
Daida om diskrimination og minoriteter
I dette interview møder vi Daida, kvinde på 23 år, der læser engelsk og økonomi på Københavns
universitet. Hun kom til Danmark som 13-årig. I dag er hun også formand for en forening for
bosniske unge kald Bonus. Hun kommer fra byen Mostar I Herzegovina i det tidligere Jugoslavien
hvor hun voksede op side om side med ortodokse, kristne og katolikker, der var folk også gift på
kryds og tværs, og alle børnene legede sammen uanset hvilken religion de havde. Hun fortæller selv
at hun er opvokset i et ikke religiøst hjem, og kendte mere til de katolske højtider end de
muslimske. Det var først efter borgerkrigens start, religionen kom til at betyde noget.
10
Hun og hendes mor havde planlagt at tage til Stockholm, men grænsen blev lukket lige inden de
ankom og endte i stedet for i Danmark. Hun har aldrig set sig selv som troende muslim og var,
vandt til at leget med kristne børn. Familien holdte også jul og til påske malede hun æg. Første gang
hun var i en moske var under krigen, da der ikke var skole mere, i stedet for blev der holdt nogle
kurser i moskeen. Hun fortæller at hun mere kom for at finde ud af hvordan en moske så ud, hun
havde før været i kirker, ” Så tænkte jeg, at jeg hellere måtte se, hvordan en moske så ud. Jeg var
der ikke for at bede, men mere for at se moskeen”
11
For hende var det en meget underlig oplevelse
da skolen en dag udspurgte hende om hvem hun var. Det var først der det gik op for hende at det
altså betød noget for andre at hun var muslimsk bosnier.
Til spørgsmålet om ”hvordan det så var i Danmark”
12
svare hun ” Da jeg først kom til Danmark, da
må jeg sige, at fordommene var utrolige store. Jeg kunne slet ikke tro folk havde sådan nogle
forestillinger om os. Vi er jo forskellige”
13
Hun følte sig som en anden race, hvor hun skulle lære at
gå på toilettet og hvordan man gik over en gade. Hun følte sig set ned på. Der skulle arbejdes hårdt
for lige netop ikke at blive set ned på. Også i skolen var der fordomme. Ikke alle lære troede på hun
selv havde kunnet skrive en stil så den blev ikke altid belønnet som den skulle. For hende var det
svært at holde motivationen. Og på flygtningecenteret var der ikke meget hjælp og støtte at hente.
For de gjorde det bestemt heller ikke nemmere for hende at føle sig accepteret. Til spørgsmålet om
hun har været ude for diskrimination i Danmark siger hun ” Ja, det har jeg. Jeg kan ikke brokke mig
over det i min hverdag nu. Men jeg ser det stadig ske for andre. Det går fint, indtil de siger deres
10
Danske verdensreligioner Islam s. 66
11
Danske Verdensreligioner Islam s 67
12
Danske Verdensreligioner Islam s 68
13
Danske Verdensreligioner Islam s 68