[navn fjernet], 3.D.
Dansk
Marts 2009
1
”Frels de raske – skyd en syg”
”Jeg tager en mand, der har et eller andet jeg kan bruge.. Og så tager jeg det fra ham. Og skrider, når
jeg har fået det” (s. 4) – denne kyniske replik rammer lige ned i hovedbudskabet i Jan
Sonnergaards novelle fra 2000”Frels de raske – skyd en syg”, der behandler det senmoderne
menneskes følelseskolde og selvcentrerede tilgang til livet. Novellen er en del samlingen
”Sidste søndag i oktober”, som er den midterste bog i Sonnergaards trilogi, der trinvist bevæger
sig op af den sociale rangstige fra samfundets bund til herskabsvillaerne i København.
Omdrejningspunktet for ”Sidste søndag i oktober” er samfundets kynisme og ofre, hvilket ”Frels
de raske – skyd en syg” er et eminent eksempel på.
Tekstens indledning i in medias res er en præsentation af novellens miljø, Københavns indre
by: ”Da jeg først var stødt på Svend ude på Vesterbrogade, var det som om en naturlov trådte i kraft
(…)” (s. 1). Indledningen er samtidig også en præsentation af novellens jeg-fortæller og indre
synsvinkel, der gennem novellen beskriver hans gensyn med ungdomsvennerne Louise og
Svend. Forholdet mellem de gamle ungdomskammerater er beskrevet distanceret og
overfladisk, hvor relationerne mellem dem er svære at definere, og hvor det gælder om at
opføre sig eksemplarisk for ikke at modtage en verbal irettesættelse: ”Under alle
omstændigheder var og blev tonen hård (…). Et kiks, og du ved hvad du vil blive citeret for de næste tre
år” (s. 2). Novellen er fortalt med scenisk detaljerigdom, hvor begivenhederne, karakterernes
ageren og ansigtsudtryk skildres med nøjagtighed, mens replikkerne gengives med direkte
tale. Der er i mindre grad benyttet replikindividualisme ved hjælp af kursivering for at
understrege karakterernes trykfordeling, hvilket også er benyttet i følgende citat, hvor jeg-
fortælleren med forsigtighed foreslår en drink: ”Vi skal vel lige have en eftermiddagsdrink, fik
jeg alligevel mig selv til at sige, i håbet om at dén bemærkning i det mindste ikke kunne
ramme mig i nakken som en boomerang” (s. 2).
Med konversationen over de våde varer på en bar nær Rådhuspladsen følger også en
nærmere karakteristik af de tre karakterer og deres værdier. Louise er beskrevet som en
kvinde, hvis charme har lokket mange mænd i hendes arme, hvorefter hun kynisk har knust
deres hjerter på række, hvilket citatet i opgavens indledning er et tydeligt eksempel på. Der
[navn fjernet], 3.D.
Dansk
Marts 2009
2
kan drages paralleller mellem jeg-personens skildring af Louises mimik og bevægelser og
skildringen af et dyrs mimik og bevægelser, hvorfor Louises karakteristik kunne placeres i et
semantisk skema over dyriske egenskaber: ”hun udstødte det primalskrig” (s.4),”(..) ville hun bide
så meget sammen, at hun flækkede tre kindtænder. Hendes mund var en lige streg, kæbemusklerne
svulmede og øjnene var knebet sammen til en meget lille sprække” (s. 6) og ”og så bare smadre og
smadre og smadre” (s. 10). Samtidig sker der gennem novellen en konstant vekselvirkning
mellem dette dyriske og primitive og så det mere kønne, charmerende og erotiske i
beskrivelserne af Louise: ”det brutale (blev) erstattet af noget kønt og næsten perverst” (s. 5).
Svend er på samme måde karakteriseret som en mand med mange erfaringer med det
modsatte køn, men han er modsat Louise beskrevet langt mindre selvsikker: ”han spurgte
nervøst” (s. 4) og ”spurgte Svend, igen alt for naivt” (s. 4), og han er tilmed udsat for Louises
hånlige kommentarer: ”Har du egentlig gjort det med nogen, der ikke var idiot?” (s. 3). Paradoksalt
nok bliver denne nedladende kommentar startskuddet til Louises og Svends alliance, da
Svend foreslår Louise: ”Hvorfor prøver du ikke en rigtig handicappet?” (s. 7). Umiddelbart er
Louise skeptisk, men jeg-fortælleren kommenterer sine iagttagelser således: ”Hvis man forstår
at aflæse hendes ansigt var det ikke svært at opdage, at Svends replik havde sat noget i gang. Hun
spekulerede” (s. 8).
Omdrejningspunktet for samtalen mellem de genforenede ungdomsvenner på den lille
københavnerbar er efterfølgende argumentationen for og imod forholdet til ”en person, der var
fuldstændig afhængig” (s.9), hvor Louise og Svend højlydt argumenterer for, mens jeg-
fortælleren lægger afstand til denne tankegang. Den sproglige figur antitese benyttes til at
beskrive den absolutte magt, der, ifølge Louise, forbindes med forholdet til en handicappet,
hvor de kontrasterende ord forstærker den styrke, der ligger i besidderens hænder: ”Hvor det
var op til mig at afgøre, om han skulle leve eller dø? Eller om han skulle græde eller le.” (s. 9).
Konversationen er ydermere præget af begreber, der semantisk hører hjemme i en
sportsverden, hvor jeg-fortælleren forsøger at argumentere ved, at et forhold til en
handicappet mangler ”udfordringen” (s. 10), hvilket uddybes med: ”Det interessante ved magt er
da at overvinde en modstander” (s. 10). Jeg-fortælleren beskriver, hvordan handicappede er i
besiddelse af en mængde manipulation, hvorfor han udleder: ”I vinder aldrig den kamp (…). De
lærer den slags games (…) De kender spillet” (s. 11). Jeg-fortælleren forsøger ligeledes at
[navn fjernet], 3.D.
Dansk
Marts 2009
3
begrunde, hvorfor valget af en ikke-handicappet er fordelagtigt: ”tag en anden, tag en der ikke er
trænet i at klare sig mod alle odds imod sig, en rask og arrogant, en winner” (s. 11). Denne effekt af
de sportsrelaterede begreber giver følelsen af, at livet er som et socialt spil, hvor tabere og
vindere skal findes.
Jeg-fortællerens skildring af begivenheder er gennemgående realistisk, men denne fortællestil
brydes dog fuldstændigt i novellens slutning, hvor følgende situation finder sted: ”Derfor
havde jeg al moralsk ret i denne verden til at bakke min kørestol lige ind i Svends kolostomi, så han fløj
ud til siden og med fuld fart trimlede direkte ind i tumoren på Louises højre bryst” (s. 12). Som læser
er det svært at skelne mellem, om situationen er virkelighed eller ønsketænkning og et
forvrænget virkelighedsbillede, hvor Louises brystkræft og Svends stomi næsten får en
allegorisk funktion, som den sygdom de er i besiddelse af i kraft af deres ønske om en total
besiddelse af et andet menneske. Situationens kynisme forstærkes ydermere af, at jeg-
fortælleren er kørestolsbruger, hvorfor han netop er den type, som Louise og Svend drømmer
om at få magten over. Dette brud med realismen kan også knyttes til tekstens jeg-fortæller,
hvilket netop giver Jan Sonnergaard mulighed for at beskrive en situation, som den sanses og
oplevelses af et subjektivt jeg. Hermed belyses tekstens troværdighed også, da den muliggør
en fortællestil, hvor en situation gengives således, at læseren kan tolke situationen på andre
måder, end den der umiddelbart er fremlagt.
Novellens tematik med det sociale spil har også tæt tilknytning til novellens titel: ”Frels de
raske – skyd de syge”, hvor der ligeledes sker en hierarkisering af mennesker som mere eller
mindre værd, hvor de stærke har magten til at beherske de svage. Novellen beskriver,
hvordan mennesket behandler parforholdet, som var det deres karriere med kynisk distance i
forsøget på at afmåle, hvordan udbyttet bliver størst. Denne grådige arrogance er
underbygget af Louises dyriske karakteristik, hvor solidaritet og tolerance er afløst af forsøget
på at maksimere udbytte, mens erotikken er reduceret til et følelseskoldt magtspil. Hermed
kan ”Frels de raske – skyd en syg” læses som en kritisk kommentar til den individualisme, som
det senmoderne samfund har ført med sig. Centrale værdier i individualismen er social
uafhængighed, selvstændighed og idéen om det myndige menneske, som i sin grundinstans
[navn fjernet], 3.D.
Dansk
Marts 2009
4
ikke er knyttet til egoismen – men denne tekst kan læses, som et opråb om individualismens
udvikling til en egocentrisme.
Fortællerstilen er i centrum i novellen, hvor den realistiske skrivestil, som foregiver at
gengive en objektiv virkelighed, sprænges af ikke-realistiske elementer. De realistiske
elementer i ”Frels de raske – skyd en syg” er de virkelighedstro og detaljerede miljøbeskrivelser:
”Og så fandt vi en bar nede ved Rådhuspladsen” (s. 3) samt da Svend ”skubbede en pakke Sweet
Afton hen over bordet” (s. 7). Denne illusion om virkelighed brydes, da jeget med sin kørerstol
rammer Svend og Louise, hvilket næsten kan karakteriseres som et surrealistisk træk, der
overskrider det kendte virkelighedsbillede og provokerer til spørgsmålet om situationens
realitet. Det på overfladen realistiske med de detaljerede omgivelsesbeskrivelser udvikles til
en overvirkelighed, der skaber en kontrast mellem de to fremstillinger. Sonnergaard har selv
reflekteret over denne paradoksale kollision i ”Bagom realismen” udgivet af
Dansklærerforeningen i 2004. Sonnergaard udtaler, at han ønsker at lade læseren sidde tilbage
med en undren over situationens virkelighed, samt med spørgsmålet om denne situation i
realiteten ikke kunne være virkelighed? Formålet med denne kollision bliver hermed, at
teksten i højere grad skal føre til en refleksion end en identifikation. Denne refleksion frem for
identifikation sker også i ”Frels de raske – skyd en syg”, hvor årsagen til Louises kynisme ikke
undskyldes med en ulykkelig historie om omsorgssvigt i barndommen. Hermed får læseren
en aktiv rolle i læsningen af Sonnergaards noveller, hvor årsager og tomme pladser må
udfyldes.
”Frels de raske – skyd en syg” kan hermed karakteriseres som en novelle, hvor satire og
samfundsdebat går hånd i hånd. Der leges med læserens genreforventninger i forsøget på at
fremme refleksionen over menneskets kyniske, afstumpede og følelseskolde individualisme,
der afløser det kollektive menneske. Sonnergaards arketypiske figurer skal sætte
spørgsmålstegn ved og overbevise læseren om, at han eller hun i virkeligheden selv kunne
have udført disse umenneskelige handlinger – for kunne vi i realiteten ikke lade os rive med
af individualismens hunger efter magten over et andet menneske?