
Fysik [navn fjernet] & [navn fjernet] 6/1 2010
”Fra Newtons hus kunne man se nabolandsbyens kirketårn, hvor hans mor boede. Alligevel var der
en verden imellem dem. Hans biologiske far var i himlen og hans mor befandt sig i periferien af
hans barndomskvarter. Tænker man på at Newton viede en stor del at sit voksenliv på at studere
fjerne himmellegemers tiltrækningskraft, er det ikke overraskende at senere psykologer har set et
oplagt sammenfald af omstændighederne.” *
Newton boede nu sammen med bedstemoren, som moderen ubetinget havde overladt alt ansvar til.
7 år efter vendte moderen hjem til Woolsthorpe igen. Hendes mand døde. Med sig havde moderen
tre halvsøskende til Isaac, og moderen var tilmed blevet en relativt velstående kvinde. På trods af
moderens svigt var, forholdet imellem dem godt. Af hende blev han, i en tidlig alder, betragtet som
manden i huset. Anerkendelsen fra hans mor, har muligvis resulteret i hans enorme tro på egne
evner. Dette har selvfølgelig smittet af på hans udforskninger.
2 år efter morens hjemkomst, kom han på latinskole. Det betød at han måtte flytte hjemmefra i en
alder af kun 12 år. Undervisningen i skolen, fangede dog ikke Isaacs interesse. Derfor blev han
hurtigt en af de dårligste i klassen. På skolen skulle der, ifølge Newton selv, udspille sig en af de
mest betydningsrige begivenheder i hans liv. Newtons store intellekt lå på dette tidspunkt i dvale,
og som i bedste ”Den grimme ælling”, stil blev det vækket til live. Det skete ved at skolens tyran
giver Isaac et spark i maven. Konsekvenserne af dette spark, havde tyrannen aldrig forudset. Deres
mellemværende bliver afgjort på en kirkegård. Isaacs erindring beskriver han følgende:
”Isaac var ikke så fysisk stærk som sin modstander, [men] hans vilje og beslutsomhed gjorde, at
han alligevel gennembankede sin fjende i en grad, der fik ham til at love at han aldrig ville slås
mere.” *
Isaac havde nu fundet sin syndebuk, for al sin indespærrede vrede. Hans ambition var fra den dag at
overgå tyrannen i alt. Pludselig tog Isaac sig sammen i skolen og overgik ham (og formodentlig
også resten af klassen) i intellekt.
Vrede og intellekt hænger på den måde, utroligt godt sammen for Newton. Han formåede, som få, at
bruge sin vrede konstruktivt. Endvidere kan man sammenligne hans ustandselige vrede, med hans
enorme intellektuelle nysgerrighed, som var ligeså ustandselig.
Som 17-årig blev han hentet hjem fra skolen; hans mor skulle bruge hjælp på gården. Det varede
ikke længe før han blev sendt tilbage. Hans onkel overtalte moderen, efter han havde set hvilket
intellekt Newton havde. Latinskolen skulle forbedre hans optagelse på Trinity College, som han
som han kom ind på i 1661 18 år gammel.