Sociologisk konflikt eller enighed?
Funktionalisme, materialisme og kapitalisme. Tre ismer ud af mange som kan sættes i forbindelse
med den berømte Industrialisering. Det samme kan de tre sociologer Marx, Weber og Durkheim
1
,
som beskæftigede sig med at observere og opstille teorier omkring det samfund de så udvikle sig
med ekspresfart. Revolution; en urbanisering, hvor et traditionelt bondesamfund forvandlede sig
til et effektivt bysamfund, med teknologisk udvikling og produktion. Men tre sæt øjne, må
nødvendigvis opfatte tingene forskelligt. Afklaringen, sammenligningen og vurderingen af disse
vigtige sociologer vil derfor kunne give stof til eftertanke…
Émile Durkheim primære samfundssyn, bygger på at samfundet skal ses som en organisme, og at
det er sammenhængskraften i dette, der får samfundet til at blomstre. Åbenlyst er det
fællesskabet og solidariteten der er i fokus, og at forskellige fragmenter skal holde samfundet
STX 3.g
moderne samfund, men sætter de også i forbindelse med en voksende social afhængighed. Han
beskæftiger sig ligeledes med sociale kendsgerninger, altså fænomener der ikke er afhængige af
individers handlinger og hvis eksistens har langt større betydning end menneskelige handlinger.
2
Han beskrev udviklingen fra landbrugssamfund til bysamfund som mekanisk – og organisk
solidaritet. Den mekaniske solidaritet i det traditionelle samfund bygger på et sammenhold og
fællesskab der er præget af, at alle individer stort set er ens med fælles normer og bevidstheder.
Den organiske solidaritet i det moderne samfund beskæftiger sig med individualisering, hvori hvert
individ har forskellige ”funktioner” og at man derfor binder sig til hinanden, som følge af en
STX 3.g
forebyggende love og regler der skal sikre at industrisamfundet er velfungerende. Komplikationen
i det kapitalistiske samfund vil komme til udtryk i form af patologier, hvis f.eks. socialisationen slår
fejl og fællesskabet optager individet for meget eller for lidt.
Max Webers fokus ligger på den stigende rationalisering i samfundet; en tankegang der kan sættes
i forbindelse med den stigende videnskabelig og teknologiske udvikling og en udvikling der også
1
Karl Marx, Max Weber, Émile Durkheim
2
www.wikipedia.org
skaber effektivisering. Hans syn er ofte blevet opfattet som pessimistisk. Rationaliteten udspringer
i målrationelle handlinger, hvilket medfører en ”affortryllelse”. Affortryllelsen indebærer en
adskillelse af religionen og stat, og et mere håndgribeligt samfund med videnskabens indtagen af
dette. Altså finder en sekularisering sted. Denne lidt kølige udvikling, kan have en negativ effekt,
og i værste fald indebære en følelse af meningsløshed. Weber beskriver et ”rationalitetens
jernbur”, der fastlåser mennesket i en kølig effektiviseringstrang. Ydermere arbejdede han med
undersøgelsen af sammenhængen mellem den kapitalistiske arbejdsmoral og protestantisk etik.
Denne etik ynder en høj arbejdsmoral, hvilket let resulterer i økonomisk vækst – essensen af
kapitalismen.
Karl Marx beskæftiger sig med en materialistisk historieopfattelse, hvori det er produktionen der
står for udviklingen i samfundet og den menneskelige udvikling. Marx mener, at merværdien
mellem kapitalejerne og lønmodtagerne hører til i det han beskriver som basis i samfundet. Basis
er den materielle produktion og økonomiske struktur, der præger samfundet og er determineret i
det Marx betegner som overbygningen. Overbygningen er de juridiske, politiske og kulturelle dele
af samfundet. Basis og overbygning er i overensstemmelse med hinanden i den forstand, at basis
danner fundamentet for overbygningen, men at ændringer i overbygningen ligeledes vil præge
basis. Der er så at sige et dialektisk samspil mellem de to ting. Et andet aspekt af Marx’ teori er
idéen om et klasseopdelt samfund, hvor skellet mellem kapitalejerne og lønmodtagerne er
betydeligt. Dette kommer til udtryk ved, at kapitalejerne er i besiddelse af diverse
produktionsmidler, mens lønarbejderne ikke ejer andet end deres arbejdskraft. Da arbejdskraften
er underbetalt i forhold til ydelsen, vil kapitalerne få et stort udbytte af dette. Forskellen i dette
forhold er den førnævnte merværdi, som gradvist vil blive større og større, for til sidst at ende i en
socialistisk revolution. Produktionen og det menneskelige arbejde er kernen i samfundet, og
samtidig det der er bestemmende for individets form. Marx ser dette som en problematik, da
produktet, som er et resultat af det arbejde som lønmodtageren udfører, ikke tilhører denne, men
derimod kapitalejeren. Derfor opstår fremmedgørelsen, som også intensiveres af stigende
effektiviseringer og rationaliseringer, som ”mekaniserer” lønarbejderen. Marx er en socialismens
mand, der mener, at et stigende kapitalistisk samfund vil være lig med social ulighed,
undertrykkelse og fattigdom.
Sammenfattende kan det siges at Marx er negativt indstillet overfor det moderne samfund, da han
mener, at et kapitalistisk samfund, med tiden vil bryde sammen og der vil opstå en socialistisk
revolution. Webers vinkel er i modsætning til Marx’ en smule mere positiv, da han ser
mulighederne i et kapitalistisk samfund. I forbindelse med protestantismen ser han potentiale i
det moderne samfund til økonomisk vækst. Weber er dog pessimistisk i sin beskrivelse af
”jernburet” hvor han mener at mennesket har mistet sin menneskelighed. Durkheims opfatter det
moderne samfund således at social disintegration kan finde sted og at normer og værdier kan gå i
opløsning. Dette vil i værste fald føre til at samfundsmæssigt kollaps, med høje selvmordsrater og
sociale konflikter.
Marx og Weber kan sammenlignes, idet de begge mener, at grundlaget for et samfund bygges på
produktionen og arbejdet (basis og effektivisering). Durkheim adskiller sig bl.a. ved at inddrage
individualiseringen i forbindelse med det sociale fællesskab.
Overordnet kan det konkluderes, at Marx Weber og Durkheim, deler opfattelsen af, at det
moderne samfund med kapitalismen er problematisk, men forholder sig forskelligt i vurderingen af
overgangen fra det traditionelle til det moderne samfund. Essentielt for Marx står klassekampen,
Weber inddrager et religiøst aspekt, mens Durkheim vurderer de sociale tilknytninger og de
paradokser der opstår.