kun Jon Præst
har replikker, men også Gisl. Den islandske fortælling indeholder mange af de samme aspekter
som de islandske sagaer. Denne fortælling indledes med, at den historiske tid og det geografiske
rum præciseres. Det er med til at skabe en illusion om en autentisk beretning, hvilket netop er
hvad sagaer også gør. Sagaerne imiterer den mundlige beretning og forsøger oftest at være
objektiv. Et andet sammenligningspunkt er slægtsrelationerne som er meget synlige. Fortællingen
oplyser os om Gisls slægt helt tilbage til hans oldefars broder. Der er utallige
sammenligningspunkter, men også en væsentlig forskel på de to genrer. Det er, at den islandske
fortælling beskæftiger sig med én episode i hovedpersonens liv. I denne fortælling Gisls hævn og
hans overgang fra barn til voksen.
I linje 6 står der følgende: ”Gisl foretog sig ikke meget om vinteren og var aldrig glad”. Dette er
sammen med oplysningerne, at han er 17 år gammel og hos Håkon længe var tavs, det eneste
konkrete, vi får at vide om vores ledende person. Gisls indre udseende og personlighedstræk må vi
finde frem til ved hjælp af hans handlinger.
Gisl tager imod Håkons råd om at hælde flydende stearin udover sig og ligner derved en spedalsk,
herudfra kan konkluderes at han er taktisk og taknemmelig for Håkons hjælp. Gisl er også
taknemmelig for Teit og Jons hjælp, men ligger samtidig sin tillid over på kongen, fordi han er
bevidst om, at kongen skal afgøre hans skæbne. Kongen skal bestemme hvilken dom, der er den
Side 3 af 4
bedste for ham – (s. 16, l. 196-198) " For min skyld har I vist megen djærvhed, men nu vil jeg ikke
længere udsætte jer for fare. Jeg vil give mig i kong Magnus' vold og bringe ham mit hoved." Gisl
er en modig dreng. Og også ærlig. Han har inden fortalt Håkon om sin hensigt og tilstår drabet, og
han er rejst til Norge med en mission og kun hans tro som støtte. Kristendommen. Gennem alt
dette vokser Gisl fra dreng til mand. Da Gisl har hævnet sig på sin faders drabsmand kan han
komme videre med sit liv. Et liv der skal forsætte i kongens hird takket være de kristne islandske
mænd, som kommer ham til hjælp. Teit og Jon.
Teit er søn af en islandsk biskop, og han er den eneste, vi får en ydre beskrivelse af. ”Han var i
skjorte og lærredsbukser og havde et guldbånd om panden og over sig en tofarvet
skarlagenskappe. Den var rød og brun og foret med egernskind, der havde hårene udad.” Linje
102-104 beskriver en præsentabel mand som skal lede det islandske folk og hjælpe Gisl. Teit er
manden, som befrier Gisl ved at hugge lænkerne af ham. Han er drivkraften bag og vil tale Gisls
sag til mødet. Da han ikke får lov, går opgaven til Jon Præst.
Jon Præst er en god taler. Han er ven med biskoppen og får med sine talegaver overbevidst
kongen om, at Sigurds ord, om at dræbe 10 islandske mænd for en norsk mand, er djævelens ord.
Djævelen går nu frit blandt folk, og derfor er det blevet kongens opgave at dømme retfærdigt. Han
siger om Sigurd i linje 159: ”Jeg tror, at sådanne mænd magter i deres ondskab og med deres
ildesindede råd at udvirke mest til at nedbryde retfærdighed og medlidenhed og andre gode
sæder hos høvdingene, og i stedet ophidse og tilskynde dem til grumhed og forbryderiskhed og
således glæde djævelen ved mordet på kristne mænd. Men vi, herre konge, er lige fuldgodt dine
undersåtter, som dem, der bor her i landet.” Jon Præst er derfor Gisls egentlige redningsmand.
Det er ham, som beskriver kongen som en afbildning af Gud og dermed overbeviser kongen om at
frikende Gisl.
To store temaer – overgang og tro, præger denne fortælling og derfor denne artikel. Gisls
overgang fra barn til voksen og hans tro på kristendommen, men ikke bare Gisls overgang og tro. I
middelalderen var Kongen, konge af guds nåde og det er i fortællingens periode ved at ske. Derfor
er overgangen til kristendommen også et bindende tema. Man så mere op til biskopper og
præster, kirken fik større magt, og derfor er den sidste sætning: ”Jon blev biskop på Holar og er nu
Side 4 af 4
i sandhed hellig” vigtig. Jon Præst, er helt i denne fortælling, da han får overbevist kongen om
fred.