Selvsufficiens
DANSK
Side 1 af 3
Komparativ litterær analyse - Selvsufficiens
H.C. Andersen, H. Pontoppidan og H.C. Branner
Vi har valgt begrebet selvsufficiens som udgangspunkt for en komparativ analyse af de tre
eventyr, idet selvsufficiensen, altså evnen til ”at have nok i sig selv”, være uafhængig af andre,
synes at være et oplagt og allestedsnærværende emne i alle tre tekster, da der i høj grad
fokuseres på hovedfigurernes tilhørsforhold til de andre karakterer, der optræder i teksterne.
Den Lykkelige Familie
Valget af snegle som eventyrets hovedpersoner er formentlig ikke tilfældigt – snegle ser
verden fra neden, de repræsenterer så at sige den menneskelige samfundsstrukturs lavpunkt.
Alligevel synes historiens hovedfigurer bestemt at have nok i sig selv, det virker i hvert fald
sådan, når den mandlige snegl ytrer, at ”… man kan da rigtig nok see, at vi er Herskabet i
Verden! Vi have hus fra Fødselen og Skræppeskoven er saaet for vor skyld -! …”. Denne
selvsufficiens kan udmærket repræsentere et billede af den selvopfattelse, der også findes hos
samfundets lavere klasser, for selv hos den fattigste daglejerfamilie må man finde noget
lavere, noget mere gement, for at kunne acceptere sin egen tilværelses tilstand. Sneglene tror
tilsyneladende grangiveligt, at de er verdens top, men gør de i realiteten også det? Eller er
selvtilstrækkeligheden blot en indikator for sneglenes frygt for omverdenen, og en indikator
for en manglende selvaccept?
Ørneflugt
I Pontoppidans ”Ørneflugt” er repræsentationen af selvsufficiens markant forskellig fra ”Den
Lykkelige Familie”, for i modsætning til sneglene er ørnen Klavs i høj grad afhængig af sine
menneskelige medaktører. Klavs’ selvopfattelse er reduceret til nærmest ingenting, og som
antropomorf figur er han særdeles repræsentativ for samfundets nedre strata, for ligesom
Klavs knægtes legemligt af øvrigheden ved stækningen, knægtedes da de lavere klasser af
kapitalisterne; arbejdsgiverne og fabriksindehaverne, men som hos menneskene, har Klavs
endnu urinstinktet mod friheden siddende i sig. Da Klavs opnår friheden til at flyve, grundet
menneskenes forglemmelse, kommer instinktet rasende, og han flyver over de åbne vidder i
vild jagt på en hunørn. Men som den frihedsdrift, der sidder latent i Klavs, flygter hunørnen,
Selvsufficiens
DANSK
Side 2 af 3
og han er tvunget til at indse de brutale realiteter, som findes i naturen, og som naturen
repræsenterer i samfundet.
Ganske i tråd med Pontoppidans erklærede overbevisning, har hans opvækstmiljø præget
Klavs’ personlighedsstruktur i så høj grad, at han ikke længere er et autonomt individ, idet
han har opbygget et ubrydeligt dependensforhold til sine menneskelige protektorer. En
freudiansk analyse af Klavs’ bevidsthed og underbevidsthed, desuagtet at Pontoppidan langt
foruddaterer Freud, er ligeledes karakteriseret ved undertrykkelsen af idet eller
underbevidstheden, og et stærkt superego, der er præget af års afhængighed af øvrighedens
nåde. Klavs havde i senere venstreorienteret litteraturer udmærket kunne fungere stereotype
underkastede arbejder; lønslaven, der kun er en tak på undertrykkelsens tandhjul i
samfundets voldsomme, uoverskuelige maskineri.
De Blaa Undulater
I H.C. Branners ”De Blaa Undulater” optræder der vel egentlig nok to typer dyr – både de
undulater, som historien omhandler, og som jo reelt set er figurer i handlingen, men ligeledes
Katrine. For vel er Katrine som menneske også en art dyr, men det er ikke hendes biologiske
klassifikation, der er signifikant i fortællingen. I stedet er det signifikante, at Branner i sin
beskrivelse af Katrine anvender metaforer, der henleder på dyreverdenen, heriblandt når
hendes øjne angives som værende katteagtige, for dyremetaforer som disse tjener i høj grad
til at give Katrine de bestemte egenskaber, som de pågældende dyr fremkalder i den
menneskelige bevidsthed.
Katten som metafor for en person implicerer mystik, snuhed og måske nærmest ondskab, og
samtlige disse er prædikater, man udmærket kunne påsætte Katrine. Set ud fra
selvsufficiensen, som vi ønsker at belyse, har Katrine et ret ambivalent forhold til sine
medmennesker som helhed. Hendes forhold til faderen er præget af en inhærent mistillid og
manglende tiltro, hvilket er særdeles evident, idet Katrine fuldstændigt negligerer hans
autoritet, da han truer hende med at fratage hende fuglene. Hendes opførsel over for hendes
jævnaldrende skolekammerater, heriblandt Niels, er ligeledes præget af kraftige udsving.
Sammenligning
Skal man komparere de tre teksters anvendelser af dyr som figurer i handlingen, må man
først karakterisere forskellene mellem anvendelsesmetoderne. I ”Den lykkelige familie” er
Selvsufficiens
DANSK
Side 3 af 3
sneglene de eneste figurer, der optræder i handlingen, og de kan med rette kategoriseres som
antropomorfe væsener. De erstatter således menneskelige hovedpersoner, og sneglegården
udfylder ligeledes blot rollen for det menneskelige samfund, historien sædvanligvis ville have
udspillet sig i. I ”Ørneflugt”, derimod, fungerer ørnen Klavs ikke blot som aktør i handlingen,
han er tillige tillagt foruddefinerede egenskaber i kraft af hans art. Når man som menneske
betragter en ørn, er den netop indbegrebet af frihed og selvsufficiens, ørnen som væsen er
symbolet på uafhængighed, som det ses i de Forenede Staters statsvåben. Derfor er det et
stærkt litterært virkemiddel, at ørnens figur tillægges netop de modsatte karaktertræk, når
Klavs portrætteres som værende sky, afhængig og stærkt underkuet af sine herrer. Klavs er,
med andre ord, en kompleks blanding af dyriske, naturlige egenskaber og menneskelige
aspekter og problemstillinger.
I ”De blaa Undulater” er forholdet mellem dyr og menneske en uadskillelig del af handlingen,
for Katrines komplekse forhold til andre mennesker, heriblandt faderen, afspejler og afspejles
i hendes behandling af undulaterne i buret. Hovedpersonen Katrine tillægges dyriske
egenskaber, idet hun sammenlignes med en kat, og således anvendes dyrene ikke kun som
figurer i handlingen, men også som metaforisk billede på menneskelige egenskaber. Set ud fra
begrebet selvsufficiens er Katrine i højere grad end de øvrige historiers hovedpersoner en
kompleks personlighed. Det er særdeles tydeligt, at Katrines vanskeligheder med hensyn til
relationer til andre mennesker stammer fra hendes moders svig i hendes barndom, og dette
har givetvis medvirket til at give Katrine den hårde emotionelle skal, der beskytter hende mod
omverdenen. Hun er særdeles selvsufficient, men i nærmest sygelig grad, og hendes træk kan
ved første øjekast nærmest virke psykopatiske.
Det er klart, at samlæsningen åbner for nye analysemuligheder, idet de perspektiver, der
opdages i én tekst i mange tilfælde kan overføres til de øvrige tekster, og samtidig medfører
de relativt ens figurgallerier, at komparationsmulighederne forbedres væsentligt, idet
anvendelsen af de samme semantiske sæt muliggør sammenligning af de forskellige
perspektiver, hvorfra hver enkelt tekst skal ses.