Side 1 af 5
HJEMKOMST
At man skal igennem en slags psykisk udvikling i livet er noget, der i vist omfang vil komme til
at præge ethvert individs liv. Man får i en periode den følelse af, at man ikke har brug for
familien. Man afviser familiens kærlighed. En udelukkelse eller adskillelse med familien er den
letteste løsning over en kort periode, men på sigt ville denne dukke op i bevidstheden og
skabe indre konflikter. Ethvert menneske gennemgår faser i livet, og en af disse faser er
identitetsdannelsen. Hændelser, der foregår i denne fase, kan komme til at have afgørende
betydning for individets liv og omgangskreds fremover.
Overstående er blandt andet, hvad Katrine Marie Guldager tilsyneladende forsøger at belyse i
sin novelle ”Hjemkomst” fra 2005. Novellen er fra novellesamlingen ”Kilimanjaro”. Perioden,
historien er skrevet i, afspejler sig i de senmodernistiske træk. Som Katrine Marie Guldager,
skriver man i denne periode om almenmenneskelige livsvilkår og inddrager det såkaldte
arketypiske, det vil sige de kollektive lag under bevidstheden, eller det metafysiske, altså det,
der ligger uden for menneskelig erkendelse.
Historien begyndes med in media res, hvor læseren kastes direkte ind i historien uden en
foregående historie. Historiens indledning starter med, at hovedpersonen Sebastian
ankommer til Danmark i et fly fra Afrika: ”Han landede en råkoldt morgen i januar og kunne
[…]”(jf. s.9 l. 1). Der kan ligeledes argumenteres for, at indledning er en slags præsentation, da
miljø og de vigtigste personer bliver præsenteret. Beliggenheden af moderens hjem er i
Vanløse. Sebastian er efter 3 år kommet tilbage til Danmark pga. hans fars død. Der oplyses
ligeledes, at moderen og faderen er skilt, og Sebastian bor sammen med Marit, må vi formode.
Dvs. familien er splittet og bor i to forskellige kontinenter. Sebastian har boet sammen med
Marit og har dermed ikke haft så megen kontakt med faderen, moderen og sine to søstre. Af
det kan udledes at forholdet mellem dem ikke er det bedste. Han tænker slev, allerede da han
ser familien, ”En hel uges ophold sammen med ens familie var som et ophold i helvede”(jf. s. 10 l.
14-15).
Novellen fortælles i en personbunden tredjepersonsfortæller, hvor personen er Sebastian.
Fortælleren er bundet til Sebastian, det vil sige, at den beskriver både det indre og ydre ved
personen. Et eksempel på det ydre kan inddrages: ”Han havde et af sin fars store hvide
lommetørklæder[…]”(jf. s. 14 l. 22-23). Dette fortæller f.eks. hans udklædning. Man får rigtige
Side 2 af 5
mange af hans tanker på banen, hvor der direkte nævnes ”Han tænkte”(jf. s. 15 l. 8 samt l. 24).
Der er visse situationer, hvor fortællerens får Sebastians følelser på banen. F.eks. tænker han
på sin far, da han er nede kælderen sammen med søsteren Stine. Han føler, at han har mistet
den bedste person i familien – faderen som han holdte af.
Sebastian virker som en sørgende mand pga. sin fars død. På baggrund af det der står i teksten
”Han kunne stadig ikke forstå det. Far”(s. 11 l. 3-4), får man det indtryk, at Sebastian virkelig er
ked af det og savner sin far inderligt. På samme tidspunkt ser han ud af vinduet: ”[…] og
kiggede ned i haven, hvor der lå en væltet barnecykel.”(s. 11 l. 1-2). Det tyder på, at der er en
sammenhæng mellem ”far” og ”barnecykel”. Man kan forestille sig, at Sebastian har haft et
godt forhold til sin far og har nogle uforglemmelige barndomserindringer, hvor både faren og
barnecyklen kan have været indblandet.
Modsat er hans forhold til moderen meget dårligt. Da han ankommer hjem til hende, hilser
Sebastian på en meget uhøflig måde. Han viser ikke moderen den kærlighed, som en
almindelig søn ville have vist, hvis han havde set sin mor efter en så lang periode. ”Da han kom
ind i huset, gjorde hun det, Sebastian altid havde hadet: hun omfavnede ham. Hun tog hans arme
og tvang ham til at lægge dem om sig.”(jf. s. 10 l. 8-10). Det kan igen understreges, at Sebastian
ikke holder så meget af sin moder, som han har gjort af sin fader. Sebastian er hel kold, når
han er sammen med familien. Han finder undskyldninger for at isolere sig så meget som
muligt fra familien(jf. s. 10 l. 12 samt l. 25). Man kan diskutere, om det i så fald har været
faderens døds skyld, at han opfører sig sådan, eller om moderen virkelig er en selvglad type,
der ikke opfylder en moders pligter. Der nævnes også, at moderen gik i stærke farver efter, at
hun var blevet skilt fra deres fader(jf. s. 10 l. 3-4). Dette er et direkte skrig efter
opmærksomhed, der fortæller, at moderen ønsker et andet forhold med en ny mand. Hun har
ikke den såkaldte medlidenhed med faderen og børnene. Men man kan faktisk godt udelukke,
at det har været faderens skyld, da der nævnes ”Han har altid hadet hende”(jf. s. 10 l. 8-9).
”Stine spurgte, om han ikke ville hente hende fra arbejde den følgende dag. Han tøvede”(jf. s. 11
l. 15-17). Der er dette og mange andre eksempler, der dokumenterer for at Sebastians forhold
til Stine er dårligt. Han gider ikke rigtig at have et nært forhold til nogen af
familiemedlemmerne.
Han har heller ikke lyst til at møde sin onkel, da han bliver ringet op. Dog mødtes han med
ham alligevel, men ”Han havde aldrig brudt sig om sin onkel, og han ville sikkert heller ikke
komme til det.”(jf. s. 14 l. 12-13). Han viser slet ikke følelser under samtalen, men når onklen
Side 3 af 5
gør det, tør han ikke at vise modstand. Det er grunden til, at Sebastian ikke fjerner onkelens
arm, der er lagt på hans skulder. Han bryder sig ikke om det, men tør heller ikke at fjerne den
for ikke at virke uhøflig. Man kan her sige, at der en grænse for, hvor meget han hader sine
familiemedlemmer. Havde det været direkte had, skulle han først og fremmest ikke have mødt
op, og for det andet direkte sagt til ham, at han skulle fjerne hans arm, men han vælger at
være lidt høflig. Han har det sådan, at han vil holde en stor afstand fra sin familie, både fysisk
og psykisk.
Under indbruddet hører vi Sebastian råbe desperat efter sin søster, hvilket tyder på, at når det
virkelig gælder, så har Sebastian altså brug for sin familie, som sagt ved han det bare ikke selv.
Han har brug for en opvækning fra sin opførsel, og på den måde prøver familiemedlemmerne
at påvirke ham ved hjælp af indbruddene som signal. Selvom det er en excentrisk ide, mon
ikke det så er iværksatte indbrud? Det kunne jo tænkes, at disse ”indbrud” var sat i gang af
moderen eller onklen og søstrene, eller dem alle for at få Sebastian til at åbne øjnene og få
ham til at leve længere i fællesskab med dem. Spørgsmålet er så, om Sebastian tager imod
disse signaler, eller om han tager indbruddene ”bogstaveligt talt”, for han ringer jo til politiet
efter det andet indbrud. Apropos det andet indbrud, så er det jo lige efter begravelsen, at det
finder sted.
Novellen er fortalt i datid, mens synsvinklen i novellen er overpersonal position, da læseren
ser mere end karakteren i novellen ser. ”Sebastian havde mest lyst til at sige: - Tror du? […]
Sebastian havde lyst til at fjerne den, men han var bange for at virke uhøflig.”(jf. s. 15 l. 4-8).
Læseren får mere at vide, end Sebastian ved, og der er derfor tale om overpersonal position.
Dermed udvikles synsvinklen, så læseren ikke kun ser det, som personen i novellen gør, men
ser mere end den person, der fortælles om. I novellen er der anvendt en såkaldt scenisk
fortællerteknik, da der er beskrivelse af flere detaljer, samt at teknikken gør brug af både
replikker og beskrivelser, og fortællertempoet er moderat. Fortælleren er skjul, hvilket
betyder, at vi selv som læsere må analysere personerne og bevæggrunde ud fra handlingen.
Novellen er kronologisk, og den fortalte tid er ca. 1 uges tid. Som nævnt tidligere siger han, at
en uges ophold med familien er som et ophold i helvede. Han er rejst til Danmark for at være
tilstedeværende til sin fars begravelse.
Man kan sige, at det sociale miljø for familien er middelklassen. Det kan ses i teksten, at
familien har mange penge. Familien i Danmark bor i et hus, hvilket viser, at familien ikke er i
nød mht. penge. Det er endda et stort hus, fordi Sebastian går ovenpå, så vi kan konstatere, at
Side 4 af 5
der er mindst 2 etager. Herudover er der vippevinduer, en skydedør og en have, så det er
sandsynligt, at familien er velhavende og har et godt økonomisk liv. Men, som man siger,
penge er ikke lykken.
Temaet er udvikling, fordi Sebastian har brug for at udvikle sig, selvom han er voksen. Han
skal ændre på sit psykiske; der er folk, som elsker ham, og det skal han vide og gengælde sin
kærlighed fra familien. Men han afviser deres kærlighed. Det er som om, at han ikke har brug
for det. Han prøver at nedbryde alt, der har med familie at gøre. Og det er netop familien, som
faktisk er resulteret i, at han er så isoleret og ”Tøsedreng”, som Marit, formodentligt hans
kæreste, siger allersidst i novellen. På sofaen drømmer han også, at han dræbte nogen(s. 11 l.
6). Det kan fortolkes som, at det måske var hans skyld, at hans far døde. Faderen havde måske
brug for sin søn, som var så langt borte.
Sebastian har som sagt brug for en psykisk udvikling, og denne kan kun ske, hvis han selv
tager sig sammen. Han har brug for dette, fordi han ikke er i stand til at elske. Det er, som om
han er angst for at elske sin familie. Han vil hellere lade familien være det ukendte og lade de
fremmede være de kendte, selvom det burde være omvendt.
Hensigten med novellen er at fortælle, at familien er en meget vigtig og spiller en central rolle
i hver enkelt individs liv. Familien er samfundets kerne. Man skal endeligt give tid til sin
familie, mens man har tid, ellers er det for sent. Sebastian savner sin far, men det er sådan
med tiden, at det ikke kan spoles tilbage.
Som Kim Larsen har sunget: Livet er langt og lykken er kort. Ikke altid her i livet kan vi være
lige heldige, ikke alting falder til vores fordel, men vi må bare få det bedste ud af det. Livet er
ikke langt, og vi glemmer at sætte pris på de små detaljer, som vi møder i vores almindelige og
ordinære hverdag. Familien er det vigtigste fundament for den person, vi er i dag. Hver person
vi møder på vores vej, former os til det vi er. Lykken kan være kort, men for dem som ønsker
at opsøge den, kan den gøre dem lykkelige gennem hele livet, det gælder bare om at elske og
blive elsket.
Da genren i novellen er hverdags realisme, kan man perspektivere til et af Katrine Marie
Guldagers meget berømte værker – nemlig novellesamlingen ”København”. Her lægges vægt
på mange temaer, som kan genkendes i novellen ”hjemkomst”. I ”København” er der f.eks. lagt
vægt på temaer som refleksivitet og modernitet, altså hvordan man udvikler sig, forholder sig
til andre samt ensomhed og isolation. I novellesamlingen er der også de klare køns drifter,
Side 5 af 5
hvor mændene fremstilles meget svage og kvinderne som de stærke. Herudover er miljøet
også en storby, hvilket er karakteristisk for forfatteren Katrine Marie Guldagers stil.
Det helt centrale i Katrine Marie Guldagers litteratur er hendes fremstilling af familien samt
begreberne nærhed/distance. Læseren kan afspejle hendes historier i sit eget liv, og netop
dette fænomen gør, at hendes værker er særdeles interessante og spændende.
Ligeledes kan der perspektiveres debatten ”Det er jo familien, der skaber mennesker”, som er
bragt i politiken d. 2/3.2011. Artiklen omhandler et interview med Katrine Marie Guldager,
hvor temaet er familien i det senmoderne samfund. Her understrejer hun atter, som hun har
gjort i novellen ”hjemkost”, at familien er det vigtigste fundament.
Altså i novellen fremvises den store problem, nemlig opløsningen af familien. Den beskriver
den senmoderne familie, som er opløst, hvor forældrene er skilt og hvor børnene ikke lever i
trygt miljø, som de gjorde i den traditionelle familie. Katrine Marie Guldager skaber et meget
realistisk billede af, hvordan en helt almindelig familie lever i det moderne samfund, hvor
hvert enkelt individ er sat over for et dilemma.