Henrik Nordbrandt
Omverdensforståelse og selvforståelse
Henrik Nordbrandt
1
Indholdsfortegnelse
Indledning ......................................................................................................................................... 2
Hvem er Henrik Nordbrandt? ........................................................................................................... 2
Kort præsentation af de tre digte ...................................................................................................... 3
Analyse af ”Kufferter” (bilag 1) ....................................................................................................... 4
Analyse af ”Nu har jeg endnu engang fundet et smukt sted”. (Bilag 2) .......................................... 5
Analyse af digt uden titel s. 40 (Bilag 3) .......................................................................................... 9
En sammenligning af Nordbrandts omverdensforståelse og selvforståelse i de tre udvalgte digte.
........................................................................................................................................................ 11
Konklusion ..................................................................................................................................... 12
Henrik Nordbrandt
2
Indledning
I denne opgave vil jeg, gennem en analyse og sammenligning af tre af Henrik Nordbrandts digte,
forsøge at vinde indblik i hans omverdensforståelse og selvforståelse. Jeg vil i den forbindelse
desuden se nærmere på, hvordan Henrik Nordbrandt giver sig til kende i sin digtning, og på
hvorledes rodløsheden og hjemløsheden, som er en tematik, der gennemsyrer digtene, sætter en
melankolsk grundstemning.
Ideen til denne opgaves omdrejningspunkt, nemlig en undersøgelse af Henrik Nordbrandts
omverdensforståelse og selvforståelse blev i første omgang affødt af følgende citat:
”Ja, skriveprocessen kan være en form for terapi – jeg siger bestemt ikke, at den altid er det – fordi
man lukker op for nogle sluser, så det, man har fortrængt, pludselig strømmer igennem én og bliver
forløst. Det er min erfaring, ikke alles”
1
Henrik Nordbrandt vedgår altså her, at han bruger sig selv i sin digtning, hvilket jeg fandt meget
interessant. Med den baggrundsviden er der ikke blot tale om en fiktiv og anonym fortællerstemme i
Henrik Nordbrandts digte, men derimod kan man i høj grad læse Henrik Nordbrands egen person
ind i digtene.
Min problemformulering lyder derfor som følgende:
En undersøgelse af Henrik Nordbrandts omverdensforståelse og selvforståelse.
• Hvem er Henrik Nordbrandt?
• Analyse og fortolkning af tre udvalgte digte af Nordbrandt.
• En sammenligning af Nordbrandts omverdensforståelse og selvforståelse i de 3
udvalgte digte.
Hvem er Henrik Nordbrandt?
Den danske digter Henrik Nordbrandt (benævnes herefter HN) er en rodløs personage, med et langt
rejseliv bag sig. Han har bl.a. i perioder af sit liv boet i Tyrkiet og Grækenland. Siden debuten i
1
Citat fra Peter Øvig Knudsen: Børn skal ikke lege under fuldmånen, Gyldendal 1996.
Henrik Nordbrandt
3
1966 har han udgivet en lang række digtsamlinger, en krimi, en børnebog, en dagbog, en tyrkisk
kogebog og en selvbiografi. Hans digtning beskæftiger sig med de indre og ydre landskaber i det
menneskelige jordiske liv; det foregår dels på realplanet og dels på billedplanet, vævet sammen i et
sansemættet univers. Ironi og bidende sarkasme, kombineret med dyb alvor, karakteriser hans
skrivning, og temaerne er ofte rodløshed, hjemløshed, rejse og flugt, med nærvær, fravær og
ensomhed som et allestedsnærværende lag. HN’s forhold til det at være digter, er meget rationel og
ligefrem; han ser ikke sine værker som noget særligt, nærmere noget han var så heldig at kunne
ernære sig ved. Eller som han selv formulerer det:
”Jeg må gøre én ting helt klart: Det er den rene egoisme at sidde og skrive digte. Ikke noget som
helst andet. Det er det i hvert fald for mig. Så har jeg bare været så heldig, at jeg kunne få en
profession ud af et egoistisk behov”
2
Kort præsentation af de tre digte
Jeg har valgt at analysere tre digte fra tre forskellige digtsamlinger, som alle tre siger noget om HN
på det personlige plan, hvad angår rodløsheden, hjemløsheden og kærligheden.
Digtsamlingen Støvets tyngde, 1992: ”Kufferter” (bilag 1). Digtet siger noget om digterens forhold
til det at være ude og hjemme. Hvordan han altid er lidt på vej et andet sted hen end der, hvor han
er. Hans forhold til friheden, det at hans kuffert altid er pakket og klar til ”flugt”. Digtet handler om
altid at være på vej – altid at være klar til afgang.
Digtsamlingen 84 digte, 1984: ”Nu har jeg endnu engang fundet et smukt sted”. (Bilag 2). Digtet er
en beskrivelse af, hvordan det føles at opleve smukke steder og en beskrivelse af livets gang
generelt, og af hvordan digteren sidenhen må forlade både livet og de smukke steder. De smukke
steder opleves én gang og så er man videre, på vej til et nyt sted i visheden om, at man aldrig vender
tilbage dertil.
Digtsamlingen Glemmesteder, 1991: Digt uden titel s. 40 (Bilag 3). Digtet berører digterens
opfattelse af sig selv som person og hans elskede, som er fraværende. Der er en dobbelthed i digtet,
ift. opfattelsen af frihed og tilhørsforhold, som skaber en vis splittelse.
2
Citat fra Peter Øvig Knudsen: Børn skal ikke lege under fuldmånen, Gyldendal 1996.
Henrik Nordbrandt
4
Analyse af ”Kufferter” (bilag 1)
Formelle træk
Digtet “Kufferter” fra Støvets tyngde, 1992 præsenterer læseren for det at være på vej, og så
alligevel aldrig at komme af sted. Titlen fortæller om det helt centrale for en given rejse, nemlig en
kuffert. Kuffertens status af at være enten pakket eller pakket ud afgør så at sige, om digteren skal
blive eller rejse fra det sted han opholder sig.
”Kufferter” er skrevet meget tæt og kompakt, som ville man illustrere de mange lag af
sammenpresset tøj i digtets form. Læsningen får et lidt flydende/drømmende forløb i den første
fjerdedel af digtet pga. de mange ”tankeprikker”, som afslutter flere af sætningerne. Det er som om
sætningerne ikke helt er tænkt og formuleret til ende. Ordet ”kuffert” gentages mange gange i løbet
af digtet, og skaber på den måde et intensivt fokus for læseren. Man ledes igennem digtet i et let
forståeligt hverdagssprog, og teksten er desuden krydret med et særskilt lag af billedsprog. På
realplanet er der tale om en kuffert, som er pakket, måske ikke pakket. På billedplanet kan der være
tale om, at kufferten i virkeligheden er en metafor for digterens indre følelser og sjæl.
”Der hvor jeg er fremmed kan intet skade mig
eller ændre den skæbne det er
at dele tilværelse med en pakket kuffert.”
Man skal ikke pakke sin kuffert helt ud – dvs. man skal ikke blotlægge sine følelser, så kan man
miste sig selv og tage skade. Så hellere være en følelsesmæssig tillukket person – en lukket kuffert.
”Der hvor jeg er fremmed kan intet skade mig” – det truende er altså det sted der må betegnes som
hjemme, et sted man har slået sig ned og har taget ophold i længere tid.
Indhold
Digtet kan være en indre monolog som digteren har, eller et dagbogsnotat om, hvorvidt han er klar
til at rejse fra et givent sted, og begive sig videre på rejsen. Temaet er rodløshed, rastløshed og til
dels modløshed. En evig søgen efter meningen med livet på et højere, indre plan. Kufferten bliver
en form for ydre pejling på, hvordan digteren har det på det følelsesmæssige indre plan.
” Hvis jeg havde pakket min kuffert ud
Henrik Nordbrandt
5
ville jeg have kunnet se mig selv være hjemme her
men hvorfor skulle jeg pakke den ud?”
Modløsheden kommer til udtryk i spørgsmålet ”men hvorfor skulle jeg pakke den ud?” Stemningen
er også sanseligt mættet med et romantisk flashback til en tidligere rejse, som digteren nævner:
”Med ærefrygt har jeg set solen gå ned i havet
og nettene løftet op, dryppende af sølv”
Der er overvejende en opgivende grundtone i digtet, som måske afspejler digterens melankolske
væveri over sin rodløshed. Digteren synes at lede efter grunden til at slå sig ned et sted, og føle sig
hjemme på den rigtige måde. Som digtet forløber og lakker mod sin afslutning, bliver digteren mere
afklaret om, hvad der skal ske, og han beslutter sig for ikke at rejse. Dog står kufferten alligevel
pakket og klar til flugt. På den måde når man ikke til stadiet at slå rødder, og blive for
følelsesmæssigt involveret.
Delkonklusion
Digterens rastløse selv, kufferten, er med på en rejse, men hvornår slutter rejsen? Digteren lader til
altid at være på vej et andet sted hen end der, hvor han befinder sig. Kufferten er pakket og klar,
dvs. på følelsesplanet er der intet givet bort, intet mistet, og derfor er digteren stadig i ”sikkerhed”
på sin destination. Er kufferten derimod pakket ud, og digterens sande jeg blotlagt, så begynder det
at blive farligt og truende – som for digteren er lig med det hjemlige og det at slå rødder.
Analyse af ”Nu har jeg endnu engang fundet et smukt sted”. (Bilag 2)
Formelle træk
”Nu har jeg endnu engang fundet et smukt sted” er den romantiske og stemningsskabende titel på
HN’s komplekse digt. Titlen får dog en helt anden og knap så romantisk betydning, når man ser den
i sammenhæng med de første fire linjer i digtet.
”Nu har jeg endnu engang fundet et smukt sted
som jeg aldrig skal vende tilbage til
Henrik Nordbrandt
6
og jeg husker allerede, hvordan det føles
igen og igen aldrig at vende tilbage”
Erkendelsen af at finde et smukt sted og sige, at man aldrig skal vende tilbage dertil, kan virke
ganske deprimerende. Nu er romantikken afløst af vemod og melankoli over konstant at være på
vej, og aldrig at gense det forladte.
”At slæbe stiger igennem mørke regnskove
For at stille dem op ad kilometerhøje mure
som mangler vinduer
og i ørkener være tvunget til at bygge broer
over sådan en mægtig mangel på vand”
De ovenstående linjer er et billede på absurde og meningsløse scenarier, som måske refererer til det
meningsløse projekt det er for digteren, at være så rodløs og hjemløs – altid at være på vej og aldrig
vende tilbage. Det kan betyde, at forfatteren måske er bange for selv at blive forladt, og derfor
vælger at være den, der først bryder op først. Det meningsløse element i digtet gør jo netop, at man
giver op på forhånd, og ikke forcerer den kilometerhøje mur eller bygger broen over den tørre
ørken.
Digtet rummer flere gentagelser, såsom ”igen og igen” og ”aldrig”, og flere sætninger starter med
”og”. Man får som læser en oplevelse af en konstant talestrøm uden pauser, som giver en
fornemmelse af, at forfatteren haster af sted. Talestrømmen fortsætter indtil sætningen ”Sådan et
sted har jeg fundet, og det er virkelig der”- her sker der en opbremsning og et stemningsskift hen
imod det ironisk karikerede.
Indhold
Temaerne i digtet er rodløsheden, meningsløsheden og måske det store spørgsmål: Meningen med
selve livet. Det er en rejse, som minder mest af alt om en flugt, for at undgå at gro fast og slå sig
ned et sted, hvilket fremstilles som ganske meningsløst. Digtet er også en opremsning af de
potentielle oplevelser, som man potentielt går glip af i løbet af et liv - eller som digteren bliver nødt
til at lægge bag sig og glemme, idet han drager videre, for aldrig at vende tilbage.
Henrik Nordbrandt
7
”men igen og igen at have født et barn
på det sted
og at have sørget godt for dets fremtid
at have gjort det til kriger og høvding
efter at have lært alle historierne, sangene
og dansene
og så allerede at kunne huske, hvordan det er
selv at have glemt dem: At have glemt det hele
hele sproget
og igen og igen aldrig at kunne lære det igen”
Digteren er hele tiden i bevægelse, på vej videre, i en horisontal bevægelse. Man får et livsforløb
ridset op, et barn fødes, vokser op og man lærer kulturen at kende. Herefter er der opbrud.
Tonen i de første 3/4 af digtet er teatralsk og modløs. Stederne, som digteren aldrig vender tilbage
til, kan være et billede på hvordan han oplever livet og det meningsløse i sin søgen efter sin sande
identitet og meningen med alting. Ligeledes kan de mange modsætningsforhold i digtet i sig selv
virke meningsløse. Man kan ordne modsætningerne parvis: Huske/glemme - igen og igen/aldrig.
Modsætningerne repræsenterer måske det meningsløse i at slå sig ned et sted, set fra digterens
synspunkt, for blot at bryde op, rejse videre og aldrig vende tilbage. Digterens overordnede
spørgsmål kan måske være, hvad den dybere mening med livet egentlig er, hvis alt bare er en rejse
fremadrettet og alt bagudrettet blot skal glemmes. Digteren kan selv glemme steder og mennesker,
men der er jo også risiko for, at han selv bliver glemt og måske forladt.
”men sidde og tage på i grønne skæl som en drage
berøvet sin skat
og på hvis existens ingen har troet meget længe”
Henrik Nordbrandt
8
Måske skal dragen repræsentere digteren, som er blevet forladt af en kvinde, ”sin skat”, og en
drage uden sin skat at vogte over, hvad enten denne skat er af materiel eller kødelig oprindelse, er
ikke en værdig drage. Så sidder den bare ”og tager på i grønne skæl”, uden eksistensberettigelse.
Hvis man ikke har nogen eksistensberettigelse, så mister man på sin vis sit livsgrundlag.
I den sidste fjerdedel af digtet er der et stemningsskift mod det mere ironiske/sarkastiske. Her
anvendes ironien som ”distanceblænder”, for at tage toppen af det alvorlige eller dybsindige, som
en afslutning på digtet.
”Hvilket fund for den, som vil afstå en patetisk
gang på bølgerne
for en euforisk druknedød, ledsaget af et jubelkor
som f.eks. kunne være sammensat af en banjospillende
amerikansk marinesoldat,
en gruppe blomstersmykkede, brune piger i bastskørter
samt undertegnede lænet op af en høj, svajende palme.”
Det sted han så endelig har fundet, er et sted der flytter sig ”som månen på havet”, dvs. stedet er
flygtigt, og måske eksisterer det slet ikke. Digteren foretrækker tilsyneladende en euforisk
druknedød med jubelkor frem for en ”patetisk” gang på bølgerne, hvilket leder tankerne hen på en
religiøs reference. Der kan måske tolkes således, at digteren hellere vil dø end at hengive sig til en
religiøs livsanskuelse. I sidste linje optræder digteren som en statist i digtet; han er skrevet ind som
en iagttagende person i stedet for den druknende person/digteren.
Delkonklusion
Digteren har måske fundet et smukt sted, der dog er flygtigt som månen på havet. Måske bliver man
klar over, at dette sted netop ikke findes, hvilket de mange modsætningsforhold leder frem til. Det
meningsløse fremhæves på billedplanet med ”de kilometerhøje mure” og ”broen over den mægtige
mangel på vand”, og kan forstås som værende noget, måske selve livet, som man lige så godt kan
afholde sig fra. Et livsforløb, som digteren ser det, er forgængeligt og kan ikke engang fastholdes i
erindringen, og måske vil digteren hellere forlade end at blive forladt eller svigtet.
Henrik Nordbrandt
9
Analyse af digt uden titel s. 40 (Bilag 3)
Formelle træk
Digtene i bogen Glemmesteder, 1991 har ingen titler og det gør sig også gældende for digtet på side
40. Hvis man ikke kan se hvad digtets titel er, kan det være svært at huske det, hvilket måske også
er digterens hensigt, set i lyset af digtsamlingens titel ”Glemmesteder”. Digtet består af to strofer,
der hver indeholder fem vers, og denne form på digtet gør det enkelt og overskueligt.
Digteren sammenligner sig selv med grundstoffet kviksølv og æther. Kviksølv er et usædvanlig
tungt og sammenhængende grundstof, som er giftigt og har en blank sølvfarvet overflade. Æther er
diametralt modsat - let, flygtigt og usynligt – og forsvinder så snart det kommer uden for sin
beholder. Tidligere anvendte man æther som bedøvelsesmiddel/narkose, i forbindelse med
operationer.
3
”Min sande natur er flygtigere end æther
men gennem vedholdenhed og forstillelse
har jeg lært at se ud og virke som kviksølv”
Sammenligningen kan være et billede på at digteren er ”flygtig” og ikke nem at kontrollere, men
har gennem tiden lært sig at være ”tungere” og mere jordbunden; en person som er nemmere at
holde styr på ift. æther. Kviksølv er desuden spejlblankt, og det er temperaturpåvirkeligt. Det kan
være en metafor for digterens person, som værende et mere blødt og (temperatur)påvirkeligt
menneske, der er i stand til spejle og reflektere omverdenen. På billedplanet er der også en metafor
og en sammenligning i digtets sidste strofe:
”Og uden hende
synker hver af mine sanser som en køl af jern
i denne bundløse vinternat, ville jeg have tilføjet.”
Sammenligningen er digterens sanser, der synker som en køl af jern, dvs. digteren sidder på en flåde
ved Verdens rand, og i fraværet af hans elskede, drukner han. Metaforen beskriver en bundløs
3
Æter: Dietyl-æter, tidligere anvendt som bedøvelsesmiddel. Fare for dyb koma og åndedrætsbesvær ved overdosering.
Set på www.netstof.dk d.15.11.kl.21.01
Henrik Nordbrandt
10
vinternat - almindeligvis er det vand, som kan være næsten bundløs, og her får det betydningen af,
at natten føles endeløs for digteren.
Indhold
Temaerne er kærlighed og ensomhed. Kærligheden, som bliver nærværende og bevidst for digteren,
idet den elskede er fraværende. Digtets første linje kan give et fingerpeg om digterens indre, måske
en erkendelse af, at intet varer evigt, alt er til låns.
”Jeg tilhører intet og intet tilhører mig.”
Betydningen kan også fortælle om et ubundet og frit tilhørsforhold til verden og andre mennesker.
Digteren har endda forsøgt at manipulere med sig selv – fra æther til kviksølv – måske for at være
den elskede nærmere – og så brillerer hun med sit fravær. Ensomheden er massivt tilstede, når
digteren sidder alene ved Verdens rand og venter på sin elskede. Tonen i digtet er dyster,
melankolsk og langmodig – og dog så fuld af uforløst kærlighed. Den elskede, der ikke dukker op
får digteren til at synke dybt ned i den bundløse vinternat af ren og skær længsel. Der er ikke nogen
udpræget horisontal bevægelse i digtet, mest en vertikal bevægelse eller orientering – digteren
synker ned i havet. Digteren opholder sig i et tomrum, en stilstand, en venteposition; han venter på
kvinden, som aldrig dukker op.
Digtet har en indbygget selvmodsigelse:
”jeg tilhører intet og intet tilhører mig”
”Og uden hende synker hver af mine sanser som en køl af jern”
Digteren siger i første vers, at intet tilhører ham, og i sidste vers siger han, at uden hende synker
hver af hans sanser, som en køl af jern. Dette kan tolkes som et skib, der synker, dvs. digterens
følelser drukner i havet. Tomrummet og ensomheden illustreres herved på billedplanet vha.
maritime metaforer.
Kvinden og digteren tilhører måske lidt hinanden alligevel, på det følelsesmæssige plan. ”Jeg
tilhører intet og intet tilhører mig” kan ses som en frihedserklæring eller en
uafhængighedserklæring, hvor man ikke er bundet til noget eller nogen, og intet skal være bundet til
én. Denne dobbelthed skaber en form for splittelse for digteren – både at ville være ubunden og
samtidig savne nærværet, bindingen til en anden.
Henrik Nordbrandt
11
Delkonklusion
Digteren længes efter en kvinde, den elskede, som først bliver nærværende og bevidst for digteren,
idet hun er fraværende. Digterens transformation fra det flygtige æther til det tunge kviksølv, kan
være en metafor for hans egen personlighedsopfattelse. Tonen er dyster og melankolsk, og der
venter intet håb i den bundløse vinternat. Tomrummet og ensomheden illustreres på billedplanet
vha. maritime metaforer. Hans sanser dør/drukner i den elskedes fravær. Digtet har en indbygget
dobbelttydighed i at ”intet tilhører mig”, og trods denne erkendelse dør digterens sanser alligevel i
fraværet af den elskede.
En sammenligning af Nordbrandts omverdensforståelse og selvforståelse i de tre udvalgte
digte.
I det følgende vil jeg sammenligne tematikken i de tre digte. Jeg vil også se på bevægelsen i
digtene, og på hvorledes HN’s selvforståelse og omverdensforståelse kommer til udtryk.
De foregående analyser har vist, at de væsentligste temaer i HN’s tre digte er rejsen, rodløsheden,
hjemløsheden, kærligheden og selve meningen med livet. Som allestedsnærværende lag i de tre
digte, er melankoli og ensomhed undertemaer, som definerer stemningen og tonen.
Rejsen, som både kan opfattes som et skjul og en flugt, er en uendelig række af opbrud og
ankomster, som er drevet af rodløshed, følelsen af hjemløshed og faren forbundet med at slå rødder.
Dette kommer til udtryk i digtet ”Kufferter” og ”Endnu engang har jeg fundet et smukt sted”.
Kærligheden, som først bliver nærværende og bevidst for HN, idet den måske er mistet og den
elskende fraværende, som i digtet uden titel. Man får en følelse af, at det er mere en bevægelse
”væk fra” frem for ”hen imod”.
Som HN skriver i ”Kufferter”: ”Der hvor jeg er fremmed kan intet skade mig”, giver et billede af at
omverdenen, ifølge digteren, kan være skadelig og farlig. Men samtidig er HN ret bevidst om hvad
han flygter fra, som det ses i ”Nu har jeg igen fundet et smukt sted”. Her tegner sig et billede af
modløshed og meningsløshed i forhold til den gængse måde at leve på. Modsætningerne står i kø,
og skaber et desillusionerende billede af digterens syn på livet og forgængeligheden.
Frihed er et vigtigt begreb for HN, hvilket han også cementerer i første linje af digtet uden titel.
Men der opstår en selvmodsigelse imellem friheden som idé og friheden i virkeligheden. Det kan
tyde på, at han lider i fraværet af sin elskede, og måske slet ikke ønsker friheden, men ønsker den
elskedes nærvær, og så er man jo netop ikke helt fri, men bundet af kærligheden.
Henrik Nordbrandt
12
Konklusion
Jeg har analyseret og sammenlignet tre digte af HN, for den vej igennem at få et indblik i HN’s
omverdensforståelse og selvforståelse. Da HN bruger sig selv i sin digtning, kan jeg af den vej få et
indblik i HN som person.
HN’s omverdensforståelse er farvet af, at tryghed og hjemlighed er noget farligt og truende, som
slår rødder og trækker en ned i det dybe, mørke hav, uden mulighed for flugt. Digterens rastløse
selv, kufferten, er med på rejsen, men hvornår mon rejsen og den evige søgen efter meningen med
livet ender. HN lader til altid at være på vej et andet sted hen end der, hvor han befinder sig, og er
givetvis ret ensom.
HN ser sig selv som rodløs og hjemløs, og han føler sig tryg og i sikkerhed, når han kan optræde
anonymt på en given destination. Så er den ydre skal intakt, og ingen følelser er i spil. HN’s
transformation til noget mindre flygtigt – fra æther til kviksølv – i forventningen om kærlighedens
ankomst, fortæller om en iboende lyst og behov for nærvær. Dette behov står i skarp kontrast til
HN’s idé om personlig frihed og tilhørsforhold, som netop indbefatter ikke at tilhøre nogen.
Måske er ”hjemme” mere en tilstand for HN end et fysisk eksisterende sted. Et sted hvor man føler
sig hjemme uden følgeskab af den evige rastløshed, og hvor man tillader sig at slå rødder. I fraværet
af nærværet kan digtningen blive der, hvor han netop skriver et nærvær og et selv frem. Måske er
det netop her, at HN kommer tættest på at finde hjem.
