Hjem til Jul
Analyse og fortolkning
Novellen "Hjem til Jul" er skrevet af Pia Juul i 2001. En gennemgående tematik i novellen er
relationer, der er ufuldendte – ufuldbyrdede, om man vil. Desuden indgår i forlængelse af dette
også følelser som frygt for afvisning og ensomhed. Disse kommer til udtryk igennem samspillet
mellem hovedpersonerne og de øvrige personer, der optræder i novellen.
Personerne der optræder i novellen er få, og en del af dem sættes i fortællingen ikke direkte i
kontakt med hovedpersonen. For at forstå vigtigheden af denne manglende kontakt og isolationen
fra novellens bipersoner, er det nødvendigt at karakterisere hende. Hovedpersonen er en
aleneboende kvinde. Det eneste vi ved om hendes liv er, at hun har et arbejde, samt at hun går til
gymnastik. Hun er desuden meget fascineret af bøger og har masser af dem – efterhånden som
man opdager, at hun virker ensom, kan man få den tanke, at hun bruger bøgerne som en flugt.
Umiddelbart virker det ikke til, at hun rigtig har nogen venner eller nogen tæt på sig overhovedet, i
al fald ikke i hendes nære omgivelser. Blandt andet står der, da hun skal til julefrokost med sit
gymnastikhold, at hun ikke rigtig kender nogen derfra. Novellen åbner med en telefonsamtale
mellem hovedpersonen og hendes mor, som beder hende om at tage en mand med hjem til jul.
Desuden får vi at vide, at moren har fundet et par herreunderbukser, sidst hun var hjemme ved sin
datter, men at det ikke kan komme på tale at tage underbuksernes ejer med hjem til jul. Dette
giver læseren en idé om, at der på et tidspunkt har været et (seksuelt) forhold imellem
hovedpersonen og den ukendte mand, men at de ikke egentligt har været i et seriøst forhold.
Denne anelse støttes af fraværet af manden i novellen, samt af de sparsomme oplysninger, man
ellers indirekte får. Han nævnes bortset fra i begyndelsen også i linje 37 – 39 og i linje 56 – 59. I al
fald må man gå ud fra, at det er den samme mystiske mandsskikkelse, som ikke optræder direkte i
novellen. Sidste gang han nævnes, er da den surmulende underbo antyder, at det er længe siden
hovedpersonens "far" har været på besøg. Dette fortæller os, at der er en vis aldersforskel mellem
hovedpersonen og manden, men også at forholdet formentligt har været slut i en rum tid.
Den surmulerende underbo er et af de vigtigste elementer i fortællingen. Umiddelbart er der stor
modvilje imellem pigen og hovedpersonen, men der sker en udvikling i deres måde at forholde sig
til hinanden på. Der er et interessant samspil imellem dem, og det er nærliggende at sige, at den
surmulende pige faktisk nemt kunne være en spejling af hovedpersonen selv, eller i al fald når det
gælder deres følelser. Begge er de ensomme og utilnærmelige for andre. Men selvom
hovedpersonen egentlig ikke bryder sig om den surmulende underbo, forbarmer hun sig over
hende og inviterer hende til at overnatte, da underboen har låst sig ude – her rækker hun
forsigtigt ud efter et andet menneske under påskud af at ville hjælpe, og måske med et spinkelt
håb om at opnå en kontakt: "Vi kunne måske også snakke lidt. Men hun lukker øjnene med det
samme og sover." (linje 46 – 47).
Hovedpersonens indre konflikt består kort sagt i, at hun føler sig ensom, men samtidig ønsker hun
ikke at ydmyge sig ved at erkende og vise overfor andre, at hun er ensom; derved har hun et
meget ambivalent forhold til både sig selv og andre mennesker. Ambivalensen ses blandt andet i,
at hun gerne tager til julefrokost med sit gymnastikhold, men når hun så er der, føler hun sig
ganske overladt til sig selv, samtidig med, at hun ikke vil have andre til at se dette: "Jeg sveder..."
At hun sveder kan være et udtryk for, at hun finder situationen ubehagelig. Desuden lige før sidste
citat: "Der er meget vin, jeg skænker selv; de mænd jeg sidder imellem har begge to vendt mig
ryggen og er bøjet langt ind over hver sin udringede dame." At hun skænker selv skal ses i forhold
til hvordan de andre kvinder opvartes; hun føler sig overset, og bliver tydeligvis ignoreret, vendt
ryggen.
Selvom forholdet mellem hovedpersonen og underbuksernes ejer tilsyneladende er ovre, virker
det ikke definitivt afsluttet, hvilket ses i novellen, da hovedpersonen foretager et spontant opkald
og beder ham komme med hjem til jul. Denne forespørgsel tages ikke seriøst, og han griner blot af
hende. Det er værd at bemærke, at hun kun har kontakt med de, som burde være tættest på
hende – hendes mor, hendes eks-elsker eller –kæreste – over telefonen. De, som står hende
nærmest, er ikke fysisk til stede i novellen, hvorimod de personer, som rent faktisk er til stede,
ikke er nogen med hvem hun deler nogen speciel følelsesmæssig forbindelse. Telefonen spiller
generelt en symbolsk rolle som det, der skaber kontakt mellem mennesker: "Jeg har ingen
telefon." (linje 55) At hun ikke har en telefon siger noget om, hvordan hun er afskåret fra
omverdenen.
I slutningen af novellen er der en form for optimisme, da hovedpersonen og den sure underbo
spontant aftaler, at underboen skal tage med hjem til jul. Det er et interessant twist der sker i
novellen, da underboen pludselig, i vrede og frustration over ikke at blive imødekommet, fordi
hovedpersonen ikke vil hjælpe hende med penge til en låsesmed dagen efter, løfter en papirkniv
over hovedpersonen, som for at stikke hende ned. Optrinnet minder hovedpersonen om en
indianerfilm, og hun er lige ved at smile – tydeligvis ikke bange. Man kan sige, at de har samme
uforløste følelser og behov, og de skubber begge andre mennesker fra sig, men på henholdsvis
hver deres måde, aggressivt (underboen) eller passivt (hovedpersonen). Twistet sker nøjagtigt da
hovedpersonen skubber pigen. Hun går fra handlingslammet og tilbagetrukket til aktiv. Pludselig
er underboen ikke helt så fjendtlig mere.
Men på trods af twistet og den nyvundne velvilje, vil hovedpersonen stadig ikke stå ved, at det er
for hendes egen skyld, at hun inviterer pigen med hjem til jul: "Hvor er jeg god. Det er ligesom det
skal være. Jeg hjælper de fattige og gør min mor glad. Måske." (linje 120 – 121). Hun undskylder
det med, at det vil gøre hendes mor glad, og at hun så desuden hjælper de "fattige". Med fattig
hentydes til underboen, som man får at vide ikke har nok penge til en låsesmed, og desuden ikke
selv fejrer jul. Men hvem er egentlig fattig her? Nok er underboen materielt fattig, men måske er
det i virkeligheden den åndelige fattigdom, som består i at være ensom, der er værst. Altså er det
lige så meget hovedpersonen der skal hjælpes, som det er underboen.
Gennemgående i hele novellen er det simple sprog og de sparsomme beskrivelser. Hoveddelen af
sætningerne er ikke specielt komplicerede, de er letforståelige, da de for det meste er skrevet med
forvægt. Scenen er for eksempel sat meget simpelt ved gymnastikholdets julefrokost:
"Julefrokosten bliver lang. Vi får ikke engang sild og snaps; det er bare mad. Vi sidder i en kælder.
Væggene er fulde af Toulouse-Lautrec-plakater. Der er meget vin, jeg skænker selv[...]" (linje 16 –
19). Dialogerne er også meget karakteristiske med deres fattige indhold. Det kan måske bringe
mindelser om Helle Helles forfatterskab, hvor man intet serverer for læseren og man må skrabe
overfladen væk for at blotlægge den egentlige mening. Effekten af dette er, at læseren aktiveres i
forsøget på at forstå, hvad der foregår under ovefladen, og at budskabet træder tydligere frem,
når koden er knækket, frem for at de væsentlige ting tilsøles i pompøse beskrivelser og en
overflod af følelse.
Med "Hjem til Jul" fortæller Pia Juul altså om en kvinde, der er yderst ensom og ikke hverken vil
eller tør række ud efter andre mennesker, i frygt for at blive afvist. Samtidig sker der dog også en
positiv udvikling i novellen, selvom der ikke specielt sker et skift i hovedpersonens egen
erkendelse af hendes ensomhed. I denne novelle, med denne ensomme kvinde som hovedperson,
belyser Pia Juul et emne, som er følsomt og i høj grad et problem i vores moderne samfund, hvor
der findes enormt mange ensomme mennesker, som er overladt til sig selv. Hun stiller også de
følelser til skue, som alle har af og til, men som er stærkt tabubelagte – ensomheden, og frygten
for at blive afvist, hvis man rækker ud mod sine medmennesker.