
”virkeligheden” imellem de mange beskrivelser. Dialogerne er meget mere korte og kontante i
kontrast til resten. Det skaber en slags mur mellem Karens dybeste følelser, og hendes fremtoning i
forhold til andre mennesker, hvilket også skaber et meget overfladisk forhold til omverdenen.
Dialogen viser os også, hvilken person Karen er. Det eneste tidspunkt hvor Karen virker sikker på
sig selv, er hos kirurgen, inden hun får skåret sine fødder mindre: ”Eller nej, sagde Karen og
smilede, - Du kan lige så godt lave dem om til en størrelse 38.”
Det er det eneste tidspunkt Karen
har håb, og udviser derfor selvsikkerhed. Efter hun har fået skåret sine ben af, på grund af den
smerte fodoperationen har kostet hende, mister hun alt håb. Dette ses også i dialogen med
præstefamilien, hvor Karen ikke rigtigt svarer mere, men bare nikker.
Kirurgen er et vigtigt symbol i novellen. Han er ligeglad med konsekvenserne for at lave denne
”operation”, som i praksis også lyder meget uprofessionel og forbudt: ”Kirurgen ryddede det
værste af opvasken til side og sprittede køkkenbordet af.”
Han er et slags symbol for det impulsive,
og det at tage en beslutning uden at tænke på konsekvenserne. Karen tænker ikke videre over
omgivelserne, eller at det kan gå grueligt galt med dette kirurgiske indgreb, selv da alt peger på det.
Kirurgen gør det kun, fordi det gavner ham selv, da han tjener penge på det. Han er det ”onde” i
novellen, og selvom alt omkring ham virker meget dystert og mørkt, er Karen blændet af sit usikre
jeg, og fokuserer blot på, at ville have mindre fødder – koste hvad det vil.
De røde sko er også et vigtigt symbol i fortællingen, da det er genstanden, som Karen hele tiden har
længtes efter. Det er et symbol på lykke og lidenskab. Hun tænker ikke på andet end de røde sko, og
har prøvet alt for at få dem, men intet held er med hende: ”I sommerferien tog hun til New York og
opsøgte transvestitkvartererne, men de røde sko hun fandt her var alt for brede, og Karen havde jo
ganske smalle fødder.”
Alt virker til at være galt med hende, ikke blot er hendes fødder for store,
men de er også for smalle til de røde sko. Skoene er altså noget, hun ikke kan opnå, og alt i hendes
liv kommer til at basere på denne længsel. Dette fører til, at hun tager til kirurgen, der bor ude i
skoven. Han skærer hendes fødder mindre, og endelig kan hun passe de røde sko. Problemet er
bare, at det er mere end smertefuldt at have dem på: ”Det var som at træde på ild. Det brændte,
svedte og kogte. Der var intet andet at gøre end at danse.”
Hun starter altså med at længes efter
denne lykke og accept, og da hun endelig får den, er det på ingen måde som hun havde forventet.
Karen vil gerne være som hun var før, men dette kan ikke lade sig gøre, og hun vælger derfor at få
s. 113 l. 1-3
s. 112 l. 17-18
s. 109-110 l. 17-3
s. 116 l. 3-4