3a 10 SRP
[navn fjernet] i Iran
Side 2
Abstract
Women in today’s Iran live under very controversial circumstances. Since the Islamic revolution in
Iran in 1979 all women, no matter which nationally or believes these may have, are forced to wear a
veil. This veil has become the symbol of the instant and long battles women in the whole Middle
east have fought – whether these battles were because of a lack of Islam in the public space, or
because of a too extreme centralisation of Islam, they have caused many troubles in millions of
women’s lives. Azar Nafisi gives some examples on how the Islamic Republic of Iran has formed
the lives for many women in her book “Reading Lolita in Tehran”, but also how these women
choose to form their own destinies by making personal showdowns against the Islamic regime. The
situation in Iran is unfortunately not the only example of a mistreating of the human rights that is
announced ‘universal’ in the Western part of the world. In Saudi Arabia the situation is, if possible,
even worse. Here the most traditional Islam that exists in the world today holds women back. In
Egypt the government has tried to modernise Islam, and to let the constitution be inspired by
Islam as the fundament. Turkey represents the more secular Islam, where Islam does not play any
part in the constitution, but is supposed to be a private matter. All these kinds of Islam are
receiving criticism though, whether this criticism is from the Western world, other Arab countries
or from the population makes no difference to the conclusion; no country or government has yet
been able to unite Islam with the moral of the universal human rights, democracy or equality of the
sexes.
3a 10 SRP
[navn fjernet] i Iran
Side 2
Indledning
”Mænd står over kvinder, fordi Gud har udmærket nogle frem for andre, og fordi det er mændene, der må lægge ud af
deres formue. Gode kvinder er lydige og værner om det skjulte, fordi Gud værner derom. Hvis de er genstridige, skal I
først formane dem, derefter lade dem alene i sengen og endelig slå dem. Hvis de adlyder jer, skal I ikke foretage jer mere i
sagen. Gud er ophøjet og stor. (Sura 4:34)”
Når religionen spiller en større rolle, end emner, som vi i den vestlige verden, for længst har anerkendt
som universelle og altoverskyggende, stiller dette et klart og tydeligt modsætningsforhold op imellem de
lande, der står henholdsvis på den ene eller den anden side. Dette er den Islamiske Republik Irans
historie et tydeligt eksempel på. Specielt er denne modsætning kommet til udtryk igennem de
manglende rettigheder, som kvinderne i Iran besidder – samt den generelle forskel, der opfattes at være
på kvinder og mænd i islam.
For at belyse kvinderne i Iran, kræver dette naturligvis en historisk baggrund, som skal være
redegørende for tidligere såvel som aktuelle vilkår for kvinderne, desuden med et specielt henblik på
vilkårene under revolutionen fra 1979 til 1981, som desuden står som omdrejningspunkt for kvindernes
situation. På baggrund af den iranske forfatter, Azar Nafisis, ”Reading Lolita in Tehran” skildres
endvidere konkrete eksempler på kvindeliv og kvindeskæbner i Iran, samt forskellene på kvinder i det
offentlige og i det private rum. Synsvinklen på vilkårene for kvinderne vil her være forfatterens egen,
altså en subjektiv, men stadigt realistisk indfaldsvinkel. Koranen påskriver forskelle mellem mænd og
kvinder, som ovenstående citat også viser, dette betyder naturligvis også, at vilkårene for kvinder er
stærkt kontroversielle i store dele af mellemøsten, og ikke kun i Iran. Derfor perspektiveres kvinderne i
Iran til de vilkår, der er gældende for kvinder i andre islamiske lande, herunder også forskellige former
for islam i praksis.
Hvor vi i dag i Vesten antager politik og religion for at være en adskilt sag, samt ligestilling
mellem mænd og kvinder for værende en absolut selvfølge, halter dele af den øvrige verden stadig efter.
Formålet ved denne opgave er således at illustrere en gruppe af de kvinder, hvis hverdag tager
udgangspunkt i den del af verdenen – opgaven har til formål at redegøre for kvinderne i Iran, såvel som
at skabe en vigtig og altafgørende forståelse omkring deres situation.
Redegørelse for iranske kvinders livsvilkår før, under og efter den islamiske revolution
Situationen for kvinder i Iran er en af de mest kontroversielle overhovedet. Disse kvinder har gennem
mange årtier oplevet omvæltninger i deres rettigheder, som kvinder i den resterende verden, sjældent
ville tro mulige. Kvinders livsvilkår har gået hånd i hånd med den placering islam har haft i det iranske
samfund på de pågældende tidspunkter. For at redegøre for kvindernes livsvilkår, skitseres tre perioder
3a 10 SRP
[navn fjernet] i Iran
Side 2
af iransk historie, som tydeliggør de faktiske forskelle, bygget op omkring en alt afgørende faktor i Irans
historie; den islamiske revolution.
Perioden før den islamiske revolution i Iran skitseres tydeligt fra Reza Shahs tiltrædelse som
shah i 1925, idet denne periode blev starten på det såkaldte Pahlavi dynasti, som blev en æra med
kvindernes rettigheder i form af en stærk tilknytning til USA og en større afstand til islam som offentlig
instans. Den islamiske revolution i Iran strakte sig fra 1979 til 1981, og er naturligvis
omdrejningspunktet vedrørende de rettigheder, som kvinder i Iran i dag står stillet med. Endvidere
påpeger situationen i Iran fra 1981 til i dag, hvorledes internt spild stadigt sår spørgsmålstegn ved,
hvorvidt kvindernes rettigheder i Iran har været et rent produkt af islam eller blot et politisk middel.
Redegørelsen er hovedsageligt skrevet på baggrund af ”Lifting the Veil”
1
, samt suppleret af
diverse kilder. Henvisningerne er i form af fodnoter.
Pahlavi dynastiet og kvindernes frigørelse fra Islam – 1925 til 1979
Før den islamiske revolution i Iran i 1979 var Iran ledet af det såkaldte shah-styre – og fra 1925 af det
sidste dynasti i Iran historie - Pahlavi dynastiet. Den første del af dette dynasti, ledet af Reza Shah, var
præget af store reformer for kvindernes livsvilkår – stærkt præget af en frigørelse af kvinden i forhold til
Islam. Således blev det i 1936 indført, at det skulle være ulovligt for kvinder at tildække sig offentligt.
2
Endvidere blev Reza Shah selv hovedpersonen i dette tiltag – og blev altså som person set som en
forkæmper for en mere vestliggjort kvinde: ”he attended a diploma ceremony … accompanied by his wife and two
of his daughters, all of whom wore European dress. It was the first time any Persian woman had appeared unveiled on a
public occasion”
3
.
Under Reza Shahs søn, Mohammed Reza Shah, skete dog yderligere tiltag til en forbedring af
den iranske kvindes livsvilkår. Således fik de iranske kvinder stemmeret i 1963, som følge af den Hvide
Revolution. Foruden dette enorme og vigtige tiltag i Irans historie, indførte Mohammed Reza Shah
endvidere vigtige rettigheder for kvinden, såsom loven til beskyttelse af familie, som gav kvinderne
retten til skilsmisse under visse omstændigheder, såvel som retten til deres børn. Desuden blev den
legale alder for ægteskab for piger hævet fra ni til femten år. Generelt var Mohammed Reza Shahs
visioner og planer for Iran stærkt præget af flere rettigheder til det kvindelige køn: ”Now it seems to me the
time is opportune for Iran’s women to reappraise their needs and potentialities if they are most fully to enrich their own
lives and those of their husbands, their children and their fellow-countrymen.”
4
1
Kilde nr. 4
2
Kilde nr. 4, s. 114ff
3
Kilde nr. 4, s. 114
4
Kilde nr. 4, s. 115
3a 10 SRP
[navn fjernet] i Iran
Side 2
Trods de stadigt voksende rettigheder til kvinderne, jordreformer, forbedring af uddannelses-
og sundhedssystemet samt et forsøg på at omfordele goderne mere ligeligt i Iran, overskyggede et
faktum Mohammed Reza Shah i alle sammenhænge – hans åbenlyse samarbejde med Vesten.
Endvidere blev der fra kritikernes side af stillet stort spørgsmålstegn ved sådanne tiltag i forhold til
Islam: ”Such measures undermined the whole basis of Islamic law, and threatened to turn Iran into a secular society
along the lines of Turkey”
5
. Derudover var de sidste år af Pahlavi dynastiet stærkt præget af korruption og
undertrykkelse – og Iran gik fra at være et pragteksemplar på demokrati i Mellemøsten til at være et
symbol på, hvad den amerikanske imperialisme også kunne medføre – diktatur. Degraderingen af islam
i det offentlige rum førte til stigende modstand blandt de, der ønskede, Iran, med islam stærkt
centraliseret. Samtidigt steg modstanden fra oppositionen, eftersom den var blevet forbudt, men også
vestligt orienterede nationalister, intellektuelle og studerende var imod shahens diktatoriske tiltag og
politik. Vesten, som havde været med til at sikre shahens magt, blev således også shah-styrets endeligt.
Mohammed Reza Shah forlader i januar 1979 Iran, og i februar vender ayatollah Khomeini hjem efter
over fjorten år i eksil – den islamiske revolution blev således igangsat.
6
Den islamiske revolution - 1979 til 1981
Den islamiske revolution fra 1979 – 1981 bød på en stor omvæltning ikke alene for kvindernes vilkår,
men for hele det iranske politiske virke. I forhold til kvindernes situation blev der netop gjort op med
den underminering af islam, som herskede under Pahlavi dynastiet.
F.eks. et stærkt argument mod de tiltag, der blev gjort for de iranske kvinder under Reza Shah, at han
netop selv satte sig som hovedperson i dette skelsættende skift i iransk kultur, specielt efterfulgt af
argumentet om: ”Khomeini was to refer to Reza Shah’s campaign for the emancipation of women as ’one of the darkest
moments in the history of Islam’, and said it gave women the choice of becoming prostitutes or staying at home”
7
. I
forhold til Mohammed Reza Shahs regeringsperiode blev det altoverskyggende argument, som tidligere
nævnt, manglen på konsensus i forhold til islam, samt det korrupte og ikke folkestøttede bånd til
Vesten, specielt USA. Da den islamiske revolution i 1979 indtraf, blev de rettigheder som kvinder
havde vundet ved loven til beskyttelse af familie således erklæret som ugyldige. Tildækning af kvinder
gik endvidere fra at være et symbol på indskrænket frihed, til at være et symbol på den såre frihed i
form af fuldstændig opgør mod shah-styret – i og med at dette havde forbudt tildækning.
Da ayatollah Khomeini i 1979 vendte tilbage til Iran gav han den første opsang til kvinderne
om, at de igen skulle iklæde sig chador. Dette var der dog en umiddelbar reaktion på fra kvindernes side
af: ”… they pointed out that the Koran did not impose a specific Islamic covering, but stated merely that women should
5
Kilde nr. 4, s. 115
6
Kilde nr. 3, s. 9-12
7
Kilde nr. 4, s. 114
3a 10 SRP
[navn fjernet] i Iran
Side 2
’cast down their eyes and guard their private parts, and reveal not their adornment save such as is outward and let them
cast their veils over their bosoms’”. I 1980 blev der dog, trods disse protester, annonceret fra regerings side
af, at kvinder skulle tildække sig selv, og det blev pligtigt at bære hijab for kvinder ansat af det
offentlige.
Shirin Ebadi, iranskfødt advokat og nobelpristager, kommer i sin artikel ”Lovens ringeagt for
kvinder” ind på nogle af de væsentlige tab kvinderne led, som følge af den islamiske revolution: ”… efter
revolutionen undergik det iranske lovsystem grundlæggende forandringer – til skade for kvinderne selvfølgelig”
8
. Herefter
kommer hun ind på konkrete paragraffer i iransk lovgivning, som hovedsageligt omhandler straffen for
mord. Af disse står det klart, at blodpengene (en slags erstatning en morder betaler til den myrdes
familie) for drabet på en kvinde kun kommer op på den halve sum i forhold til summen af blodpenge
for drabet på en mand. Endvidere kommer Shirin Ebadi ind på noget helt elementært i forhold til
iransk lovgivning og kvinder: ”Hun [den iranske kvinde] bliver til tider slet ikke regnet for noget. Eksempelvis
findes der forbrydelser, i forbindelse med hvilke kun en mands vidneudsagn tæller”
9
.
Shirin Ebadi, som har opnået international anerkendelse for sine kampe for flere
menneskerettigheder i Iran – herunder retfærdighed for kvinderne afslutter artiklen om kvindernes
rettigheder i forhold til loven med følgende stærke kommentar:
”… de kvinder, der gik på barrikaderne sammen med mændene i kampen for at få smidt den vantro shah på porten,
som blev tortureret, som blev dræbt, som mistede deres sønner og mænd, de mistede deres basale rettigheder, som de havde
kæmpet så hårdt for at opnå, på grund af de love, der blev vedtaget efter revolutionen”
10
Kvindens situation i den Islamiske Republik Iran – 1981 til i dag
Perioden, fra afslutningen på den islamiske revolution til i dag, har bragt tiltag i de vilkår som den
iranske kvinde lever under med sig. Den tildækning, der er i 1980 blev lovpligtig for alle offentlige
ansatte, blev i 1983 gjort gældende for alle kvinder i Iran: ”all women in Iran, whatever their religion or
nationality, were obliged to conform to a ruling that only their face and hands could remain uncovered”
11
. Tiltag som
disse gjorde det for alvor klart for de tilhængere, der havde været for revolution, at islam igen skulle
have en central placering - islamiseringen af Iran var påbegyndt. Således blev f.eks. de
venstreorienterede, som havde kæmpet side om side med de religiøse for at få shahen afsat, endnu
engang sat i baggrunden i det politiske virke.
8
Kilde nr. 6, s. 1
9
Kilde nr. 6, s. 2
10
Kildr nr. 6, s. 2
11
Kilde nr. 4, s. 116
3a 10 SRP
[navn fjernet] i Iran
Side 2
I 1989 blev Ali Akbar Rafsanjani præsident i Iran, og han havde umiddelbart nogle helt klare
ønsker i forhold til tildækningen af kvinder – men selv præsidentens ønsker var underlagt en højere
autoritet:
”If it [Ali Akbar Rafsanjanis synspunkter] seemed like the beginning of an entirely new approach, the hopes it raised
were speedily disappointed. The behaviour, treatment and clothing of women was so central to the ethos of the Islamic
Republic that the hardliners could never have considered any surrender on this issue”
12
.
Ikke alene vidner dette om, at kvindernes kamp imod ufrivillig tildækning, tegner sig til at blive en lang
og sejlivet kamp, men også om det politiske system i Irans begrænsning af islam. Alle lovforslag,
vedtagelser o. lign. i Iran er underlagt Vogternes Råd, som også indstiller kandidaterne til parlamentet
såvel som til domstolene. Som det ligger i navnet, har Vogternes Råd til opgave at vogte over, hvorvidt
islam forbliver det centrale i det offentlige rum.
Kvinder i Iran må kun tage deres tildækning af i privatsfæren, dette betyder dog også, at kvinder
som er selvstændige, selv må bestemme deres beklædning på deres arbejdsplads. Men i det sekund,
kvinden træder ud i det offentlige, skal hun ifølge loven være tildækket. Dette resulterer i en splittelse,
som de fleste kvinder i Iran mærker: ”… every woman in Iran, whether timid or bold, undergoes a far more serious
scrutiny than any man … the balance between being yourself and avoiding trouble is a difficult one to maintain”
13
.
I 1997 vinder den reformvenligefløjs leder, Mohammed Khatami præsidentvalget, og der opstår
på ny et håb for et Iran, der ønsker at nærme sig Vesten, samt håb om bedre og mere lige rettigheder
for alle iranere. Frem til 2005 rykker Iran sig også et lille skridt nærmere Vesten, men dette afbrydes, da
den meget konservative Mahmoud Ahmadinejad vinder præsidentvalget.
Den Islamiske Republik Iran opfordrer i stor stil kvinder til at tage en uddannelse, og man ser i
stigende grad kvinder forlade hjemmet for at arbejde e. lign, dertil har de retten, hvis deres mand
tillader det. Derfor har det islamiske styre blandt andet medført et betydeligt fald i analfabetismen, som
omfattede sig til næsten halvdelen af befolkningen under shahen.
14
Sammenfatning I
Sammenfattende kan det siges, at tildækningen uden tvivl er blevet det mest tydelige og kontroversielle
symbol på kvinders livsvilkår i den Islamiske Republik Iran. Ikke blot fordi denne symboliserer den
skiftende betydning islam har haft, men også fordi det stadigt står stærk dubiøst, hvorvidt kravet om
tildækning er blevet brugt i henhold til islam, eller for at tydeliggøre den politik, der ønskes gennemført
– at tillade kvinder at gå utilsløret ville være et alt for stort symbolsk nederlag for de religiøse kræfter,
ligegyldigt i hvilken grad tildækning er krævet ifølge koranen.
12
Kilde nr. 4, s. 116
13
Kilde nr. 4, s. 113
14
Kilde nr. 10
3a 10 SRP
[navn fjernet] i Iran
Side 2
Kvindeliv og kvindeskæbner – på baggrund af Azar Nafisis ”Reading Lolita in Tehran”
På baggrund af Azar Nafisis (Nafisi) erindringsroman ”Reading Lolita in Tehran”, en primær, subjektiv
kilde om livet for kvinder i Iran, analyseres og fortolkes med henblik på at skildre forfatterens
opfattelse af kvindeliv og kvindeskæbner i det offentlige såvel som det private rum. Romanen er bygget
om omkring en læsegruppe, som forfatteren stifter efter, at hun stopper med at undervise i engelsk
litteratur. Gennem romanen diskuteres den generelle politiske situation over en længere periode, som
tager sin start med Nafisi som ung revolutionær, venstreorienteret studerende i USA til 1997, hvor
Nafisi forlader Iran til fordel for USA sammen med sin familie, og læsegruppen dermed opløses efter
mindre end toårs eksistens.
Kvinderne i læsegruppen, som i romanen er blevet givet fiktive navne, repræsenterer forskellige
liv og ikke mindst skæbner, som i det følgende vil blive analyseret og fortolket, specielt med henblik på
den todeling, kvinderne lever under i forhold til det private og det offentlige rum.
Azar Nafisi – de, der mistede
Nafisi symboliserer en enorm gruppe kvinder i og med, at hun ved revolutionens start i 1979 var
treogtyve år gammel og derfor tilhører den vide generation, som mistede deres rettigheder ved de tiltag
den islamiske regering efterfølgende tiltog. Endvidere repræsenterer hun en stor del af de kvinder, som
Shirin Ebadi også omtaler, som støttede revolutionen af andre grunde end religiøse – kvinder, som var
for de rettigheder, shah-styret havde medført, men imod den politiske linje shah-styret ellers
repræsenterede. Kvinder, som i revolutionens første dage stolt mødte op i deres kakifarvede bukser og
kaldte hinanden ”kammerat”, men som aldrig havde forestillet sig, at de få år senere skulle tvinges til
fuldstændig tildækning.
”Why did I stop teaching so suddenly? (…) Was it the declining quality of the university? The ever-increasing
indifference among the remaining faculty and students? The daily struggle against arbitrary rules and restrictions?”
15
Således stiller Nafisi spørgsmål til sig selv hele romanen igennem. Spørgsmål som leder læseren i hendes
opfattelse af de daglige kampe, hun selv, som kvinde i Iran, måtte kæmpe. Hele hendes overvejelser
vedrørende hendes stilling som professor ved et mere liberalt universitet i Teheran er essentielt for
romanen i den forstand, at netop denne beslutning om at stoppe som underviser, samtidigt var en
indrømmelse af den kendsgerning, at det ikke længere for Nafisi var muligt at undervise uafhængigt af
den politiske situation og religionens betydning i Iran. At undervise i engelsk litteratur på et universitet i
Teheran, var fra hendes synspunkt blevet en umulighed.
På mange måder symboliserer denne anerkendelse flere forhold for kvinder som Nafisi i Iran.
De har for længst anerkendt, at deres idealistiske værdier holder dem nede, hvorfor de må ty til at være
15
Kilde nr. 2, s. 10
3a 10 SRP
[navn fjernet] i Iran
Side 2
mere realistiske – affinde sig med, dog aldrig acceptere, det regime, der hersker. Romanen igennem er
der et stærkt modsætningsforhold mellem den Nafisi egentlig er og den rolle den Islamiske Republik
Iran, tvinger hende til at tage. Blandt andet beskriver hun, hvorledes hun i revolutionens første år,
mærker en tydelig forskel mellem den person hun er i det offentlige og den person, hun er i
privatsfæren: ”Publicly, I was involved in what I considered to be a defence of myself as a person. At the same time, a
more private rebellion began to manifest itself in certain tendencies, like incessant reading, or the Herzog-like passion of
writing letters to friends in the States that never were sent.”
16
Den kontroversielle tildækning
Det mest essentielle symbol for “generationen, der mistede” har uden lige været lovkravet om
tildækning. Således kommer dette krav også til at spille en enorm rolle i Nafisis hele liv. I 1981 bliver
hun bortvist fra Teheran Universitet, da hun nægter at følge regeringens lov om, at alle offentlige
ansatte skal være tildækket. Senere, da det bliver lovpligtigt for kvinder at tildække sig på alle offentlige
steder, går Nafisi dog stadigt ikke på kompromis og vender trods det generelle krav, som hun er
tvunget til at følge, ikke tilbage til at undervise foreløbigt: ”... my integrity as a teacher and a woman was being
compromised by its insistence that I wear the veil under false pretenses for a few thousand tumans a month. The issue was
not so much the veil itself as freedom of choice”
17
.
Nafisis konkrete afvisning af at ville tildække sig, møder megen kritik blandt flere revolutionære
fløje – ikke blot den islamiske, selvom tilsløring ifølge Nafisi selv: ”… had gained a symbolic significance for
the regime. Its reimposition would signify the complete victory for the Islamic aspect of the revolution, which in those first
years was not a foregone conclusion”
18
. Her viser Nafisi endnu engang et vigtigt billede af de kvindeskæbner,
der blev tegnet i revolutionens første år: kvinder, såvel som mænd, så sig blinde på at få en revolution
gennemført, at de ikke ænsede de enorme religiøse vækkelser.
For Nafisi får tildækningen stor eksistentiel betydning, idet hun som tildækket føler sig
undermineret som kvinde, lærer og menneske. Hun føler det som den værste diskrimination, hun
nogensinde har været udsat for, og fortæller hvorledes, hun under sit sorte chador, prøvede at gøre sin
krop usynlig: ”Gradually, I pretended that when I wore the robe, my whole body disappeared: my arms, breasts,
stomach and legs melted and disappeared and what was left was a piece of cloth the shape of my body that moved here and
there, guided by some invisible force”
19
. Denne leg, som Nafisi opfinder for at skjule sig selv i et princip, som
hun ikke kan stå inde for, kan fortolkes som hendes syn på kvindesynet i Iran generelt – og dermed
også den opfattelse hun har af kvindesynet i islam: at kvinder under de love, der er dem pålagt, og de
16
Kildr nr. 2, s. 111ff
17
Kildr nr. 2, s. 151ff
18
Kildr nr. 2, s. 112
19
Kilde nr. 2, s. 167ff
3a 10 SRP
[navn fjernet] i Iran
Side 2
rettigheder, der er dem frataget, er blevet usynlige – ikke eksisterende – individer, som blot bevæger sig
i den retning, som regimet pålægger dem. Den usynlige kraft er altså det islamiske regime, som med sine
love og regler for kvinder, gør dem til ubetydelige og usynlige marionetdukker.
Senere bliver Nafisi mødt med argumentet om hvorvidt det er vigtigst for hende at undervise
med eller uden slør – i forhold til ikke at undervise overhovedet. Et argument lydende på, hvorvidt hun
følte sig mest forpligtiget overfor sig selv og sine personlige principper, eller overfor en hel generation
af unge, hvis uddannelser synes at stå til forfald: ”Most of my friends merely confused me by posing the dilemma
back to me: is it better to help the young people who might otherwise not have a chance to learn or to refuse categorically to
comply with this regime?”
20
. Spørgsmålet om tildækning bliver på en måde altså gjort underordnet i
hverdagens Iran, eftersom kravet er lovpligtigt. Hvad dette fører til er, at kvinder, som Nafisi, hvis sind
er præget af en stærk grad af idealisme, bliver overflødiggjort – eller som Nafisi selv formulerer det:
irrelevante.
Kvindernes irrelevans
I forhold til Nafisis egen skæbne og eget liv er det væsentligt at se på perioden efter hun bliver
afskediget fra Teheran Universitet i 1981 til hun bliver ansat ved Allameh Tabatabei Universitetet i
1987. I denne periode begraver Nafisi sig i bøger, samtidigt med at hun udgiver en række artikler,
kronikker og lignende for diverse reformistiske tidsskrifter i Iran. Alligevel føler hun sig dog tilsidesat
og utilpas: hun føler sig irrelevant: ”… people like myself had become irrelevant. This pathological disorder as not
limited to me; many others felt they had lost their place in the world. (…) The feeling is akin to visiting your old house as
a wandering ghost with unfinished business”
21
.
Følelsen af irrelevans peger endnu engang på den opfattelse Nafisi har af det typiske kvindesyn i
Iran, og derfor også på den opfattelse, som Nafisi mener, at islam har på kvinder. Generelt kommer
hun igennem romanen ud på en meget uforstående måde i forhold til islam – i al fald den måde, hvorpå
religionen bliver brugt i den Islamiske Republik Iran: “Just over a year after I had returned to my country, my
city, my home, I discovered that the same decree that had transformed the single word Iran into the Islamic Republic of
Iran had made me and all that I had been irrelevant”
22
.
Kvinder, der mistede
Nafisi lægger gennem hele romanen vægt på, at hun naturligvis ikke er den eneste kvinde, der har lidt
denne skæbne – en skæbne baseret på irrelevans, at føle sig malplaceret og fanget i sit eget hjem, i sit
eget land. Gennem romanen møder læseren således også andre kvindeskæbner, som med deres fatale
20
Kilde nr. 2, s. 179ff
21
Kilde nr. 2, s. 169
22
Kilde nr. 2, s. 150
3a 10 SRP
[navn fjernet] i Iran
Side 12
udfald, gør store indtryk og understøtter Nafisis egen følelse af irrelevans, samt den private og
offentlige todeling, som præger en iransk kvindes liv.
En af de allertydeligste skæbner er Minas. Trods aldersforskellen mellem Mina og Nafisi, lider
de en skæbne, som er meget ens – Minas dog mere ekstrem, måske som en konsekvens af, at hun har
levet længere tid inden den islamiske revolution, og derfor har mistet endnu mere efter dens indtræden.
Mina bruger ligesom Nafisi en del år i udlandet, men kaldes hjem på et ultimatum, da revolutionen
begynder: ”She of course never taught again: she came back to be expelled. She refused to wear the veil or to compromise;
her only compromise had been to return”
23
. Det faktum, at Mina aldrig kommer til at undervise igen, bliver
altafgørende for hendes skæbne: ”For what good could Mina be without her James (Henry James, red.)”
24
. Her
lægger Nafisi en kritik ved det regimet gør ved kvinder, som Mina – det river deres grundlag væk under
dem, og lader dem stå tilbage udelukkende med bitterhed mod regimet og en knust tilværelse. Romanen
igennem følger man Minas forfald, og det er tydeligt for læseren, at hun aldrig kommer sig over tabet af
Henry James.
En gruppe kvinder, lidt yngre end Nafisi, dog ældre end pigerne fra læsegruppen, har også
tilhørt de, der mistede. I romanen møder vi blandt andet Mahtab, en af Nafisis første studerende, som
anholdes for hendes politiske overbevisning. Mahtab er blandt andet kvinden, som introducerer
Nassrin for Nafisi. Da Nafisi igen møder Mahtab, er hun meget forandret, tydeligvis som en
konsekvens af sit fængselsophold. Nafisis pessimisme overfor det, det iranske regime gør ved kvinder,
kommer endnu engang til udtryk: ”Could I ask her my favorite question: Did you two fall in love? I had heard
about so many girls who had married soon after their release from jail, married because they could appease the suspicions
of their jailers (…) or to prove to their parents that they were “good” girls now”
25
. Det mest tydelige i forhold til
den ændring Mahtab har gennemgået er dog hendes fysiske fremtoning – et punkt, som Nafisi gentagne
gange gennem romanen bruger til at analysere sig frem til de ændringer i kvindernes væsen, hun
oplever: ”It took me a few moments to digest this new Mahtab, to make a shift in my mind and transform that
Mahtab, the leftist student in her trademark kaki pants (…) to this Mahtab, standing with a rueful smile and begging
recognition”
26
.
Pigerne fra læsegruppen – de, der aldrig fik
Nafisis læsegruppe består af syv forskellige kvinder udover hende selv, som hun alle fra tid til andet har
undervist. For at beskrive generationen, som aldrig fik den frihed at føle, som kvinder fra Nafisis egen
generation så stærkt søgte at genvinde eller genskabe, vil der i det følgende forekomme en analyse og
23
Kilde nr. 2, s. 203
24
Kilde nr. 2, s. 204
25
Kilde nr. 2, s. 218
26
Kilde nr. 2, s. 217
3a 10 SRP
[navn fjernet] i Iran
Side 12
fortolkning af de syv kvinder, som aldrig har haft andet end den Islamiske Republik inde på livet
kvinderne, som Nafisi fremstiller dem i ”Reading Lolita in Tehran”. Læseren bliver introduceret til de
syv kvinder, som Nafisi sidder og reflekterer over to billeder taget af læsegruppen, henholdsvis ved
dennes begyndelse og slutning.
De religiøse
Det er nødvendigt at klargøre pigernes tilknytning til religion, for at forstå deres skæbner, liv og forhold
til de forskellige emner, som bliver diskuteret i læsegruppen. I følgende er pigerne delt op i henholdsvis
en religiøs og en ikke religiøs gruppe. Den første er den religiøse, bestående af Manna, Mahshid og
Yassi, tre piger, som alle klargør deres forhold til islam, men tager afstand fra den Islamiske Republik
Iran: ”… believers like Mahshid, Manna and Yassi, who found the Islamic Republic their worst enemy. People like me
hated the oppression but these others had to deal with the betrayal”
27
.
”Manna, in a white T-shirt and jeans. She made poetry out of things most people cast aside. The picture does
not reflect the peculiar opacity of Manna’s dark eyes, a testament to her withdrawn and private nature”
28
. Manna
forekommer som en af de mest lykkelige kvindeskæbner i ”Reading Lolita in Tehran”. Netop at
Mannas skæbne forekommer læseren så lykkelig hænger i første omgang sammen med, at hendes
kæreste, Nima, introduceres i en meget kærlig tone, som trods sit køn, næsten formåede at blive en del
af læsegruppen. Dette vidner om Nafisis opfattelse af, at der er en stor afhængighed mellem en kvinde i
Irans skæbne og den mand, hun vælger at gifte sig med. Trods Nima og Mannas tilsyneladende
lykkelige ægteskab, kan det tolkes, at Nafisi fremhæver hvordan Nima og Manna er placeret i forhold til
hinanden, som en kritik af, hvorledes selv et ”lykkeligt forhold” præget af en dyb, gensidig respekt,
stadig underbevidst lægger under for de islamiske idealer for samlivet mellem mænd og kvinder:
”Usually he (Nima, red.) would walk beside me, and Manna would trail at a slightly slower pace by his side”
29
.
“Next to Manna is Mahshid, whose long black scarf clashes with her delicate features and retreating smile.
Mahshid was good at many things, but she had a certain daintiness about her and we took to calling her “My Lady””
30
.
Mahshid repræsenterer sammen med Manna og Yassi, den mere religiøse del af læsegruppen. Trods sin
stærke tro, er hun stadig kritiker af det islamiske regime i Iran – hendes stærke religiøse tilknytning
bliver ofte et af de mest kontroversielle omdrejningspunkter for læsegruppen: ””I am not in favor of the
temporary marriage,” said Mahshid. ”But men are weaker and do have more sexual needs. Besides,”she added cautiusly,
”it’s the girl’s choice. She isn’t forced into it””
31
.
27
Kilde nr. 2, s. 273
28
Kilde nr. 2, s. 4
29
Kilde nr. 2, s. 241
30
Kilde nr. 2, s. 4
31
Kilde nr. 2, s. 259
3a 10 SRP
[navn fjernet] i Iran
Side 12
Mahshid er den eneste af kvinderne, der ikke har overvejet at forlade Iran, hvilket endnu engang
understreger, problemerne ved en islamisk stat, for de, der ikke er stærkt troende. Hun taler gentagne
gange om en hvis fædrelandskærlighed, trods omstændighederne – og om at skylde Iran noget. Dette
vidner endnu engang om en svær dobbeltmorale i den Islamiske Republik Iran; selv de religiøse og de,
der føler sig tilknyttet til Iran, oplever en splittelse mellem det, de er officielt og det, de er, bag lukkede
døre. Mahshid har lige som Nassrin også været fængslet, netop på grund af den førnævnte forbindelse
til religiøse oppositionsgrupper. Dog står Mahshids skæbne som et ene eksemplar gennem hele
romanen, og Nafisi lægger allerede fra de første sider vægt på, hvor stærkt isoleret Mahshid altid har
været i forhold til andre grupper:
”… the revolution that imposed the scarf on others did not relieve Mahshid of her loneliness. Before the revolution, she
could in a sense take pride in her isolation. At the time, she had worn the scarf as a testament to her faith. Her decision
was a voluntary act. When the revolution forced the scarf on others, her action became meaningless”
32
.
Det helt essentielle i ovenstående citat er igen, at Mahshid på sin vis hører til under de, der mistede –
hvor Nafisi følte sin integritet som lærer og kvinde frataget, når hun blev tvunget til at tildække sig,
følte Mahshid sin integritet som muslim undermineret, idet alle kvinder tvinges til at tildække sig,
ligegyldigt hvilken religion eller nationalitet disse måtte tilhøre: ”During the Shah’s time, it was different. I felt
I was in the minority and i had to guard my faith against all odds. Now that my religion is in power, I feel more helpless
than ever before, and more alienated”
“Yassi was the youngest in our group (…) We used to teasingly call her our comedian. Yassi was shy by nature,
but certain things excited her and made her lose her inhibitions. She had a tone of voice that gently mocked and questioned
not just others but herself as well”
33
. Yassis skæve personlighed gør et stort og stærkt indtryk på læseren, idet
hendes uvidenhed og smittende, uspolerede sind sættes som en stærk kontrast til de andre kvinder, hvis
skæbner bærer præg af et totalitært regime. Det mest tydelige symbol på Yassis uvidenhed er hendes
mange spørgsmål, blandt andet når det kommer til forholdet mellem mænd og kvinder, sex og
ægteskab.
Også hos Yassi spiller religionen en stor rolle, og trods hendes noget mindre fatale skæbne,
følger hun tit de følelser, som Mahshid sidder med og formår i enkelte situationer at støtte op om
hende, når de andre stiller spørgsmålstegn ved deres utilfredshed ved et islamisk regime:
””The worst fear you can have is losing your faith. Because then you’re not accepted by anyone – not by those who consider
themseles secular or by people of your own faith (…) If one day I lose my faith, it will be like dying and having to start
new again in a world without guarantees.””
34
32
Kilde nr. 2, s. 13
33
Kilde nr. 2, s. 4
34
Kilde nr. 2, s. 327
3a 10 SRP
[navn fjernet] i Iran
Side 12
De ikke religiøse
“Azin’s smiles never looked like smiles; they appeared more like preludes to an irrepressible and nervous
hilarity. She beamed in that peculiar fashion even when she was describing her latest trouble with her husband. Always
outrageous and outspoken (…) We nicknamed her the wild one”
35
. Azin er en af de personligheder, som skinner
allerstærkest igennem i romanen. Det, som man i starten tolker som en stærk, smuk endda en smule
kontroversiel kvinde, forekommer i slutningen mere som et forsvar mod de ting, der kan knække
hende: ”It makes me happy (at bære neglelak, red.), she said in a thin voice that did not suggest any trace of
happiness. It’s so red it takes my mind off things (…) And then she burst into tears”
36
. Azin er en af de ældste
kvinder i læsegruppen, og har derfor været gift flere gange, senest med en voldelig mand. Det essentielle
i Azins situation kan tolkes som, at hun oplever en meget stærk form for todeling. Ved at trodse hendes
mand og hele samfundet ved at gå med skrigende rød neglelak året rundt (dog under handsker), bliver
hun et tydeligt eksempel på, hvorledes en iransk kvinde sjældent er den samme i det private og det
offentlige rum – i og med, at hun er gift med en voldelig mand, og derfor heller ikke har råderum i
privatsfæren, bliver hendes private rum hendes negle og torsdagene i læsegruppen.
Azin danner en facade, som gør det muligt for hende at holde de enorme problemer og
uretfærdigheder, hun hver dag oplever, på afstand – men samtidigt en facade, som gør det svært for
mange at nå ind til hende: ”… none of Azin’s trouble can be imagined. She looks carefree; her blond hair suits her
pale skin and dark honey eyes. She loved to seem outrageous, and the fact that she had been married three times supported
her claims to this title”
37
. Nafisi omtaler problemstillingen i, at den islamiske republik gør menneskelige
relationer vanskelige, og giver f.eks. et eksempel på, at islam kræver, at en muslimsk mand ikke må give
hånd til andre end sin kone, mor eller søster, hvilket blot understøtter Azins skæbne: ”My experiences,
especially my teaching experiences, in Iran have been framed by the feel and touch og that aborted handshake”
38
.
“Mitra, who was perhaps the calmest among us. Like the pastel colors of her paintings, she seemed to recede and
fade into a paler register. Her beauty was saved from predictability by a pair of miraculous dimples, which she could and
did use to manipulate many an unsuspecting victim into bending to her will”
39
. Nafisi beskriver løbende Mitra som
en dygtig pige, hvis personligheden for alvor skinner igennem i det skriftlige arbejde, hun afleverer til
Nafisi. Dette kan være en indirekte kritik af hvor usikre kvinderne på universitetet gøres, når de ikke er
tilhængere af den Islamiske Republik.
Mitra ægter, som Manna, på grund af kærlighed, den medstuderende Hamid. Lig Mannas
skæbne, synes Mitras heller ikke just ulykkelig, selvom de islamiske værdier endnu engang spiller en
rolle – her i forhold til svigerfamiliens medbestemmelsesret og centrale betydning: ”Hamid’s mother was
35
Kilde nr. 2, s. 5
36
Kilde nr. 2, s. 271
37
Kilde nr. 2, s. 272
38
Kilde nr. 2, s. 98
39
Kilde nr. 2, s. 5
3a 10 SRP
[navn fjernet] i Iran
Side 12
strongly opposed to their going to Canada, and her disapproval was causing Hamid to vacillate constantly in his decision.
What makes me resent this, Mitra said, is not just that she doesn’t want us to leave but that she always meddles in our
affairs”
40
. Mitra føler sig altså, som så mange af de andre piger, som en fange af den Islamiske Republik
– ikke alene gør den det svært at forlade landet, men den sætter også et så stort fokus på islam, at
religionens værdier bliver altoverskyggende i de private hjem.
“Sanaz, who, pressured by family and society, vacillated between her desire for independence and her need for
approval, is holding on to Mitra’s arm”
41
. I romanens begyndelse bliver vi præsenteret for Sanaz, hvis liv er
stærkest præget af to mænd; hendes bestemmende, skyggende og evigt strenge lillebror samt en
barndomskæreste, som befinder sig i England, som senere i romanen også frier til Sanaz. Dette
ægteskab bliver dog aldrig en realitet, da barndomskæresten efter han egentligt har friet, trækker sit
tilbud tilbage: ”Everyone as a result was being was extra nice to Sanaz. His family was very angry with him. (…)
None of them had seen that perhaps their own meddling and pressure had forced him into taking a step he was not sure
of”
42
. Endvidere spiller et spørgsmål om kulturel forskellighed ind, som Sanaz også selv bemærker. Er
det muligt for en, der har levet i udlandet i så mange år at vie sit liv til én, som har levet hele sit i den
Islamiske Republik Iran?
Sanazs dobbeltliv kommer i høj grad til udtryk gennem hendes undertrykkende bror. I hjemmet
er hun et produkt af, at mændene i mange henseende er til fordel for kvinder, mens hun i læsegruppen
virker som en meget moderne kvinde, hvilket blandt andet bliver skildret i hendes reaktion på den
mislykkede forlovelse: ”Sanaz went on a spree, going on dates with different suitors and giving us meticulous
accounts”
43
. Fortolkningsmæssigt kan dette tydes som, at trods alle de vilkår, der præger Sanazs liv, så er
hun, når alt kommer til alt, en kvinde – og reagerer således på samme måde, som kvinder eventuelt ville
gøre i Vesten.
“How can I describe Nassrin? (…) she was her own definition. One can only say that Nassrin was Nassrin”
44
.
Nassrins er den eneste af pigerne, som dukker op i alle fire dele af ”Reading Lolita in Tehran”, og
hendes fatale skæbne gør sig igennem mange af romanens kapitler gældende. Nafisi møder Nassrin
gennem Mahtab, hvor Nassrin stadig ikke har afsluttet gymnasiet. Stadigt overværer Nassrin dog en del
af Nafisis undervisning på Teheran Universitet. Nassrin fremstår som en nysgerrig, ivrig, dog ydmyg
ung pige, idet hendes fremtoning overfor Nafisi virker meget tilbageholden – mens hendes interesse og
engagement i undervisningen afspejler en pige, som er alt andet end tilbageholden og sky.
Hendes skæbne byder blandt andet på et treårigt fængselsophold, hvor netop det, hun foragter
så stærkt, skal blive hendes redning: ”… this time, my father’s religious credential paid off. He had friends in the
40
Kilde nr. 2, s. 335
41
Kilde nr. 2, s. 5
42
Kilde nr. 2, s. 279
43
Kilde nr. 2, s. 285
44
Kilde nr. 2, s. 5
3a 10 SRP
[navn fjernet] i Iran
Side 12
committee (…) They spared me because of my dad”
45
. De oplevelser som Nassrin gjorde sig under sit
fængselsophold kommer til at præge hendes person og fremtoning i høj grad: ”She used to sit bolt upright
on the edge of the chair, as if prepared to run at a moment’s notice; now she slumped almost lethargically, looking dreamy
and absentminded, writing in slow motion”
46
.
Nassrin er den første af kvinderne, som forlader Iran, og er dermed begyndelsen på
læsegruppens endeligt og starten på en dominoeffekt, som resulterer i, at størstedelen af kvinderne
udvandrer. Da Nassrin personligt kommer til Nafisi og fortæller hende om sin beslutning, opstår igen
et eksempel på, hvordan kvinderne, trods deres årelange kendskab og venskab, stadig er holdt tilbage af
deres respektive facader – et billede på hvordan to mennesker, med så megen medfølelse overfor
hinanden, tvinger sig selv til at lade selv det værste føles som ingenting – et billede på, hvorledes
kvinderne i den Islamiske Republik Iran har vænnet sig selv og hinanden til at opbygge en facade, som
både holder godt og ondt ude:
”This was Nassrin, or to be honest, this was the two of us together: sharing the most intimate moments with a shrug,
pretending they were not intimate. It wasn’t courage that motivated this casual, impersonal manner f treating so much
pain: it was a special brand of cowardice, a destructive defense mechanism, forcing others to listen to the most horrendous
experiences and yet denying them the moment of empathy”
47
.
Når miljøet former liv og bliver grobund for skæbner – privat og offentligt
Miljøet er tydeligvis en af de vigtigste faktorer i forhold til de iranske kvinders liv og skæbner. Igennem
hele romanen bliver læseren introduceret for kvinder, hvis problemer i tilværelsen skyldes den Islamiske
Republik. Dog også kvinder, som vælger at tage deres skæbner i sine egne hænder, enten i form af at
boykotte alt offentligt liv, forlade landet eller ved at gøre små oprør imod regimet, som alt i alt gør en
stor helhed – præcis som Nafisi og hendes piger gør ved at danne en læsegruppe. Den Islamiske
Republik skaber rammerne for de livsvilkår, som kvinderne i Iran har, og lægger en stor hindring for
kvindernes mulighed for at skabe deres egne skæbner. Således vil den Islamiske Republik altid spille en
rolle, selv for de, der formår at forlade Iran.
Det står gennem de nævnte kvindeskæbner og liv klart, at der er en todeling i forhold til det
private og det offentlige rum – og for enkelte af kvinderne indskrænkes det private rum til at være deres
kroppe og sind, som resultat af islamiske hjem eller uforstående ægtemænd. Afslutningsvis bringer
Nafisi en epilog med et citat af Manna, hvoraf todelingen står helt tydeligt:
45
Kilde nr. 2, s. 191
46
Kilde nr. 2, s. 191
47
Kilde nr. 2, s. 321
3a 10 SRP
[navn fjernet] i Iran
Side 12
”… somewhere I else I have changes. Each morning with the rising of the routine sun as I wake up and put on my veil
before the mirror to go out and become a part of what is called reality, I also know of another ”I” that has become naked
on the pages of a book: in a fictional world”
48
.
Sammenfatning II
Azar Nafisi skildrer gennem ”Reading Lolita in Tehran” en meget klar opfattelse af kvindeliv og
kvindeskæbner i det private og det offentlige rum. Det bliver tydeliggjort, hvorledes iranske kvinder
lever med en altoverskyggende todeling, og hvordan de ubevidst eller bevidst opbygger facader for at
beskytte dem selv mod skrækkelighederne i deres hverdage. Nafisi skildrer en klar mur mellem det
menneske, man er privat og det menneske, man er i det offentlige rum – et produkt af den Islamiske
Republik, i de ikke-religiøses tilfælde, et produkt af en mishandling af en tro, de ikke kan tilslutte sig.
Som læser får man hurtigt opfattelsen af, at Nafisi intuitivt giver den Islamiske Republik
størstedelen af skylden for disse kvinders ulykkelige liv, og lægger derved en stærkt og uigenkaldelig
kritik ved hele opbygningen af det politiske Iran. Vi får at mærke, hvordan religiøse føler deres religion
undermineret, og hvorledes ikke-religiøse føler deres integritet som mennesker ødelagt.
Perspektivering af de iranske kvinders position til kvinders vilkår i andre islamiske lande
Situationen for kvinder i Iran, vil de fleste i Vesten betegne som værende stærkt forrykt og ikke mindst
diskriminerende. For at sætte denne relative betegnelse i forhold til en mere absolut størrelse, vil der er i
det følgende blive perspektiveret til de vilkår, der er gældende fra kvinder i andre muslimske lande, som
er valgt ud fra betydningen af islam i forhold til politik i form af moderne sharia i henholdsvis
fundamentalismen, traditionalismen, modernismen samt sekularismen. Forskelle på shia- og sunni-islam
vil derudover blive kort redegjort, og desuden defineret ved bilag 2, som også indeholder et skema over
de fire former for moderne sharia.
Perspektiveringen er hovedsageligt dannet på baggrund af ”Muslimernes Religion: Tro, praksis
og sharia”
49
. Supplerende kilder vil løbende blive henvist til i fodnoteform.
Shia- og sunni-islam
I dag udgør shiitterne kun 15 % af alle muslimer, mens sunnitterne udgør de resterende 85 %.
Shiitterne er kun i flertal i Iran, Irak, Aserbajdsjan og Bahrain, men findes dog som mindretal i langt
størstedelen af de islamiske lande.
48
Kilde nr. 2, s. 343
49
Kilde nr. 1
3a 10 SRP
[navn fjernet] i Iran
Side 12
Islam er i dag bygget op omkring forskellige lovskoler, som hver især har tolket koranen – i
shia-islam findes kun én lovskole, Jafarilovskolen, mens man i sunni-islam har fire: Hanafi-, Maliki-,
Shafii- og Hanbalilovskolen. Typisk præger lovskolerne et geografisk område eller enkelte lande
tilslutter sig en bestemt lovskole – ligesom f.eks. Hanbalilovskolen er gældende for Saudi-Arabien.
Lovskolerne er relevante, når det kommer til forskelle mellem kvindernes situation, og vil blive brugt i
de efterfølgende uddybninger af de enkelte landes vilkår for kvinderne.
I forhold til kvindernes situation er den essentielle forskel i forhold til grenene, altså udover
forskellighederne lovskolerne i mellem, blandt andet arveretten og ægteskab. I shia-islam har kvinderne
således officielt bedre muligheder for at arve, hvis de er direkte arvinger, i forhold til sunni-islam, hvor
den nærmeste mandlige slægtning altid vil arve.
50
Fundamentalismen – Iran
Hvis man skal placere en isme på den islam, der agerer i Iran, ville man kalde den fundamentalistisk – i
det islam opfattes som fundamentet for samfundet. Som nævnt præger kun Jafarilovskolen kvindernes
situation i Iran, hvilket blot understreger den ensretning det islamiske regime forsøger at præge
samfundet med. Fundamentalismen er udadvendt i forhold til traditionalismen og sekularismen, og
dette ses ved, at islam er statsreligion og stiller offentlige krav om tildækning etc.
Når det kommer til koranens opfattelse af forskellen mellem kvinder og mænd, lyder
argumentet fra fundamentalister, at det blandt andet er kvindens natur, der kræver dette. Dette
understøtter islamiske kvinder også selv. Et eksempel på dette er en islamisk kvinde, som John Simpson
interviewer i sin bog ”Lifting The Veil”: ”What we believe is that men and women are actually equal, but that
they’re made differently. Men are stronger in some things and women are stronger in others”
51
. Endvidere eksisterer en
generel opfattelse af disse krav som Guds gode, gennemtænkte lov – som der naturligvis ikke kan stilles
spørgsmålstegn ved.
Selvom fundamentalismen kun eksisterer som statsreligion i Iran, findes der mange
fundamentalistiske bevægelser i mange muslimske lande, som en konsekvens af enten for megen
tilknytning til Vesten eller dårlige, udemokratiske vilkår – præcis som fundamentalismen eksisterede i
Iran i shahens storhedstid.
Traditionalismen – Saudi Arabien
Hvis man skal påpege et mere kontroversielt islamisk land end Iran, ville mange nok pege på Saudi
Arabien, som er det eneste land med traditionalismen som statsideologi. Senest har mediernes søgelys
50
Kilde nr. 1, s. 18
51
Kilde nr. 4, s. 117
3a 10 SRP
[navn fjernet] i Iran
Side 12
våget over Saudi Arabien, på grund af den kontroversielle sag, om et kvindeligt voldtægtsoffer, der blev
idømt piskeslag.
Netop straffeloven er yderst essentiel, når det kommer til Saudi Arabien og traditionalismen,
idet landet sammen med Emiraterne, er de eneste lande, der i dag opretholder den traditionelle
strafferet – en strafferet, som tidligere nævnt, kun lader et kvindeligt øjenvidne tælle for det halve af en
mands. I forhold til straffeloven, er der tre forskellige slags forbrydelser: forbrydelser mod Gud
(hudud), forbrydelser mod familien samt forbrydelser mod samfundet.
52
Straffeloven er et af de
tydeligste eksempler på, hvorledes sharia er uforeneligt med demokrati og menneskerettigheder, og
derfor er det også kun traditionalisterne, der endnu ikke har reformeret dette.
I forhold til fundamentalismen tillader traditionalismen desuden ikke, at kvinder deltager i det
offentlige rum, hvilket kommer til udtryk ved, at kvinderne i Saudi Arabien ikke har stemmeret, som
kvinderne i Iran har det, og allerede her, synes situationen meget værre. Desuden fik kvinderne først i
2001 identitetskort, og eksisterede således kun tidligere i hjemmet, hvilket giver én et indtryk af
kvinderne som mændenes ejendom.
53
Dette hænger godt sammen med traditionalismen, da denne form
for islam er indadvendt, og derfor lægger stor vægt på islam i det private, frem for islam som offentlig
instans. Et andet eksempel på dette, er det faktum, at saudiarabiske kvinder, ikke må ses offentligt
sammen med en mand, som hun ikke er i familie med – et faktum, som ville få selv kvinderne i Iran op
på barrikaderne – forestil dig, at Nafisi ikke kunne gå en tur med Nima eller en af sine andre
studerende?
Helt konkrete eksempler på kvinder i den traditionelle form for islam er f.eks., at saudiarabiske
kvinder ikke må køre bil, desuden er udrejse uden mandens (eller værgens, hvis hun er ugift dvs.
brorens eller farens) tilladelse forbudt. I Saudi Arabien er der, som der er i Iran, et krav om tildækning,
og der eksisterer også et religiøst politi, trods den ellers så indadvendte form for islam., som sørger for,
at dette bliver overholdt.
54
Dette vidner om, at traditionalismen i praksis vil lægge sig meget op ad
fundamentalismen. Generelt er kvinderne i Saudi Arabien udsat for en konstant diskrimination, og i
bedste Apartheid stil, tildeles de f.eks. pladserne bagerst i busserne.
Modernismen – Egypten
I forhold til fundamentalismen er forskellen helt konkret, at islam blot skal være en inspiration for
samfundet – selvom islam stadigt opfattes som fundamentet og ”løsningen”. Modernismen er således
præget af, at islam er tilpasset tiden i dag. Dette indebærer blandt andet, at modernismen samler det
52
Kilde nr. 1, s. 139ff
53
Kilde nr. 11
54
Kilde nr. 9
3a 10 SRP
[navn fjernet] i Iran
Side 12
bedste fra flere lovskoler – ’lovskoleshopping’ – frem for at tilknytte sig en, ensrettet retning, som det
ses både i Iran og Saudi Arabien.
I Egypten er der således ikke noget krav om tildækning, og tildækning har derfor opnået større
symbolsk betydning – tildækning er ikke et spørgsmål om statsreligion og lovgivning, men et spørgsmål
om egentlige religiøse tilhørsforhold, f.eks. for at adskille sig fra de kristne i Egypten. Dog kan der ikke
sættes spørgsmålstegn ved, hvorvidt islam har betydning eller ej: ”Islam er statsreligion… Islamisk lov er
lovgivningens hovedkilde”
55
Modernismen går konkret ind og afviser straffeloven, som den opfattes i
traditionalismen og Saudi Arabien – der lægges derimod vægt på, at loven skal forstås symbolsk; derfor
er homoseksualitet og utroskab stadigt en forbrydelse, straffen er bare mere human. I Egypten er
desuden omskæring af kvinder blevet forbudt ved lovgivning – et eksempel på et helt konkret indgreb i
et brud på menneskerettighederne.
Endvidere er der blevet foretaget hele helt konkrete tiltag i forhold til islam som bærende
samfundsideologi. Dette er f.eks. vanskeliggørelsen af polygami samt mandens ubegrænsede ret til
skilsmisse, hvilket tydeligt vidner om modernismens idé om at overføre islam til nutiden. Kvindes
rettigheder bliver endvidere forbedret i forhold til valg af ægtefælle, hvor kvinden får ’vetoret’ –
samtidigt kan en kvinde først blive gift, i det hun er fyldt seksten år.
På visse områder er kvindens situation dog ikke væsentlig anderledes end i andre sunni-
islamiske lande. Arveforholdene er stadig præget af, at den nærmeste mandlige slægtning har arveretten.
Derudover er det stadigt pligtigt, at en muslimsk kvinde kun ægter en muslim, og børnene tilhører
stadigt mandens slægt – som i Iran og Saudi Arabien.
Generelt er opfattelsen blandt islamiske modernister således, at koranen indebar en forbedring
af kvindernes vilkår, men en er blevet opfattet alt for bogstaveligt af fundamentalister og
traditionalister, f.eks. med hensyn til påklædningen, hvor modernisten lægger vægt på, at koranen
udelukkende kræver anstændig påklædning – et begreb som kan og skal fortolkes individuelt.
Sekularismen – Tyrkiet
Sekularismen er uden tvivl den retning af islam, som lægger længst væk fra fundamentalismen i Iran,
idet sekularismen afviser islam som fundament, men netop kræver en adskillelse af politik og religion.
Derved gøres islam til en privat sag og bliver således fjernet fra det offentlige rum, på samme vis som
det skete i Iran under shahen. Sekularismen, der præger Tyrkiet er således indadvendt, og sætter islam
som en moralsk inspiration, frem for som et samfundsprojekt: ”Tyrkiet er en sekulær stat”
56
.
I Tyrkiet har det siden 1926 været lovpligtigt ikke at tildække sig som offentligt ansat eller i
offentlige institutioner (som f.eks. skolesystemet). Ved oprettelsen af den moderne tyrkiske stat og den
55
Kilde nr. 1, s. 54
56
Kilde nr. 1
3a 10 SRP
[navn fjernet] i Iran
Side 12
ny forfatning i 1923 under Atatürk, fik kvinderne desuden rettigheder til arv og ejendom – rettigheder
som ved Atatürks død blev dem frataget, og som de først i 2002 genvandt.
57
Optagelsesforhandlingerne vedrørende medlemskab i EU har været en af grundene til, at
kvindernes situation i løbet af de seneste år er blevet forbedret i Tyrkiet, idet EU opsatte et krav om
overholdelse af menneskerettighederne i Tyrkiet, herunder naturligvis bedre rettigheder til kvinderne.
Tilknytningen til Europa samt decentraliseringen af islam i det offentlige rum er endvidere
blevet et kontroversielt emne i Tyrkiet, hvor fundamentalister kræver større indflydelse for islam –
således er sløret også blevet et symbol på en anti-vestliggørelse, som også kvinder tager til sig.
Problemet i forhold til sekularismen er desuden, at den møder stærkest opbakning i byerne samt i
samfundseliten. Senest i august vandt den erklærede muslim, Abullah Gül, dog præsidentvalget i
Tyrkiet.
58
Efterfølgende har premierminister Tayyip Erdogan udtalt, at han ønsker en del af
tørklædeforbudet fjernet.
59
Trods disse tilnærmelser mod den ikke sekulært orienterede del af
befolkningen, eksisterer der stadigt et tydeligt modsætningsforhold i Tyrkiet mellem de, der ønsker en
adskilt stat og kirke, og mellem de, der ønsker islam som fundament – et modsætningsforhold som
eksisterer i mange muslimske lande inklusiv den Islamiske Republik Iran.
Sammenfatning III
Sammenfattende kan det siges, når det kommer til vilkårene for kvinder i andre islamiske lande i
forhold til kvinderne i Iran, at det er et meget tvetydigt billede. Der er ingen tvivl om, at kvinderne i
Saudi Arabien er blandt de stærkest diskriminerede, i form af deres manglende stemmeret og ret til
individualitet. Der vil uden tvivl findes muslimer i Tyrkiet og Egypten, der ville foretrække at leve i et
mere islamiseret land, som f.eks. Iran, specielt hvis deres opfattelse af islam er mere fundamentalistisk.
Generelt er det dog tydeligt kvinderne i Tyrkiet, der har de fleste rettigheder i forhold til et vestligt
synspunkt – sekularismen er netop indbegrebet af adskillelse af religion og politik, og derfor kan
kvindesynet i islam ikke overføres til et politisk styre og virke. Derudover skal der dog knyttes en
kommentar til, at islam stadig kan være rådende i de private hjem, og at undertrykkelse stadigt kan være
en realitet – forskellen ligger i de rettigheder kvinden kan benytte sig af i det offentlige rum.
Konklusion
Den iranske revolution var en åbenlys reaktion på årtiers undertrykkelse og diktatur – en fælles kamp
ledet af ayatollah Khomeini. Netop denne Khomeini gav revolutionen den sidste, dog altafgørende,
betydning – han gjorde revolutionen i Iran til en islamisk revolution. Der kan ingen tvivl sås ved, at
57
Kilde nr. 11
58
Kilde nr. 5
59
Kilde nr. 8
3a 10 SRP
[navn fjernet] i Iran
Side 12
forholdene under Mohammed Reza Shah var værd at kæmpe imod, men der står stadigt et stort
spørgsmålstegn ved, hvorvidt revolution og fundamentalisme har været den rigtige løsning – fra en
vestlig synsvinkel er og bliver fundamentalisme dog aldrig nogen løsning – tværtimod. De
kvindeskæbner, som Azar Nafisi skildrer, belyser blot problematikken ved den Islamiske Republik. At
tvinge kvinder, troende som ikke troende, til at tildække sig, er misvisende – både i forhold til islam,
men i høj grad også i forhold til menneskerettighederne. Vilkårene i Iran står således stadigt, diktatur
eller ej, i stærk kontrast til menneskerettigheder så basale som religions- og ytringsfrihed.
Kvinderne i Iran står dog ikke alene i deres sag. I store dele af Mellemøsten lever kvinder under
diskriminerende og undertrykkende kår, som bliver dem stillet, når islam og koranen gøres til
forfatninger og erklæringer, selvom det modsatte forsøges at blive bevist ’udadtil’, blandt andet i form
af Cairo Erklæringen om menneskerettigheder i islam: ”Woman is equal to man in human dignity, and has
rights to enjoy as well as duties to perform; she has her own civil entity and financial independence, and the right to retain
her name and lineage”
60
.
Hvorvidt islam er uforenelig med menneskerettigheder, demokrati og ligestilling kan endnu
ikke svares på sikkert på, men stadigt stilles et altafgørende spørgsmålstegn ved. Bevist og fuldført
er et sådan projekt endnu ikke, trods den Islamiske Republik Irans ’på papiret’ demokratiske
intentioner. Så når vi i EU i dag forhandler om Tyrkiets mulige optagelse, så peget meget i
retningen af, at det for Tyrkiets vedkommende kommer til at blive et spørgsmål om at vælge i
mellem politik og religion – at vælge i mellem sekularisme og islam som fundament – og hvordan
gør man det i et land, hvor 98 % er erklærede muslimer?
61
Islam og religionens tilhængere blev i årtier undertrykt i Iran, for at undgå nationale
konflikter. Den islamiske revolution i Iran er ikke det første eksempel på, hvorledes undertrykkelse
kan føre til revolution. Revolutionen derimod er et eksempel på, hvorledes revolutioner ikke
nødvendigvis er en endelige løsning – selvom ayatollah Khomeinis revolution var til for at få
afskaffet diktaturet og undertrykkelsen, var det måske netop dette han videreførte. Denne gang blot
undertrykkelse og diktatur i navnet på islam og Gud.
Når Azar Nafisi kritiserer den indflydelse islam har på de iranske kvinders eksistens og
personer, skyder kun en skarp kritik mod et regime, som ikke har i sinde at lytte – mod et regime,
som er grunden til hendes irrelevans, og som kan erklære sig skyldig i at have taget hendes hjem,
Iran, fra hende, for at erstatte det med noget, som hun aldrig ville kunne forlige sig selv og
integritet som kvinde med – den Islamiske Republik Iran.
60
Kilde nr. 7 (bilag 6)
61
Kilde nr. 12
3a 10 SRP
[navn fjernet] i Iran
Side 12
Kildefortegnelse
Bøger:
1) Forman, Jens: Muslimernes Religion – Tro, praksis og sharia
Systime. Århus, 2006
(Bilag 2 består af uddrag herfra)
2) Nafisi, Azar: Reading Lolita in Tehran – A Memoir in Books
Harper Perennial. London, 2003
3) Rosendahl, Ulla Lange: Hvem er iranerne?
Alinea. København, 2001
4) Simpson, John: Lifting the Veil
Hodder & Stoughton. London, 1995
Side 111-126: The Second Sex
Artikler:
5) Chayesteh, Shida: Abdullah Gül valgt til præsident
Politikken. København, 2007
(Bilag 4)
6) Ebadi, Shirin: Kvindekamp: Kommentar: Lovens ringeagt for kvinder
Politikken. Købehavn, 2004
(Bilag 1)
7) OIC: The Cairo Delaclaration on Human Rights in Islam
1990
(Bilag 6)
8) Ritzau: Erdogan vil fjerne forbud mod muslimsk tørklæde
(Bilag 5)
3a 10 SRP
[navn fjernet] i Iran
Side 12
9) Szulc, Victor: Saudi-Arabien
Amnesty Danmark
(Bilag 3)
Internetadresser:
10) Iran: http://www.leksikon.org/art.php?n=3076
11) Tyrkiet: http://www.leksikon.org/art.php?n=3024
12) Saudi Arabien:
http://www.um.dk/da/menu/udenrigspolitik/landefakta/landefaktamellemoesten/landefaktasaudiara
bien.htm
13) Egypten:
http://www.um.dk/da/menu/udenrigspolitik/landefakta/landefaktamellemoesten/landefaktaegypten.
htm