Klaversonate nr. 1 (op. 2 nr. 1), 1. sats

Side 1 af 5

side 161-175

STX 2.g

År: 1795

Genre: Klaversonate

Toneart: F-mol (4 faste fortegn,

foran s)

Instrument: Klaver

Taktart: ₵ (alla breve) – halv feeling. Pulsen ligger på 1 og 3, men er skrevet i 4/4

Spilles i: Allegro = hastigt

Form: Skrevet efter sonateformen i A B A

– form

Form:

Klaversonaten er skrevet efter sonateformen. Sonateformen er en dominerende form inden for

wienerklassikken bevaret op til vores tid. 1. satsen er opbygget som en cyklus (i reprisen vendes der

tilbage til ekspositionsdelen som en afslutning). Sonateformen blev oftest brugt i første sats i

symfonier og sonater.

I ekspositionsdelen fremføres hovedtema og sidetema bundet sammen ved overledninger og

STX 2.g

udgangspunkt i. Denne del gentages i wienerklassicismen så godt som altid - i romantikken droppes

gentagelsen ofte til fordel for en længere ekspositionsdel. I nye, friere fortolkninger udelades

wienerklassicismen gentagelse til tider.

Efter ekspositionsdelen kommer modulationsdelen (også kaldt gennemføringsdelen), som ofte er

sonatesatsens dramatiske klimaks. Her finder den tematiske bearbejdelse af ekspositionsdelens

temaer sted. Selv i den formbundne wienerklassicisme er der stor forskel på, hvordan

komponisterne tackler denne del. Især Beethoven er berømt for sine lange og fantasifulde

modulationsdele, hvor han tager udgangspunkt i én eller flere dele af de tematiske idéer fra

ekspositionsdelen, hvorefter han vender og drejer dem og til tider hugger dem i småstykker og lader

dem gennemgå en udvikling, der ellers lå fjernt fra deres karakter i ekspositionsdelen. Andre

komponister, som f.eks. Clementi, lader sig som regel nøje med at lade et af temaerne gennemgå

nogle modulationer uden at fjerne dem så langt fra deres udgangspunkt.

Efter dramatikken vender satsen tilbage til sit udgangspunkt med den tredje del - reprisen. I denne

del gentages ekspositionsdelen, dog ofte med visse undtagelser, alt efter hvor stor indvirkning

modulationsdelen har haft på temaernes udvikling. I reprisen er der tonal udligning mellem

hovedtema og sidetema, hvilket ofte overflødiggør overledningsdelen, eller i hvert fald omformer

den.

STX 2.g

Hovedtema (HT) t.1-8 F-mol

Side 2 af 5

Bearbejdning af HT’s elementer t. 9-14 modulerer til As-dur (tonikaparallellen)

Overledning til ST t. 15-20

Sidetemagruppe t. 21-28 modulerer til Es-dur

- Sidetema (ST) t. 21-22 As-dur

Overledning til slutgruppe t. 28-41

Slutgruppe t. 41-48 As-dur

- Epilogtema t. 41-43 As-dur

Afsnit B / Gennemførings eller modulationsdel t. 49-101

1. fase t.49-55 As-dur (t. 49)

2. fase t. 55-73 B-mol (t.57) og C-mol (t. 65)

3. fase t. 15-20

4. fase t. 81-93 F-mol (t. 82)

5. fase t. 93-101

Afsnit A

/ Reprise t. 101-108

Hovedtema t.101-108 F-mol

Bearbejdning af HT’s elementer t.109-119 F-mol

Sidetemagruppe t. 120-127 laver et udsving til C-dur (Dominant til Fm)

- Sidetema (ST) t. 120-121 F-mol

Overledning til slutgruppe t. 127-140

Slutgruppe t. 140-152 F-mol

- Epilogtema t. 140-142 F-mol

Temaer:

Hovedtema t. 1-8

Temaet er skrevet i ”barform”, hvilket betyder det kan deles op i tre dele kaldet a a

og b

Form

a: t.1+2 en musikalsk forestilling lanceres F-mol

: t.3+4 intensiveret gentagelse C

-dur

b: t. 5-8 skaber forventning om udvikling og proces F-mol → C

-dur

Hovedtemaet starter med en stigende tre-klangsbrydning. Dette kaldes også en Mannheimerraket

I hovedtemaets a-gruppe bliver temaet i F-mol opbrudt og gentaget i C

-dur

(t. 3). Dette er F-mols

dominant(septim)-akkord, hvilket opbygger musikalsk spænding. Hovedtemaets højdepunkt er 1.

slaget i takt 7, hvor der bliver ”rullet” på en F-mol. Temaet afsluttes med en dominantisk

halvslutning på C-dur.

Sidetema t. 21-29

Sidetemagruppen er ligesom hovedtemaet opbygget efter barform og kan deles op på samme måde:

Side 3 af 5

Form

a: t.21+22 As-dur

: t.23+24

b: t.25-28 slutter i Es-dur

Sidetemaet spilles i F-mols paralleltoneart As-dur. I takt 21 ses den samme treklangsbrydning som i

takt 1, bare nedadgående. b-leddet indledes ligesom a, men leder videre motivisk (der sker en

ændring i t. 26) og harmonisk. I takt 28 er den moduleret til Es-dur. Sidetemaet ligger ovenpå et

orgelpunkt, i det bassen spiller Es som vippende oktaver.

I mol spilles sidetema i paralleltoneart.

Overledningsgrupper:

I ekspositionsdelen er der to overledninger til henholdsvis sidetemagruppen og slutgruppen

Overledning til sidetemagruppe t. 15-20

Overledning til slutgruppe t. 28-41

I overledningen til sidetemagruppen ses i t. 15 en synkope i melodi-stemmen, som gentages i bassen

i overledningen til slutgruppen i t. 33-40.

Overgangen fra overledningen til sidetemagruppen er tydelig, da bas-figuren skifter drastisk i sidste

takt af overledningen (t. 20). Den går fra rolige bastoner over i en hektisk vippende oktaver.

I overledningen til slutgruppen er der knald på i både melodi og bas. Der spilles ottendedelsnoder i

begge stemmer, ind til takt 32, hvor bassen skifter over til den synkoperede figur.

De tonale hovedstationer:.

Tonika T: F-mol

Tonikavariant Tv: F-dur

Tonikaparallel Tp As-dur

Dominant D: C (en til højre på kvintcirklen)

Vekseldominat DD: Es-mol (dominantens dominant)

Subdominant S C-dur (en til venstre på kvintcirklen)

Tonikaen er afspændt og værende i balance. Dens funktion er at være tonalt hvilested (=hjem),

mens dominanten (der er opbygget på skalaens 5. trin) er en spændingsakkord og dens funktion er

at lede mod Tonika. Dominantakkorden(5. trin fra tonika/ tonikaens kvint) indeholder en spænding,

der kan opløses ved videreførelse af Tonika. T – D – T = ud – hjem – ud eller hvile – spænding –

hvile ’

Side 4 af 5

Lav en harmonisk og funktionsanalyse af takterne 1-9 og 21-28.

Takt 1-9

Lav en harmonisk analyse af takterne 150 (med optakt)-152

Satsen afsluttes med en række dynamisk understregede akkordslag, der tilsammen danner en

udvidet kadence i F-mol.

Perspektivering:

Beethoven tilegnede/dedikerede sine tre klaversonater op. 2, til sin lærermester Joseph Haydn. Mod

Haydn peger koncentrationen i det motiviske arbejde, både i hoved- og sidetema, da de begge har

akkordbrydningen som melodisk ide. Hovedtemaet er en opadgående brydning af F-mol – dette er

en Mannherimerraket der peger mod Haydn. Formerne er udvidet og stemnings-skabende. Det

Side 5 af 5

simple peger tilbage mod Haydn.

Beethovens skrivemåde er forskellig fra fx Mozarts klassiske måde at opbygge et stykke musik. (fx

i 40.symofni). Mozarts tema er symmetrisk og sluttet og hver sætning er opbygget som spørgsmål-

svar, hvilket gør at temaet melodisk og harmonisk er i perfekt balance. Beethovens tema er derimod

usymmetrisk og fremdriftspræget. Se side 167 i 1700-tallet.