Studiekompasset.dkKlasse: HHX 2. år · Fag: Historie B
[navn fjernet] Emne 4; Mellemøstens Historie Eksamen; Samtidshistorie
1
Emne 4; Mellemøstens Historie
Verden efter 1914, s. 311 – 337
(Mellemøsten – Konflikternes centrum) Igen anden geografisk region har haft så central
en placering i verdenspolitikken efter 1945, som Mellemøsten. Grunden til at Mellemøsten var
centrum for de store politiske konflikter i 1900-tallet og i begyndelse af 2000-tallet, er der
følgende grunde til; økonomiske, ideologiske, geopolitiske og religiøse.
Geopolitiske: Mellemøsten sidder på hovedparten af verdens olieforekomster og indtil 1967 var
Suez-kanalen en af verdens vigtigste. Derudover ville de europæiske og amerikanske jøder
gerne have en jødisk stat i Palæstina, men araberne vil gerne have et arabisk Palæstina. Den
konflikt havde voldsom indflydelse på forholdt mellem Vesten og Mellemøsten og blev også en
del af den kolde krig. Der voksede i Mellemøsten en islamisk-fundamentalistisk selvforståelse
frem, der opfattede Vesten som sin absolutte hovedfjende. Efter kommunismens sammenbrud
fremstod modsætningen mellem Vesten og islamisk fundamentalisme som den vigtigste
politisk-ideologiske konflikt i verden.
(Afkolonialisering og den israelske problemstilling) Den arabiske verden er bundet
sammen af det fælles sprog, den muslimske religion og den arabisk-muslimske historie og
kultur fra 600-tallet. I middelalderen var deres kultur, den europæiske langt overlegen, men
da Europas ekspansion begyndt, gik den arabiske verden i forfald. De blev styrket af tyrkisk
overherredømme fra 1500-tallet frem til Første Verdenskrig. Efter Anden Verdenskrig blev de
franske og britiske kolonier, gjort til selvstædige stater og i 1947 var det kun den lille stribe
land, Palæstina, der manglede at blive afkoloniseret. Oprindeligt var det hjemland for jøderne,
men de var blevet fordrevet væk derfra af romerne i 132 – 135 efter Kristus. I 1897
grundlagde europæiske jøder, den zionistiske bevægelse der havde som mål, at jøderne skulle
vende tilbage til Palæstina, så de kunne være i beskyttelse i deres hjemland, mod den stærke
antisemitisme (jødefjendtlighed), som jøderne var udsat for i Europa. Jøderne begyndte derfor
at udvandre til Palæstina og en øget vækst i denne stigning, skete i 1930’erne under
jødeforfølgelserne i Tyskland. Araberne i Palæstina blev stærkt provokerede af den kontante
indvandring af jøder og det gav anledning til uroligheder. Det fik både jøderne og araberne til
at organisere sig militært i Palæstina. Araberne angreb jøderne, og jøderne svarede igen ved
at angribe araberne. Det var de britiske myndigheders opgave at tage sig af konflikten, derfor
forsøgte briterne at begrænse den jødiske indvandring, hvilket fik de jødiske
undergrundsorganisationer til at rette terrorangreb mod det britiske militær i 1944. Efter
sandheden om jødeforfølgelserne under Anden Verdenskrig kom frem, var det svært at for
briterne at nægte de overlevede adgang til Palæstina.
Briterne kom på idéen om at dele Palæstina i 2 dele, der så skulle være forbundet i en union.
Det ville araberne og jøderne ikke, araberne ønskede én stat, domineret af det arabiske flertal
og jøderne ønskede en deling i to uafhængige stater. Briterne kunne ikke nå frem til en løsning
og opgav deres mandat på Palæstina d. 15. maj 1948. FN forsøgte også at få dem til at
acceptere en delingsplan, men forgæves. I stedet blev FNs mægler, svenskeren Folke
Bernadotte, myrdet af en jødisk terroristorganisation. Araberne ville ikke deles og jøderne var
ikke tilfreds med delingen. Den jødiske leder Ben Gurion, udråbte staten Israel og derefter gik
arabiske styrker til angreb, fra Ægypten, Syrien og Jorden, men jøderne var forberedte og
trængte araberne tilbage igen. Med FNs medvirken blev der aftalt våbenhvile i 1949. Araberne
der boede i jødisk kontrollerede områder, flygtede til Libanon, Jordan og Ægypten. Her blev
der placeret flygtningelejre, der skulle være midlertidige til de 726.000 mennesker, men de
står der stadig i dag. Jøderne fra de andre arabiske lande, rejste til Palæstina/Israel. Derved
[navn fjernet] Emne 4; Mellemøstens Historie Eksamen; Samtidshistorie
2
blev Israel en temmelig homogen jødisk stat, med et arabisk mindretal på kun 10 %. Men
ingen af de arabiske lande anerkendte staten Israel og set med arabiske øjne, var det en
ulovlig vestlig besættelse af arabisk jord – derfor startede de fordrevne palæstinensere en
guerillakrig fra Ægypten og Jordan mod Israel.
(Ægypten, Palæstina og storpolitikken ) Nederlagt til det jødiske samfund, i
krigen 1948-49 var en frygtelig ydmygelse og svækkede de konservative konger i Ægypten og
Irak. I den veluddannede del af ungdommen, opstod der bevægelser der ville modernisere de
arabiske samfund og bryde med den vestlige indflydelse. Det var socialistiske, anti-
imperialistiske bevægelser, der anså monarkerne for den vestlige imperialismens lakajer.
Drømmen var en samling af de arabiske lande, hvis opsplitning de imperialistiske stater fik
skylden for (delvist med rette). Disse bevægelser fik mange tilhængere blandt hærenes
officerer og det såkaldte Baath-parti (”den arabiske genfødsels parti) repræsenterede især
denne tankegang, med slagordene; frihed (for vestlig imperialisme), enhed (mellem alle
arabere) og socialisme.
I 1952 blev den ægyptiske konge væltet ved et militær kup og i 1958 skete det samme i Irak,
hvorefter de opsagde sin alliance med USA. Begge steder blev der indført militærstyre og
sammen med Syrien søgte de samarbejde med Sovjetunionen. Baath-partiet overtog senere
magten i Syrien og Irak. I modsætning til dem, stod Saudi-Arabien og Jordan i tæt samarbejde
med USA. Den ledende arabiske statsmand var Ægyptens præsident, Gamal Abdel Nasser. Han
ville modernisere det ægyptiske samfund og lede samlingen af de arabiske stater. Derfor
besluttede han, at Ægypten skulle stå i spidsen for kampen mod Israel og palæstinensiske
guerillaer fik lov at foretage terrorangreb ind i Israel fra Ægyptens territorium og i 1955
lukkede han Tiran-strædet for sejlads til Israel. Nassers mål var at frigøre Ægypten totalt for
de sidste rester af britisk koloniherredømme, f.eks. blev Suezkanalen drevet af et britisk-
fransk selskab, briterne havde en militærbase ved Suez og flere små fyrstendømmer i den
Persiske Golf var under britisk kontrol. Ved hjælp af pres, fik han briterne til at opgive basen
ved Suez og imens orienterede Ægypten sig i stigende grad mod Sovjetunionen og oprustede
med bistand fra østblokken. I 1950’erne gennemførte Nasser vigtige økonomiske reformer og
begyndte store, prestigebetonede udviklingsprojekter. Det vigtigste af disse, var dæmningen
over Nilen (Aswan-dæmningen). Den skulle til, for at muliggøre kunstvanding i større områder
og levere energi til den ægyptiske industri. Dæmningen skulle betales med et lån fra USA, men
i 1956 trak amerikanerne lånet tilbage, pga. deres tilnærmelse til østblokken. Derfor
nationaliserede Nasser Suezkanalen og indtægterne derfra skulle nu betale for byggeriet. Da
han gjorde dette, gav det Storbritannien, Frankrig og Israel grundlag for et samarbejde, da et
fælles mål var at få væltet Nasser og svækket den voksende ægyptiske hær. Israels hær
angreb Ægypten og Storbritannien og Frankrig landsatte soldater, med det påskud at de skulle
beskytte kanalen. Israelerne vandt over den Ægyptiske hær, men USA og Sovjetunionen lagde
så stort pres på Storbritannien og Frankrig at de trak sig ud og Nasser blev ved magten i en
styrket position. USA havde lagt pres på Storbritannien og Frankrig, fordi det tydeligt var en
kolonikrig, der ville svække Vesten anseelse og indflydelse i den arabiske verden. Efter
angrebet blev båndet mellem Ægyptiske og Sovjetunionen styrket og Aswan-dæmningen blev
finansieret ved sovjetiske lån og den ægyptiske og syriske hær blev afhængig af sovjetiske
våbenleverancer. Som følge af at Irak opsagde sin alliance med USA i 1958, fremsatte den
amerikanske præsident, Eisenhower samme år, Eisenhower-doktrinen, der sagde at USA ville
støtte ethvert mellemøstligt land mod kommunistisk aggression. Sovjetunionen derimod
optrådte som beskytter mod imperialistiske trusler. I 1963 kom Baath-partiet til magten i både
Syrien og Irak.
[navn fjernet] Emne 4; Mellemøstens Historie Eksamen; Samtidshistorie
3
Den skærpede holdning i Syrien og Irak var en del af baggrunden for udbruddet af den tredje
israelsk-arabiske krig i juni 1967. Krigen var resultatet af stigende spændinger ved Israels
grænser til Syrien og Jordan. I 1964 sluttede forskellige palæstinensiske organisationer sig
sammen i paraplyorganisationen PLO (Palestinian Liberation Organization). Syrien og Jordan
tillod PLO at foretage guerillaangreb ind i Israel, som fik Israel til at svare igen mod Syrien og
Jordan. Ægypten stillede sig sammen med Syrien og Jordan for at beholde sin lederrolle, og
sammen dannede de en fælles arabisk front, der var en stor trussel for Israel. Israel slog først
og i en lynkrig besejrede de, de tre nabolande og besatte hele den ægyptiske Sinaihalvø,
vestbredden af Jordanfloden og Golanbjergene. Pga. besættelsen af Sinai, blev Suezkanalen
lukket. Krigen var en katastrofe, da den arabiske hær skulle være langt mere overlegen og
knusende på papiret, men den israelske hær var bedre uddannet, bedre trænet, stærkere
motiveret og langt bedre ledet, end de arabiske landes. Israel kæmpede som en moderne
vestlig stat, mens de arabiske lande fremstod som u-lande. Ydmygelsen gav anledning til en
masse mytedannelser, den vigtigste var dog, at det skulle være det amerikanske luftvåben der
havde knust Ægyptens militær. Junikrigen forværrede palæstinensernes situation og yderligere
200.000 palæstinensere flygtede til Jordan. PLO var fjernere målet om at udslette Israel end
nogensinde. I 1971 blev PLO fordrevet fra Jordan, da den milits var blevet en trussel mod det
jordanske kongerige. Hovedkvarter blev flyttet til Libanon og af deres desperate situation,
begyndte palæstinensiske organisationer at iværksætte terroraktioner, som f.eks. flykapringer
for at påkalde sig opmærksomhed.
Da Nasser døde i 1970, efterfulgtes han af Anwar Sadat der total skiftede kurs. Han brød med
Sovjetunionen i 1972 og søgte tilnærmelse til USA. I oktober 1973, lavede Ægypten og Syrien
efter omhyggelige forberedelser, et overraskelsesangreb på Israel, der for første gang gav en
sejer over israelerne. Israelerne gik i offensiv, da USA tvang de krigsførende til våbenhvile.
Som en støtte til de arabiske brødre, sænkede de olieeksporterende arabiske lande deres
olieeksport og standsede oliesalget til særligt Israel-venlige stater. Det fik priserne til at stige
voldsomt og udløste et alvorligt økonomisk tilbageslag i den vestlige verden. Dette motiverede
amerikanerne til deres indgriben. Oktoberkrigen blev efterfulgt af forhandlinger mellem Israel
og Ægypten, med USA som mægler. I 1979 underskrev de en fredsslutning, hvor Ægypten fik
Sinai tilbage og til gengæld anerkendte Israel. Set fra de andre arabiske lande, var det et
utilgiveligt svigt. Den socialistiske, panarabiske bevægelse, der havde haft Ægypten som
ledestjerne, mistede sin glans, og det blev derefter andre ideologiske kræfter, der kom til at
tegne billedet i mellemøsten, nemlig de radikalt islamistiske.
Palæstinensernes situation syntes at blive mere håbløs, PLO var blevet fordrevet fra Jordan i
1971 og i 1982 rykkede Israels hær ind i Libanon og tvang dem bort derfra, til Tunis. Det var
fra slutningen af 1980’erne den civile palæstinensiske befolkning, der holdt spørgsmålet
levende, ved ”intifada” (opstand), dvs. civil ulydighed og demonstrationer mod den israelske
besættelse. USA ville gerne løse problemet, fordi den styrkede de anti-vestlige følelser i
mellemøsten. Under ledelse af Yassir Arafat, gav PLO afkald på brug af terror og anerkendte
Israels eksistens, var der måske mulighed for en to-statsløsning. I 1993 blev der underskrevet
en foreløbig fredsaftale og der oprettes et palæstinensisk selvstyre i Gaza og på Vestbredden.
Derefter gik det i stå og islamistiske ekstremister rettede terrorangreb mod Israel, specielt
selvmordsaktioner. Ortodokse jøder og bosætter i de besatte områder bekæmpede også
fredsprocessen og den ansvarlige israelske premierminister, Rabin, blev myrdet i 1995 af en
jødisk ekstremist.
(Irans revolution og krigene i Den Persiske Golf) Oliekrisen i 1973, viste hvor afhængig
den vestlige verden er af Mellemøstens olie. Hovedparten af denne olie, kommer fra den
Persiske Golf, Irak, Saudi-Arabien og Iran er store producenter sammen med en række mindre
[navn fjernet] Emne 4; Mellemøstens Historie Eksamen; Samtidshistorie
4
lande. USA's sikring af olie, var det allervigtigste. I 70’erne var Irak allieret med
Sovjetunionen, så den amerikanske indflydelse skete gennem Saudi-Arabien og Iran. I Saudi-
Arabien var kongefamilien ortodoks islamisk og holdt vestlig kulturindflydelse ude, men i Iran
var shah Reza Pahlavi fast besluttet på at modernisere sit land. Indtægterne fra olien, blev
brugt på industrialiseringsprojekter og militær oprustning og præsteskabet blev fejet til side.
Især hovedstaden Teheran fik et vestligt præg. Shahens diktatoriske styreform og manglende
respekt for præsteskabet, gav ham mange fjender, både kommunister, demokrater og
konservative muslimer, og i 1977 voksede det til et oprør og shahen måtte opgive magten året
efter. Præsteskabet var under ledelse af ayatollah Khomeiny, den stærkeste politiske kraft. Til
stor forundring for verden, fik Iran et præstestyre, hvor Gud Allah, var den øverste suveræne
magt og præsteskabet skulle forvalte magten på hans vegne. For den islamiske republik, var
Vesten og vestlige værdier Satans værk og den vestlige indflydelse i Mellemøsten var et signal
på at selve Islam var i fare. Al vestlig indflydelse blev fjernet, påklædning, musik, bøger osv.
Og en række af shahens tilhængere blev henrettet som ”fjender af Gud”. Det var som en
tilbagevenden til middelalderlige tilstande. Eftersom ayatollahen udøvede magt på Guds vegne,
var Iran heller ikke bundet af almindelige internationale love. Dermed var USA's vigtigste
allierede i området, blevet en bitter fjende, fordi præstestyret anså USA for at repræsentere
Satan selv. Det var nu blevet en udvidet ”krig”, da de fundamentalistiske muslimer fordømte
selvfølgelig den gudløse kommunisme lige så kraftigt som den amerikanske kapitalisme.
(Irak-Iran-krigen 1980 – 1988) Saddam Husseins Baath-diktatur i Irak var i et stærkt
modsætningsforhold til Khomeinys Iran, de lå i strid om kontrollen med den vigtige vandvej
Shatt al Arab, der danner grænsen mellem dem. Udover det, betragtede iranerne Saddam
Hussein (til magten i 1979), som en frafalden muslim, der stod i spidsen for et gudløst styre.
Saddam og Baath-partiet var sunni-muslimer, mens den irakiske befolkning var shia-muslimer,
ligesom iranerne – Khomeiny opfordrede derfor shiitterne i Irak til at rejse sig og afsætte den
ugudelige Saddam. Efter shahens udrensning af officerskorps, var Irans militær så svækket, at
Saddam Hussein mente at det var et godt øjeblik, til at erobre kontrollen over Shatt al Arab,
så i 1980 gik Irak til angreb på Iran. Men krigen kørte fast og blev til en stillingskrig. Iranerne
erklærede hellig krig – ”jihad” – og lovede at alle der faldt i krigen, direkte adgang til paradis.
Massive bølger af fanatiske frivillige søgte martyriet i selvmordsagtige angreb på irakernes
stillinger. Krigen udviklede sig til overlevelses kamp for det irakiske styre. Irak fik våben støtte
fra Sovjetunionen og de rige arabiske olielande ydede store lån til Irak, men derudover hjalp
USA og andre vestlige lande Irak. USA deltog, for at sikre sig at ingen af de to stormagter kom
til at herske over den Persiske Golf og derved få kontrol med olieeksporten – en sådan
situation/magt ville være et kvælertag om den vestlige økonomi. Det blev klart for
præstestyret i Iran, at det på den baggrund ikke kunne besejre Irak og krigen sluttede i 1988
med våbenhvile.
Den første Golfkrig, vakte optakt til en ny Golfkrig, men denne gang med USA i hovedrollen.
Krigen havde efterladt Irak med en meget stor gæld til landet, Kuwait. Kuwait og de andre
små lande, ville ikke glemme gælden og som salt i såret, begyndte de at producere så meget
olie, at prisen på verdensmarkedet faldt betydeligt under det aftalte niveau. Det var skidt for
Irak, der havde brug for pengene til at genopbygge landet efter krigen – derfor førte det til at
Irak i 1990 besatte Kuwait, som de senere sagde, var sket med amerikansk billigelse. Nu var
det pludselig Irak der var den store trussel, da nabolandet Saudi-Arabien militært set, var en
dværg i forhold til Irak. USA ville ikke have at Irak yderligere udvidede sig, og fik lov af Saudi-
Arabien til at sende tropper dertil, men det var svært for Saudi-Arabien at invitere kristne,
vantro militære styrker ind i det land, der rummede største islamiske helligdomme i byen
Mekka. I FN fik amerikanerne lov at bruge væbnet magt, til at fordrive irakerne fra Kuwait.
[navn fjernet] Emne 4; Mellemøstens Historie Eksamen; Samtidshistorie
5
Dette skete kun, fordi Sovjetunionen var på vej i opløsning og derfor ikke nedlagde veto. I en
lynkrig i januar-februar 1991, fejede amerikanerne irakerne ud af Kuwait. Der blev indgået
våbenhvile, på den betingelse at Irak skulle afskaffe sine masseødelæggelsesvåben, kemiske
som biologiske og at det skete under kontrol af FNs våbeninspektør. USA havde fået etableret
en ny magtbalance i Golf-området, men det var en skrøbelig balance, hvor begge de to
regionale stormagter var erklærede fjender af USA.
(Afghanistan mellem kommunisme og islam 1978 – 2001) I 1978 blev den afghanske
konge afsat ved et kup og et kommunistisk styre blev oprettet. Det stødte på meget modstand
fra den konservativt indstillede befolkningen og det udviklede sig til en borgerkrig mellem det
moderniseringsivrige kommunistiske styre og fundamentalistiske islamiske guerillaer. Da
regeringen var ved at tabe, rykkede den sovjetiske hær til undsætning i december 1979. Dette
foruroligede USA – fordi at fra Afghanistan kunne sovjetiske kampfly operere over Den
Persiske Gold og det var endnu en trussel mod amerikanske interesser. Sovjetunionen havde
troet det var en begrænset militæraktion, men de muslimske guerillaer fik lov at oprette baser
i nabolandet, Pakistand og USA støttede dem med våben. Krigen blev en belastning fro
Sovjetunionen og i 1988 blev der indgået en aftale mellem USA, Sovjetunionen, Pakistan og
den sovjetisk-støttede afghanske regering om, at de sovjetiske tropper skulle trækkes ud af
Afghanistan og at både Sovjetunionen, USA og Pakistan skulle indstille hjælpen til krigen. Den
sidste del af aftalen overholdt ingen.
Efter 4 års borgerkrig, sejrede de muslimske guerillaer, hvilket førte til kaos i Afghanistan fordi
de ikke kunne finde ud af hvem der skulle have magten, indtil en fundamentalistisk muslimsk
bevægelse, talibanerne (”de søgende”), i 1996 fik samlet det meste af Afghanistan under et
ekstremt ortodokst muslimsk styre. I sit forsøg på at trænge Sovjetunionen ud af Afghanistan,
havde USA hjulpet en anden fjende til magten. Det var et styre, der var strengere end
præstestyret i Iran. Kvinder blev udelukket fra uddannelse og arbejde, påklædningsforskrifter
blev gennemført, mænd blev fængslet for at barbere eller klippe deres skæg, musik, film og tv
blev forbudt og der blev praktiseret offentlige henrettelser og amputationer af hænder.
Religiøse kæmpeskulpturer fra oldtiden blev sprængt, i forsøget på at fjerne den ikke-islamiske
fortid. Under talibanerne blev Afghanistan et tilholdssted for yderligtgående muslimske
terroristorganisationer.
(Den muslimske radikalisme) Den iranske revolution og talibanernes sejr i Afghanistan var
de mest markante resultater af den islamiske vækkelse, der prægede Mellemøsten fra
1970’erne af. Den islamiske vækkelse var en reaktion af at den vestlige kultur i århundrede
havde trængt den traditionelle islam tilbage. Gennem 1800-tallet og 1900-tallet var det
muslimske samfund, gået gennem en sekularisering, hvor uddannelses- og
forvaltningssystemer var blevet opbygget efter vestlige modeller, kulturen var mere vestlig
præget, tøj, uddannelse, musik og film og den vestlige kapitalisme inddragede de muslimske
landes økonomier i den internationale økonomi. Det mest markante eksempel, var udviklingen
i 1922-23, hvor religion og stat blev adskilt af Tyrkiets første præsident, Kemal Atatürk
(”tyskernes far”). Han gennemførte en tvangseuropæisering af samfundet og sultanen blev
afsat. Det arabiske alfabet blev erstattet med det latinske og den vestlige kalender blev
indført. Der blev ligestilling mellem mænd og kvinder og flerkoneri blev forbudt – hele
lovgivningssystemet, retsvæsnet og uddannelsessystemet blev omdannet efter europæiske
mønster.
I 1928 blev der i Ægypten grundlagt en organisation, Det Muslimske Broderskab. Efter Anden
Verdenskrig blev denne organisation centrum for renæssancen i radikal islamisk tænkning.
Tænkning gjorde modstand mod Vesten og sekulariseringen og mod kapitalismen,
kommunismen og den jødiske zionisme og modstander af verdens opsplitning i forskellige
[navn fjernet] Emne 4; Mellemøstens Historie Eksamen; Samtidshistorie
6
nationer. Idealet til dette, var ét stort muslimsk samfund, styret efter islamisk lov, efter
koranen og beretningerne om profetens liv – for at dette var muligt, måtte man rense de
muslimske lande for frafaldne, korrupte ledere. Frafaldne vil sige alle, der accepterede ikke-
islamiske kulturelementer og den demokratiske styreform, da man derved tiltager sig noget af
Guds autoritet. I 1950’erne og i 1960’erne var de radikale muslimer et marginalt fænomen og i
Ægypten, under ledelse af Nasser, blev flere ledere af Det Muslimske Broderskab fængslet og
henrettet.
I løbet af 1960’erne svækkes den brede opslutning om de arabiske magthavere, en af
årsagerne var Palæstina-problemet. Nederlagt til Israel i 1967 og den manglende evne og vilje
fra lederne i de arabiske landes, til at hjælpe det palæstinensiske folk. I 1979 svigtede
Ægypten og sluttede fred med zionisterne. En anden årsag var den miserable økonomiske
udvikling, da det kun var i de olierige lande at man oplevede en økonomisk fremgang.
Ægypten, Syrien, Marokko og Pakistan blev hængende i fattigdom og overbefolkning. I 50’erne
og 60’erne håbede de arabiske befolkninger, at de socialistisk orienterede regimer i Ægypten,
Syrien og Irak kunne skabe en ny fremtid, uden afhængighed af vestlig imperialisme, med
økonomisk fremgang og større social retfærdighed. Det var en joke, da disse regimer viste sig
at være diktatoriske, despotiske og korrupte. En voksende del af de unge muslimer, så Islam
som den kraft der kunne gennemføre en renselse og skabe et socialt retfærdigt og harmonisk
samfund. Omsorg for de fattige, almissen, er nemlig et centralt element i Islam, så hvis folk
fulgte det, ville nød og elendighed blive overvundet, og et muslimsk idealsamfund ville opstå.
I 1980’erne bliver de ekstremistiske grupperinger stærkere og mere aktive, og deres
kampmiddel mod frafaldne muslimske ledere, den vestlige kultur i muslimske land og imod
USA, var terror. Gennembruddet for bevægelsen, må siges at være den islamistiske revolution
i Iran 1978 – præstestyret støttede og finansierede en række af grupperne rundt om i
mellemøsten. Selvmordsangreb blev noget folk gerne gjorde, for at søge martyriet for Islams
sag. I 1981 blev den ægyptiske præsident Sadat myrdet af medlemmer af DMB (Det
muslimske broderskab). I 1997 rettede det terrorangreb mod udenlandske turister. I Ægypten
kostede det ca. 4000 mennesker livet, som ofre for terror og i forsøget på at stoppe det, i
90’erne. I Algeriet var islamisterne tæt på at komme til magten, ad demokratisk vej – deres
parti, Den Islamiske Frelserfront, vandt valget i 1991 – men det regerende socialistiske parti
annullerede valget og indførte undtagelsestilstand. Det førte til en 10 år lang terroristisk
borgerkrig. Kulminationen på dette, var talibanernes magtovertagelse i 1996 i Afghanistan.
Det er betegnende, at ikke-religiøse ledere, som f.eks. Saddam Hussein i Irak, begyndte at
optræde som fromme muslimer.
(Al Qaedas angreb på World Trade Center) Nogle islamistiske grupperinger opererede
internationalt, bl.a. ad Qaeda (”fundamentet”), der blev ledet af den saudiarabiske
mangemillionær Osama bin Laden. I 1996 fik de et tilholdssted i Afghanistan, hvor unge fik
militær træning. I 1998 erklærede de direkte krig mod USA, men havde inden det flere
terroraktioner bag sig. Deres mål var at fordrive USA og vesten fra den muslimske verden. I
1993 prøvede de for første gang at sprænge World Trade Center i luften, med en bombe – det
mislykkes. D. 11. september 2001 lykkes det dem dog at kapre 4 fly, hvoraf 2 af dem fløj ind i
World Trade Centers tårne, et fløj ind i forsvarsministerium Pentagon og det sidste styrtede
ned i en mark, men havde kurs mod Det Hvide Hus.
(USA's krige i Afghanistan og Irak) Præsident George Bush jr. Gav al Qaeda og taliban-
styret skylden og erklærede krig. Den 7. oktober samme år indledte USA, med FN’s
sikkerhedsråds godkendelse i ryggen, luftangreb i Afghanistan. USA lavede en aftale med
Pakistan om at gå ind i Afghanistan derfra og sammen med anti-taliban bevægelser fik de dem
fordrevet i løbet af nogle måneder.
[navn fjernet] Emne 4; Mellemøstens Historie Eksamen; Samtidshistorie
7
Mange NATO lande hjalp til med at finde de spredte taliban- og al Qaeda grupper – deriblandt
Danmark. Amerikanerne tog, ifølge dem selv, 660 fanger og fløj dem til Guantanamo, til
isolation. Her kan de holdes fanget på ubestemt tid, fordi de opfattes som ulovlige
kombattanter.
Den værst tænkelige trussel fra al Qaeda var et angreb med masseødelæggelsesvåben, som
de kunne få hjælp til at fremskaffe af Irak. Derfor besatte USA Irak, med målet at vælte
Saddam Hussein og sætte et demokratisk vestvenligt styre ind. Den officielle forklaring var
pga. masseødelæggelsesvåben, trods Iraks benægtelse – men presset fik dem til en
genoptagelse FNs våbeninspektion. De fandt ingenting, men det troede USA ikke på og
prøvede at få godkendelse til at gå ind i Irak – men uden held. USA gik alligevel ind i Irak,
med støtte fra Storbritannien og bl.a. Danmark.
Den 18. marts 2002 indledtes krigen med luftbombardementer og land angreb fra Saudi-
Arabien. Saddams regime var hurtigt væltet, han gemte sig lidt, men blev hurtigt fundet igen.
Den nye irakiske regering, valgt af amerikanerne forsøgte at opbygge politi osv., men de blev
angrebet af hovedsagligt selvmordbomber, fra medlemmer af Baath-partiet, de gamle
magthavere og muslimske ekstremister.
De allierede lande, der havde hjulpet til, blev efterfølgende ramt af terrorangreb. I oktober
2002, på den indonesiske ø Bali, omkom et stort antal australiere, som følge af et
bombeangreb på et diskotek – udført af indonesiske fundamentalister.
I Spanien blev tog i Madrid ramt af bombesprængninger, d. 11. marts 2004, det kostede 180
mennesker livet – det var udført af marokkanske muslimer.
I London, juli 2005, blev undergrundsbanen udsat for selvmordsbombeangreb.
Det viste sig at der ikke var masseødelæggelsesvåben i Irak og at der ikke var nogen
forbindelse mellem Bagdad og terror-netværket. Det gav mistanke til USA om de havde haft
andre motiver til krigen, men Bush-regeringen fremhævede at et demokratisk styreform i Irak
med succes, ville skabe en kædereaktion i Mellemøsten – og det var grunden. Selvom de nu
havde soldater i alle landene rundt om Iran og derved havde sikret sig olie. D. 30. januar 2005
afholdte regering i Irak valg til parlamentet, med udgangspunkt i et demokratisk styre – men
af den grund, stoppede terrorismen ikke mod dem man anså for USA's medløbere.
(En kamp mellem civilisationer) Hvordan skal man opfatte konflikten mellem USA og
Mellemøsten? Nogle ser den som en konflikt mellem to civilisationer, Islam vs. Den kristne
vestlige kultur. Det havde Samuel Huntington allerede sagt i 1993, men hans kritikere mente
at det han sagde, var gift mod de muslimske immigranter i Europa. Nogle i den tredje verden,
så det som resultatet af den vestlige verdens enorme økonomiske og militære overmagt og
dens hykleriske dobbeltmoral, når det drejede sig om menneskerettigheder og demokrati. De
vestlige lande greb ind i borgerkrigen i Jugoslavien, men ikke i Afrika. USA vil have at Irak skal
overholde FNs resolutioner, men Israel får fuld støtte til at ignorere dem og Vesten bekymrede
sig ikke om palæstinensernes skæbne. Var der ikke tale om åbenlys racisme? Hvor en arabers
liv talte mindre end en europæers eller en amerikaners og en afrikaner talte endnu mindre?