Dansk [navn fjernet]
3.u
Side 1 af 4
Grænseoverskridende noveller
Kunst og litteratur har ofte været brugt til at skildre det smukke og det æstetiske. I kunsten afbille-
des menneskets tanker og følelser i form af farver og figurer, imens det er præcist udvalgte ord og
formuleringer, der skaber fortællinger i litteraturen. Forholdene mellem disse er nøje balancerede,
og vi kan som læsere læne os tilbage og nyde skønheden i værket.
Dog har litteraturen og dets emner ændret sig meget over tiden, og i 1990’erne opstod en ny gen-
re, hvor litteraturen ikke længere skildrede de almenmenneskelige følelser, og som desuden ikke
længere endte med et: ”og de levede lykkeligt til deres dages ende”. Forfatterne undersøgte derimod
det dybeste, mest groteske og den mest brutale del af den menneskelige mentalitet, og beskrev dette
så råt og uforsødet, at det skabte mange diskussioner om etik og kunstneres grænse.
En af de forfattere, der tog netop denne genre til sig, er Mads Brenøe, hvis værker er blevet sam-
menlignet med bl.a. den verdenskendte roman: ”American Psycho”.
I uddraget af Mads Brenøes novelle, ”Eva” fra 1993, møder vi en mand, som holder kvinde, Eva,
fanget i sin lejlighed, hvor hun bliver tortureret på grusomste vis. Samtidig med udførelsen af dette
”projekt”, ses manden med til psykiateren Stehn, der blot opfatter hans beretninger som fantasier og
drømme.
Den personbundne 3.persons fortæller leder os igennem novellen og giver os et indblik i mandens
tanker og handlinger, ved hvilke novellen udfoldes. Tankestrømmen afbrydes på et tidspunkt af en
dialog mellem psykiateren Stehn og manden selv, og først her bliver det tydeliggjort at de mere
observerende og forklarende dele af novellen blot er mandens egne genfortællinger af sine handlin-
ger. At fortælleren er personbundet giver os et dybere indblik i mandens psyke, men den distance-
rede og kolde beskrivelse af de ellers grufulde handlinger lægger samtidig en afstand mellem for-
tæller og læser.
I starten af uddraget befinder manden sig hos Stehn. Her får han pludseligt kvalme: ”Men at jeg
var ved at kaste op, undrede mig. Så kraftigt plejede jeg ikke at reagere på mine omgivelser.”
(s.313 l.11-16). Fortælleren mener først, at den voldsomme reaktion skyldes madresterne i Stehns
skæg. Dog bliver han senere overbevist om, at det er situationen omhandlende Eva, der påvirker
ham. Reaktionen overrasker også manden selv, som ellers bryster sig af at have en usædvanlig selv-
kontrol, hvilket synes ualmindeligt vigtigt for ham.
Det er igennem novellen meget tydeligt, at manden ikke følger samfundets regler og normer, hvilket
han også selv er klar over:
Dansk [navn fjernet]
3.u
Side 2 af 4
”[...]selv om jeg selvfølgelig ikke kunne vide det med sikkerhed. Hverken hvordan folk opfattede
mig, eller hvad der var usædvanligt.” (s.313 l.20-22).
Han mener altså ikke, at han kan vide, hvad der er usædvanligt. Dette må skyldes, at han er bevidst
omkring, at hans eget liv, tanker og handlinger er uden for almindelige normer.
Måden hvorpå manden reagerer på situationen med Stehn, giver os desuden et glimt af en eksistens,
der ikke kan forholde sig til menneskelige relationer og tager voldsom afstand til sine omgivelser.
At disciplin og selvkontrol er så vigtigt for fortælleren, kan derudover begrundes med dyberelig-
gende svagheder; manden er tydeligt et følelsesmæssigt handicappet menneske, og han kompense-
rer for dette, ved at forsøge at dække sine emotionelle behov på andre måder. Manden projicerer
derfor den vrede, der er et resultat af hans egen svaghed, afmagt og følelse af utilstrækkelighed,
over på et andet menneskes krop. Han forsøger altså at løse sine egne problemer og udfylde det
emotionelle tomrum ved at gribe til noget mere håndfast, som han kan tage og føle på; hans ”pro-
jekt” bliver derfor en søgen efter egen identitet og sammenhæng, hvilket sker ved en langsom de-
struktion af Evas krop.
I novellen bliver fortællerens traumatiserede jeg synliggjort gennem implicitte stykker af tanker
og handlinger: ””Måske slikkede jeg hende for at være rar ved hende. Det tror jeg. Jeg ville se hen-
de nyde min tilstedeværelse, se hende give sig hen, i stedet for at stritte imod.”” (s.315 l.49-51).
Her forklarer fortælleren Stehn om, hvorfor han valgte at slikke Evas skede efter have udsat hende
for grov tortur. Dette skift mellem pinsel og en søgen efter nærhed, viser igen et splittet menneske,
der ikke ved, hvordan han skal begå sig eller udtrykke sine følelser og behov.
Situationen med Eva påvirker ham meget, da han ikke har komplet kontrol over situationen. Han
kan ikke forudse sit offers reaktioner, som han kunne med dyrene, hvilke han også har pint, og dette
fører til frustration og vrede. Manden er på mange måder derfor kontrollerende men samtidig også
selv kontrolleret: ”Selv om jeg selv lavede reglerne, betød det ikke, at jeg kunne bryde dem som jeg
ville.” (s.314 l.34-35).
Det ses altså, at han kæmper med at styre sine inderste sadistiske lyster, hvilket kræver en stor del af
hans selvkontrol. Dog er begrænsningerne samtidig et produkt af hans egen fordrejede fornuft, og
han bliver derfor ikke begrænset af andre end sig selv.
At kvinden hedder Eva er ikke tilfældigt; på samme måde som med den bibelske Eva, tillægger
fortælleren kvinden en tabt uskyld. Fortælleren forsøger at redde denne fortabte Eva: ”Det var den
forkerte kvinde. Jeg måtte adskille dem fra starten, hvis ikke der skule gå noget tabt.” (s.314 l.32-
Dansk [navn fjernet]
3.u
Side 3 af 4
34). Manden mener, at døden skal være en proces, der skal strække sig over en vis tidsperiode. Ved
Evas tilfælde består denne proces i at adskille den besudlede renhed, som Eva i Biblen var skyld i,
og det rene menneske. Det er muligt, at manden derfor føler, at han kan genskabe den balance, der i
hans verden er blevet forstyrret, ved sine brutale handlinger.
Tekstens minimalistiske skrivestil efterlader mange fortolkningsmuligheder ift. baggrunden for de
bestialske aktioner. Dog kan den lystfølelse, som gør teksten særligt makaber, ikke skjules: ”Men
hvor havde jeg dog lyst! Lyst til med et hurtigt sving med kniven at åbne hendes hals, så luftrør og
pulsåre kom til syne.”(s.315 l.16-18).
Fortællerens handlinger er her udelukkende drevet af lysten til at dræbe kvinden, og derfor kan det
diskuteres, om der i virkeligheden er en dybere mening med mandens handlinger, eller om der blot
er tale om ren ondskab.
At det onde bliver projiceret hen på den objektiviserede krop, ender ud i en grænseoverskridende
fortælling, hvor Brenøe ved hjælp af det ækle provokerer læseren. Men selvom teksten umiddelbart
virker som intet andet end en splatter-tekst, der med en psykopat som hovedfigur blot forsøger at
fremprovokere en reaktion, kan også det psykiske aspekt diskuteres. Dette tilfører nemlig teksten en
dybere lag og kan derfor afbalancere den umiddelbare reaktion på tekstens nærmest kvalmende
skildring af en meningsløs ondskab.
En anden dansk forfatter, der også ynder at beskrive den makabre og kropsorienterede ondskab, er
Christina Hesselholdt.
I uddraget af Hesselholdts novelle, ”Det skjulte”, der også er fra 1993, beskrives endnu en mands
tortur af en kvinde. I ”Det skjulte” er der dog mere fokus på den komplet forstyrrede personlighed,
der ligger til grund for ondskaben, end selve gerningen. Her er det den psykotiske Marlon, der dræ-
ber og dissekerer kvinden Greta, for efterfølgende at vise Gretas hjerte til en personage, der benæv-
nes ”den krumbøjede”.
Selvom der er mange forskelle mellem den impulsive - og muligvis skizofrene - Marlon og man-
den i Mads Brenøes novelle, formår begge noveller at beskrive det isolerede menneske; begge tek-
ster bliver et genbillede af det postmoderne samfunds dehumanisering og dennes effekt på menne-
sket. Her bliver mennesket overladt til sig selv i en tilværelse uden faste rammer, hvilket fører dem
ud over fornuftens rand og tvinger dem ud i en identitetssøgen, der bryder samtlige af samfundets
normer, blot for at finde mening med deres egen eksistens.
Denne søgen efter identitet er noget, vi alle må gå igennem - dog ikke på ligeså grusom vis, som
Dansk [navn fjernet]
3.u
Side 4 af 4
de to hovedpersoner i novellerne. For at gøre dette, må vi finde vores grænser og stille spørgsmåls-
tegn; og det er netop dette, som Mads Brenøe og Christina Hesselholdt forsøger at hjælpe med til.
Som også manden i Mads Brenøes novelle konkluderer: ”[…] et lukket system vil automatisk søge
en gentagelse, og gentagelsen udelukke en udvikling.” (s.313 l.34-35).
Derfor må kunsten og litteraturen udvikle sig i takt med samfundets udvikling. For hvis vi skal blive
ved med at udvikle os, kræver det, at vi tester vores grænser, og derfor må litteraturen og kunsten
gøre det samme. Ordet ”grænseoverskridende” skal derfor ikke altid opfattes som noget forfærde-
ligt, der pludseligt rykker rundt på vores grundvold, men derimod som et skub til at starte en dis-
kussion om gammel etik og moral, og som en katalysator i vores videre udvikling som mennesker
og som samfund.