1
Hymne til skønheden
Symbolismen havde sin foregangsmand i den franske lyriker og kritiker Charles Baudelaire, som
lever i midten af 1800-tallets Paris. Han er mest kendt for sin store digt-cyklus Les Fleurs du mal
(Helvedsblomster) fra 1857. Bogen skaber voldsomt postyr pga. af usædelighed og blasfemi.
Den kærlighed og skønhed han beskriver i sine digte, er en blanding af egne erfaringer og hans
personlige lidelser, som var med til at skabe en poetisk ødemark i Baudelaires sind. Med nye
versioner, ord og en ny verden, bryder han radikalt med den ideelle opfattelse af skønheden i den
franske poesi og digtning, og han regnes i dag for at være en af grundlæggerne af den moderne
poesi.
I denne litterære artikel, vil der indgå en analyse og fortolkning af digtet Hymne à la Beauté
(Hymne til skønheden) med særligt fokus på tvetydigheden i digtets struktur, samt en
perspektiverende del med et kig på den nordiske symbolismes litteratur.
Baudelaire skriver hovedsagligt om skønheden – en skønhed som med ham bliver mere tvetydig.
Spørgsmålet er, om skønheden kan være ligeså rædselsvækkende, som den kan være vidunderlig?
Digtet Hymne til skønheden er, som titlen afslører, et lyrisk digt til en skønhed. Det er en mands
fascination af Skønheden (som aktiveres som et egennavn). Skønheden er et væsen, en kvinde, som
betager ham; hendes kys er som en trolddomsdrik, der fortryller og drager ham (strofe to, verslinje
otte).
Digtet er inddelt i syv strofer med fire verslinjer i hver. Det er et krydsrim med et fast
genkommende rimskema i form af enderim: første og tredje verslinjes sidste ord rimer, hvilket også
er tilfældet for anden og fjerde verslinje. Dette er gældende digtet igennem.
I strofe fem, seks og syv bruges der udråbstegn, hvilket har til formål at understrege nogle bestemte
ord. F.eks. ”Velsignede flammer!” (strofe fem, verslinje 22). Ordet flammer associerer til helvede,
men da det i denne sammenhæng er velsignede flammer, får ordet en anden positiv betydning.
Udråbstegnet betoner forvirringen og den tvetydighed, der findes i de to modsigende ord.
Hymne til skønheden er et lyrisk digt, som arbejder på et nuanceret billedplan. Det meste af digtet er
konnotativt, som med et rigt hav af billeder og troper i første omgang ikke gør digtets fortolkning
og betydning indlysende for læseren.
2
Med ord som kerte, fært og amfor antydes det, at der her er tale om en ældre tekst. Sproget er trods
ældre ord lettilgængeligt, hvis semantiske struktur har et gennemgående brug af sanseskabende ord
og et religiøst billedsprog, idet både Satan og Gud nævnes (strofe syv, linje 31)
Der bruges i sidste og syvende strofe to tankestreger:
”Det samme, blot du gør – du dronning, du unge, Du rytmiske fløjlsfe, min duftende
ene! – Universet mindre hæsligt, dets minutter mindre tunge!” (strofe syv, linje 32-33)
Denne indskudte sætning kan opfattes som en forfatter kommentar, som udstråler hans fascination
af kvinden. Det er dog ikke at forglemme, at digtet ikke udelukkende har til formål at udstråle
forfatterens syn. Således kan sætningen mellem tankestregerne også opfattes som mandens
opfattelse af kvinden. Ordene i sætningen er udelukkende positive, og indeholder således ikke
digtets ellers gennemgående tvetydighed.
Beskrivende går meddelelsessituationen fra ham til hende. Fortælleren forklarer hans oplevelse af
skønheden, som han kalder ’du’:
”Du rytmiske fløjlsfe, min duftende ene!” (strofe 7, linje 33)
Digtet bliver således en direkte henvendelse, nærmest en erklæring, til kvinden.
Digtet skildrer en mands personlige øjebliksoplevelse, med stemning og følelse, der som sagt
beskrives i et svævende brug af troper:
”Du rummer både daggry og solfald i dit blik” (strofe 2, linje seks)
Her beskrives skønhedens blik med metaforer og modsætninger, som beskriver dobbeltheden i
hendes blik, såvel som i det hun gør ved den verden, manden med hende i tankerne ser. Med et
markant brug af modsættende ord, beskrives også den gennemgående tvetydighed:
”Er du fra helvedmørket? Fra stjernehimlen faldet?” (strofe tre, linje 11)
Ovenstående beskriver bl.a. mystikken og den ondskab, man ikke umiddelbart er at finde hos en
skønhed. At en skønhed beskrives som noget ubehageligt, kan for læserens opfattelse synes
mærkelig, da det modstrider den gængse opfattelse af ordets betydning.
Der et enormt brug af modsætninger, som understreger tvetydigheden. I de sidste to linjer i strofe et,
beskrives omvendelsen af tingenes rette betydning: hvad der er godt, bliver ondt. Skønheden kan
holde modstridende ideer sammen. Dette er sammenlignet med effekten af vin.
3
”Det onde og det gode har du drejet og vendt, Og kan lignes med vinen, der virker som du”
(strofe et, linje tre-fire)
Helt centralt i denne sætning er, den påvirkning hun har på ham. Som beruselsen fra vinen kaster
Skønheden alt, herunder det gode og det onde, sammen i en tilfældighed.
Man kan antage, at fortælleren skal forestille at have drukket, og nu ser verdenen gennem en beruset
mands øjne. Hendes skønhed er reel, men den lokker ham til at synde. Hun er både engel og sirene
(strofe syv, verslinje et), denne kvinde bringer ham tæt på Gud, men tættere på Satan.
Desuden fører indtagelsen af alkohol ofte til en svagere dømmekraft. Digtet påpeger at under
indflydelse af Skønheden, er selv de mest alvorlige og moralske modsætninger svære at få øje på.
Digtets fem første strofer beskriver mandens forvirring over kvinden. I strofe fire udstråler hans
beskrivelse af hende en direkte ondskab: ”Du tramper over døde, du blæser dem et stykke”, men
alligevel slutter digtet med en erklæring – et udråb til kvinden – som modsigende digtets første
strofer, fortæller at kun hun gør verdenen mindre hæslig!
Symbolismen – også kaldet det sjælelige gennembrud – er betegnelsen for det den modernistiske
litterære opfattelse og kunstretning, der gør modstand mod realismens og naturalismens
afmontering af sjælelivet og virkelighedsopfattelse i slutningen af 1800-tallet.
Efter Det Moderne Gennembruds krav til naturalismen og debatter, skabes der med den danske
digter Sophus Claussen, kunstmaleren Edvard Munck og den norske forfatter Sigbjørn Obstfelder
en ny stilretning i takt med en nye livsfølelses opståen. I den symbolistiske digtning lægges der et
særligt fokus på at menneskets sjæl og verdenen er ét. Digtningen behandler ofte temaer som
sansning, idealisme og, som i et beskrivende og rigt billedsprog, ofte symboliserede datidens
tabuemner (som samfundets uretfærdighed, fattigdom, psykiske lidelser, seksuelle lyster osv.)
I Claussens Gensynet (1894), er der mange sammenligninger, metaforer og symboler og temaet er
udiskutabelt den forvirrede dobbelthed. Især sproget peger ind mod individets underbevidsthed, og
får den enkelte person til at vende ordenes betydning flere gange.
I Clausssens Parisienne (1996) findes dobbeltheden og fascinationen af en kvinde ligeledes, som
ses i Baudelaires digt Hymne til skønheden. Digtet har ligeledes tydelige symbolistiske træk, og
falder således utvivlsomt ind i den modernistiske periode.
4
Det er ikke nødvendigvis den altomfattende skønhed, der er tale om i digtet. Skønheden kan også
opfattes som et symbol på en tilstand, som kan være vidunderlig, indtil den vækker rædslen i én.