Skrigeren
I dag stræber mange efter berømmelsen. De stræber efter luksus, materielle goder og
populariteten. Men vejen til berømmelse er hård og ubarmhjertig, og i sidste ende har
berømmelsen en pris. I ”Skrigeren” (Formynderfortællingerne, 1964) af Villy Sørensen,
gennemgår hovedpersonen ”Cry” vejen fra almindelig mælkedreng til verdensberømt.
Novellen er fra konfrontationsmodernismen, hvor de modernistiske forfattere så kritisk og
skeptisk på det moderne samfund. I novellen mærker Cry prisen for berømmelsen, da han til
slut gennemgår den tragiske skæbne, at blive slået ihjel pga. sine fans. Presset er stort, når
man er en stor berømthed. Man skal leve op til forventninger fra fansene og medierne og
samtidig være nyskabende hele tiden. Berømtheder gennem tiden har gennemgået samme
skæbne som Cry.
Novellen strækker sig over flere år, og indeholder meget få detaljer. Vi får kun kendskab til de
vigtigste begivenheder, som betyder noget for handlingen.
”Men da det havde stået på i nogle år, var der ikke til at høre ørenlyd i verden.” (s. 141, l. 14-15)
I novellen springer vi nogle år over, hvor Cry fortsat optrådte. Der er altså tale om en panoramisk
fremstillingsform. Vi får et overblik over handlingsforløbet, frem for detaljerne.
Handlingen i novellen er beskrevet meget nøgternt og opremsende. Der er få adjektiver, næsten
ingen miljø- og personbeskrivelser. Novellen er meget berettende og beskriver stort set kun
handlingen med meget få detaljer.
Hovedsætninger forbundet af konjunktioner dominerer sproget i novellen, hvilket giver lange
sætninger, som virker får fortællingen af handlingen til at virke opremsende. Afsnittende bliver ofte
indledt af konjunktioner, som ”men”, ”som”, ”nu” og ”da”. Især men’erne beskriver små
vendepunkter i handlingen. Hver gang handlingen er gået i stå, kommer et men og drejer
handlingen over i en ny retning:
”Så blev det forbudt mælkedrengen at fløjte.
Men på hjørnet stod skolebørnene og ventede ham med længsel og råbte at han skulle fløjte for,
og da han ikke ville, fordi det var forbudt, omringede de ham og anvendte de blandt skoledrenge
almindeligste torturmetoder.” (s. 138, l. 11-16)
Disse konjunktioner understreger også den opremsende fortællerstil.
Fortælleren i novellen er i den største del af novellen objektiv. Her bliver handlingerne blot
beskrevet i kronologisk rækkefølge fra en ydre synsvinkel. Nogle steder i novellen skifter
fortællersynsvinklen diskret fra ydre til indre. Vi ser fx impresarioens indtryk af skrigeren, første
gang han ser ham:
”Han så ikke så godt ud som han havde håbet, han var noget fedladen, skønt han ikke blev fedet på
anstalten, men han kunne høre så meget i skrigene at han alligevel var villig til at betale en ret stor
sum for skrigeren,”. (s. 139 l. 33-34 +s. 140 l. 1-3)
Fortælleren kommer også med nogle små skjulte kommentarer igennem novellen.
”Naturligvis beroede en sådan skrigeevne inderst inde på en biologisk abnormitet, og den var vel
også skyld i at Cry’s stemme ikke gik i overgang, han blev ved at skrige lige barnligt eller
kvindeligt, for der var noget vist kvindeagtigt ved Cry, og det var måske derfor han billede kunne
hænge på alles vægge(…)” (s. 140 l. 26-32)
Ordene som vel og måske, viser en subjektiv holdning til det, at skrigeren blev en så stor stjerne.
Det viser, at fortælleren ikke helt kan forstå hvorfor han blev så populær.
I novellen bliver skrigeren ”Cry” fremstillet som en vare. Han bliver solgt til impresarioen, som
eksperimenter med ham, for at finde ud af hvordan han skal røres ved, for at fremstille sine særlige
skrig. Dette får ham til at virke som et produkt, der skal testes inden det sendes ud til befolkningen.
Vi får ikke på noget tidspunkt i novellen indblik i skrigerens tanker og følelser, hvilket forstærker
fremstillingen af ham som en vare. Skrigeren bliver fremstillet identitetsløs, i det det tætteste vi
kommer på et navn er ”Cry”, som er hans kunstnernavn.
I novellen påtager Cry folks smerte. Alt verdens sorg kommer ud i det han skriger:
”al verdens weltschmerz var kommet til udtryk i skrig,” (s. 141)
Efter hans død, er verden forandret. Cry’s skrig har skabt et fællesskab i verden. ”Alle der ellers
talte højst forskellige sprog som ingen kunne forstå, var mødtes i udbrud af fælles ensomhed, (…)
skete det at folk atter begyndte at tale uforståeligt til hinanden, behøvede de kun at afspille Cry’s
sidste skrig for at mødes i den dybe menneskelighed som menneskeligheden i grunden er.” (s. 141 l.
28-33 + s. 142 l. 1-3)
I novellen beskrives Cry som en Jesus-lignende person. Han får de døve til at høre og tager folks
smerte på sig, og skriger den ud. Efter Cry’s død, bliver der bygget Crycentre, hvor folk samles og
lytter til ”hans røst, der havde givet verden en anden lyd.” (s. 142 l. 6) Disse Crycentre
understreger, den Jesus-lignende og guddommelige person som Cry fremstilles som, da de
fremstilles ligesom kirker hvor man kan søge til for at høre Cry.
I novellen optræder temaet ”berømmelsens pris”. Skrigeren starter som en uskyldig og
pligtopfyldende mælkedreng. I takt med at hans skrig får ”fylde og farve” (s. 138, l. 26-27, bliver
han mere og mere berømt. Impresarioen køber ham, eksperimenterer med ham og får ham til at
optræde med sine unikke skrig under kunstnernavnet ”Cry”. I tak med at berømmelsen stiger,
mister han kontrollen over sit liv. Han må spærres inde bag flere og flere vægge, presset stiger, han
skal hele tiden leve op til folkets forventninger samt skabe det ”sidste nye skrig”. Det ender også
tragisk for Cry, som altså bliver mast ihjel af sine fans. I novellen bliver Cry fysisk slået ihjel af
sine fans, hvor det ofte er det psykiske pres fra fansene og medierne som slår store berømtheder
ihjel i virkeligheden.
I novellen bliver temaet altså behandlet kritisk. Berømmelse er ikke kun penge, popularitet og
materielle goder – det har også en pris, hvilket Cry’s død tydeligt viser.
”Skrigeren” udkom i 1964. I den tid var modernismens anden fase konfrontationsmodernismen en
af de dominerende litterære genrer. Litteraturen i denne periode afspejler forfatternes skepsis over
for det moderne samfund, som de mener fratog det enkelte menneske mulighed for at få indflydelse
på sit eget liv. De forfattere, som skrev inden for konfrontationsmodernismen så samfundet som
splittet, meningsløst og uden sammenhæng.
Dette kommer til udtryk i novellen, hvor Cry på trods af han er hovedperson fremstår som en
anonym og identitetssvag person. Cry lader sig påvirke af omverdenen og gør ingenting for at stritte
imod. Han lader sig torturere af børnene og impresarioen. Dette er et udtryk for det som de
modernistiske forfattere mente, at det moderne samfund fratog det enkeltes menneske fra at få
indflydelse på sit eget liv. Han har ikke længere indflydelse på sit eget liv, alt ligger i hænderne på
impresarioen og omverdenen. Det er dem der skriger efter et nyt skrig og impresarioen som
eksperimenterer med ham, for at finde det folket vil have.
I konfrontationsmodernismen bliver sammenhængen mellem form og indhold tydeliggjort.
Især digtene bestod af et usammenhængende sprog, der var ingen faste strofeformer, ufuldstændige
sætninger, fremmedord samt et meget originalt billedsprog.
Dette ses også i ”skrigeren” hvor sproget består af lange sætninger fuld af indskudte sætninger
forbundet af konjunktioner, som gør sproget meget enkelt og simpelt, men alligevel med et tvist af
noget rodet. Det simple sprog brydes sommetider af billedsprog: ”Hans skrig fik fylde og farve”(s.
138 l. 26-27), ”sprænges af skrigelyst” (s. 139 l. 24-25) og ”hylde politibil”(s. 139 l. 9-10).
Billedsproget i denne novelle er meget præget af høresansen, hvilket også hænger sammen med
skrigene, som hele novellen drejer sig om.
Et andet sprogligt virkemiddel, som bliver benyttet er gentagelser, dog med variation i sætningerne:
”fløjtede så skærende (…) skar mange gode kunder i hjertet” (s. 138 l. 1-2) og ”hylende politibil.
(s. 139 l. 9-10). Børnene hylede op”. Her formår forfatteren at lege med sproget, ved at ændre
betydningen af det samme ord.
”Skrigeren” er en konfrontationsmodernistisk novelle, som skildrer berømmelse fra en kritisk
synsvinkel. Hovedpersonen Cry dør i slutningen af novellen, og betaler dermed sin pris for
berømmelsen. Jo mere berømt Cry bliver, jo mere svagere bliver hans identitet og til sidst er
det omverdenen som styrer hvordan han skal handle og agere. Han har ikke længere nogen
indflydelse på sit liv, og må lide den skæbne hans fans nu en gang har bestemt for ham.