1
Inger Christensen: Det (1969)
Mange danske forfattere har i forskellige retninger sat deres præg på den nyere tids litteratur.
Litteraturen siden 1950 har især været påvirket af de økonomiske forhold i samfundet. Hvor
store faktorer har været efterkrigstidens opbyggelse af velfærden og fokus på samfundets
velstand i 1950-65, oprøret mod de etablerede værdier og det materielle fokus i slutningen af
1960’erne samt den økonomiske krise i 1970’erne. Til at belyse opgangsperioden 1966-73,
hvor det danske samfund gik fra velfærds- og velstandsdrømme til økonomisk krise, kan man
tage udgangspunkt i systemmodernismen. Inger Christensen er en af de mere skelsættende
STX 3.g
opbrudslitteratur.
Værket Det er udgivet i 1969. Det er opdelt i tre overordnede dele Prologos, Logos og
Epilogos. Her tages der udgangspunkt i et uddrag af Prologos. I Prologos beskrives jordens
skabelse af en observerende fortæller. Jorden skabes af kaos, hvor der efterhånden kommer
lys og mørke, dag og nat, hav, land, dyr, mennesker og byer. Hele beskrivelsen udpringer af
ordet ”det” som gradvist bruges i længere og længere sætninger og sammenhænge. Det
udvalgte uddrag er trykt i periodeantologien Nyeste tid af forlaget Systime s. 130-135.
Uddraget består af elve strofer af seks vers, toogtyve strofer af tre vers samt ti strofer af to
vers. Digtet bevæger sig gradvist fra lange strofer til korte strofer. Digtets mangel på rim og
symmetrisk opbygning adskiller det fra den traditionelle digtning. Det står klart, at digtet
hører under genren systemdigtning, hvor kompositionen er styret af talrækker og systematiske
konstruktioner. I dette digt ses den systematiske struktur, bl.a. når Inger Christensen gennem
hele digtet igen og igen fordeler seksogtres vers ud på strofer der fortløbende bliver kortere og
kortere. Uddraget er dog beskåret, så det ikke tydeligt fremgår, at der i det oprindelige digt er
treogtredive strofer af to vers, så det stemmer overens med resten af systemet. Den ydre
komposition er nøje overvejet. Den spiller i mindst lige så høj grad som den indre
komposition, en rolle i forståelsen af digtet.
Digtuddraget er en lang beskrivelse af en by eller et samfund. Beskrivelsen starter med
nedenstående sætning.
2
”En verden er kommet til verden inde i verden” s.130 l.5
Observatøren iagttager altså dannelsen af dette samfund eller denne verden. Herefter
konkretiseres beskrivelserne. Byens ydre konstruktion beskrives med ord som
betonfundamenter, stålkonstruktioner, blokmassiver og kolosformationer. Hvorefter byens
indre konstruktion beskrives som en porøs masse fyldt af hulrum, slugter, huller og kamre. I
de første elve strofer lægges der især vægt på, at samfundet og byen fastholder en slags
fiktion.
”Et standardiseret kaos, med fiktionen i orden” s.130 l.10
”Den midlertidigt fungerende fiktion holdes i midlertidig orden af midlertidigt fingerede
kontorer o.s.v. o.s.v. til fiktionen fungerer” s.130 l.36-38
”Ved dette dobbelte forbrug holdes fiktionen i orden hvilket igen holder indbyggerne i orden
så de kan leve logisk” s.131 l.12-13
Inger Christensen lader beskueren zoome længere ind på byen. Efter de første elve strofer
skifter observatørens fokus fra byen til menneskene, som indtil nu kun har været omtalt som
indbyggere. Beskrivelsen bliver altså mere konkret og personlig. Dette skift ses også i den
ydre komposition, hvor strofernes antal af verslinjer halveres og det personlige pronomen
skifter fra det(byen) til de(menneskene). Menneskenes fordeling, liv og død i byen beskrives
som tilfældige og tilsyneladende tilfældige. I størstedelen af stroferne beskrives menneskene
som ventende. Skildringen omfatter, kun hvor de venter, og ikke direkte hvad de venter på.
Igen falder fokusset på fiktionen. Nu er det blot, hvordan menneskene gennem deres
fordeling, deres funktioner og deres evige fingeren fastholder fiktionen. I digtet kommer der
en del begrundelser for, hvorfor menneskene fungerer og fingerer. Menneskene fingere, bl.a.
for at holde orden på livet, for at føle sig frie, og fordi alle andre gør det. De opdigter altså
denne fiktion, fordi det gør livet nemmere at leve.
Efter linje 35 på side 134 fortsættes digtet i strofer af to vers. Her bevæger beskrivelsen fra
menneskets individuelle ageren i byen til interaktionen mellem flere mennesker. Observatøren
zoomer altså længere ind. Når menneskene lever op og ned af hinanden i en by, kan de ikke
undgå komme i berøring med hinanden. Stroferne beskriver, hvordan menneskene har fastlagt
deres egen individuelle retning og udvikling. Hvordan menneskene hver især prøver at
tilpasse andre mennesker til deres egen inerti.
3
”Eller de søger at ændre hinandens karakter og behov f.eks. for at undgå at ændre deres egen
karakter og deklassere deres egne behov” s. 135 l. 6-7
Mennesket fremstilles meget egoistiske og begrænsende overfor hinanden. Relationen mellem
menneskene er kun overfladisk til for at opretholde fiktionen. Deres rolle i samfundet sættes
ikke på spil for kærlighedens skyld. I sidste strofe i uddraget understreges relationernes
mangel på dybde og engagement.
”De fordyber sig i hinandens overflade forstummer i hinandens lyde og fungerer som
hinandens død, i en hvileløs verden af bedøvelser” s.135 l. 25-26
Digtet kredser overordnet om temaet kaos og orden. I uddraget er det primært menneskets
forsøg på at skabe orden og mening i en kaotisk tilværelse. Det gøres, bl.a. ved at skabe byer,
og samfund som digtet indledes med; en verden inde i verden. Derudover skabes der
konstruktioner og fundamenter, så menneskene kan fastholde en eller anden form for orden.
Fiktionen, som har en helt central rolle i uddraget, er altså en af menneskets løsninger på et
eksistentielt problem. Fiktionen substituerer den mening med livet, som mennesket har behov
for. Mennesket finder en mening gennem det materielle. Meningen findes ved at sætte alt i
systemer og kasser med bestemte og uforanderlige begreber og definitioner.
Med den observerende 3.personsfortæller skabes der en hvis distance til menneskenes ageren
og eksistentielle problem. Selvom fortælleren blot er observerende, bliver digtet en kritisk
fremstilling af den materielle by og menneskene i den. Det hele fremstår som tomme skaller
og facader der forsøger at skjule et tilfældigt og ustyrligt kaos. Fortælleren kommer dog ikke
med et svar på det eksistentielle problem da det stadig kun er en observerende fortæller.
Kritikken er rettet mod materialismen i samfundet. En kritik af at mennesket jagter mening i
det materielle frem for hinanden. Det er en kritik af, at vi har fastlagt en mening, vores
perspektiv er forstenet.
”En sammentrængt verden, et forstenet perspektiv, en ufremkommelig fastlagt mening, så
velunderbygget, med betonfundamenter, stålkonstruktioner, med sammensvejsede
blokmassiver, kolosformationer, fæstnet i et blændværk af vidtdrevne udtryk, er kommet til
verden, har ordnet sig sat sig fundet sted, en by. ” s.130 l. 5-10
4
Overstående sætning er et godt eksempel på, hvordan Inger Christensen via sin
ordsammensætning lader billed- og realplanet smelte sammen. Billedet af en urokkelig beton
by dukker hurtigt op på vores nethinde. Men samtidig hentyder sætningen til, at vi sammen
med byen har grundlagt en urokkelig mening. Byens beton-, stål- og blokkonstruktioner bliver
et udtryk for, at mennesket er gået i stå. Menneskets perspektiv, begreber og mening
fastholdes i betonklodser. Vores sprog og mening må udvikles og udfordres i takt med verden
for ikke at forstene. Dette understreges af Inger Christensens indledning, hvor hele verden
udfolder sig ud fra et enkelt ord. Verden udvikler sig altså i takt med sproget. Kombineret
med dette apokalyptiske budskab er digtet en samfundskritik af materialismen og
ensomheden, den har til følge. Inger Christensen giver med værket Det sit besyv med i den
samfundsomvæltende, materialistiske debat i overgangsperioden mellem velstand og
økonomiskrise. Vi skal som mennesker løsrive os fra materielle fiktion og engagere os mere i
hinanden.