Karl Marx
Og
Det kommunistiske manifest
Historieopgave af Mathias Kjøller
Indholdsfortegnelse:
Indledning----------------------------------------------------------------------------------------------------side 2
1: Baggrunden for manifestet------------------------------------------------------------------------------side 2
2: Marx’ liv--------------------------------------------------------------------------------------------------side 3
2.1: Marx’ filosofi-------------------------------------------------------------------------------------------side 3
2.2: Det kommunistiske manifest-------------------------------------------------------------------------side 4
2.3: Kritik af Det kommunistiske manifest--------------------------------------------------------------side 5
2.4: Marx’ sidste år------------------------------------------------------------------------------------------side 6
3: Kommunismen i praksis---------------------------------------------------------------------------------side 6
3.1: Marx’ idéer i udførelse--------------------------------------------------------------------------------side 9
3.2: Kommunisme og kapitalisme-------------------------------------------------------------------------side 9
4: Konklusion----------------------------------------------------------------------------------------------side 10
Litteraturliste-----------------------------------------------------------------------------------------------side 10
1
Indledning.
Jeg har valgt at skrive om lige netop dette emne, da jeg finder det interessant, og fordi jeg mener,
kommunismen har haft en stor betydning for den politiske udvikling i verden. Hvordan ville
Rusland f.eks. have set ud, hvis ikke der havde været en kommunistisk revolution? Ville zaren
stadig være ved magten, eller ville det se helt anderledes ud? Hvordan ville Europa politisk og
samfundsmæssigt have udviklet sig uden Marx og Engels og alle deres modstandere og partnere?
Og i nyere tid har der været kold krig og store kriser mellem Sovjetunionen og USA pga.
kommunismen. Hvordan ville det politiske liv i verden se ud uden dem? Ville der være én, to eller
flere supermagter.
Der er uendeligt mange spørgsmål vedrørende kommunismen og manifestet. Jeg vil at besvare
nogle af dem i denne opgave:
- Hvad var baggrunden for Det Kommunistiske Manifest, og hvad gik det ud på?
- Hvordan er Marx og manifestet blev brugt/ misbrugt i eftertiden?
- Er hans idéer blevet ført ud i livet?
- Er det muligt for et kommunistisk samfund at fungere så godt som eller bedre end en kapitalistisk
stat?
- Hvorfor har det ikke fungeret hidtil?
Man må nok erkende, at verden som helhed er temmelig kritisk overfor kommunisme, men mange
har dog stadig en fascination af den. ”Det må da kunne lade sig gøre!” Deriblandt mig. Mine bøger
har da også overvejende været kritiske overfor kommunismen, men ikke så meget over for Karl
Marx.
1: Baggrunden for manifestet.
Efter Napoleonskrigene satte de mest magtfulde regenter i Europa sig for at forsøge at skabe ro og
orden i Europa i 1814. Det betød f.eks., at Frankrig blev formindsket, så de grænser, de havde i
1792 blev gældende igen. For Danmark betød det, at vi mistede Norge.
Rundt omkring i Europa var der nu igen konservative, reaktionære regeringer. Da revolutionstanken
havde sat sig lidt i folk, var de nødt til at stramme grebet om folket. Det blev gjort ved hjælp af
censur og hemmeligt politi.
Men som sagt havde den franske revolution ændret folks tankegang en smule. Begreb som ”folket”
var bl.a. blevet introduceret. Det brugte de revolutionære bl.a. til på en måde at legitimere deres
2
handlinger. Hvis de gjorde noget ulovligt, forklarede de sig med, at de handlede for eller på vegne
af ”folket”.
Den uro, der nu herskede i Europa, blev stimuleret af diverse forsyningskriser, såsom kartoffelsygen
i Irland, 1845, og en høst, der slog fejl i store dele af Europa. Krisen bredte sig også til den
industrielle verden.
Og endelig startede en ny revolution. Igen var det Frankrig, der var først ude. Men resten af Europa
fulgte hurtigt efter. Den 24. februar 1848 blev den franske republik proklameret af de franske
revolutionære, og allerede i juni året efter fik Danmark en grundlov.
Man kæmpede over hele Europa, men for forskellige ting. I Tyskland kæmpede man f.eks. for
landets enhed, i Ungarn for landets løsrivelse fra Østrig, i Frankrig var det bedre sociale forhold,
man kæmpede for, og i Slesvig-Holsten gjorde man oprør mod Danmark.
Revolutionerne blev slået ned land for land af de reaktionære regeringer, men kimen var dog sået.
Der opstod folkelige krav om demokrati.
1
2: Marx’ liv.
Karl Marx blev født i Trier i Rhinlandet. Hans far var jøde men konverterede til protestantismen, da
der var mange begrænsninger for jøder.
I 1835 påbegyndte Marx jurastudiet ved universitetet i Bonn, og senere studerede han også filosofi
og historie. Han blev doktor i historie i 1841 men opgav universitetskarrieren pga. de meget ufri
forhold i datidens Tyskland. Han blev journalist og senere chefredaktør på oppositionsbladet
”Rheinische Zeitung”, men bladet var under censur og blev forbudt af den strenge preussiske
regering.
Han flyttede da til Paris. Her læste han en artikel om nogle økonomiske spørgsmål, som gjorde stort
indtryk på ham. Den var skrevet af tyskeren Friedrich Engels. De to mødtes, og det blev starten på
et livslangt venskab og samarbejde.
2.1: Marx’ filosofi.
Marx havde tidligere været en stor tilhænger af Hegels teorier og senere Feuerbachs, men nu
fjernede han sig fra begges teorier, eller man kunne også sige, han kombinerede dem. Han havde
været meget fascineret af Hegels dialektik. Tanken om at en situation automatisk vil afføde sin egen
modsætning, som igen vil gå over i en mellemting. Dette er ofte blevet forenklet meget til:
1
Hans-Kurt Gade m.fl.: ”Europas vej”, Munksgaard 1994, side 264-266
3
Tese - antitese - syntese.
Feuerbachs materialisme interesserede også Marx meget. Det går ud på, at materielle goder altid må
vægte tungere end åndelige værdier. At man først skal have et sted at bo, mad at spise osv., før man
kan beskæftige sig med filosofi, politik, kunst mm.
Ved at kombinere disse teorier, kom Marx frem til den dialektiske materialisme: Det, at alt
bevidsthedsliv er produceret af det materielle, og at verden udvikler sig dialektisk. Alle tre teorier er
her forklaret forenklet, og det er meget kompliceret at forklare i detaljer.
En anden tanke Marx nåede frem til, er den historiske materialisme eller den materialistiske
historieopfattelse. Den går ud på, at samfundets udvikling følger et bestemt mønster: Modsætninger
opstår; de omvæltes eller ”løses” ved en revolution, og en ny samfundsorden indtræder. I et
samfunds udvikling vil der forekomme flere stadier efter hinanden: Ursamfundet, slavesamfundet,
feudalsamfundet, det kapitalistiske samfund og det socialistiske eller kommunistiske samfund.
Modsætningerne er klasseforskellen, og det er klassekampen, der er drivkraften i denne udvikling. I
det kommunistiske samfund er der ingen klasser, dermed ingen klasseforskel, og derfor vil
samfundet være et idealsamfund, hvis udvikling ikke kræver revolution.
2
2.2: Det kommunistiske manifest.
Marx blev smidt ud af Frankrig på anmodning fra den preussiske regering, og han flyttede nu til
Bruxelles med sin kone Jenny von Westphalen og sine børn. Her gik han sammen med Engels ind i
”Kommunisternes forbund”, hvor de hurtigt blev ledende personer. De blev af forbundet bedt om at
formulere et partiprogram. Det blev til ”Det kommunistiske manifest”.
Det kommunistiske manifest forklarer i grundtræk de kommunistiske idéer. Det forklarer Marx’
tanker om historien som én lang klassekamp. Marx mente som bekendt, at der altid ville være to
hovedklasser. Den ene ville udnytte den anden, da de to havde komplet modsatte interesser. Når
underklassen fik samlet kræfter, ville den ”æde” overklassen op. Det kunne f.eks. være
bondestanden, der åd adelsstanden op. På ægte dialektisk vis ville en ny besiddende klasse og en
arbejdende klasse opstå fra kampen mellem bondestanden og adelsstanden.
Marx mente, at arbejderklassen ville tilintetgøre andre klasser. Så ville der kun være én klasse og
dermed ingen klassekamp. Der ville ikke være brug for klassekampens ”våben” som f.eks. penge,
stater og regeringer.
2
www.leksikon.org/art.php?n=1673
4
2.3: Kritik af Det kommunistiske manifest.
Med kommunismen mente Marx og Engels, at de havde fundet en videnskabelig sandhed. Et
værktøj, der kunne benyttes videnskabeligt på samfundets, menneskehedens og historiens
udvikling. Og det, at udviklingen ville fortsætte på den måde, de havde forudset, var for dem
uundgåelig.
Men denne spådom gik ikke i opfyldelse. Måske var der noget, Marx ikke havde forudset. Han
arbejdede ud fra den teori, at arbejdere ville få det værre og værre. Hvis det var sket, ville det også
være mere sandsynligt, at udviklingen ville gå i den retning, som de forudså. Men han havde ikke
forudset, at arbejderne ville få det bedre. At de ville organisere sig, og at arbejderpartier f. eks. ville
få mere medbestemmelse. Deres sociale vilkår blev væsentligt bedre efter århundredeskiftet, og
klasseforskellen blev mindre. Marx forudså, at der ville ske en koncentration af kapitalen pga.
konkurrencen og det frie marked, men lige netop dette gav mulighed for flere virksomheder, og
kapitalen blev spredt. Desuden begyndte stater at blande sig i markedsøkonomien. Og staten
begyndte at bruge sine penge på folket og de fattige. Denne teori er ganske vist formuleret af
Eduard Bernstein (), men forekommer forholdsvist indlysende.
Bernstein var ikke imod kommunisme, men han mente, at det af Marx formulerede udtryk
”Proletariatets diktatur” var en dårlig idé. Kommunismen skulle indføres ad demokratisk vej, da det
ville være mere holdbart.
Lenin mente tvært imod, det var nødvendigt med proletariatets diktatur. Bl.a. fordi historien viste
det. En undertrykt klasse var aldrig kommet til magten uden en kortere eller længere periode med
diktatur. ”Ingen organisation kan bestå i længere tid uden en fast ledelsesorganisation med bevaret
kontinuitet.”
3
. Således skriver Lenin i skriftet ”Hvad bør gøres?” fra 1922. Senere i samme tekst
skriver han: ”...at en sådan organisation hovedsaligt må bestå af personer, som professionelt beskæftiger
sig med revolutionær virksomhed.”
4
Lenin mente således ikke blot, der skulle være et diktatur
bestående af nogle tilfældige ”rettroende” kommunister. De skulle være trænede i at udføre
revolutionært arbejde, og han skriver senere i samme tekst, at de skal have fået faglig uddannelse i
kunsten at bekæmpe det politiske politi! Han var altså en skarp modstander af, at kommunisme
skulle indføres ved demokrati, før proletariatets diktatur havde hersket og skabt ordnede forhold.
5
3
Hans-Erik Lystrup: ”Ideologi og Politik”, Systime 1994, side 109
4
Lystrup op. cit. side 109
5
Lystrup op. cit. side 93.
5
2.4: Marx’ sidste år.
Februarrevolutionen i Paris indtraf i 1848, og kort derefter blev Marx vist ud af Belgien. Han
flyttede nu til Köln, hvor han blev chefredaktør af bladet ”Neue Rheinische Zeitung: Organ der
Demokratie”. Også det måtte lukke, da revolutionen slog fejl i Tyskland. I 1849 blev Marx udvist
som statsløs. Herefter flyttede Marx til London, hvor han boede resten af sit liv.
Han trak sig ud af det politiske liv, da han indså, at revolutionen var mislykket, og nu kastede han
sig over de samfundsøkonomiske og historiske studier. I de næste mange år beskæftigede han sig
hovedsagligt med hovedværket ”Das Kapital”. I den tid var det småt med indtægterne, og han
overlevede kun pga. hjælp fra vennen Engels. ”Das Kapital” er en tilbundsgående analyse af,
hvordan profitten opstår. Hvordan jagten på øget profit foregår, og hvordan processen på én gang
fører til større social ulighed i samfundet, kolossal forøgelse af produktivkræfterne, hvordan
profitraten vil have en faldende tendens. Værket udkom i tre bind, men kun et af dem nåede at
udkomme, mens Marx var i live. De to andre bind er manuskripter fra Marx’ hånd, men redigeret af
Engels.
I 1864 stiftede Marx ”Den internationale arbejderassociation”, senere kendt som ”1. internationale”.
Det var et forbund af arbejdersammenslutninger fra de mest industrialiserede lande. Den skulle
modvirke internationale strejkebrydere og skulle hjælpe til arbejdernes politiske styrkelse. Der
opstod nogle interne fejder i internationalen mellem Marx og russeren Bakunin, som Marx til sidst
vandt. Han fik nu flyttet hovedsædet til New York for at holde Bakunin og hans tilhængere væk.
Herefter gik organisationen mere eller mindre i sig selv.
Marx liv var i høj grad præget af de mange udvisninger. Han blev landsforvist flere gange fra
Tyskland, Frankrig og Belgien. Da han i 1849 blev udvist af den preussiske regering, flyttede han
med sin familie til London. Her boede han under meget fattige kår. Han og hans familie fik
mangelsygdomme, men de overlevede da. Det hindrede dog Marx i at færdiggøre sit livs
hovedværk: ”Das Kapital”.
6
3: Kommunismen i praksis.
Kommunismen i Sovjetunionen er ikke det første eksempel på kommunisme. Filosoffer har gennem
mange århundreder været fascineret af det, at alle er lige. Og Marx beskrev selv ursamfundet eller
urkommunismen. En form for kommunisme er Thomas Mores ”Utopia” vel også. Det er dog en helt
anden kommunisme, der har eksisteret i den virkelige verden, end den i Mores og Marx’ hoveder.
6
”Den store danske encyclopædi”, Danmarks nationalleksikon 1999, bind 13, side 23-28; www.leksikon.org
6
Men det, at filosoffer som Marx og More ikke beskriver, hvordan diktatorer skal tyrannisere
millioner af mennesker, gør dem ikke helt uden ansvar. For Lenin, Stalin og Mao erklærede sig jo
som Mores og specielt Marx’ disciple. Men lederne af de kommunistiske lande har dog misbrugt
Marx. De udførte massemord, slagtede uskyldige befolkningsgrupper i Marx’ og kommunismens
Det var ikke kun mod mennesker, kommunisterne begik forbrydelser, også mod de pågældende
landes kulturskatte. Stalin rev en masse kirker ned i Moskva, Ceausescu jævnede Bukarests
historiske bymidte med jorden, Pol Pot lod de fantastiske Angkor-templer opsluge af junglen, så de
knapt nok er til at finde i dag. Og en stor del af den kinesiske kulturarv blev brændt eller ødelagt
under kulturrevolutionen.
Mange ser ikke kommunismen som en lige så stor tragedie som nazismen. Men nazismen og 2.
verdenskrig dræbte omkring 60 millioner, hvor kommunismen dræbte ca. 100 millioner! Ved hjælp
af deporteringer til arbejdslejre, hvor ikke mange havde en chance for at overleve, fremkaldt
hungersnød og nøje planlagte massenedslagtninger dræbte de så ufatteligt mange mere eller mindre
uskyldige mennesker. Forskellen på kommunisme og nazismen er, at hvor nazisterne dræbte folk af
”race-mæssige” årsager og pga. ønsket om ”Lebensraum”, dræbte kommunisterne folk af ”klasse-
mæssige” årsager. Som lederen af det sovjetiske politi (tjekaen), Latsis, sagde til sine betjente:
”Det er ikke de enkelte individer, vi er i krig mod. Vi udrydder borgerskabet som klasse. I løbet af
Deres undersøgelse skal De ikke lede efter dokumentation og beviser for, hvad den anklagede har
gjort enten fysisk eller i tale mod de sovjetiske myndigheder. Det første, de skal spørge ham om, er,
hvilken klasse han tilhører, hvad der er hans oprindelse, opdragelse, uddannelse, profession.”
7
Man behøvede altså ikke at have begået nogen reel forbrydelse, det at tilhøre borgerskabet var nok.
Man kan vel sige, at den tidligere klassekamp, var blevet til en slags ”klasse-krig”.
Enhver modstander af kommunisme var nu en fjende. Men selv om man ikke direkte modarbejdede
regimet, kunne man risikere at blive dræbt. For ud over at ville udslette samtlige borgerlige i landet,
ville de også udslette kulakkerne og kosakkerne. Og flere gange dræbte de flere millioner ved at
fremkalde og lade være med at afhjælpe hungersnød. F.eks. døde ca. 6 millioner ukrainere på få
måneder, da bønderne i Ukraine modsatte sig kollektiviseringen. Kommunisterne rationerede
simpelthen føden efter fortjeneste eller mangel på sammen, og det førte til hungersnød. Ud over en
7
Stéphane Courtois m.fl.: ”Kommunismens sorte bog”, Høst og søn 2002, side 24
7
fuldkommen mangel på respekt for andre mennesker, viser dette en mindst lige så stor mangel på
diplomatiske evner. I stedet for at løse problemet, udrydder man det. Men Stalin, der stod bag
hungersnøden, kunne have haft de bedste rådgivere, uden det ville hjælpe overhovedet. Ligegyldigt
hvad folk sagde, var det HANS planer, der blev gennemført. Man kritiserer folk verden over for at
have set på, hvad der foregik, uden at gribe ind ( hvilket i og for sig er berettiget nok), men selvom
stort set hele verdens befolkning havde prøvet at ændre hans planer, tror jeg ikke, det var lykkedes.
For det første var hele Sovjetunionens befolkning rædselsslagen og turde ikke gøre oprør, og for det
andet var Sovjetunionen jo en stormagt på daværende tidspunkt, og næsten ingen kunne hamle op
med landet.
Men folk prøvede jo ikke en gang på at stoppe ham. Hvad var det, der fik folk verden over til at
lovprise Stalin og hans land? Var man så optaget af målet, at man slet ikke lagde mærke til midlet,
til hvad der foregik i Sovjet? Selv mange i Sovjetunionen var jo tilhængere af Stalin, måske af
samme grund.
Tzvetan Todorov skriver i ”Det hjemløse menneske”:
”[…] Den kommunistiske ideologi fremviser et billede af et bedre samfund og opfordrer os til at
stræbe efter det: Er ønsket om at forandre verden med henvisning til et ideal ikke en integreret del
af den menneskelige identitet? […] Oven i købet befrier det kommunistiske samfund individet for
det ansvar: Det er altid ”dem”, der bestemmer. Og ansvaret er ofte en byrde, der er tung at
bære[…]”
8
Mange var altså tryllebundet af det kommunistiske samfund, man en dag ville nå. Og det var eller er
mere ”mageligt” at lade staten bestemme og fralægge sig ansvaret. Især i en tid hvor individet ikke
ligefrem var i højsædet.
Men folk blev narret. Eller glemte man bare? Hvor mange mennesker, der havde levet under zaren
mente, de havde haft det bedre under zaren? Zaren undertrykte ganske vist sit folk, og der var en del
politiske fanger, men de blev til gengæld stillet for en rigtig domstol, fik forsvarer og taletid. Folk
blev også dødsdømt for f.eks. at lave revolutionært arbejde. I perioden var antallet af
dødsdømte på 6360, hvoraf 3932 af dem rent faktisk blev henrettet. Et tal kommunisterne havde
overgået allerede efter fire måneder ved magten!
8
Courtois m.fl. op. cit. side 29
8
3.1: Marx’ idéer i udførelse.
Ved første øjekast ser det jo ud som om, alt dette er et langt ”brud” på Karl Marx’ manifest. For
dette beretter jo kun om fryd og gammen, et samfund hvor alle er lige, og ingen er undertrykt. Han
skriver bare ikke, hvordan man når det samfund! Han omtaler kort, at det skal være ved hjælp af en
revolution, kommunismen bliver indført, og at der derefter i en periode, skal regeres af
”proletariatets diktatur.” Hvordan man skal få samfundet til at hænge sammen bagefter, beretter han
ikke noget om. Hvad skal man f.eks. gøre, når hundrede tusindvis af bønder modsætter sig
kollektiviseringen? Jeg tvivler på, Marx ville have rådet Stalin til at sulte dem ihjel, men hvis man
ikke har de rette diplomatiske evner, kan det da være utroligt svært at overtale så mange til at
overgive deres ejendom til staten.
I store træk blev Marx’ idéer udført i Sovjetunionen. Hovedtrækkene i manifestet er vel, at den
private ejendomsret skal afskaffes, så alle bliver lige, alting skal kollektiviseres. Proletariatets
diktatur hersker (i en tid) osv. Alle de ting fandt sted i Sovjetunionen, som dog aldrig realiserede
den frihed og det demokrati, der også blev beskrevet i manifestet.
3.2: Kommunisme og kapitalisme.
Historien viser helt tydeligt, at de kommunistiske stater har været de kapitalistiske stater
underlegne. Tyskland er et udmærket eksempel. Et land blev delt i to efter en krig, hvor begge dele
blev ca. lige tilintetgjort. Men allerede efter nogle få år kunne man se, at Vesttyskland udviklede sig
langt hurtigere og bedre end Østtyskland, DDR. I Vesttyskland indførte man demokrati,
liberaliserede det finansielle marked. I DDR indførte man diktatur som i Sovjetunionen, afskaffede
den private ejendomsret, og i det hele taget opbyggede man en stat efter den sovjetiske ”model”.
Det skal dog nævnes, at hvor USA i Vesttyskland pumpede penge i alt, hvad der kunne pumpes
penge i, drænede Sovjetunionen på den anden side af muren statskassen yderst grundigt.
Hvis ikke kommunismen lige netop kunne fungere i et sådant tilfælde, kan jeg ikke se, hvornår det
så skulle fungere. Man havde en stat, man kunne bygge op helt fra bunden, befolkningen var åbne
overfor det meste, og man havde en masse erfaringer med sig fra Sovjetunionen.
Men hvorfor fungerede det så ikke? En grund er nok selvfølgelig mangel på penge, byer i ruiner
osv. Men jeg tror heller ikke mennesket er ”modent” til en kommunistisk stat. For at den skal kunne
fungere, skal alle jo være indstillede på at yde en masse for fællesskabet. F.eks. skulle bønderne
overgive deres godser eller gårde til staten. Man skal altså dele med dem som har mindre end en
selv. (Yde efter evne, nyde efter behov).
9
Jeg tror mennesket har en slags indbygget dovenskab såvel som egoisme. Man gider ikke arbejde,
hvis man ikke får en belønningen. Og for bøndernes vedkommende vil man ikke lægge hele sin sjæl
i at arbejde for noget, som man alligevel skal dele med alle de andre. Og lige så snart én ikke gider
arbejde for fællesskabet, er der en, der ikke gider, når den første ikke gider osv.
Man vil altid stræbe efter personligt, at få det bedre, end man har det, og måske også bedre end
naboen har det.
4: Konklusion.
En samlet konklusion kunne nok være, at kommunisme som ideologi er udmærket, men så snart den
skal fungere i praksis, kan mennesker ikke styre det at skulle være lige og at dele med andre. Godt
nok er Marx, kommunisme og manifestet blevet kritiseret godt og grundigt, men måske var Marx i
virkeligheden årsagen til, at arbejderne fik det bedre i slutningen af 1800-tallet. Han kritiserede
samfundet, og få år senere begyndte det langsomt at ændre sig, så f.eks. arbejderne fik bedre vilkår.
Men man må nok sige, at kommunismen har fået sin chance. Og misbrugte den. Jeg tror ikke, der er
ret mange lande, der vil indføre kommunisme igen ad demokratisk vej. Ikke set i lyset af de hen ved
100 millioner mennesker, den har dræbt indtil videre. Og når de få lande, der endnu er
kommunistiske, måske engang gennemgår et kup eller får indført demokrati, vil den måske aldrig
komme tilbage, og den vil blot stå som et stort, uhyggeligt kapitel i verdenshistorien.
I løbet af denne opgave er jeg blevet mindre og mindre venligt stemt overfor kommunisme og
Marx. Jeg er blevet klar over, at manifestet ikke er så genialt, som jeg tidligere troede. F.eks.
mangler det en vejledning i, hvordan et kommunistisk samfund skal ledes, og hvordan det skal
komme til at fungere.
Litteraturliste.
Stephane Courtois m.fl.: ”Kommunismens sorte bog”, Høst og søn, 2002.
Den store danske encyclopædi, Danmarks nationalleksikon, 1999
Hans-Kurt Gade m.fl.: ”Europas vej”, Munksgaard, 1994.
Hans-Erik Lystrup: ”Ideologi og politik”, Systime, 1994.
www.leksikon.org